Baggrund
Læsetid: 9 min.

Hvorfor er Agnete Gersing ikke længere departementschef i Uddannelsesministeriet?

Det vakte opsigt, da departementschefen for Uddannelses- og Forskningsministeriet, Agnete Gersing, blev overdraget til Finansministeriet. Det er reelt en fyring, lyder vurderingen fra flere, som peger på, at hun og den nye minister er ekstremt forskellige. Selv afviser hun, at det er en fyring
Agnete Gersing siger, at hun ikke er blevet fyret som departementchef, men at hun har valgt at gå selv, fordi hun ikke synes, at der er så meget indhold i jobbet.

Agnete Gersing siger, at hun ikke er blevet fyret som departementchef, men at hun har valgt at gå selv, fordi hun ikke synes, at der er så meget indhold i jobbet.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
11. december 2019

Det fik politikere og folk i uddannelses- og forskningssektoren til at spekulere, da departementschef for Uddannelses- og Forskningsministeriet, Agnete Gersing, skrev på Twitter, at hun skifter stilling.

Efter fire år i stillingen som magtfuld departementschef havde hun i stedet sagt ja til at blive kommitteret i Finansministeriet, hvilket kan betragtes som en form for konsulentstilling i centraladministrationen.  

Det har allerede været beskrevet i en artikel på Altinget.dk, at denne manøvre, hvor en departementschef bliver tilbudt en stilling som kommitteret, er en måde at skille sig af med højtstående embedsfolk.

»Man kan kalde det en elefantkirkegård eller et paradis for eksperter,« som Susanne Hegelund, der står bag en række bøger om det danske embedsværk, udtrykker det på Altinget.dk.

»Enhver ny regering vil ikke sjældent ønske at sætte sit eget hold på topembedsmandsniveau, og kan derfor have behov for at sige farvel til gamle kendinge. (...) Det her er den danske måde at gøre det på,« siger hun.

Den socialdemokratiske regering er i løbet af efteråret blevet kritiseret af oppositionspolitikere og eksperter for at politisere det ellers neutrale embedsværk. Konkret har kritikken gået på, at syv ud af ni nye presse- eller kommunikationschefer i ministerierne har politisk tilknytning til ministrene. Regeringen har afvist, at de er blevet ansat på grund af deres politiske tilknytning.

Agnete Gersing afviser også, at politik har noget at gøre med hendes afgang. Hun fortæller til Information, at det var hendes eget valg at stoppe som departementschef.

»Jeg er ikke nogen elefant eller er kommet på kirkegård. Jeg holder ufatteligt meget af mine medarbejdere, men jeg var træt og brugte for meget tid på noget, jeg ikke synes er spændende,« siger hun.

Kilder, Information har talt med, opfatter imidlertid hendes afgang fra departementet som en fyring. Information har talt med ni forskellige kilder fra uddannelsessektoren og dansk politik. To står frem med navn. Resten ønsker at være anonyme.

Ulla Tørnæs, tidligere uddannelses- og forskningsminister (V), »kan ikke andet end at se det som en udrensning af embedsværket«.

»Man ønsker nogen, som man er sikker på, deler den socialdemokratiske idé om uddannelse.«

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har ikke ønsket at give sin forklaring på, hvorfor Agnete Gersing har fået en ny stilling. Men kilder peger på, at den afgåede departementschef på centrale områder adskiller sig fra den nye, socialdemokratiske minister. Det handler blandt andet om tilgangen til uddannelsesområdet.

Eksempelvis i forhold til læreruddannelsen, hvor Agnete Gersing bakkede op om den kommission, der skulle undersøge, hvordan den kunne reformeres. Men samme dag, som hun aftrådte, valgte Ane Halsboe-Jørgensen at frede uddannelsen.

Spørgsmålet er, hvordan Agnete Gersings tilgang til uddannelsesområdet er anderledes end sin ministers. Og om det spiller en rolle i forhold til, at hun ikke længere er departementschef. Det forsøger Information at få svar på. 

