Kommentar
Læsetid: 3 min.

Til jul ønsker jeg mig en lov der (igen) beskytter det åbne land

Belært af 1960’ernes sørgelige byspredning gennemførte Folketinget i 1969 en lov om at friholde landzonen for mere bebyggelse. Den lov er i dag gjort så hullet som en ost
For at undgå 1960’ernes landskabelige kaos blev loven om by- og landszoner forvaltet stramt. Det kan jeg bevidne, for jeg var i midten af 1970’erne som nyansat juridisk fuldmægtig i Miljøministeriet med til at afgøre klagesager over tilladelser. Enten fra jordejere, der klagede over, at de fik afslag på nyt byggeri, skriver David Rehling i denne klumme.

For at undgå 1960’ernes landskabelige kaos blev loven om by- og landszoner forvaltet stramt. Det kan jeg bevidne, for jeg var i midten af 1970’erne som nyansat juridisk fuldmægtig i Miljøministeriet med til at afgøre klagesager over tilladelser. Enten fra jordejere, der klagede over, at de fik afslag på nyt byggeri, skriver David Rehling i denne klumme.

Anders Tvevad

Indland
9. december 2019

1960’erne var en periode, hvor Danmark ikke passede godt på sin natur. Den tids økonomiske vækst skyllede ud over landet som en tilfældig spredning af parcelhuse og sommerhuse. Skaderne på landskabet blev efterhånden så tydelige, at Folketinget var nødt til at gøre noget. Det skete, da Tinget i 1969 vedtog loven om by- og landzoner.

Lovens idé var, at nybyggeri af boliger og erhverv skal foregå i de byzoner, der gennem en nærmere planlægning er udlagt til byformål. Tilsvarende skal sommerhusbyggeri foregå i særligt udlagte sommerhusområder. Til gengæld skal de resterende to tredjedele af landets areal som landzone forbeholdes landbrug, skovbrug og fiskeri. Nyt byggeri af helårsboliger og sommerhuse i landzonen er – som udgangspunkt – et dårligt påhit og kræver derfor en særlig tilladelse fra miljømyndighederne. Basta!

For at undgå 1960’ernes landskabelige kaos blev loven forvaltet stramt. Det kan jeg bevidne, for jeg var i midten af 1970’erne som nyansat juridisk fuldmægtig i Miljøministeriet med til at afgøre klagesager over tilladelser. Enten fra jordejere, der klagede over, at de fik afslag på nyt byggeri. Eller fra fredningsmyndigheder, der klagede over en tilladelse, der ikke burde være givet. Som klagemyndighed søgte Miljøministeriet at holde antallet af dispensationer lavest muligt.

Uheldig svækkelse

I de snart 50 år, der er gået siden da, er loven lempet mere og mere for nybyggeri i landzone. Altså det, som loven skulle forhindre. Men loven er blevet lavet om – igen, igen, igen!

Især partiet Venstre har ført an i angrebene på landzonen. Partiet vil gerne tækkes landmænd. Og landmænd kan hente vældige spekulationsgevinster, hvis de får lov til at udstykke landzoneområder til byggeri af huse. I de senere år har partiet Liberal Alliance søgt at overgå Venstre i at behage landbrugslobbyen.

Resultatet er efterhånden blevet, at bestemmelserne om beskyttelsen af landzonen er blevet så hullede som en ost. De har fået så mange undtagelser og sløjfer, at de ikke er til at overskue. Samtidig har Venstre fået flyttet det overordnede ansvar for planloven væk fra Miljøministeriet og over til Erhvervs- og Vækstministeriet – der nu bare hedder Erhvervsministeriet.

Meningen er klar nok: Planlægningen – og landzonen – skal ikke anskues ud fra hensyn til natur og miljø, men gustne økonomiske interesser.

Oprindeligt i 1970’erne lå den opgave at tage stilling til ansøgning om dispensation i landzone i nogle særlige byudviklingsudvalg, der var præget af overordnede planhensyn, sådan som stat og amter varetog dem. Sidenhen blev dispensationsopgaven flyttet over til amterne. De var indimellem politisk svage, men havde dog et planfagligt overblik.

Helt galt gik det ved Lars Løkke Rasmussens (V) store ’kommunalreform’ i 2007. Her blev retten til at give byggetilladelser i landzoner givet til kommunerne. Det er at betro ræven at vogte gæs. Kommunalpolitikere har det med at betragte mest muligt byggeri i deres kommune som bevis på, hvor dygtige de er.

Som en særlig chikane mod naturvogtere er der indført en afgift på 1.800 kroner, som grønne organisationer – herunder Danmarks Naturfredningsforening – skal betale, hvis de finder en kommunal landzonetilladelse så uansvarlig, at de klager over den til det såkaldte Planklagenævn.

Til gengæld får organisationen afgiften tilbage, hvis den vinder sagen. Det har Naturfredningsforeningen gjort i langt over halvdelen af de klager, som foreningen har indgivet over de senere år.

Vinderprocenten kan selvsagt glæde naturvenner. Men det er jo langt fra alle uheldige dispensationer, som foreningen har kræfter til at klage over.

Vil nogen være så fremsynet igen at give Danmark en ordentlig beskyttelse af det åbne land?

Serie

Den lovændring, jeg ønsker mig allermest til jul, er ...

På Informations indlandsredaktion er vi helt vilde med lovændringer. Høringssvar, udvalgsbetænkninger og 1., 2. og 3. behandlinger i folketingssalen – vi elsker det! Og i den søde juletid vil vi dele vores passion med jer læsere. På skift fortæller vi derfor om de love, vi allerhelst vil have ændret, afskaffet eller indført i Danmark – lige fra håndtryksloven til grundloven.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Opbakning herfra ..!

Gitte Loeyche, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@David Rehling

Jeg er helt med på, at uopdyrkede områder skal have lov til at ligge i fred for enhver bebyggelse til glæde for dyre- og plantelivet.

Men om jorden er under plov - eller familier bygger huse og anlægger haver på jorden -
tja .... meget ofte er det sidste at foretrække frem for gold, pesticidbefængt monokultur på landbrugsjorden.

Jens Christian Jensen

Befolkningstallet er steget med ca. 600.000 mennesker siden 1969. Et eller andet sted skal folk jo bo. Når der forslås højhus byggeri i byzonerne bliver der ramaskrig. Derudover ønsker vi jo også grønne områder i byzonerne så vi ikke bor som sild i en tønde.

Planloven er fra en tid hvor landbruget tjente penge og hvor klimaforandringer ikke var i fokus.
Det er tid til en gennemgribende revision.

Til David Rehling
Hvis jeg var julemanden, vil jeg give dig den lov. Selv ønsker jeg mig en lov der reelt beskytter naturen.
Jeg er bekendt med at vi har en såkaldt naturbeskyttelseslov, men den fungere ikke sådan. Nyttesynet har fra starten taget livet af loven. Forvaltningen er lemfældig og kommunerne har også her fået uindskrænket magt - på nær hvis visse foreninger sætte sig til modværge ved at klage.

Fredningsnævnene skulle være upartiske i sager om fredninger, men er alene pga. sammensætningen statens og kommunernes forlængede arm. Jeg kan personligt stå inde for den opfattelse i Københavnsområdet.

Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om miljøoplysninger, gebyrregler, forvaltningsloven og- retten har ringe kår i det nævnte område. Hvis man skal gennembryde magtbrynden, må man være gjort af noget særligt og have særlig viden.