Nyhed
Læsetid: 3 min.

Finanssektoren vil være med til at redde klimaet

Bæredygtighed skal helt ind i kernen af bankers og finansinstitutters forretningsmodel, mener deres egen brancheorganisation Finans Danmark. Den grønne dagsorden er blevet så stærk, at man frygter at miste kunder
Formand for Finans Danmark, Michael Rasmussen, forudser, at bæredygtighed bliver et af de store temaer i løbet af hans næste periode som formand i Finans Danmark.

Formand for Finans Danmark, Michael Rasmussen, forudser, at bæredygtighed bliver et af de store temaer i løbet af hans næste periode som formand i Finans Danmark.

Jens Dresling

Indland
3. december 2019

Hvis verden skal omstilles til en grønnere fremtid, kommer det ikke til at ske uden hjælp fra banker, realkreditinstitutter og kapitalforvaltere. Derfor melder brancheorganisationen Finans Danmark sig nu ind i klimakampen.

»Den bæredygtige agenda handler om os alle sammen,« siger Michael Rasmussen, som mandag blev genvalgt til formand for Finans Danmark.

»Der er et bredt politisk flertal bag målet om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent. Meget af den finansiering, der skal sikre de grønne investeringer, skal komme fra os. Så det er helt naturligt og næsten uundgåeligt, at vi er nødt til at tage det her ansvar på os, og det gør vi meget gerne.«

Finans Danmark har nedsat et såkaldt Forum for bæredygtig finans. Det præsenterede mandag 20 anbefalinger til finanssektoren for en grønnere fremtid, hvilket også blev omtalt i Jyllands-Posten.

Den første anbefaling lyder, at aktørerne i finanssektoren bør »integrere bæredygtighed i alle grene af deres forretningsmodel«.

Finans Danmarks medlemmer forpligter sig med anbefalingerne til at opgøre det samlede CO2-aftryk af de aktiviteter, de er med til at finansiere. Både når det gælder udlån og investeringer. De forpligter sig også til at fremlægge årlige handleplaner for, hvordan de vil nedbringe udledningen.

Bæredygtighed skal altså blive endnu et parameter, som banker og finansinstitutter skal tage højde for, når de vurderer, om de vil yde et lån eller investere i en bestemt virksomhed.

»Det skal blive en integreret del af vores kerneforretning. Vi skal have et mere bæredygtigt mindset, når vi rådgiver vores kunder og sammensætter vores produkter,« siger Michael Rasmussen.

Ikke greenwashing

Næste skridt bliver at finde frem til den rette måde at måle finanssektorens klimaaftryk på. Der skal være én fælles standard. Ideen er, at kunderne skal kunne se, hvor meget deres finansinstitut belaster klimaet og kunne sammenligne på tværs af branchen.

»Vi kan i Finans Danmark sørge for, at vi måler på samme måde. Men når det er sagt, er det op til det enkelte institut, hvordan de vil implementere det og konkurrere på det,« siger Michael Rasmussen.

– Risikerer det her ikke at blive en form for greenwashing?

»Det tror jeg ikke,« siger Michael Rasmussen.

»Jeg tror, der er en bred opbakning til, at vi er fælles om det her. At vi skal have en fælles målestok og nogle fælles mål. Det er en enig sektor og en enig bestyrelse i Finans Danmark, der står bag det her.«

Michael Rasmussen tror desuden ikke, at banker og finansinstitutter tør andet end at gå med på den grønne dagsorden. Ellers risikerer de at miste kunder.

»Vi ser, at kunder, myndigheder og virksomheder stemmer med fødderne, så jeg tror, at alle har en interesse i at spille med. Den enkelte institution kan godt have en anderledes implementering af det her. Men man kommer til at stå til regnskab over for helheden og over for kunderne.«

Nyt mindset

Bankernes og den øvrige finanssektors image er styrtdykket i de senere år. Finanskrise, bankkrak, grådighed og svindelsager har undermineret befolkningens tillid. Men Michael Rasmussen afviser, at de grønne ambitioner skulle være et forsøg på at genvinde noget goodwill.

»Vi gør ikke det her for vores eget image. Det her er et arbejde, som vi simpelthen er nødt til at tage del i,« siger han.

– Handler det også om, at I sidder på en masse investeringer, som ikke er særligt grønne, og som I gerne vil lave om på, inden de begynder at miste værdi, fordi tidsånden flytter sig?

