Læsetid: 4 min.

Alternativet er blevet annulleret under Elbæk

Stifteren af Alternativet, 65-årige Uffe Elbæk, som snart stopper som leder, efterlader sit parti i en eksistentiel krise: Da det endelig blev alvor inde på Christiansborg, svigtede Folketingets grønneste parti. Alternativet overlod det til andre at levere i klimapolitikken
Under et pressemøde på Frederiksberg, hvor Uffe Elbæk fik ideen til at stifte Alternativet, gik han af som leder for partiet.

Under et pressemøde på Frederiksberg, hvor Uffe Elbæk fik ideen til at stifte Alternativet, gik han af som leder for partiet.

Anders Rye Skjoldjensen

21. december 2019

Magien forduftede tidligt på valgnatten i juni: Alternativet mistede både magten og æren, i samme øjeblik partiets leder Uffe Elbæk valgte at holde fast i den mislykkede strategi med selv at stille op som statsministerkandidat.

På et splitsekund blev Alternativet affortryllet. Da Uffe Elbæk dér på valgnatten undlod at tilslutte sig den nye rød-grønne blok, som i de følgende uger forhandlede forståelsespapiret på plads, mens han i stedet stod stædigt fast på sit parlamentariske soloridt, gjorde han sit parti overflødigt på Christiansborg.

Alternativet mistede magten dér, fordi Uffe Elbæk ikke engang forsøgte at gøre sine færre mandater relevante i et nyt politisk landskab. Og Alternativet mistede æren dér, fordi partiet reelt heller ikke kan hædres for at have fået skrevet deres eget krav om en reduktion af drivhusgasser på 70 procent i 2030 ind i forståelsespapiret. Uffe Elbæk kendte ikke sin besøgelsestid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Stig Bøg
  • Olaf Tehrani
  • Poul Erik Riis
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Torben K L Jensen
  • Marianne Stockmarr
Ejvind Larsen, Stig Bøg, Olaf Tehrani, Poul Erik Riis, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Torben K L Jensen og Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

LTM: Hold dog op med det pladder. Vi havde ikke haft en klimalov, hvis Alternativet ikke havde været der. Mette har ingen grund til at tage Å med i forhandlingerne. Det eneste Å kan gøre er at smile.

Ejvind Larsen, Vibeke Hansen, Klaus Lundahl Engelholt, Karsten Lundsby, Mathias Kristensen, Ulla Munksgaard, Mikkel Ellersgaard Sørensen, Hans Larsen, Anders Reinholdt, Peter Knap, Steffen Gliese og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Socialdemokratiet har pga. Alternativets ståen uden mindst fire muligheder for at skabe flertal, bl.a. på det grønne område og arbejdsmarked med konservative og Alternativet, hvis det skulle være nødvendigt.

Mathias Kristensen

Det er godt nok en ensidig og useriøs analyse - ikke mindst af Å’s første år i folketinget. Fx er det forkert at påstå, at Alternativet kun har lavet en politisk aftale. En simpel research afslører, at Å er med i mere end 85 aftaler. Desuden er det underligt, at Trier Mogensen helt udelader de mærkesager, som Alternativet har fået gennemført, fx borgerforslag og medicinsk cannabis. Og så sent som i sidste uge stod finansministeren i folketinget og remsede op, at Alternativet er skyld i, at der på finansloven afsættes penge til mere urørt skov, til et stærkere klimaråd, til cyklismen og til grønne obligationer.

Faktum er, at hvis ikke Å havde været der, så havde vi ikke fået borgerforslag i DK, som er årsagen til, at vi i sidste ende har fået en klimalov med et 70 pct.-mål for 2030. Og hvis ikke det havde været for Å, så havde klimaloven heller ikke indeholdt krav om oprettelse et klimaborgerting (det har klimaministeren selv sagt til citat). Det er da rigtigt, at Å står over for nogle store udfordringer lige nu, klart, men det er da mindst lige så rigtigt, at Alternativet formentlig er det mest dagsordensættende parti de sidste 4-5 år. At alt dette er udeladt af analysen er mildest talt underligt...

https://alternativet.dk/politik/politiske-resultater

Pia Kühnell, Michael Gyes, Hans Frank, Steffen Gliese, Bina Aylen Seff, Viggo Okholm, Klaus Lundahl Engelholt, Maia Aarskov og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

‘Alternativet’ er de eneste aktivister, der har sat fingeren på løsningen.

Klimakatastrofen er ikke uoverskuelig!

Men det haster med at få aktivister på Tinge, der tør stå op og sige sandheden.
‘At det er risikabelt, at ændre hele fundamentet under økonomien, men det er en dødsdom, at lade være’.

Dan Jørgensen er en farlig mand, vores børns fremtid, er alvorligt truet.

Det lader sig tydeligvis ikke gøre, at vores nuværende økomisk velbeslåede politikere, skal bekæmpe det selv samme økonomiske system, de på egen hånd har opbygget til primært at komme dem selv økonomisk til gode!

Mathias Kristensen,
Der står ikke i artiklen, at Alternativet kun har lavet én politisk aftale. Der står, at partiet kun medvirkede i én aftale, hvor deres mandater havde vægt.

Stig Bøg, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, Grethe Preisler og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar

Hvis Alternativet havde dén ydmyge indstilling at gøre sig selv overflødigt (nemlig ved at klimadagsordenen blev bæredygtig), så må man sige at de nærmer sig målet ... men meget tyder på at repræsentationen på tinge i sig selv var og er et mål, hvilket vel kun kan ærgre (Alternativet havde givet haft bedre vilkår, hvis den havde funderet sig som udenomsparlamentarisk bevægelse). Og nu er klimadagsordenen stjålet på skrømt af bl.a. det korrumperede Socialdemokrati og Venstre, så alt er vel stort set sådan cirka ved det gamle. Og vamle.

Philip B. Johnsen

@Hanne Utoft
Pointen er, at hele vores samfund afvikler sig selv, hvis ikke vores folkevalgte politikere begynder at forholde sig til den samlede brede videnskablige konsensus, om den bedste forhåndenværende videnskablige evidens.

Vores folkevalgte politikere kan ikke gemme sig, ret meget længer bag deres løgne.

Her er bedraget beskrevet, hvad det betyder, det kommer hurtigt til at stå klart for alle.

Fra Global Sustainable Development Report 2019.
“Achieving the global warming target (with a significant overshoot above 1.5 o C warming) would only be possible through a rapid and large-scale deployment of technologies that remove CO2 from the atmosphere.

However, although technologies that can do so are under development, none as yet exist at the scale needed for the required impact.”

Global Sustainable Development Report 2019:
The Future is Now – Science for Achieving Sustainable Development, (United Nations, New York, 2019).

Link: https://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/24797GSDR_repo...

Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

@Hanne Uftoft: » at gøre sig selv overflødigt (nemlig ved at klimadagsordenen blev bæredygtig), så må man sige at de nærmer sig målet«

Næh. Der bliver brug for Alternativet i flere årtier frem. De danske mainstream-politikere er »bright green environmentalists«, som inderligt håber på at teknologien kan bruges til at skabe en miljø-harmløs grøn kapitalisme, der stadig insisterer på uendelig ekspansion og uendeligt forbrug i en verden med begrænsede ressourcer.

At den grønne kapitalisme ikke er nok har CBS-professor Stefano Ponte for nylig udgivet en bog om. Han påpeger hvordan den grønne kapitalisme er god til at greenwashe virksomhederne, mens de samlede CO2-udledninger fortsætter med at stige. Samtidig anklager han i princippet det globale nord for at bruge den grønne kapitalisme som påskud for en grøn kolonialisme, hvor det globale syds økonomier destabiliseres og lønnen presses ned for at finde plads til de bæredygtighedskrav, som køberne i det globale nord nu indfører for at se ud som om, at de skam bidrager til at løse klimakrisen (men mere produktion og forbrug, tak).

https://videnskab.dk/kultur-samfund/cbs-professor-groen-kapitalisme-er-i...

Alternativet arbejder jo ikke kun med en grøn bundlinje. Partiet arbejder med tre bundlinjer: grøn, social og økonomisk. De har som de eneste vist sig at være villige til at tage konsekvensen af deres overbevisninger og virkelig skubbe på for det grønne og tale om ændringer i samfundet og livsstil og om at gå ned i forbrug og gøre op med vækstparadigmet og så videre.

Det andre partier er slet ikke blevet grønne. Heller ikke med en klimalov, som slet ikke er ambitiøs nok. De har blot fundet sig en funktionel måde at sælge deres greenwashing på, som overbeviser vælgerne. Uden Alternativet kommer vi simpelt hen ikke i mål gennem det parlamentariske system. Det er det eneste parti i Folketinget, der står for den såkaldte »dark green environmentalism« – og det bliver der som sagt behov for flere årtier frem.

Om vælgerne forstår det og om det valgtaktiske regnestykke går op er så to helt andre spørgsmål.

Pia Kühnell, Ejvind Larsen, Kim Øverup og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fra NOAH ‘Reduktionsveje i klimaloven’.
“BECCS, BioEnergy-Carbon Capture and Storage, indregnes i flere af IPCC’s scenarier for at modvirke en midlertidig ’overshoot’.

BECCS forudsætter helt urealistisk, at der kan dyrkes biomasse (læs industrialiseret skovdrift/plantager) på enorme arealer på størrelse med Indien (BE-delen), og at CCS virker tilfredsstillende.

(CCS er Carbon Capture and Storage, som endnu ikke er demonstreret effektiv i stor skala trods to årtiers intensiv forskning og udvikling.)

At lade en klimastrategi være afhængig af, at BECCS kan realiseres i stor skala, er at spille russisk roulette med kommende generationer.

Tilmed er teknologien både dyr, energikrævende og uden garanti for, at den oplagrede CO2 bliver i undergrunden, eller at nyplantede træer til erstatning for de fældede og afbrændte, ikke går til i de stadigt hyppigere skovbrande, og endelig har fortalerne for BECCS aldrig redegjort for, hvor de krævede arealer til dyrkning af biomassen skal findes.”

Citat NOAH ‘Reduktionsveje i klimaloven’.

Philip B. Johnsen

Fra NOAH ‘Reduktionsveje i klimaloven’
“Afbrænding af biomasse udleder store mængder CO2, som først bliver optaget i ny skov igen – hvis der overhovedet bliver plantet ny skov - lang tid efter, at vi skal være ophørt med at udlede drivhusgasser.”
Citat slut.

Indirect Land Use Change (ILUC), ILUC står for over halvdelen af klimapåvirkning og er udeladt.

Hvad optager mest CO2?

Et træ på en centimeters højde?
Et træ på en meters højde?
Et træ på 30 meters højde?

Et større skov areal er bevokset med træer på en centimeters højde?
Osv.

Afbrænding af skov er ikke bæredygtigt, da areal udnyttelsen til CO2 optag er forringet, hastigheden for CO2 optag er afgørende faktor, effektivitet af CO2 optaget et vigtigt.

Træerne har i forhold til andre grønne planter en særlig betydning for lagringen af CO2, og derved for modvirkningen af klimaforandringer, da træerne kan binde kulstoffet i flere hundrede år.

Den tid har vi brug for til at finde nye bæredygtige energikilder.

Hvis den omtalte afbrænding skulle give nogen mening i en bæredygtig sammenhæng, skal der bruges ikke opfunden teknologi til opsamling af CO2, ved afbrændingen og samtidig forsvarlig oplagring af denne CO2 i undergrunden, på niveau med atomaffald uden mulighed for fremtid udsivning.

Carsten Nørgård og Philip B. Johnsen, min pointe var såmænd også at Alternativet langt fra har nået sit mål fsva. den krævede omstilling og at partiets mærkesag er blevet stjålet af de traditionelt magtbærende partier, som igen og igen demonstrerer at de ikke har til hensigt at gøre det tilstrækkelige, endsige forsøge på genuin vis. Imens er Alternativet gået tilbage i den repræsentation på tinge, som ligger partiet stærkt på sinde - mens partiets øvrige realpolitik, som bl.a inkluderer et fortsat medlemsskab af EU, er usynlig ... formentligt fordi den ikke har en tilstrækkeligt revolutionær profil.

Anders Graae, Mikkel Zess, Ejvind Larsen, Kim Øverup og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Mathias Kristensen

@Ib Gram, hver gang man indgår en politisk aftale, har de mandater man bidrager med jo vægt. Er man med, får man indflydelse. Selvfølgelig kan man presse ekstra på, hvis man har de afgørende mandater, men det er da en skør indstilling til politik, hvis man mener - og det lader det til at skribenten gør - at man kun kan opnå politiske resultater, hvis man er tungen på vægtskålen i de aftaler, man indgår.

Pia Kühnell, Steffen Gliese og Bina Aylen Seff anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hanne Utoft: “revolutionær profil”. En sådan kan man vist ikke samle flertal for i dag. EL burde i så fald have været dobbelt så stor. Ikke desto mindre er det den, der skulle være der, nu hvor det gælder om at lave en grøn omstilling, der ikke koster noget.
I begyndelsen talte Å meget om en 4.sektor, en slags andelssamfund. Her skulle ‘vi’ være gået foran selv, men den gamle vej var den nemmeste. Det blev så klimaet, der vandt, og vejen nede i bunden blev forladt. At ændre samfundet fra bunden af, er en stor opgave, og hvem af de andre partier har kunnet det? Enten har man ideen og mangler folket eller også er det omvendt. Derefter blev det parolernes vej ‘vi synes at nogle skulle gøre sådan og sådan’.
Grønvaskeri laver alle, men hvem vil og gør noget andet og får folket med? Det er udmærket fx at sige, at kapitalismen skal afskaffes, men hvad skal sættes i stedet. Hvis vi ikke vil have forurening og udpining, hvad skal der så ske med alle dem, der mister deres arbejde? Svaret blæser i vinden. Jeg synes, vi skal indføre en generel borgerløn - og det er der vist også en anden, der synes. Afskaf arbejdet og indfør aktiviteterne - og så bliver vi aktive det meste af døgnet, ikke med at fremstille forbrugsvarer, men gøre det nødvendige.
En lodret faldende CO2-kurve, som vi lige har set, fordrer en øjeblikkelig omstilling af hele samfundet fra bund til top. Det skal være Å’s program.

Randi Christiansen, Ejvind Larsen og Kim Øverup anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen, Enhedslisten har ikke længere en revolutionær profil - men jeg er helt enig i din udgangsreplik, men dette harmonerer knap så godt med at man samtidig ønsker at forblive medlem af EU, som dokumentérbart på en række områder modarbejder den nødvendige omstilling af bl.a. produktions- og transportmidlerne samt handelspolitikkerne.

Randi Christiansen, Mikkel Zess, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er i første omgang ikke så vigtigt om det lykkedes, men befolkningen må tilbydes håbet om fornuft og politik handling på den.

Ekspropriation med force majeure af olie og gas reserver i dansk territorialfarvand, for ekstrem hurtig udfasning.

Det er kun et spørgsmål om tid, før der er et folkeligt flertal.

Poul Erik Pedersen

Niels-Simon Larsen 10.03: Tanken om andelssamfundet er jo for så vidt ikke ny, Ejvind Larsen brugte jo en del af sin tid på Information på at argumentere for andelstanken som et alternativ til en vækstfikseret kapitalisme. Både den gang og nu, har det undret mig hvorfor andelstanken bliver set som en løsning på den samfundsmæssige, økonomiske og økologiske krise vi er i nu. Grunden til at jeg undrer mig er, at andelsbevægelsen jo faktisk har spillet en væsentlig rolle i dansk (og nordisk) økonomi i noget over 100 år nu. Det er sket samtidigt med at kapitalismens miljøødelæggende potentialer er blevet realiseret! Spørgsmålet er derfor: hvor er det at andelstanken har det systemforandrende potentiale, der åbenlyst er voldsomt påtrængende.
Jeg er opmærksom på, at andelstanken også ses som en særlig form for demokratisk økonomi. Set i et historisk lys, mener jeg også denne tese kan diskuteres. Det er korrekt at en række lokale andelsvirksomheder, særligt i perioden frem til 2. verdenskrig, havde demokratiske strukturer, der blev holdt møder og truffet beslutninger i fællesskab. Men - der blev jo aldrig rigtigt stillet spørgsmål ved den herskende økonomiske orden, at produktion og salg foregik inden for en markedsøkonomi der fungerede på kapitalismens præmisser. I realiteten betød andelsbevægelsen faktisk en øget integration i den vestlige verdens markedsøkonomi, idet andelsmejerierne leverede smørret til de engelske arbejderes morgenmad og andelsslagterierne bacon til samme morgenbord.
Det grundspørgsmål der bliver tilbage er altså: hvor er andelsbevægelsens systemoverskridende muligheder? Personligt har jeg svært ved at at se dem, jeg har endvidere ikke set at fortalerne for andelstanken (herunder Ejvind Larsen, da han skrev i Inf.) egentligt har leveret en dybere analyse af dette spørgsmål. Når alt kommer til alt, så bliver det vel også Alternativets bundne opgave - da især hvis andelstanken skal være et centralt element i en nødvendig omstilling til en bæredygtig økonomi.
mvh. poul.

Randi Christiansen, Hanne Utoft, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hanne Utoft: Er der ikke noget, der hedder en fredelig revolution? På papiret ser jeg EL som et parti, der vil indføre socialismen ad fredelig vej. Det næste bliver så, hvilken socialisme det bliver, og her bliver EL nødt til at sige noget, som ikke skubber for mange væk, og folk vil ikke have for meget lavet om. Danskerne vil ikke kaldes socialister, men gerne sociale. Dermed bliver EL et socialt parti (to bad om ugen-parti).
Danskerne er ikke engang til fredelige omvæltninger. Det skal blive som det er, og når det så ikke kan blive det mere pga temperaturstigningen, så rykker passiviteten og fornægtelsen ind. CEPOS, Otto Brøns har jeg lige hørt sige, at 3 grader ikke gør noget.

Alternativets problem er ikke at sige det rigtige, men at få folk med sig. Tilbage er vi så en lille skare idealister uden folkelig opbakning. Hvordan næste generation vil reagere, står mig ikke klart. Mange unge har det jo meget godt. De kender ikke denne historie: En mand står og nyder udsigten fra en høj klippekant, hvor der er 500 m ned til bunden. Pludselig ryger han ud over kanten. Efter 50 m indser han, at det ender galt. Efter 300 m siger han til sig selv: Det går da fint.

Selvom vi kender sandheden, ved vi ikke, hvad vi skal gøre med den. At lave alting om nu, er det, vi skal i gang med, og så skal der bare være nogle, der begynder. Kender du nogen?

Niels-Simon Larsen, jeg kendte heller ikke dén flinke, lille historie - så tak for dens illustrative kraft.

Og nej, danskerne er i det hele taget mest til snylterier, bedrevidenhed og 'eget univers' - og det er kummerligt at iagttage, hvorledes Enhedslisten udvander sit revolutionære spektrum og tilpasser retorik og indhold til danskernes småborgerlighed. Imødegik man myten om at jorden er flad med taktiske kompromisbetragtninger a la 'jorden er måske lidt flad, men også lidt rund, kan vi i det mindste sige trekantet?'? Næppe.

Mikkel Zess, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Poul Erik Pedersen: Tak for din analyse. Jeg er ikke ekspert i andelsbevægelsen, men den havde og har problemet med at være noget andet i et markedsstyret samfund. Den bliver nødt til både at være idealistisk og realistisk. Derfor handler jeg altid i Irma. Det er Coop trods alt.

Jeg ser nu noget andet for mig. Den dag det går op for os, at det ikke mere går efter den gamle melodunte, er fanden løs. Kaos i form af katastrofer kan udmærket komme og vælte alt. Ikke engang en katastrofeplan har vi, for det vil være en indrømmelse af, at det kan gå galt, og det ser kun få i øjnene. Når det går galt, bliver vi nødt til at indføre nødlove, socialt afbalancerede, tilpasset EU-regler osv. Der må fx indføres enhedsløn, en statsløn for alle, begrænsninger af alle mulige slags, udkommandering af borgere til alle mulige opgaver.

Overdriver jeg? Hvad er der sket i det brændende Californien, Australien, Sibirien, Amazonas, det oversvømmede alle-steder? Nå, ja, vores egne lavbundsjorde? Er der opstået en katastrofebevidsthed? Der er aldrig nogen, der fortæller mig noget...

Randi Christiansen, Poul Erik Pedersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Kære Poul Erik Pedersen
Tak for dit særdeles relevante indlæg 11.58
Mit kortestmulige svar: Ved andelsejet udrydder du for det første de aktionærer, som for enhver pris – ifølge naturvidenskaben er prisen nu Gretas og vores børnebørns fremtid – skal have overskud, altså vor tids Gud: Den Økonomiske Vækst, DØV, fordi andelejerne, som for årtier siden Informations andelsejer, kunne vælge at gå ned i indtægt (løn) for at redde om ikke børnebørnenes fremtids så dog dagbladet Information. For det andet undgår du alle de sm, Stalin'er, som i stedet for støttepædagogerne i Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening, I Amaliegade og Wall Street, så skal lede og fordele voksne menneskers arbejde i de private og offentlige sektorer.
Men du har fuldstændig ret i, at den grundtvigske andelsbevægelse (på latin: kooperationen) svigtede fatalt og forkasteligt ved for det første at standse medejerskaberne og medansvarliggørelsen ved stalddørene og mejeri- og slagteriportene. Og for det andet bare at underordne sig de kapitalistisk beherskede hjemme- og verdensmarkeder. Ser naturligvis skal organiseres helt anderledes, hvis vi skal være med til at give Greta og børnebørnene en chance.
Endnu engang tak for dine bidrag.
Nærmere har jeg forsøgt at udrede noget af det her i »Grundtvig – og noget om Marx« og »Det levende ord« og nogle småbøger om Marx.

Hanne Utoft, Steffen Gliese, Susan Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

LTM plejer at levere ret solide analyser. Jeg er dybt forundret over denne her.
Der er næsten ingen eller uendelig lidt vinkling, udsyn eller indsigt at finde.
Klart det ER svært at rumme Alternativets DNa, hvis man kun tolker politiske vidder fra det gamle punkt om Rød vs Blå.
Der er stadig ingen politiske partier, der har en grøn dagsorden fra vugge til grav i forhold til klode og menneske.
Det lånte grønne fjer, er ikke Alternativets problem... hvorfor skulle der være det?
I klimadagsordenen er vinderen ikke et parti, men den klimadagsorden der virker.
Angsten for at skulle afgive privillegier er åbenbart stadig større end viljen til at skabe et grønt, varmt og menneskeligt Alternativ.
Derfor stemmer folk som de gør.
Det store Grønne Mod, har en stemme. Men flertallet stemmer på det de kender.
LTM har mistet sit gode overblik. Og tolker populisme som politisk virkelighed.
Og når han gør det, kan han ikke lave analyser på det der ER ny politisk kultur.

Pia Kühnell, Hans Frank, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Susan Hansen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak til Ejvind Larsen for at gå ind i tråden.
Hvor er de store svigt sket i Bevægelsernes historie? Skulle Grundtvig have lavet et politisk parti (om ikke ham selv så dog hans tilhængere) og lavet Danmark om til en andelsstat?
Skulle arbejderbevægelsen ikke have stået fast på, at deres mål var socialisme uden diktatur og selvfremme?
Burde grundvigianerne ikke have holdt fast på den konfessionsløse, folkelige kirke, så statskirkeånden ikke fortsatte? På den måde havde vi kunnet skabe et åndeligt liv, som alle kunne engagere sig i?
Burde socialdemokratismen ikke for længe siden have indrømmet, at deres kurs kun kunne ende med ødelæggelse af børnenes fremtid, skabelse af en masse greta’er og en enorm frustration, der kun kan føre til vold i gaderne?

Man bebrejder russerne, at de ikke har gjort op med fortiden. Har vi selv gjort det? Tyskerne havde evnen til det. Hvorfor har vi det ikke? Det er jo et land som Danmark, et af verdens rigeste, der skal vise en bæredygtig livsform, men vi fortsætter, ikke med krig men med en totalt ødelæggende levemåde, og så kan man spørge, hvad der er værst. Lidt krig er vi dog med i (oven i købet).

Pia Kühnell, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det alt overskyggende problem for ‘Alternativet’ er, at 70% CO2 reduktions målet er et falsum.

Den fortsat førte politik på energi fra olie, gas og kul afbrænding og de menneskeskabte klimaforandringer skabt i kølvandet på den økonomiske vildfarelse bl.a. ‘frihandel’.

Det er en politik, der bredt i folketinget helt ‘fejlagtigt’ påstår, skabende mindre fattigdom i verden generelt og værende til glæde og fremgang for befolkningerne, men skaber i virkeligheden, hvilket den samlede brede videnskablige konsensus om den bedste forhåndenværende videnskablige evidens er enige om:

‘Fattigdom, sult og folkevandring.

Poul Erik Pedersen

Ejvind Larsen 13.02: jeg vil i udgangspunktet konstatere, at vores uenighed bunder i fortolkningen af det historiske forløb der strækker sig fra ca. 1880 og frem til omkring 1940 - i dansk historie. Det er for mig disse begivenheder, som er basis for forundringen over hvorfor andelstanken fremstår så forjættende. Dernæst i tur og orden:
At andelstanken skulle udrydde jagten på et overskud, profitmaksimering (vel det Marx kaldte det), er igen diskutabelt. Andelsselskaberne, både inden for slagterier og mejerier, var jo netop med til at optimere selve landbrugsproduktionen. Der blev jo gjort et bevidst arbejde for at de råprodukter der blev leveret til andelsvirksomhederne, var af så høj kvalitet som overhovedet muligt. Den enkelte producent blev afregnet efter produkternes kvalitet: jo bedre kvalitet - jo bedre pris. Dermed blev det andelshaverens eget overskud, der kom til at stå i fokus.
Det er et træk der kan genfindes i udviklingen af teknologien: udviklingen af centrifugen betød at man nu året rundt kunne producere smør, i ensartet og høj kvalitet. Det betød igen at dansk landbrug fik en central plads i den europæiske markedsøkonomi. Andelsejet blev derved en central drivkraft, i udviklingen af den danske kapitalisme. En udvikling der, i landbruget, betød at det var muligt at opretholde de mange mindre og mellemstore brug, helt frem til 1950-ernes slutning. Men: det var en ejendomsform der cementerede den kapitalistiske økonomiske model, i kraft af andelshavernes integration på verdensmarkedet (som nævnt tidligere).
Endvidere: forestillingen om at andelsejet skulle fjerne ledelsen og fordelingen af voksne menneskers arbejde, finder jeg også diskutabel. Som jeg ser andelsejet var det en mulighed for en række småproducenter, til at få adgang til en teknologi de ikke selv individuelt havde rå til at investere i. Når først virksomhederne var etableret, fungerede de jo som arbejdspladser på lige linje med alle andre arbejdspladser. Der blev hyret medarbejdere som blev lønnet, som havde nogle klart definerede arbejdsområder i virksomhederne. Ser man særligt på andelsvirksomhederne inden for slagteribranchen, så var der tale om relativt store virksomheder hvor de der arbejdede på virksomhederne var helt almindelige lønarbejdere. Lønarbejdere som fik løn- og arbejdsforhold reguleret på nøjagtigt samme måde, som det foregik på den øvrige del af arbejdsmarkedet: ved overenskomstforhandlinger og ultimativt strejker.
Endeligt til overvejelsen over, om andelsbevægelsen svigtede? Nej, det mener jeg faktisk ikke den gjorde. Set i lyset af at andelsbevægelsen var en produktionsmæssig strategi for de mindre og mellemstore landbrug i Danmark, til at få fodfæste på verdensmarkedet ved at levere produkter af høj kvalitet, var det en succeshistorie. Det var yderligere en succeshistorie, fordi det samtidigt sikrede de to store klasser på landet, bønder og husmænd, en anstændig tilværelse i et langt historisk forløb, frem til 1950-erne.
Men: jeg mener man gør klogt i netop at betragte andelsbevægelsen som en tids- og klassebundet strategi for at overleve. I den forbindelse er det jo værd at bemærke, at andelsejet kun havde begrænset betydning i industriudviklingen i byerhvervene i Danmark. Andelsejet var begrænset til de industrigrene, der var direkte relateret til landbrugsproduktionen. Den øvrige industriproduktion var jo enten enkeltmandsejede virksomheder eller aktieselskaber - i store træk. Netop dette forhold må med i betragtning, i den diskussion du rejser om bevægelsens svigt. Et centralt spørgsmål er her: hvordan kan det være at en stor del af dansk industriproduktion IKKE var - og er - anlagt på andelsbasis?
Den analyse må man nødvendigvis gå i kast med, hvis man mener at andelstanken aktuelt har bud på hvordan vi kommer ud af den aktuelle samfundskrise.
mvh. poul.

Pia Kühnell, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Niels-Simon Larsen.
Mht. regulering af økonomien, mhp. at overleve den økologiske krise: vi har været der før, blot på en lidt anden måde. Under 1. verdenskrig blev de danske økonomi gennemreguleret, med det formål dels at afbalancere forsyningspolitiske hensyn til de krigsførende parter og dels sikre befolkningen et anstændigt leveniveau. Begge dele lykkedes langt hen ad vejen, men bevirkede en uhørt integration af alle vigtige aktører i det danske samfund i statsapparatet. Man etablerede faktisk en kommission, der udelukkende stod for at varetage forsyningspolitikken. Det var i denne aktørerne var repræsenterede, herved fik vi samtidigt en udvidelse af det parlamentariske demokrati fordi kommissionens forslag i sidste ende blev udmøntet i lovgivning. På den baggrund: der er altså belæg for at hævde, at vi godt kan agere aktivt og inddrage befolkningen på demokratisk vis selv om vi står i en nødsituation.
Du er også inde på at diskutere, hvorledes man nærmere kan finde frem til hvor og hvem der har svigtet. Det er ganske rigtigt en kompliceret diskussion, jeg vover det ene øje. Jeg mener en del af svigtet kan forklares ved, at vi kollektivt har glemt at kampen for demokrati også var en kulturel kamp. En kulturel kamp fordi det er i kulturen diskussionen om samfundsmæssige værdier, normer og deraf afledte holdninger tages. Denne kulturelle kamp mener jeg har været underdrejet i længere tid, fordi diskussionen for og imod indvandring og islam har resulteret i et alt for stort fokus på at diskutere, såkaldt, "danske værdier". Dette har betydet at vi egentligt har forsømt diskussionen af, hvad der egentligt er den demokratiske styreforms mål og mening.
Når dette forhold i høj grad er problematisk, er det fordi der er to forhold der er vigtige her:
Dels må de beslutninger vi træffer, under hensyn til miljøkrisen, til stadighed have en demokratisk legitimitet. Dette vil kræve nogle velfungerende demokratiske institutioner, hvor både et europæisk og et globalt perspektiv har sin naturlige plads - netop fordi miljøkrisen er global!
Dels har vi erfaret at det netop er på det kulturelle felt, vores forestillinger om det gode liv - med deraf følgende politiske prioriteringer - skabes. Så pointen er derfor: skal klima- og miljøkrisen håndteres således at den demokratiske styreform forbliver intakt, er det bydende nødvendigt at vi prioriterer en kulturelt begrundet debat om den fremtidige samfundsudvikling.
Her er fjernelsen af 2 %-besparelserne på de kulturelle budgetter en god begyndelse, men langt fra tilstrækkeligt. Det vil kræve aktive investeringer, at skabe et kulturliv som kan ruste borgerne til aktiv medvirken i de fremtidige samfundsmæssige forandringer. De forandringer der vil være nødvendige hvis vi skal lykkes med at skabe et bæredygtigt samfund.
mvh. poul.

Pia Kühnell, Hanne Utoft, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Poul Erik: Tak for meget interessante kommentarer (det gælder også dig, Philip).
Jeg ser tyngdepunktet i dit indlæg til mig som ‘det kulturelle’. Jeg var på arbejderbevægelsens højskole i Roskilde i -60. Her blev det kulturelle i socialdemokratiets kulturprogram i den grad pointeret, så ingen kritik der. Det mystiske er bare, hvorfor kulturen ikke bar de ønskede frugter. Flere af de ledende sosser ville virkelig gerne se den kulturelle arbejder i aktion om aftenen, men om dagen gik arbejdet ikke på at styrke kulturgoderne, men at lave samlebåndsarbejde. Lave plasticarbejde om dagen og høre foredrag om aftenen. Det blev ikke kulturen, men forbruget, der vandt.
Det samme med grundtvigianerne og de andre kristne. ‘Andelskapitalisme’ om dagen, fællesskab om aftenen og søndagen. Fællesskabet led ynkeligt nederlag.
I begge tilfælde kunne man ikke skabe holdbarhed mellem den rå hverdag og det kulturelle fællesskab. Der opstod ikke en enhed. Derfor hærger kapitalismen nu som den mindste fællesnævner, og dens tilhængere praler stort: Kapitalismen vandt! Som mennesker kan vi åbenbart ikke modstå fristerne: “Se her, lille ven, er den ting her ikke fin, og vil du ikke gerne have sådan en”? At tingskulturen så smadrer verden bliver ikke forklaret, så folk forstår det.
Hvordan får vi flertallet til at gå ind på Philips remse: Ikke flere SUV’er osv.?
Alternativet tabte 4 mandater. EL holder sig under 10% i meningsmålingerne. Danskerne vil hverken hel- eller halvsocialisme. De vil have forbrug, og nu bliver vi aktivister nødt til at aktivere deres børn og indgyde dem frygt for forældrenes forbrug.
En lille historie: En abe ser en banan i en glasvase med en meget smal hals. Den stikker hånden ned og griber bananen, men kan ikke få den med op. Den vil heller ikke slippe den. Aben dør med bananen i hånden.
Det lader til, at vi dør i vores SUV-biler og alt det andet, for vi hverken kan eller vil slippe forbruget - for vi har hverken fantasi eller vilje til at forestille os en anden tilværelse, end den vi har. Hvorfor er ellers alle de gode ideer forladt? Når man er ung og opdager, at man er fanget, vil man ud, om det så skal ske med vold. Vi voksne er bombet til tavshed og har det for godt. Derfor tror jeg, at kun katastroferne kan få os på bedre tanker. Det bliver en hård vej, hvor kun en lille gruppe er tilbage på en ødelagt Jord. Det er der skrevet fremtidsromaner om for længe siden. Det har heller ikke hjulpet.
Mit håb er, at jeg tænker helt forkert og må have overset noget.

Hanne Utoft, Ejvind Larsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Kære Poul Erik 22. december, 2019 - 16:41 (og Philip og Niels-Simon og Leo m.fl):
Vi har ifølge naturvidenskaben sprængt de materielle grænser for en – for os mennesker – bæredygtig økonomi her på planten Jorden. Kapitalismens fundamentale væsen kræver derimod uophørlig akkumulation, ellers medfører den i kraft af sig selv kapitalisternes fallit og lønmodtagernes arbejdsløshed, uanset hvor menneskekærlige og naturglade kapitalisterne og lønmodtagerne end måtte være. Vi må altså finde på en anden måde at økonomisere med planetens materielle goder. Et diktatur er ikke i kraft af selve sin egen indretning tvunget til grænseløs økonomisk vækst i materiel forstand, men da jeg ikke kan fordrage diktatur, heller ikke selv om det kalder sig socialistisk, ser jeg ikke anden udvej end andelsorganisering (kooperation), fordi den heller ikke i kraft af sit eget væsen er tvunget til grænseløs vækst på en begrænset klode.
Præcis udtrykker Olof Lagercrantz det i erindringsværket 'Min første kreds', 1982:
»Pengene var upersonlige – societée anonyme var det franske udtryk for aktieselskabet – og dermed var der skabt forudsætning for, at alt hvad der hed hensyn, mildhed, kærlighed, menneskelighed var jaget bort fra markedet. Virksomhedens direktør havde kun ansvaret for de satsede penge, og disse penge talte ikke med mennesketunge, de følte ikke, lugtede ikke, hørte ikke. De vidste ikke af andet end lysten til at avle nye penge. og udbyttet blev helligt, for det var tegnet på, at økonomien var sund.
Med aktieselskabet tog samfundet et stort skridt hen mod anonymiteten. Det blev muligt at handle uden at snavse sine hænder til, myrde uden at se nogen falde, udsuge uden at se nogen sulte. Det var det første skridt hen mod et samfund, hvor man trykker på knapper for at udløse krige og mekaniserer alle menneskelige funktioner. Aktieselskabet var begyndelsen til et liv i abstraktionernes verden...«.
Andelsorganiseringen løser slet, slet ikke alt og er kun den første, nødvendige men slet, slet ikke tilstrækkelige, begyndelse.
For hvad skal vi ellers gøre, Poul Erik?

Poul Erik Pedersen

Ejvind Larsen 23. december 2019, 14.14. Som udgangspunkt: jeg ser det som historikerens lod, blandt andre, at bidrage til at den demokratiske debat kan foregå på et oplyst grundlag. Jeg har derfor bestræbt mig på at påpege hvor jeg mener der opstår fejlslutninger, i forestillingen om andelsorganiseringens mulige potentialer. Diskussionen af disse fejlslutninger må nødvendigvis være historisk funderede, da andelsorganiseringen er opstået i en bestemt historisk situation og udviklede historisk betingede svar på denne. Når jeg anfægter andelsbevægelsens potentialer, er det fordi jeg mener det er et åbent spørgsmål om disse potentialer har så generel en karakter at de er anvendelige i den aktuelle situation.
Med hensyn til selve citatet af Lagercrantz: man kan jo spørge om ikke også Andelsselskabet "var begyndelsen til et liv i abstraktionernes verden"?, med det argument at de to ejerskabsformer er nogenlunde samtidige. Endvidere at de er karakteriseret ved at sælge deres produkter på et anonymt marked og at de forfulgte samme mål: den bedste indtjening til ejerkredsen. Det er præcist dette forhold Ejvind Larsen, efter min bedste overbevisning, overser - eller ikke vil se! På den baggrund har jeg også svært ved at se, at der skulle ligge en særlig ny begyndelse i en andelsorganisering - eller nogen ubetinget nødvendighed deri. Som tidligere påpeget: vi har faktisk over 120 års erfaring for, at det faktisk forholder sig som påpeget.
For så at vende mig til det spørgsmål, Ejvind Larsen slutter sit indlæg med: hvad vi ellers skal gøre? Her må jeg så træde ud af historiker-rollen og påtage mig politiker-rollen og påpege: i alt fald få styrket de politiske og demokratiske institutioner. Dette ud fra den opfattelse, at de løsningsmodeller der skal findes vil kræve en politisk styring. Det vil det fordi markedet jo netop ikke har vist sig i stand til at løse de problemer, den uhæmmede økonomiske vækst har skabt i klodens globale miljø. Det vil samtidigt kræve en demokratisk, politisk erkendelse af at klodens ressourcer er begrænsede og at vi skal passe på dem. Så det er altså både stat, marked og civilsamfund der skal inddrages i denne politiske debat, hvor miljøpolitiske målsætninger skal have første prioritet.
Jeg mener at jeg tidligere har påpeget, at vi har historisk belæg for at en stærk stat kan være med til at bidrage til at komme ud af krisen. For det var netop den stærke stat og den statslige styring, der i en lignende situation under 1. verdenskrig sikrede befolkningens overlevelse. Det vel at bemærke, uden at de demokratiske institutioner led skade Ejvind Larsen. Hvis ikke min hukommelse svigter mig helt, mener jeg at kunne huske at du, i din tid på Inf., selv citerede fra Ove Rodes Gimle-tale i nogle af dine artikler. I denne tale argumenterede Rode jo netop for det stærke statslige engagement, som han selv havde været med til at bygge op til forsvar for den brede befolknings overlevelse. Et engagement han selv argumenterede for, måtte fortsætte efter krigens afslutning!
Set i lyset af klimakrisen er det vel et spørgsmål, om ikke vi står i en lignende nødsituation i dag som den verdenskrigen skabte i 1914. I bekræftende fald, følger deraf spørgsmålet om ikke det er er berettiget at anvende lige så radikale midler. Det har som nævnt kunnet lade sig gøre, uden at den demokratiske debat lider skade.
For god ordens skyld, for de der ikke er helt skarpe på den 100 år gamle Danmarkshistorie: Ove Rode var radikal indenrigsminister, under hele 1. verdenskrig. Både under hensyn til landets neutralitetsforpligtelser og under hensyn til befolkningens levevilkår, stod han for at udvikle en statslig regulering af al økonomisk aktivitet i Danmark. Han skabte en statslig kommission, som foreslog alle de regulerende tiltag der var nødvendige i denne sammenhæng. Følgen var en meget detaljeret statslig regulering - selv prisen på synåle var fastlagt af indenrigsministeren! Men: som påpeget betød Rodes politik, at folk flest overlevede og at landet i store træk undgik et socialt oprør.
mvh. poul.

Philip B. Johnsen

@Niels-Simon Larsen
Vores samfund er en kamp for at vinde, men på den korte bane af vores eget liv, det kaldes for kapitalisme.

Det er en fordel, at have boet på gaden og været sulten, når man nødtvungen måtte lægge sig for dagen, for at forstå samfundet i dag, der ses ned på de fattige i kapitalismen, de er taberne.

Når det er lykkedes, at kæmpe sig ud af fattigdom og så kaster et blik på samfundet i dag, så forstår man, at kampen for global bæredygtig omstilling kræver, at man samtidig ikke kun selv ender som den fattige idealist, for som den fattige, bliver man overhørt og set ned på.

Det er ikke logisk, men det er realistisk, så derfor må vores politikere gå forrest og skrælle et lag af kapitalismen af gangen, kæmpe hårdt for fornuften, til den dag det giver mening at sænke paraderne, uden frygten for at blive syndebuk igen.

Niels-Simon Larsen

At samle ‘stat, marked og civilsamfund’, som Poul Erik Pedersen foreslår, talte Alternativet meget om i begyndelse og kaldte det 4.sektorsamfundet. Med andre ord samarbejde mellem den frivillige sektor, det kommunale styre, det lokale erhvervsliv og begunstiget af staten. Ideen fik desværre ikke et ben til jorden i det politiske spil og gassen gik af ballonen.
Lidt bittert kan man sige, at der ikke er noget, der kan slå aktieselskabernes anonyme og ødelæggende pengejagt. Kommunisterne prøvede uden held. Andelsselskaberne prøvede - og prøver, men ligesom blod er tykkere end vand, synes flertallet åbenbart, at penge er mere værd end fællesskab. Vores egne pensionsselskaber renoverer ejendomme og smider de mindre bemidlede af os ud af byen. Krig er stadig sjovere end fred, hvad der gør, at pensionsselskaberne investerer i våbenkomponenter.

Jeg vil påstå, at det ligefrem kræver en åndelig forvandling at gå imod denne strøm, og hvor skal den komme fra? Alle ønsker flere penge og bitcoin-illusionerne florerer. Ingen spørger, hvor pengene kommer fra, bare man får dem. Bunden er noget.

Hvis ikke der opstår en økonomiens Greta Thunberg, sker der ikke noget. At sige at de demokratiske institutioner skal styrkes, kan alle være enige i, men det er en gratis omgang. Bay-Nothing-Day burde udvides til Bay-Nothing-Year, men det vil sætte samfundet i stå, og så skal der først laves planer for, hvad man skal gøre, hvis ideen lykkes.

Vi burde den alvorlige situation taget i betragtning vade i store løsninger og eksperimenter. Jeg kan ikke se dem, så foruden lidt skriveri her og aktivitet der, mangler der den helt rigtige ide.

Poul Erik Pedersen

Niels-Simon Larsen 26.12. Jeg taler ikke for Alternativets 4.sektor tankegang. Det jeg taler for er, at staten nødvendigvis må genindtage en rolle som en central instans der regulerer, eller sætter grænser for, den økonomiske aktivitet i samfundet. Stadig under den generelle forståelse, at vi i øjeblikket befinder os i en krisesituation. En krisesituation der kræver en politisk afvejning af, hvilke produktionsmæssige og dermed ressourcekrævende aktiviteter vi kan tillade os. Pointen ved at det skal gøres til en politisk afvejning er, at denne afvejning må ske gennem en demokratisk politisk debat.
Set ud fra den synsvinkel er klimatinget jo netop et forsøg på, at revitalisere de demokratiske institutioner til brug for klimapolitikken. Jeg har mine reservationer over for ideen, men det er mere begrundet i at klimatinget efter min mening er en symptombehandling i en større problematik. Den større problematik er, at de demokratiske strukturer er blevet udhulet i et forsøg på at gøre staten økonomisk effektiv. Omkostningen har så bla. været at vi har en krise på to fronter: både i det politiske system og i den herskende økonomiske tankegang.
Set ud fra historikerens synsvinkel mener jeg at det er tankevækkende, at tidligere kriser faktisk har affødt politiske modsvar. Lad mig minde om at 1970-ernes energikrise betød en dybtgående regulering af de danske bilisters adfærd: søndagene var billøse, idet privatbilistkørsel ganske enkelt var forbudt! Vel at bemærke: det skete få år efter den lange vækst i øget forbrug, der kendetegnede perioden fra 1950-ernes slutning og frem til begyndelsen af 1970-erne. En periode hvor borgerne jo må formodes at have haft samme indstilling til forbrug, som de har i dag!
Mit eksempel fra 1. verdenskrig tjener, sådan set, til at illustrere samme pointe: at staten, i en krisesituation, kan og skal træde i karakter, som forvalter af knapheden af de tilgængelige ressourcer. Det er naturligvis ikke noget, der lader sig gennemføre uden politiske kampe og samfundsmæssige konflikter. Men de historiske eksempler viser, så vidt jeg kan se, at det foreligger som en mulighed. Samt at det kan foregå inden for en demokratisk ramme, der faktisk også kan udvides under indtryk af situationens alvor. Så: jeg er ikke helt så enig i, at en påpegning af at styrkelse af de demokratiske institutioner er en gratis omgang. For det bliver ikke en gratis omgang, for der opstår konflikter - det er helt sikkert. Det centrale spørgsmål er hvorledes vi så kan håndtere disse konflikter.
Til sidst: jeg tvivler på at en krisesituation afføder "den helt rigtige ide", til gengæld tror jeg at der kan opstå mange forskellige ideer der kan realiseres - mere eller mindre hensigtsmæssigt. Disse ideers realisering kan så på længere sigt, måske, vise sig at være elementer, i løsningen af krisen.
Lad mig illustrere den pointe, igen med et historisk eksempel. Da den andelsbevægelse, som Ejvind Larsen har en gammel kærlighed til, opstod var det danske landbrug i en eksistenskrise. Erhvervet var presset af en globalisering, som betød at konkurrence fra kornproducenter i USA og Sortehavsregionen i Rusland var ved at slå bunden ud af erhvervets indtjening på kornsalg. I samtidens debat blev erhvervets fremtidsudsigter beskrevet som meget dyster. I årene efter blev andelsmejerierne oprettet og der skete et skifte i erhvervets produktionsformer, hvorved de økonomiske forhold også kom til at se helt anderledes ud. Men: det var langt senere at man rent faktisk erkendte at andelsbevægelsen var en del af en strategi, der ændrede erhvervet for altid.
Jeg siger ikke at dette kunststykke lader sig gentage - slet ikke! Men pointen er, at mulighederne for en radikal ændring foreligger. Det er først når vi, af en eller anden grund, udelukker denne mulighed, at der er grund til at opgive håbet. Mit gæt er, at lige på det punkt er Ejvind Larsen og jeg enige.
mvh. poul.

Niels-Simon Larsen

Et par ord om ernæring:
Lidt før og under 1.Verdenskrig gennemførte DR. Hindhede en række vegetariske forsøg med sin forsøgsperson, betonarbejderen Frederik Madsen. FM levede fx tre sommermåneder udelukkende af havregrød og jordbær, gik på arbejde og havde det fint. Disse forsøg medvirkede til at befolkningen holdt skinnet på næsen igennem krigen. P1 lavede et par montager om det for mange år siden.

I dag har vi en stor vegetarisk bevægelse, som vil have os ud af kødfikseringen. Kommer der alvorlige kriser, skal vi igen til at leve af vores køkkenhaver. Bevægelsen vil have os til at spise lokalproduceret mad og i øvrigt leve og producere bæredygtigt, reparere og hjælpe hinanden osv. Jeg nævner dette, fordi den internationale økonomi har gjort os kyniske. Hvor mange spørger efter, hvor en vare kommer fra, under hvilke omstændigheder den er kommet til veje og hvilke kemikalier, der er brugt? En total ansvarsløshed har bredt sig. Penge blevet eneste målestok.

Det ser ud til, at mange er på vej ‘tilbage’ og ikke mere vil købe varer, der senere er med til at slå dem ihjel. Fx er jeg sikkert gennem mit pensionsselskab med til at fordærve mine børnebørns fremtid. Det er denne ‘opvågning’, jeg sætter min lid til. Den skal brede sig ud i alle kroge.

Så kommer spørgsmålet om valg af økonomisk model. På det område bliver der også tænkt og eksperimenteret, også på verdensplan. Det er bare som om de gode tiltag bliver stoppet, når de når et stykke op.
Vi får en stor opgave med klimaplanen, hvor højrefløjen ikke vil høre om begrænsninger af grovæderiet. Selvom jeg ikke er socialdemokrat, vil jeg alligevel vogte mig for at sige et ondt ord om Mette og Dan. Hvis de taber klimaplanen på gulvet, frygter jeg det værste.