Læsetid: 4 min.

Eksperter: Sandheden om ledigheden blandt nyuddannede akademikere er, at der er tale om en succes

Selv om antallet af nyuddannede akademikere er steget med 50 procent siden 2013, så er dimittendledigheden faldet i samme periode, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ekspert kalder den faldende dimittendledighed for en succeshistorie
30. december 2019

Det er gået hårdt for sig i debatten om ledige nyuddannede i de seneste måneder.

Selv om ledigheden generelt er rekordlav, så er de nyuddannede akademikeres ledighed stort set uændret, skrev Berlingske i november. Det fik Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard til at kalde ledige akademikere for luddovne. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard mente, at akademikere ikke skulle føle sig for fine til et job i Netto. Og Liberal Alliance og Cepos har argumenteret for at beskære dagpengesatsen for nyuddannede.

Men ifølge en ny analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd (AE) er dimittendledigheden faktisk faldet. Et halvt år efter endt uddannelse var ledigheden for de nyuddannede akademikere i 2018 nede på cirka 20 procent, mens den i 2013 lå et par procent højere. Og ledigheden er vel at mærke faldet, selv om der er blevet uddannet 50 procent flere kandidater i samme periode.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Christian Mondrup
David Zennaro og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, 50% flere kandidater er ikke en fordobling, det er halvdelen af 100% oveni.
Når det er sagt, så er årsagen til den høje andel jo først og fremmest, at studerende ikke længere læser, til det job, de uddanner sig til, bliver vakant til dem.

Det er værd at gentage, at når folk med arbejdsmarkedsuddannelser ikke oplever dimittendledighed, så skyldes det, at der er kutume for at ansætte nyuddannede svende i mindst 3 måneder, så de optjener ret til fuld understøttelse.

Rikke Nielsen, Henrik Brøndum og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Christian Wind Nielsen

Kære Henning Jørgensen,
det er sødt af dig at være optimist og forvente, at der vil opstå et større behov for kulturforståelse og for at have ansatte, der kan sprog. Det er imidlertid en erkendelse, der er længe undervejs i erhvervslivet. Indtil videre er der ikke nogen nævneværdig efterspørgsel. Det resulterer i ringe jobudsigter for kandidaterne, hvilken igen giver sig udslag i stort set ingen søgning til
kultur- og fremmedsprogsuddannelserne. Over de sidste 15 år har vi set den ene sproguddannelse efter den anden smide håndklædet i ringen og lukke ned. Senest tysk og delvist spansk på Aalborg Universitet. Men også oversætteruddannelsen på Aarhus Universitet, der ændres til en "kommunikationsuddannelse med sprog".
Det er kun kulminationen på en lang række lukninger. Spørgsmålet er hvad vi gør ved det. Det er jo
ikke sådan lige at genopbygge disse forskningsmiljøer og uddannelser? Man kan vist godt kalde det en overdimensionering.

Sprog skal tilbage i gymnasiet og være obligatoriske - faktisk bør vi vende tilbage til grengymnasiet, der er den mest hensigtsmæssige struktur til at opfylde den funktion, en gymnasieuddannelse har.
Imidlertid er det finansieringen, der er det største problem - også fordi man forledes til at tro, at antallet af studerende på de teoretiske uddannelser alle steder medfører en betydelig omkostning. Det er jo ikke tilfældet, og som det måske er nogle bekendt, var forelæsninger tidligere - vel i princippet stadigvæk - åbne for alle, der ønskede at lytte med.
Derfor er taxameterfinansieringen tåbelig! Det handler i bund og grund om at sikre udkommet til fortrinsvis forskere, der også underviser, hvorfor der skal allokeres midler til et tilstrækkeligt personale, efter fagets og forskningens behov, ikke mindst som leverandør af lærerkræfter til ungdomsuddannelserne.

"I dag har ingen reelt interesse i at tage for eksempel et job i Netto"

Det der med at "tage et job" - nærmest på samme måde, som når man plukker æbler - det går altså ikke. Og man må jo heller ikke tage noget, der tilhører andre.
Som samfundet er skruet sammen, er der nogen, der sælger deres arbejdskraft til nogle andre, der køber den for et stykke arbejde. Men hvis disse andre ikke er interesserede i at købe arbejdskraften, kan sælgeren altså ikke bare "tage arbejdet".