Feature
Læsetid: 12 min.

1800-tallets Britta Nielsen var en forgældet spillefugl

Danmark er et samfund baseret på tillid. Det er på alle måder en god forretning. Men bagsiden af al den tillid er muligheden for svindel, som vi er blevet mindet om mange gange i år. Spørgsmålet er, hvor mange skandaler der skal til, før tilliden forsvinder
»Medarbejdere i Skattestyrelsen, Socialstyrelsen og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har tilsyneladende kunnet slippe afsted med at stjæle vores hårdt tjente skattekroner i årevis. Simpelthen fordi ingen har regnet med, at de kunne finde på det. Det danske samfund er jo baseret på tillid.« skriver Sebastian Abrahamsen.

»Medarbejdere i Skattestyrelsen, Socialstyrelsen og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har tilsyneladende kunnet slippe afsted med at stjæle vores hårdt tjente skattekroner i årevis. Simpelthen fordi ingen har regnet med, at de kunne finde på det. Det danske samfund er jo baseret på tillid.« skriver Sebastian Abrahamsen.

Sofie Holm Larsen

Indland
23. december 2019

På denne tid af året for nøjagtig 217 år siden var den fremadstormende embedsmand Christian Birch kommet i pengeproblemer.

Han havde nogle år forinden i desperation lånt 1.000 rigsdaler, hvilket for ham svarede til en hel årsløn. Det havde han gjort for at kunne betale sit eget bryllup. Inden brylluppet var hans og hans forlovedes nye møbler nemlig gået op i røg under branden på Christiansborg Slot, hvor hele deres indbo havde stået opmagasineret på loftet. Hans hustru arbejdede nemlig for enkedronning Julane Marie og boede derfor på slottet.

Christian Birch var hurtigt kommet bagud med betalingerne på lånet. Derfor var han begyndt at spille på statens tallotteri. Som embedsmand i finansadministrationen havde han stor indsigt i, hvordan spillet fungerede. Han havde troet, han kunne udregne et system, som eliminerede risikoen for tab, hvis han spillede på bestemte tal og gradvist øgede indskuddet. Men det var ikke gået som planlagt. Spillet havde grebet om sig, han havde tabt penge, men kunne ikke stoppe.

»Manden var ludoman!«, som historikeren Mette Frisk Jensen fra Aarhus Universitet skriver i sin bog Korruption og embedsetik, hvor hele sagen er beskrevet.

Nu, i december 1802, manglede Christian Birch penge for at dække sine planlagte spil.

I kraft af sin stilling havde han adgang til at pantsætte statsobligationer. Han besluttede derfor at ’låne’ en statsobligation til en værdi af 1.000 species – datidens møntfod – og pantsatte den for 900 species, som han stak i lommen. Dermed havde han taget hul på et svindelnummer, som skulle fortsætte i næsten 18 år og udvikle sig til en af danmarkshistoriens helt store sager om svindel med offentlige midler.

Da han blev anholdt i 1820, havde han franarret statskassen 1.219.800 bankdaler sølvmønt. Et svimlende beløb, som på daværende tidspunkt svarede til 659 gange hans egen årsløn, eller mere end staten brugte om året på hele den civile centraladministration.

Lyder det bekendt? Sagen har mange paralleller til nutidens svindelskandaler, hvor betroede medarbejdere i Skattestyrelsen, Socialstyrelsen og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse tilsyneladende har kunnet slippe afsted med at stjæle vores hårdt tjente skattekroner i årevis. Simpelthen fordi ingen har regnet med, at de kunne finde på det. Det danske samfund er jo baseret på tillid.

Men hvorfor er det egentlig det? Og kan tilliden overleve de mange skandaler?

Penge til krig

For at besvare de spørgsmål må vi skrue tiden endnu længere tilbage. Nærmere bestemt 1660.

Danmark havde netop mistet Skåne, Halland og Blekinge til ærkefjenden Sverige. Kong Frederik III havde et brændende ønske om at vinde områderne tilbage. Men krig er dyrt. Kongen havde brug for at indkræve skatter, og masser af dem.

Heldigvis for ham havde han lige indført enevælde i Danmark. Derfor stod det ham frit for at reformere hele den offentlige forvaltning, og det gjorde han så. Han gik i gang med at professionalisere embedsværket i et forsøg på at skaffe sig loyale embedsmænd, som ikke stjal af kassen.

I de følgende årtier kom så den første lovgivning, som kriminaliserede bestikkelse og bedrageri.

