Nyhed
Læsetid: 4 min.

Eksperter: Sandheden om ledigheden blandt nyuddannede akademikere er, at der er tale om en succes

Selv om antallet af nyuddannede akademikere er steget med 50 procent siden 2013, så er dimittendledigheden faldet i samme periode, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ekspert kalder den faldende dimittendledighed for en succeshistorie
Indland
30. december 2019

Det er gået hårdt for sig i debatten om ledige nyuddannede i de seneste måneder.

Selv om ledigheden generelt er rekordlav, så er de nyuddannede akademikeres ledighed stort set uændret, skrev Berlingske i november. Det fik Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard til at kalde ledige akademikere for luddovne. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard mente, at akademikere ikke skulle føle sig for fine til et job i Netto. Og Liberal Alliance og Cepos har argumenteret for at beskære dagpengesatsen for nyuddannede.

Men ifølge en ny analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd (AE) er dimittendledigheden faktisk faldet. Et halvt år efter endt uddannelse var ledigheden for de nyuddannede akademikere i 2018 nede på cirka 20 procent, mens den i 2013 lå et par procent højere. Og ledigheden er vel at mærke faldet, selv om der er blevet uddannet 50 procent flere kandidater i samme periode.

Chefanalytiker i AE-rådet Mie Dalskov Pihl ser det som en glædelig udvikling, at arbejdsmarkedet har været i stand til at absorbere det stigende udbud af akademikere.

»Så lige nu har vi ikke så store problemer med akademikerledighed, som nogen har gjort det til,« siger Mie Dalskov Pihl.

Når antallet af nyuddannede akademikere er fordoblet siden 2005, skal det ifølge Mie Dalskov Pihl ses i lyset af den politiske diskurs i 00’erne om, at langt flere skulle have en universitetsuddannelse.

»Så de mange unge nyuddannede ledige er både frugten af de unges valg, men også af en uddannelsespolitik, hvor flere er kommet i gymnasiet, og flere har taget en videregående uddannelse.«

Strukturelt problem

Fremdriftsreformen gør det ekstra svært for de nyuddannede at finde arbejde, påpeger chefanalytikeren. Reformen har nemlig skruet op for tempoet på uddannelserne. Af den grund er der mindre tid til studiejob, og studierelevant arbejde er ifølge flere undersøgelser helt afgørende for, hvor hurtigt nyuddannede kommer i arbejde.

»Men fremdriftsreformen har også gjort, at mange bliver færdige på samme tid. Før blev der uddannet færre, og de blev færdige hele året rundt, men nu kommer alle kandidater ud i sommerferien, som er et af de tidspunkter, hvor der er færrest job,« siger Mie Dalskov Pihl.

Når ledigheden alligevel er faldet, skyldes det ifølge Mie Dalskov Pihl, at der er kommet langt mere fokus på, hvordan de nyuddannede kommer i arbejde både på universiteterne og i de akademiske a-kasser. Også politisk er der blevet sat ind med dimensionering af antallet af pladser på særligt ledighedsramte uddannelser.

Verner Sand Kirk, der er direktør i Danske A-kasser, mener, at de seneste måneders debat om de ledige akademikere overser det faktum, at kandidatproduktionen er fordoblet. At ledigheden ikke er steget, skyldes ifølge a-kasse-direktøren, at der opstået mange flere akademiske job. De sidste ti år er 125.000 akademikere kommet i arbejde, forklarer Verner Sand Kirk:

»Det tænder mig lidt af, at nogle strukturelle træk – at vi har uddannet flere akademikere – udlægges, som nogle dårlige træk ved individer. Når sandheden er, at hvis du går ned i tallene, så kan man nå frem til det modsatte synspunkt: at det er utroligt, at akademikerne som gruppe har formået at undgå en stigning i ledigheden.«

Succeshistorie

Henning Jørgensen, der er professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, kalder de nyuddannedes faldende ledighed for en »succeshistorie«. Han mener, at den seneste debat handler mere om, at erhvervsuddannelserne nu skal tales op.

»Så budskabet om dovne akademikere er en mistolkning af virkeligheden,« siger Henning Jørgensen.

Han mener, at dimittendledigheden vil falde endnu mere, fordi der er lagt adgangsbegrænsninger ind på en lang række uddannelser, hvor der har været høj ledighed i en årrække.