Udfordringer nok

Agnete Gersing blev departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2015, da Esben Lunde Larsen (V) var minister. Den 56-årige embedsmand er uddannet økonom og kom fra en stilling som direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, da hun blev departementschef.

Da hun fik tilbudt stillingen, havde hun i mange år tænkt, at det ikke var den vej, hun ville gå, fortæller hun. Det skyldtes, at der var ting i jobbet som departementschef, som hun opfattede som kedeligt.

»Man skal bruge meget tid på at gå til møder, som knytter sig til beslutningsprocesser i regeringen. Det er sjovt at prøve, men der er ikke så meget indhold i det. Man bruger meget tid på at godkende sager, spørgsmål fra Folketinget, regeringsoplæg osv.,« siger hun.

Det er også derfor, at hun nu takker af, siger hun.

Men hun valgte altså at sige ja til den prestigefulde stilling for fire år siden. Det skyldes, at hun har »et blødt punkt for uddannelse og forskning«, som hun siger.

Hun har tidligere arbejdet med området blandt andet i tilknytning til Globaliseringsrådets arbejde, og mellem 2012 og 2014 sad hun med i den såkaldte Produktivitetskommission. Den skulle komme med anbefalinger til, hvordan man skaber mere produktivitet i Danmark.

Anders Rye Skjoldjensen

Under dette arbejde opdagede Agnete Gersing, at Danmark havde fået en udfordring med, at vi uddannede for mange, som havde svært ved at finde arbejde bagefter, fortæller hun. Herudover så hun, at der var et kvalitetsproblem i mange uddannelser.

»Det kom bag på mig: Hov, hvad er der lige sket her? Og det var også noget af det, der blev mine prioriteter som departementschef, og som ministeriet kom til at arbejde meget med i min tid,« siger hun.

Noget af det, hun er mest stolt af som departementschef, er da også, at der blev lavet et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser.

»Det var en vigtig brik i forhold til at få institutionerne til at fokusere på at nyuddannede kommer i beskæftigelse, og det var et forlig med alle partier.« Agnete Gersing fremhæver også større fleksibilitet i universitetsuddannelserne og en langt bedre dialog med uddannelsesinstitutionerne som vigtige resultater.

Politiserende

En embedsmand skal være politisk neutral og følge sin minister. Men Agnete Gersing havde det med at blande sig meget i tingene. Sådan lyder det fra flere af Informations kilder. Det kom blandt andet til udtryk ved, at hun satte sig selv i spidsen for Universitetsudvalget, som blev nedsat i 2017.

Udvalget skulle undersøge, hvordan man kunne skabe bedre universitetsuddannelser. I marts sidste år resulterede det i en rapport med 37 anbefalinger.

»Universitetsudvalget tog de store sværdslag, og så fik Tommy Ahlers (daværende uddannelses- og forskningsminister (V), red.) lov til at gennemføre det. Det kom til at ligne en magtdemonstration. Så hun har været meget markant som departementschef,« siger en kilde i uddannelses- og forskningssektoren.

Samme kilde kalder Agnete Gersing en stærk holdningsperson:

»Man er ikke i tvivl om, hvordan hun ser verden.«

En anden kilde beskriver, at Agnete Gersing er liberalist:

»Hun er en, der næres ved det liberale, og at enhver er sin egen lykkes smed,« siger kilden, som oplevede, at Agnete Gersing politiserede.

»Hun blandede sig meget i politikken og ministerens arbejde. Det er ikke min opfattelse af, hvad en departementschef skal gøre.«

En kilde fra uddannelsessektoren fortæller, at nogle politikere syntes, at Agnete Gersing var »en stærk og lidt for politiserende departementschef«. At Agnete Gersing skulle være politiserende, afviser hun selv og understreger, at hun fulgte sine ministres prioriteringer. Hun mener, at det var et udtryk for, at man prioriterede Universitetsudvalget højt, at man satte departementschefen for bordenden – det havde ikke noget med politik at gøre.

Ulla Tørnæs (V) fortæller, at hun havde et godt samarbejde med departementschefen.