Med lidt god vilje kan man sige, at kampen mod korruption i den offentlige forvaltning begyndte allerede dengang. Ikke så meget af moralske årsager som af økonomiske. Det siger historikeren Mette Frisk Jensen.

»Korruption er ganske enkelt ineffektivt. Der var et kæmpe svind der.«

Et af de næste store skridt i professionaliseringen af embedsværket kom i 1736, hvor Københavns Universitet indførte den juridiske embedseksamen. Nu kunne man pludselig få en uddannelse i, hvad der egentlig stod i rigets lovgivning. Og det blev samtidig et krav, at man skulle have netop en juridisk uddannelse for at bestride et offentligt embede.

»Det betød dels, at man fik mere professionelle embedsmænd, og dels, at de kendte kongens lovgivning bedre og derfor havde bedre mulighed for at leve op til den,« forklarer Mette Frisk Jensen.

Forsvar for enevælden

Denne nye type af embedsmand var Christian Birch skoleeksemplet på. Han fik sin juridiske embedseksamen i 1778 og arbejdede sig behændigt op gennem embedsværket for til sidst, i 1817, at få titel af såkaldt konferentsråd. Han arbejdede på daværende tidspunkt som højtstående embedsmand i hele tre bestyrelser under finansminister Johan S. Mønsting. Ministeren omtalte ham som en »saare duelig og nyttig Embedsmand« og indstillede ham til en lønforhøjelse, som blev godkendt af Kong Frederik VI. Ifølge nogle kilder blev han endda omtalt som finansministerens mulige efterfølger.

Mens Christian Birch gik og svindlede i det skjulte i begyndelsen af 1800-tallet, satte Kong Frederik VI hårdt ind for at bekæmpe korruption i embedsværket. Danmark havde lige fået bank i Napoleonskrigene, mistet Norge, og været gennem en statsbankerot. Det sidste, den slunkne statskasse havde brug for, var langfingrede embedsmænd.

Desuden var kongen presset af tidsånden. Få år forinden havde franskmændene halshugget deres egen konge i et opgør mod enevælden og indført folkestyre. Hvis Kong Frederik VI ville beholde sin legitimitet som enevældig hersker, gik det ikke, at befolkningen fik den opfattelse, at hans embedsmænd var korrupte.

»Enevælden vaklede jo,« siger Mette Frisk Jensen.

»Korruption var en trussel mod kongen og mod hele styreformen.«

Paradoksalt nok var noget så udemokratisk som en enevældig konges forsøg på at klamre sig til magten altså med til at bane vejen for det meget lidt korrupte embedsværk, som i dag understøtter demokratiet.

En sidste forklaring på det lave korruptionsniveau kan være religion.

»Nogle vil sige, at det til dels skyldes, vi er lutheranere,« siger Mette Frisk Jensen om Danmark og resten af Skandinavien.

»Vi kan ikke bare bede om tilgivelse, vi er personligt ansvarlige over for Gud. Og så har der været et ideal om, at man ikke måtte ønske sig stor rigdom.«

Reformationen havde desuden betydet, at folk havde lært at læse og skrive og derfor var i stand til at sende klager over korrupte embedsmænd til kongen. Det førte til etableringen af et rejsehold, som i 1820’erne rejste rundt i landet og slog ned på embedsmænd med rod i regnskaberne.

Først i 1840 kom der regler, som forbød embedsmænd at ’låne’ af de offentlige midler, som de var sat til at forvalte. Indtil da havde det været lovligt for dem at bruge skattekroner på private sager, så længe de kunne betale pengene tilbage. Og det kunne mange ikke i begyndelsen af 1800-tallet, hvor rigets finanser var presset i bund. Mange embedsmænd blev straffet hårdt, og det førte til mere selvdisciplin.

Tillid er effektivt

Med lovgivning, kontrol og uddannelse lykkedes det kongemagten at nedbringe korruptionen i embedsværket betragteligt. Da enevælden blev afskaffet, og Danmark fik sin første grundlov i 1849, havde vi allerede opnået en meget lav grad af korruption, og dermed var vejen banet for det tillidsbaserede velfærdssamfund, som lå 100 år ude i fremtiden.

Men som sagen om Christian Birch viser, vil der altid være nogle, som finder huller i systemet og beriger sig selv.

For eksempel hans nutidige efterfølgere Britta Nielsen og Skatte-Sven. Hvem skulle have troet, at sådan to ældre, vellidte HK’ere gik og holdt os alle for nar i årevis? Det regner vi bare ikke med i Danmark.

