Johannes på 90 år bor sammen med Aske på 18 måneder

I et parcelhus i Vedsted i Sønderjylland er der pyntet op til jul. På langbordet i stuen er voksdugen rød med hvide hjerter, og under lysekronen hænger fem små porcelænshuse.

For enden af bordet sidder husets yngste beboer på 18 måneder, Aske, og den ældste beboer på 90 år, Johannes Boisen, ved siden af hinanden på henholdsvis en barnestol og i en kørestol. Aske leger højlydt med et pølsehorn, der er skåret i skiver, mens Johannes Boisen sidder stille og observerer. 

»Skal du herover og sidde, søde Aske?« spørger Johannes Boisens 54-årige kone, Mette Boisen, inden hun løfter sit urolige barnebarn hen til sin plads ved bordet, så han falder lidt til ro. 

De tre generationer af familien, der nu er samlet omkring spisebordet, har boet sammen, siden de flyttede ind i huset for seks år siden. 

Johannes Boisen har længe været pensioneret og har demens. Sammen med sin kone udgør han den ældre generation af familien. Deres søn, Lars Skovbo Boisen på 33 år, og hans kone, Ellen Skovbo Boisen på 28 år, er den anden generation, mens barnebarnet Aske udgør den yngste generation i huset. 

Men når man ser sig omkring i stuen, er det svært at se tegnene på de yngre beboere af huset. Stuen er indrettet med udstoppede fugle, små kvadratiske landskabsmalerier og et vægur i mørkt træ, hvis pendul konstant svinger frem og tilbage.

Sådan ser der ikke ud i den anden ende af huset, hvor Lars og Ellen Skovbo Boisen har deres eget køkken og egen stue, forsikrer de. 

Når man bor sammen på tværs af generationer, kræver det en respekt for hinandens forskellighed, og derfor blander man sig ikke i hinandens indretning, er begge dele af familien enige om. 

Men at finde et hus med to køkkener og stuer, der gav mulighed for at rumme forskelligheden, var ikke let. 

»Vi bosatte os ikke her, fordi huset er fantastisk smukt eller noget. Men det var det, vi kunne finde med to køkkener. Det viser også bare noget om, at det ikke er ret mange, der bor som os,« fortæller Ellen Skovbo Boisen.

Og dog. Tal fra Danmarks Statistik tyder på, at der bliver flere og flere, der bor som familien i Vedsted. For på bare ti år er der sket en stigning på 28 procent i antallet af hustande, der både inkluderer en eller begge forældre og deres voksne børn og partner.

Derf0r har Information som del af serien om ældres boformer besøgt familien i Vedsted for at blive klogere på, hvordan livet ser ud, når man bor sammen med børn og børnebørn.

Svigermor og Hansi Hinterseer

Da Lars Skovbo Boisen for seks år siden foreslog sin kone, at de kunne flytte sammen med hendes svigerforældre, var hun tilbageholdende.

Men Lars Skovbo Boisen ville gerne bo i hus, hans forældre var trætte af at bo i Kolding, og hvis de alle flyttede ind sammen, ville de kunne købe huset for en tilsvarende månedlig udgift som de på det tidspunkt brugte i husleje.

»Det var med til at overbevise mig, at jeg kort efter skulle til London og studere i tre år, så jeg ville ikke være hjemme i mere end et par måneder ad gangen. Det var egentlig meningen, at vi bare skulle bo sammen, mens jeg var i London, men da jeg kom hjem, tog den ene dag også bare den anden, og pludselig havde vi Aske, og så besluttede vi os for, at det er fint, som det er,« fortæller Ellen Skovbo Boisen.

For da Aske kom til for 18 måneder siden, blev det tydeligt for Ellen Skovbo Boisen, at der er mange fordele ved at bo, som de gør. Særligt under barslen var hun taknemmelig for at have flere hænder om at »håndtere« Aske. 

»Det er de små ting.  Da han var helt spæd, og jeg var på barsel, behøvede jeg ikke at tage ham med på toilettet hver gang. Nogle gange har man lige behov for en pause og fem minutters ro,« fortæller Ellen Skovbo Boisen.

Et af de pusterum fra at være forældre, som boformen giver mulighed for, er, at Ellen og Lars Skovbo Boisen er begyndt at gå til dans hver mandag aften. 

Men det er ikke kun mandag aften, at fordelene ved at bo sammen kommer til udtryk. 

Når der handles ind, spørger man altid, om de andre skal have noget med, vaskemaskinen bliver aldrig sat over halvtom, og aftensmaden skal der ofte kun laves én af. 

Holdånden i familien har været der, lige siden de flyttede ind og skulle totalrenovere huset. Alle deltog, også den dengang 84-årige Johannes Boisen, der på det tidspunkt endnu var rask. Han rev betongul op, brækkede de gamle lofter ned og hamrede væggene ind.

Lars Skovbo Boisen fortæller begejstret om en dag under renoveringen, da han gik og snakkede med en tømrer om, hvorvidt alle væggene kunne rives ned, eller om der var nogle af dem, der var bærende. Pludselig hørte de et brag.

»Så gik vi ned ad trappen, og så havde min far bare taget en ordentlig mukkert og banket en kæmpe væg ned. ’Intet problem, den ordner jeg,’ sagde han så. Han var en handlingens mand. Der var ikke så meget pjat,« fortæller sønnen.

Men de mange fordele ved at samarbejde i familien betyder ikke, at det er gnidningsfrit at bo sammen med sine svigerforældre. Ellen Skovbo Boisen sammenligner det med at flytte sammen med en kæreste.

»Der er lige nogle kanter, der skal slibes, for man gør bare ikke tingene på samme måde.   Mette hører for eksempel Hansi Hinterseer for fuld skrue. Altså sådan virkelig højt, hvor det nærmest kan blive en indendørskoncert. Og der kan jeg godt blive lidt træt i det, men heldigvis kan jeg bare lukke døren ind til hende,« fortæller hun. 

Selv om generationerne ofte har en lukket dør mellem dem, har de med hinanden at gøre hver dag. Og særligt efter, at Aske er kommet til, er tiden sammen blevet udvidet. For et barn på 18 måneder har svært ved at forstå en lukket dør.

Om morgenen kommer han ofte ind på bedsteforældrenes værelse og vækker dem. Og når han er utilfreds med forældrene, kan han bare hoppe ind til bedsteforældrene, der, som mange andre bedsteforældre, forkæler deres barnebarn.

»Det er jo gerne sådan, at det er forældrene, der opdrager, og det er bedsteforældrene, der ødelægger det,« fortæller Lars Skovbo Boisen og griner.

»Jeg har en svigermor, der er sød og til tider lidt for hjælpsom,« uddyber Ellen Skovbo Boisen. »Til tider? Altid!,« tilføjer Lars Skovbo Boisen.

Sølvur og nødkaldsalarm

Mens familien snakker, sidder Johannes Boisen stiltiende for enden af bordet i sin kørestol og observerer. Det er sådan, han tilbringer størstedelen af tiden med familien efter, at hans demens har taget fat de seneste år. På sit venstre håndled har han et klassisk herreur i sølv. På sit højre håndled har han en hvid plasticnødkaldsalarm med en stor rød knap i midten.

Den kan han trykke på, hvis han får brug for hjælp, mens han ikke er under opsyn. Men det er han for det meste, for der er næsten altid nogen hjemme. 

Mette Boisen er SOSU-assistent og begyndte at arbejde på det lokale demensplejecenter, da familien flyttede til Vedsted for seks år siden. Det var dengang, Johannes Boisen stadigvæk var frisk, og familien endnu ikke kendte til demensen. 

»Held i uheld« kalder familien det, at hun har en baggrund, der gør, at hun kan tage sig af Johannes Boisen. Det har gjort, at kommunen betaler hende for 26 timer om ugen at passe ham.

De resterende otte timer af sin arbejdsuge bruger hun på det lokale demensplejecenter, hvor beboerne har en helt anden hverdag, end den Johannes Boisen har, fortæller hun. 

»Det er to helt forskellige verdener. Her har han en mulighed for at være social. For selv om han måske ikke er verbalt med, så lytter han meget og er i situationen. Det ville han ikke kunne på plejehjemmet, fordi han har en demensform, der gør, at han ikke tåler for mange stimuli. Så hvis han boede på demensplejecenteret, ville han absolut sidde på et værelse for sig selv.«

Og i modsætning til på plejehjemmet kommer der mange besøgende her i huset, fortæller hun.

»Vi har mange gode naboer, der kommer forbi og hilser på Johannes over en en kop kaffe. Nogle gange kan det føles som Fredericia Banegård, for folk er meget sociale her i lokalmiljøet.«

Johannes Boisens demens gør særligt indtryk på familien, fordi hans nye tilværelse står i så stor kontrast til den, han havde, da han for bare seks år siden renoverede huset – eller fire år tidligere, hvor han som 80-årig tog et motorbådscertifikat. 

I dag ligger JydskeVestkysten stadigvæk i postkassen hver morgen. Og den bliver da også læst af Johannes, fortæller hans kone.

»Men det er sjældent, at Johannes kan huske, hvad der står i avisen, når han er færdig med den,« uddyber hun.

»Med demens er der både gode dage og dårlige dage, men desværre er det kun de dårlige dage, der bliver flere af,« tilføjer Ellen Skovbo Boisen.

Mette Boisen nikker anderkendende, inden hun går ud i køkkenet og henter de smørrebrød, familien skal have til aftensmad i dag.

»Skal du have en hånd med noget, Mette?« lyder det fra svigerdatteren, mens hun vipper Aske på sit knæ. 

»Det er godt, vi har hinanden«

Under aftensmaden har både Aske og Johannes Boisen hagesmæk på. Johannes Boisen bliver madet af sin kone. Aske sidder ved siden af og svinger med sine arme, mens han leger med maden og griner. Det får Ellen Boisen til at give ham den nødvendige hjælp til at få maden ind i munden.

Under maden diskuterer familien, hvorfor der ikke er flere, der bor som dem. Der bliver vendt teorier om, at man i Danmark i modsætning til mange andre lande lader velfærdsstaten tage sig af de gamle, og man derfor ikke føler sig forpligtiet til at være i deres liv på samme måde. Men Lars Skovbo Boisen mener grundlæggende, at det bunder i, at folk har »nok i sig selv«.

»De har travlt med fuldtidskarriere, fritidsinteresser og alt muligt andet. Men det er jo lidt misforstået, for vi får nærmest kun mere tid af at bo sådan her,« fortæller Lars Skovbo Boisen, der trods skeptiske blikke fra kolleger og venner er stolt af, at han bor sammen med sine forældre.

»Mine forældre har passet godt på mig som barn, og så kan jeg da også godt passe på dem nu. Vi skal jo hjælpe hinanden,« fortæller han.

Da familien er færdig med aftensmaden, er det blevet tid til, at Aske skal puttes. Ellen Skovbo Boisen går ud med ham, men vender tilbage et kvarter senere med en grædende Aske.

Det er mandag, og det betyder, at hun inden længe skal afsted til dans sammen med sin mand. 

»Vi skal smutte om et kvarter. Sorry Mette, det bliver din fornøjelse i aften,« lyder det fra Ellen Skovbo Boisen.

Mette Boisen griner og svarer »hvor hyggeligt«.

Johannes Boisen har siddet og lyttet hele aftenen. Men hen mod slutningen, da der bliver snakket om, hvordan han mon har det med at bo, som han gør, begynder der at trille en tåre fra hans kind, og nogle af hans eneste ord denne aften forlader hans mund.

»Det er godt, vi har hinanden,« mumler han på sønderjysk.