Journalist Lars Villemoes død ripper op i debat om Informations rolle i sagen om Blekingegadebanden

En 30 år gammel journalistisk fejde er dukket op til overfladen igen, efter at journalist Lars Villemoes gik bort natten til den 22. november.

I en nekrolog i Weekendavisen beskriver sønnen Søren K. Villemoes, hvordan faderen »kom til at stå i midten af tidens store opgør med venstrefløjens voldsdyrkelse og ikke mindst om selve journalistikkens sjæl og væsen«.

»Han endte med at få ret, men tabte alligevel,« skriver sønnen.

Centralt i historien står Lars Villemoes’ dækning af sagen om Blekingegadebanden i sin tid som journalist på Information. Efter politiets anholdelser i 1989 skrev Villemoes en række artikler om gruppens aktiviteter, organisering og ideologi, som fremkaldte stærke reaktioner fra omverdenen.

I en fælles kronik beskyldte strafferetseksperten Jørn Vestergaard, kriminologen Flemming Balvig og venstrefløjsikonet Preben Wilhjelm Information for at tilsidesætte »fundamentale journalistiske principper« ved at bringe »stærkt belastende oplysninger« baseret på anonyme kilder og »særdeles svage indicier«. Og på en plakat underskrevet af anonyme »folk fra venstrefløjen«, der blev sat op i Københavns gader, blev der opfordret til at boykotte Information som straf for avisens »stikkervirksomhed«.

Også internt på Information vendte redaktionen sig mod Lars Villemoes, lyder det i Weekendavisens nekrolog. Og da Information i 1990 fik Lasse Ellegaard som ny chefredaktør, »fjernede« han »straks« Lars Villemoes fra dækningen af retssagen mod banden, skriver sønnen.

Behandlingen af Villemoes har flere gange været et tema i den offentlige debat, hvor den er blevet udlagt som et eksempel på en manglende vilje til selvransagelse både på den danske venstrefløj og på Information. Særligt efter at forfatter Peter Øvig Knudsen i 2007 udgav sine prisvindende bestsellere om Blekingegadebanden og roste Lars Villemoes’ artikler.

I anledning af Lars Villemoes’ død bringer vi her et overblik over den kritik, der har været rejst af avisens behandling af ham – og de svar, de involverede har givet.

Skriveforbud?

Lars Villemoes havde i sin gymnasietid været en del af miljøet omkring den lille politiske gruppe Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Derfra havde han kendskab til de aktivister, der senere blev centrale medlemmer af Blekingegadebanden.

I sin første artikel om sagen, som blev bragt i Information den 13. maj 1989 og var baseret på anonyme kilder, opridsede Villemoes gruppens historie og beskrev blandt andet, hvordan den havde kontakter til den terrorstemplede palæstinensiske organisation PFLP. I artiklen fremgik det, at der i 1975 var blevet omdelt »tusindvis af kroner i tørre, knitrende seddelbundter« til forskellige medlemmer af KAK, og det blev antydet, at medlemmer af gruppen samme år havde stået bag et røveri mod en a-kasse. En anonym kilde blev citeret for, at »vi var flere i KAK, der straks tænkte, at det måtte være dem, der havde lavet det«.

I interview har Lars Villemoes senere fortalt, hvordan han i sin tid oplevede en »inderlig modvilje« mod sin dækning blandt »store dele af redaktionen«. Han havde dog opbakning fra chefredaktørerne Lars Hedegaard og Peter Wivel. Men da de i 1990 blev erstattet af Lasse Ellegaard, »svigtede« avisen sin uafhængighed, mente Lars Villemoes.

Den nye chefredaktør satte en journalistpraktikant til at dække retsmøderne i stedet for Lars Villemoes. Det fik Villemoes til at forlade Information og fortsætte sin dækning i Weekendavisen.