»Hun er meget professionel. En gang imellem synes jeg måske, at hun var for grundig. Det tog for lang tid, før jeg fik sagerne, og det kunne opleves, som om hun var stopklodsen,« siger Ulla Tørnæs og forklarer, at det nok var Agnete Gersings perfektionisme, som gjorde, at »hun var med inde over det hele«.

»Men i al beskedenhed mener jeg, at vi var et dream team for det store ministerium,« siger Ulla Tørnæs.

Uenige om tilgangen

Da Agnete Gersing i forbindelse med regeringsskiftet i sommer fik ny chef, var det første gang i 20 år, at Uddannelses- og Forskningsministeriet blev indtaget af en socialdemokrat. Det skifte skal kunne mærkes, har uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) sagt til Information.

»Jeg vil gerne arbejde for, at videnskab kommer meget mere ned på jorden og bliver relevant og vedkommende for helt almindelige danskeres hverdag,« som hun sagde i et tiltrædelsesinterview her i avisen.

Hun har allerede taget flere opgør med VLAK-regeringens uddannelsespolitik eksempelvis ved at droppe den såkaldte ’talentpulje’ på 190 millioner kroner og i stedet bruge 127,5 millioner kroner fra puljen på et »ekstraordinært løft af pædagoguddannelsen«.

Samme dag, som Agnete Gersing fratrådte sin stilling, bremsede Ane Halsboe-Jørgensen også den kommission, der skulle undersøge læreruddannelsen. 

»Jeg har arvet en kommission,« sagde hun og mente, at det ikke nødvendigvis var et ønske fra de studerende, lærerne og lederne at reformere uddannelsen. 

Det er »mod Agnetes ånd«, lyder det fra en kilde i universitetssektoren.

»Hun vil tænke, at nu er vi i gang med en plan, og den må vi tage konsekvenserne af. Kig på ministeriets hjemmeside for de år, hun var departementschef: Uddannelse efter uddannelse blev evalueret.«

Agnete Gersing påpeger, at det altid vil være en ministers beslutning, om der skal nedsættes en kommission, eller om der skal skabes ro om en uddannelse. Hendes vurdering var, at evalueringen af læreruddannelsen viste, at der var nogle ting, som kunne gøres bedre.

»Jeg synes, det var klogt at få nogen til at lave et grundigt beslutningsgrundlag, også fordi læreruddannelsen har været præget af, at der har været mange reformer, som i mine øjne ikke har været forberedt super godt. Det er min erfaring, at når man har med noget at gøre, der er vigtigt, men svært, så skal der være et grundigt beslutningsgrundlag,« siger hun.

Budgetbisse

Hvis man skal prøve at forstå, hvorfor Agnete Gersing har sagt ja til en stilling som kommitteret i Finansministeriet, peger kilder på, at man må forstå den nye uddannelses- og forskningsminister.

»Fogh har engang sagt til et seminar for departementschefer, at når ministeren fløjter, skal embedsværket komponere melodien. Det tror jeg ikke nødvendigvis, Ane Halsboe-Jørgensen har følt, at Agnete Gersing har gjort,« siger en kilde i uddannelses- og forskningssektoren.

Ane Halsboe-Jørgensen har brugt flere hele arbejdsdage i praktik som både pædagog og lærer for at opleve på egen krop, hvad fagområderne har brug for. Det står i skarp kontrast til den økonomistiske og nytteprægede tankegang, der kendetegner Agnete Gersings arbejdsmetoder, påpeger flere kilder.

»Hun er cand.polit. morgen, middag og aften. Det er økonomi, økonomi, økonomi, tal, tal, tal, styring, styring, styring,« som en fra universitetssektoren siger.

Da hun tiltrådte sit nye embede, var det med et fokus på mål, nøgletal og økonomistyring. Effekten af uddannelse skulle måles i kroner og øre i højere grad end i kulturel og dannelsesmæssig værdi.

»Hun ville videns- og faktabasere arbejdet i ministeriet og sørge for at uddannelses- og forskningspolitik var baseret på data og statistik,« siger en anden kilde fra universitetssektoren.