»Vi har selvfølgelig nogle aktiver og nogle panter, som kan blive mindre værd. Derfor er det også et nyt mindset for os. Vi er simpelthen nødt til at tænke det her ind i alt, hvad vi laver af rådgivning og produkter. Vi tror faktisk på, at vi med den rolle, vi har, kan accelerere den grønne omstilling ved i højere grad at lede pengene det rigtige sted hen.«

Ikke uden os

Michael Rasmussen forudser, at bæredygtighed bliver et af de store temaer i løbet af hans næste periode som formand i Finans Danmark.

Allerede efter nytår begynder brancheorganisationen arbejdet med, hvordan de 20 anbefalinger skal implementeres.

»Det kommer til at blive et stort tema i 2020 og de følgende år,« siger Michael Rasmussen.

»Det her er kommet ind på vores agenda, og det har vi selv ønsket. For det her kommer ikke til at ske, uden vi er med.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, det kræver bare en komplet omlægning af den økonomiske trosbekendelse, så den kommer til at flugte med den fysiske virkelighed.

Bjarne Bisgaard Jensen, Arne Albatros Olsen, Lillian Larsen, Torben K L Jensen, Esben Lykke, Eva Schwanenflügel, Lasse Glavind, Lise Lotte Rahbek og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar

God ide. Stop straks med at financiere fossile brændstorre, glyfosat og ubrugelige engangsplastic-dingenoter fx. I kan virkelig gøre en forskel :-)

Arne Albatros Olsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Vi får først grøn omstilling er rykker noget når det bliver økonomisk attraktivt.

De seneste dage har man kunnet læse, at CO2 udslippet fra den danske bilpark er steget med 7,9%. Stigningen skyldes den tidligere regerings nedsættelse af registreringsafgiften på særligt store og dyre biler. Det har medført et enormt bum af salg af brændstofsslugende premium køretøjer og store SUV'er.

Et stort skridt i den forkerte retning, som så meget andet, den tidligere regering anført af Den-Lille-Svindler fik gennemført.

For at fordre en nedsættelse af CO2 emissioner betragteligt bør kørselsfradraget vendes på hovedet. Frem for først at få et kørselsfradrag efter de første 24 kilometer på arbejde skal man frem over kun få kørselsfradrag for de første 24 kilometer på arbejde. Ved kørsel til arbejde på mere end 24 kilometer skal man således slet ikke have noget kørselsfradrag overhovedet - Det vil få folk til at søge arbejde tæt på deres bopæl.

Arbejdsugen skal kortes ned til 4 dage om ugen. Herved spares der en dags kørsel på arbejde.

Bilkørsel til privat forbrug og unødvendig erhvervskørsel skal forbydes i den nu 3 dage lange weekend - Præcis som de bilfrie Søndage i start 70'serne (grundet oliekrisen - Sjovt nok). Derved spares der yderligere to dages kørsel - Har aldrig set så mange biler drøne rundt i weekender som nu.

Alt fjerntransport (over 100 km) af gods skal på skinner. Dertil oprettes der godsbanegårde strategisk placeret landet over, hvorfra den sidste transportvej kan foregå med eldrevne lastkøretøjer ud til kunden.

Og vupti er 60% af CO2 udslippet udledt af køretøjer væk. For slet ikke at tale om stærkt sundhedsskadelige partikler fra osen, bremsestøv, partikler fra alt det dæk gummi, som efterhånden dækker hele landet.

Hvad venter vi på? Kom nu igang.

Carsten Munk, Torben K L Jensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Med en arbejdsuge på 4 dage er nomineringsproblematikken i landets børnehaver løst samtidig :-)

3 dages weekend uden bilræs giver ro og mere tid til familien og vores børn. Og så meget andet som en værdifuld ekstragevinst.

Carsten Munk, Torben K L Jensen, Ib Christensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Vi gør hvad vi er hjernevasket til at gøre. Fortsætter ufortrøden. Det eneste "rigtige". Karriere og penge. Vi mener vi gør det for vores børn. For børnenes bedste. For deres fremtid.

Alligevel arbejder vi hård dag efter dag for at ødelægge den verden vores "det-bedste" vores 12 tals børn skal leve i. Den ultimative hjernevask. Hvor sygt kan det dog være. Og det helt uden protest. For det er jo uanstændigt i 2019. At protetestere. Noget venstreorienteret tabere gør. Ikke "os". Nej, vi er anstændige.

"Vi" vågner aldrig.