Hans opsigelsesbrev blev citeret i både Weekendavisen og Information i september 1990. Her skrev Villemoes, at Lasse Ellegaard havde frataget ham muligheden for at skrive »flere reportager fra Blekingegadesagens behandling i retten«, og at han altså »med andre ord« havde fået »skriveforbud« i en sag, som chefredaktøren »sandsynligvis under indtryk af pression fra visse politiske kredse har besluttet, at avisen ikke længere skal dække grundigt og tilbundsgående«.

Lasse Ellegaard svarede igen i en leder på forsiden af avisen den 15. september 1990. Det, Villemoes skrev i sin opsigelse, var »usandt«, mente han. Ifølge chefredaktøren havde han i de forgangne otte måneder »billiget«, at Villemoes researchede sin vinkel om Blekingegadesagens forbindelser til PFLP og løbende opfordret ham til at skrive, »hvad han havde arbejdet sig frem til«.

Journalistpraktikanten fik til opgave at »referere selve retshandlingen i Østre Landsret«, mens Villemoes fik til opgave at skrive »sin artikelserie om den vigtige PFLP-vinkel, som nu var undersøgt grundigt«, skrev Ellegaard.

I en opfølgende kommentar understregede chefredaktøren, at uenigheden »alene« handlede om, at »Villemoes insisterede på at skrive sit baggrundsstof i sammenhæng med retsreferaterne«.

Æresoprejsning

Efter udgivelsen af forfatter Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden i 2007 blev debatten vakt til live igen. For i bøgerne takkede forfatteren Lars Villemoes for hans »banebrydende« artikler, og dermed fik Villemoes »fuld æresoprejsning«, skrev Berlingske. I et interview med samme avis gentog Lars Villemoes, at Information ikke havde haft »mod til at fastholde den kritiske linje over for Blekingegadebanden, fordi man frygtede læsernes reaktion«.

Efterfølgende blev sagen taget op i blandt andet Information. Her bekræftede tidligere chefredaktør Lars Hedegaard, at holdningen til Villemoes’ artikler internt på avisen var kritisk, og at mange på redaktionen blandt andet var usikre på, om han havde andre kilder end sine egne ungdomserindringer. I begyndelsen havde Lars Hedegaard selv været skeptisk, men efter at have mødt nogle af Villemoes’ kilder blev han overbevist og bakkede op, forklarede han.

Tidligere chefredaktør Lasse Ellegaard blev også interviewet af Information. Han forklarede, at Lars Villemoes var for »optændt af sagen« til at levere en klassisk tilstræbt objektiv retsreportage, og de artikler, Villemoes efterfølgende skrev i Weekendavisen, var i hans øjne bevis for, at det var en rigtig vurdering.

Ellegaard henviste til en artikel, som Villemoes skrev kort efter sit jobskifte, hvor journalisten omtalte anklagemyndighedens afhøring af »usagkyndige« vidner og skrev, at »resultatet af denne dobbeltsidede amatørisme blev et retsmøde, der var rent tidsspilde«.

Men i interviewet begrundede Lasse Ellegaard også sin beslutning med, at »den ville give os den bedste og bredest mulige dækning og herunder sikre os mod flere angreb fra en frustreret venstrefløj.«

Da Informations journalister spurgte, om det betød, at kritikken fra venstrefløjen altså spillede en vis rolle, svarede Lasse Ellegaard:

»Der var stor opmærksomhed på venstrefløjen, og der var da mange, der flippede helt ud og gik i selvsving. Men det spillede i sig selv ikke nogen rolle for min beslutning.«

Da Information i 2008 interviewede Lars Villemoes om sagen, gav han udtryk for, at Information lod en historisk mulighed for at skabe kritisk selvrefleksion på venstrefløjen gå til spilde. 

»Der blev ikke boret yderligere i for eksempel PFLP’s forhold til Danmark gennem tiden eller i de ideologiske ophav i 1970’ernes ekstreme ideologiske atmosfære. Det synes jeg var et tab,« sagde han.