Agnete Gersing er en »budgetbisse«, siger Venstres uddannelsesordfører Ulla Tørnæs, som var uddannelses- og forskningsminister i 2016.

»Jeg så hendes finanspolitiske baggrund og indgående kendskab til budgetter som en kæmpe fordel for ministeriet,« fortæller hun.

Agnete Gersing går op i tal, »fordi det er det, der virker«, siger hun selv.

»Det handler om at finde ud af, hvad der er problemet, og hvad der er årsagen til problemet. Og så bringe det ind i det politiske rum.«

Derfor indledte hun også sit job med at lave en stor organisationsændring, hvor hun blandt andet oprettede et analysekontor og et kontor for kommunikation.

»Der var brug for at gøre det anderledes og for at styrke politikudviklingen og kommunikationen med institutionerne,« siger hun.

’Et godt samarbejde’

Lige nu står regeringen med en dagsorden, der handler om velfærdsuddannelserne.

»Det handler om lærere, sygeplejersker og pædagoger. Men det der med at tænke i velfærdsstatens nytte – det er ikke lige Agnete,« siger en kilde i universitetssektoren.

Hun føler sig på hjemmebane i festsalen på Københavns Universitet, som en anden udtrykker det.

»Hun elsker jo grundforskningscentre, Harvard, Oxford, og alt hvad der lugter af elite. Herudover har hun en meget stærk opfattelse af ledelse og går meget op i ledelsesudvikling, og at høje krav og forventninger dur til alt.«

Agnete Gersing slår fast, at der var fokus på universiteterne under hendes tid som departementschef, fordi ministrene ønskede det.

»Jeg er selv uddannet på universitetet, men jeg synes, at alle de videregående uddannelser er vigtige,« siger hun.

Agnete Gersing ønsker ikke at gå i detaljer om samarbejdet med Ane Halsboe-Jørgensen.

»Jeg kan bare sige, at vi har haft et godt samarbejde.«

Brigitte Klintskov Jerkel, tidligere uddannelsesordfører for De Konservative, kan ikke forstå, at Agnete Gersing ikke skal være i uddannelses- og forskningsministeriet længere.

»Jeg kan se, at Agnete er en meget anderledes type end Ane Halsboe. Men hun er en arbejdsom, flittig kvinde, der er dygtig på sit område.«

Anders Rye Skjoldjensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er vist et yderst velkomment skift, men samtidig lyder den konkurrerende version heller ikke totalt spiselig.
Kommunikation med institutionerne er en klar eufemisme for det, der er skingrende galt: at politikere og centraladministration har fået den fejlagtige idé, at det er dem, der skal bestemme, hvordan samfundets aktiviteter skal udfoldes. Det skal de i stedet overlade til dem, der ved, hvad de har med at gøre - og måske er ministeren ikke helt skeløjet på det punkt, når hun rent faktisk har deltaget på lærer- og pædagoguddannelserne.
Men det bedste, ministeren kunne gøre, er at pille sammenvævningen af anvendt og teoretisk forskning op igen og sikre et uafhængigt universitet, der kan forske frit i tryghed - og så en åben centerforskning, der skal være rede til at blive kigget efter i sømmene af en årvågen og kritisk presse.
Politikerne er over hele linjen bandsat forhippede på at mindske statens engagement og udgifter i alt det, som faktisk er samfundets kerne og statens første forpligtelse: viden, kultur og politik.
Måske kommer vi faktisk til at opleve en sådan fremgang, selvom pressen synes mere optaget af at finde petitesser at kaste sig over end at læse, hvad ministrene rent faktisk skriver, at de er optagede af. Især synes kulturministeren, om det så er en Joy eller en Rasmus, at være særskilt udsat for mistro.