»Så det her problem løser sig selv, og den private sektor får brug for flere akademikere, hvis de skal operere internationalt, for så får de behov for kulturforståelse og for at have ansatte, der kan sprog,« siger Henning Jørgensen.

I det offentlige er der desuden en alderspukkel, fordi de store årgange født efter Anden Verdenskrig snart går på pension, og det vil også skabe behov for flere akademikere, påpeger professoren.

Ifølge et notat fra tænketanken Cepos har dimittendledighed ligget på 30 procent i 2013, og det gør den fortsat i 2019. De 30 procent er der blevet henvist til flere gange i Berlingskes artikler om dimittendledighed.

Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen forklarer, at ledighedsprocenten er fundet ved at se på, hvor mange ledige dimittender der er i en given måned, set i forhold til hvor mange dimittender der er uddannet det seneste år.

»Ledighedsprocenten falder relativt hurtigt efter endt uddannelse fra 41 pct. den første måned til 16 pct. efter et år. Men vores hovedpointe er, at hvis dagpengesatsen blev sat ned fra 13.500 til 8.000 kr., så ville de nyuddannede langt hurtigere tage forefaldende job. I dag har ingen reelt interesse i at tage for eksempel et job i Netto, så længe dimittendsatsen er så høj,« siger Mads Lundby Hansen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nej, 50% flere kandidater er ikke en fordobling, det er halvdelen af 100% oveni.
Når det er sagt, så er årsagen til den høje andel jo først og fremmest, at studerende ikke længere læser, til det job, de uddanner sig til, bliver vakant til dem.

Det er værd at gentage, at når folk med arbejdsmarkedsuddannelser ikke oplever dimittendledighed, så skyldes det, at der er kutume for at ansætte nyuddannede svende i mindst 3 måneder, så de optjener ret til fuld understøttelse.

Torben Skov, Henrik Bjerre og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Christian Wind Nielsen

Kære Henning Jørgensen,
det er sødt af dig at være optimist og forvente, at der vil opstå et større behov for kulturforståelse og for at have ansatte, der kan sprog. Det er imidlertid en erkendelse, der er længe undervejs i erhvervslivet. Indtil videre er der ikke nogen nævneværdig efterspørgsel. Det resulterer i ringe jobudsigter for kandidaterne, hvilken igen giver sig udslag i stort set ingen søgning til
kultur- og fremmedsprogsuddannelserne. Over de sidste 15 år har vi set den ene sproguddannelse efter den anden smide håndklædet i ringen og lukke ned. Senest tysk og delvist spansk på Aalborg Universitet. Men også oversætteruddannelsen på Aarhus Universitet, der ændres til en "kommunikationsuddannelse med sprog".
Det er kun kulminationen på en lang række lukninger. Spørgsmålet er hvad vi gør ved det. Det er jo
ikke sådan lige at genopbygge disse forskningsmiljøer og uddannelser? Man kan vist godt kalde det en overdimensionering.

Sprog skal tilbage i gymnasiet og være obligatoriske - faktisk bør vi vende tilbage til grengymnasiet, der er den mest hensigtsmæssige struktur til at opfylde den funktion, en gymnasieuddannelse har.
Imidlertid er det finansieringen, der er det største problem - også fordi man forledes til at tro, at antallet af studerende på de teoretiske uddannelser alle steder medfører en betydelig omkostning. Det er jo ikke tilfældet, og som det måske er nogle bekendt, var forelæsninger tidligere - vel i princippet stadigvæk - åbne for alle, der ønskede at lytte med.
Derfor er taxameterfinansieringen tåbelig! Det handler i bund og grund om at sikre udkommet til fortrinsvis forskere, der også underviser, hvorfor der skal allokeres midler til et tilstrækkeligt personale, efter fagets og forskningens behov, ikke mindst som leverandør af lærerkræfter til ungdomsuddannelserne.

Jo men. Den slags tal kan DA, DI og Cepos jo ikke bruge til noget. Vel.

"I dag har ingen reelt interesse i at tage for eksempel et job i Netto"

Det der med at "tage et job" - nærmest på samme måde, som når man plukker æbler - det går altså ikke. Og man må jo heller ikke tage noget, der tilhører andre.
Som samfundet er skruet sammen, er der nogen, der sælger deres arbejdskraft til nogle andre, der køber den for et stykke arbejde. Men hvis disse andre ikke er interesserede i at købe arbejdskraften, kan sælgeren altså ikke bare "tage arbejdet".