Spørger man danskere, om de har tillid til »det offentlige«, svarer 57,9 procent, at de har enten »meget stor« eller »ret stor« tillid. Det viser de seneste tal fra den såkaldte European Values Study. Spørger man, om vi har tillid til andre mennesker generelt, svarer 77,4 procent, at man kan stole på de fleste. Det gør Danmark til den absolutte tillidstopscorer i Europa.

Det virker paradoksalt i en tid, hvor det vælter frem med svindelsager. Først Skatte-Sven, så Britta Nielsen og nu Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, for ikke at nævne nepotisme på ledelsesgangene i Hæren, svindel på Sygehus Lillebælt, mystiske uregelmæssigheder i Statens Seruminstitut, en lidt for fiks borgmesterbil i Rødovre Kommune og endda anklager om svindel og nepotisme i en vuggestue på Frederiksberg. Så sent som i fredags afslørede Kriminalforsorgen, at institutionschefen i Storstrøm Fængsel er blevet fritaget for tjeneste på grund af en mistanke om indblanding af personlige interesser i forbindelse med fængslets indkøb. Er danskerne bare et naivt og tossegodt folkefærd, som går fløjtende omkring, mens offentligt ansatte svindlere fisker penge op af baglommen på os?

Det kan godt være. Men vi gør det kun, så længe det kan betale sig for os. Det forklarer Gert Tinggaard Svendsen, professor i offentlig politik og ekspert i tillid.

For det første er der trods alt et lavt niveau af korruption i Danmark, siger han. En FN-rapport vurderede for nylig, at der på verdensplan forsvinder 2,6 billioner dollar til korruption om året. Det er 17,5 millioner millioner kroner. Set i det perspektiv er Danmark stadig en duks.

Og for det andet er det ganske enkelt en god forretning for samfundet, at vi har en høj grad af tillid. Også selv om det betyder, at vi må leve med en svindelskandale i ny og næ.

»Vi regner som udgangspunkt med, at myndigheder ikke er korrupte,« siger han.

»Det er en vigtig tillid, som betyder, at vi kan gøre tingene hurtigere og billigere. Tillid er effektivt.«

Svindel er uundgåeligt

Men tilliden til det offentlige er ikke noget, vi kan tage for givet, siger Gert Tinggaard Svendsen.

»Vi er blåøjede, tossegode eller naive, så længe det kan svare sig. Vi er ikke dumme. Så længe det kan svare sig at vise tillid, så gør vi det. Fordi det er det nemmeste. Det er der penge i, og vi sparer en masse tid og bøvl.«

Hvis tilliden bliver brudt tilstrækkeligt mange gange, forsvinder den. Så begynder folk at kræve handling. For eksempel i form af mere kontrol. Det kan være nødvendigt med mere kontrol på baggrund af de enkelte skandaler. Men Gert Tinggaard Svendsen advarer mod at indføre strengere kontrol generelt på baggrund af enkeltsager.

»Så ender vi med et kontrolsamfund i stedet for et tillidssamfund. Og det er dyrt.«

Faktisk må vi nok vænne os til, at der altid vil forekomme svindel, siger han.

»Det kan ikke undgås. Det er klart, man skal gøre noget ved de enkelte sager, når der er mange penge på spil. Men man skal overveje nøje, om man kommer til at overkontrollere på nogle områder.«

Tillid er guld

Tillid er som et grundstof i Danmark. Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under sin åbningstale i Folketinget i år. Vi har ingen guldminer, men vi har tillid. Vi har sågar ophævet tillid til en af de ti vigtigste værdier i den såkaldte Danmarkskanon.

Forklaringerne på, hvordan vi er nået dertil, er flere. Fravær af korruption er kun én af dem, siger Gert Tinggaard Svendsen.

En anden forklaring er, at vi har tradition for at mødes ansigt til ansigt og tale om tingene. For eksempel i foreninger og gennem andelsbevægelsen, som har formet samfundet siden midten af 1800-tallet. Det har skabt en kultur, hvor vi stoler på hinanden.

I sin lille bog, der bare hedder Tillid, skriver Gert Tinggaard Svendsen, at en tredje forklaring er, at der i de seneste 1.000 år har været en relativt høj grad af social stabilitet i Danmark og resten af Skandinavien. Det har understøttet tilliden. I modsætning til lande som Polen, hvor den sociale tillid på få år blev smadret af det kommunistiske regime i midten af det 20. århundrede og aldrig er kommet sig.

En kultur baseret på tillid kan altså blive nedbrudt ganske hurtigt, mens det tager mange år at bygge den op. Tillid er noget, vi får ind med modermælken, som Gert Tinggaard Svendsen skriver i sin bog.

For eksempel er efterkommere af danske og skandinaviske bedsteforældre blandt nogle af de mest tillidsfulde mennesker i USA. Det tyder på, at tilliden i vores del af verden har været høj gennem mange generationer. Undersøgelser tyder desuden på, at flygtninge og indvandrere, der opholder sig i Danmark, bliver mere tillidsfulde. Tillid smitter.

Tillid i fare

Men tilliden er i fare. Den risikerer at erodere på grund af de mange skandaler, sager om svindel og grådige direktører. Det sagde Mette Frederiksen i sin dystre åbningstale, hvor hun skitserede et dystopisk fremtidsscenarie, hvor man ikke længere tør lade barnevognen stå på gaden eller jordbærrene stå i boden uden videoovervågning. Og hun har til dels ret, mener Gert Tinggaard Svendsen.

I sin bog skriver han, at hvis tilliden bliver for lav, er der risiko for en »ond cirkel«. Når tilliden forsvinder, vil folk i højere grad unddrage sig skat, hvilket fører til færre skatteindtægter og deraf færre penge til investeringer i serviceydelser, hvilket igen fører til mindre tillid til hele systemet.

De pæne resultater i den europæiske tillidsundersøgelse, hvor Danmark ligger i top, stammer fra 2017. Altså før mange af de seneste skandalesager. Man kan ikke udelukke, at de mange skandalesager vil komme til udtryk i fremtidige undersøgelser.

Revisionshuset PwC udgav for nylig sit årlige tillidsbarometer. Det viser, at danskernes tillid til seks af 11 institutioner var faldet en smule i 2018. Det gælder blandt andet skattevæsenet, som kun 49 procent har tillid til, sammenlignet med 52 procent året forinden.

Det er svært ikke at se faldet i sammenhæng med de mange skandaler, Skat har været omdrejningspunkt for i de senere år. Hvis ikke vi skal miste den guldgrube, som tilliden er, bliver vi nødt til at håndtere skandalerne på en effektiv og troværdig måde, mener Gert Tinggaard Svendsen. Men vi må ikke gå for vidt.

»Hvis der er en systemfejl, må man rette den på en hensigtsmæssig måde og så ellers køre videre med tillidstilgangen,« siger han.

Balancen mellem tillid og kontrol er altid til forhandling. Og i disse år er Danmark på vej i den gale retning, mener professoren. Mens hans bog om tillid er blevet oversat til engelsk og kinesisk, fordi folk i udlandet prøver at indføre mere tillidsbaseret ledelse og slippe for al den kontrol, har vi i Danmark travlt med at blive mere som resten af verden.

»Vi er på vej i den retning, som andre lande er på vej væk fra. Vi er på vej i retning af mere kontrol, flere evalueringer og kontrolforanstaltninger,« siger Gert Tinggaard Svendsen.

Jul i fængslet

I april 1820 blev der sat en stopper for Christian Birchs omfangsrige svindelnummer. Det skete, da en grosserer, som havde en af Birchs forfalskede obligationer i pant, en dag henvendte sig til Statsgældskontoret i København for at tjekke, om den var ægte. Da obligationens nummer ikke stod oplistet noget sted, blev en undersøgelse sat i gang. Christian Birch krøb hurtigt til korset og blev kort efter anholdt og buret inde i arresten på Kastellet.

Han og hans hustru sendte begge breve til Kong Frederik VI og appellerede til, at han håndterede sagen personligt i stedet for at lade den overgå til en domstol.

Den brødebetyngede embedsmand skrev, at han ikke havde haft nogen glæde af sin svindel, idet »ængstende Bekymringer, selvbebreidelse og samvittighedsnag er al den Frugt, jeg har høstet deraf«. Han argumenterede for, at hans svindel ikke havde forvoldt den store skade, idet de penge, han havde tabt i tallotteriet, jo var gået tilbage til statskassen.

Men hans bønner blev ikke hørt. Det ville ikke se godt ud for kongen at holde hånden over korrupte embedsmænd. Sagen blev i stedet overført til en særligt nedsat kommissionsdomstol.

»Det har været en forfærdeligt prekær sag for Frederik VI,« siger Mette Frisk Jensen.

Ligesom Britta Nielsen og Skatte-Sven nu gør, tilbragte Christian Birch julen i fængsel. Hans kone fik lov at flytte ind på Kastellet, da al deres indbo blev solgt. Hustruens bror, som var højesteretsdommer, skyndte sig at købe størstedelen af sagerne for at dysse skandalen ned.

Kommissionsdomstolen fandt Christian Birch skyldig i misbrug af en betroet stilling og forbrydelse mod majestæten, idet han havde forfalsket »Kongens Brev, Haand og Segl«. Straffen lød på fem års straffearbejde i Københavns fæstning. Birch ankede dommen til Højesteret. Men det skulle han nok ikke have gjort. Højesterets dom blev afsagt i juni 1821 og lød på, at den erfarne embedsmand skulle miste sin ære, sit arbejde og desuden fængsles på livstid.

Christian Birch afsonede i fængslet på Kastellet indtil sin død i 1829. Glædelig jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den berømmede danske tillid er, for mit vedkommende, tillid til, at der er kontrol nok til, at så få som muligt dræner fælleskassen, denne kontrol begyndte AFR at nedbryde, og det er ikke stoppet siden hans tid.

Michael Christiansen, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Flemming Berger, John Andersen, Jan Damskier, Carsten Wienholtz, Randi Christiansen, Karsten Lundsby, Karen Grue, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Oluf Husted og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Jge skærer igennem: problemet er, at der er kontrol med dem, der skal nyde den mest ophøjede tilild: de borgere, der ejer dette demokratiske samfund i fællesskab, men de udsættes for en nidkær kontrol fra de magthavere, der til gengæld selv burde være genstand for ganske rigid kontrol og næsten total åbenhed om deres gøren og laden, konsekvenser af deres visioner og love etc.
I et demokrati skal personlig magt opløses, så den kun kan være til borgernes gavn, ikke til dem, der netop drives af magtbegær.

Steen Obel, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Werner Gass, hannah bro, Claus Nielsen, Flemming Berger, John Andersen, Carsten Wienholtz, Flemming Jensen, Randi Christiansen, Karsten Lundsby, Søren Bro, Birgitte Johansen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Fritsbøger, Lise Lotte Rahbek, Henrik Ovesen, Estermarie Mandelquist, Rolf Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Oluf Husted og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Tilliden i samfundet - og til samfundet er naturligvis under pres.
Og svindelsagerne er naturligvis meget negative!
Jeg vil også nævne det utrolige antal kuldsejlede IT projekter i det offentlige!
Og ikke mindst den måde hvorpå vort skattevæsen opererer!
Det summer op til vanvittige beløb!
Uforståeligt udygtigt!

Eva Schwanenflügel, John Andersen, Randi Christiansen, Karsten Lundsby, Per Torbensen, Michael Hullevad, Henrik Ovesen, Rolf Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Dan D. Jensen, Oluf Husted og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Sørensen

Ja, jeg vil såmænd bare takke for en velskrevet og fængslende (undskyld!) artikel :-)

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Svend Erik Sokkelund, Birgitte Johansen, Karen Grue, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Bjerre, David Zennaro, Peter Beck-Lauritzen, Oluf Husted og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Kun genåbning af vore årsopgørelser, som virkede stærkt præventivt, indtil ca. 1959,
vil (gen)skabe tilliden til myndighederne og vore folkevalgte.

Steen Obel, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Werner Gass, Jonas Lundberg Andersen, Egon Stich og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Henrik Madsen, de 'kuldsejlede' projekter er snarere et symptom på den populistiske journalistik, vi har fået, og som ikke har fanget den helt grundlæggende forskel imellem den bureaukratiske nulfejlskultur og realistisk teknologisk udvikling.
Vi, der har fulgt den eksplosive udbredelse af først computere og dernæst afledt deraf internettet i de seneste 20-30 år, ved, at udviklingen altid har været igennem software-versioner, der fra begyndelsen indeholder mange fejl af vidt forskellig, men for udviklerne uoverskuelig, karakter - og igennem opdateringer med fejlretninger, efterhånden som de opdages og indberettes, efterhånden bringes til at virke.
Sådan er det med alt - vores elskede IC3-tog var ganske mange år om at blive elsket og velfungerende, og nu er vi så i samme situation med det yderst behagelige IC4-tog, der dog lider under den grundlæggende fejlbeslutning fra et neoliberalt folketing, at man ikke købte det som eltog og brugte tiden inden levering til den omlægning, der i stedet blev sat i stå.

Michael Christiansen, Karsten Lundsby, Jan Fritsbøger, David Zennaro, Oluf Husted og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Når toppen i samfundet skejer ud - siver det, modsat topskattelettelser, ned !!!

Eva Schwanenflügel, Claus Nielsen, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Karsten Lundsby, Birgitte Johansen, Søren Kristensen, jørgen djørup, Estermarie Mandelquist, Oluf Husted og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Tab af ære og ARBEJDE, skal være straffen og ikke viderebefordring til andet arbejde i det offenlige, endsige "gyldne" håndtryk. Det skal også gælde for "immuniserede" politikere, der lader skatteborgerne betale deres fad-bamser, samtidig med at de skalter og valter med bilag, fiskekvoter og egne fonde!

Steen Obel, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Werner Gass, Karsten Lundsby, Birgitte Johansen, Per Torbensen, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Tilliden skal jo ikke være omvendt proportional med indkomststørrelsen - og det er det, der er problemet.
Tilliden til arbejdsløse og syge mennesker er åbenlyst ikke tilstede. De kontrolleres via sociale medier, via overvågning af deres konti og via anonyme anmeldelser fra andre borgere. Derimod kan myndighedspersoner svindle og rage til sig i årevis, ja årtier, uden at de selvsamme myndigheder, som de ar ansatte i, har nogen kontrollamper, som lyser.

Det er for mig at se det afgørende skred i tilliden.

Michael Christiansen, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Erik Fuglsang, Kim Houmøller, Claus Nielsen, Flemming Berger, John Andersen, Carsten Wienholtz, Christian Mondrup, Lillian Larsen, Jens Erik Starup, Flemming Jensen, Randi Christiansen, Sinne Rasmussen, Karsten Lundsby, Carsten Munk, Steen K Petersen, Peter Beck-Lauritzen, Oluf Husted, Birgitte Johansen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup og Vivi Rindom anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det var Nyrups regering som sammen med venstrefløjen der i sluthalvfemserne stoppede elektrificeringen af tognettet. Det førte til IC4. Takkes dem som takkes bør.

Kim Houmøller, Claus Nielsen, Randi Christiansen, Peter Beck-Lauritzen, Oluf Husted, Per Torbensen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Jonas Lundberg Andersen

Kontrol er ikke noget problem som sådan.

Det der til gengæld er et stort problem er, at de største sager vi har set i dette århundrede - Britta Nielsen og Skatte-Sven - intet har at gøre med kontrol.

I begge tilfælde handler det om naivitet. Når man ikke adskiller funktionen der beregner beløbet der skal udbetales og den der laver udbetalingen, så skal man have en en meget høj moral for ikke at blive fristet. Britta Nielsen har selv beskrevet hvor nemt det var, at overføre pengene til sig selv.

Det ville være godt hvis der også var et ansvar på ledelses gangen og hos revisorerne. Indtil videre har vi ikke hørt om dette ansvar får nogle strafferetlige følger. Hvis tingene går som de plejer så er der sikkert ikke et ansvar der kan placeres hos nogen. Der mangler tydeligvis noget lovgivning der kan rette op på dette misforhold. Begge parter får jo en aflønning der er ganske høj netop fordi de har så stort et ansvar.

Min anbefaling er at Folketinget hurtigst muligt gør denne passivitet strafbar.

Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Werner Gass, Kim Houmøller, Claus Nielsen, John Andersen, Lillian Larsen, Randi Christiansen, Karsten Lundsby, Peter Beck-Lauritzen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Da jeg i 1988 solgte min forretning, havde skat intet problem med uden at advisere mig at hæve kr 20.000 på min konto. Da jeg udbad mig forklaring, fik jeg beskeden, at de underkendte min registerede revisors opgørelse. Slam! Jeg havde ikke ressourcer til at forfølge sagen udover det ene møde med skat, som jeg insisterede på. Og det fik jeg naturligvis intet ud af.

Der var intet at gøre, pengene var tabt, og lige ned i hvis lommer, spørger jeg nu?

Eva Schwanenflügel, Claus Nielsen, John Andersen, Lillian Larsen, Jens Erik Starup og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Thomas Rasmussen

Hvem siger, at den tillid ikke allerede er forsvundet?

Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Oluf Husted, Kim Houmøller og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Trickle-down-effect" :
Nedsivning af lort.

Eva Schwanenflügel

De rige kommer aldrig til at stå til ansvar.