Nina Pavlovski, William Kern, David Zennaro, Jens Larsen, jørgen djørup, Karsten Lundsby, Peter Beck-Lauritzen, Werner Gass, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Der er - og har - været så meget bøvl med embedsværket, spindoktorer og særlige rådgivere, at området trænger til at blive endevendt. DK kunne som et af de sidste lande i Europa indføre vice- eller juniorministre - et andet ord for departementchefer , og som kom og gik sammen med ministeren. Så vidste alle hvor man havde hinanden, og vi slap for oppositionens evige mistænkeliggørelse af beskyldninger om kammerateri og lign. SD og VK er he lige slemme, så ren røv at trutte i.

Karsten Lundsby, Steffen Gliese og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

DJØF'er fyres ikke, de forfremmes, uanset hvilken skade de har forvoldt på det danske samfund. God ide med vice- og junior-ministre, med en klar politisk observans. De kan vel ikke være "dyrere" end "farveløse" spindoktorer og særlige rådgivere.

Arne Lund, Jens Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Grundlæggende er problemet ikke, at ministre skifter ud på højeste embedsmands niveau, eller ansætter konsulenter eller andre.
Problemet er embedsværkets selvforståelse, som objektive, neutrale bærere af en kultur, som er politisk loyal, uden skelne til personlige, egne, opfattelser af fornuft, værdier, etik.
Enhver embedsmand har jo, forhåbenlig en holdning til tilværelsen, politik mm.
Men, på slotsholmen lever embedsmændene i et ekkorum, hvor karriere muligheder, tæller mere end etik.
Men det er selvfølgelig ikke til at påvise til citat.
Derfor er det svært for politikere, der er på gæstespil, i forhold til slotsholmens faste stok, at få et ben til jorden, hvis man ikke har kvalificeret rådgivning.

Henning Kjær, Peter Beck-Lauritzen, David Zennaro, Arne Lund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Interessant nok, Gerd Kreft, var det engang sådan, at den struktur beskyttede det danske retssamfund og sikrede en kontinuitet, hvor politikerne ikke havde megen mulighed for at skeje ud.
Men den anden side af politikernes virke var sandelig også, at de dels havde rod i en partiorganisation, der for de fleste partiers vedkommende skabte sin politik nedefra, fra de lokale partiforeninger, dels repræsenterede bredere organisatoriske bevægelser i samfundet.
Over nogle tiår blev det åbenbart Slotsholmens forenende projekt at skubbe de krav, som borgerne med rette kunne stille til det embedsværk, de finansierede, og de politikere, de udpegede fra deres egen midte, til side, fralægge sig alt ansvar, især ved at indskrænke det universelle velfærdssamfund, der brugte samfundets midler på borgerne fremfor særinteresser og dermed sikrede en grundlæggende demokratisk samfundsdeltagelse og et mindre behov for borgernes selvforsikring: garantien for den offentlige sektors høje kvalitet var, at alle - også de stærke og myndige - var henvist til dens ydelser og garantier.
Desværre drog europæiske politikere en forkert konsekvens af de sammenstyrtede samfund i Østeuropa og gav os en ideologisk retning, der allerede hundrede år tidligere havde demonstreret sin grundlæggende uduelighed og manglende forklaringskraft. Så vi er lidt bagud i genopretningen af samfund, der tager hensyn til de omstændigheder, vi lever under, og forsøger at opnå de bedste livsbetingelser i fremtiden.

Nina Pavlovski, Minna Rasmussen, William Kern, Peter Beck-Lauritzen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

"Problemet er embedsværkets selvforståelse, som objektive, neutrale bærere af en kultur, som er politisk loyal, uden skelne til personlige, egne, opfattelser af fornuft, værdier, etik."
Korrekt. der kunne - og burde - skrives alenlange beretninger om embedsværkets politiseren.
I "embeds medfør" har jeg i en del år haft relationer til fx Vejdirektoratet, og Transportministeriet, og hvis man vil finde politiserende embedsværk, så er det her det sner. erindrer at Sonja Mikkelsen fik at vide af ministeriets dep.chef - den gl. studenteroprører, Ole Zacchi, at hvis hun ville have en god i Trafikministeriet, så skulle hun elske bilerne - hvad Mikkelsen som bekendt ikke gjorde. Derfor blev hendes tid i ministeriet kort og kvalfuld.

Steffen Gliese og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar