Læsetid: 3 min.

Til jul ønsker jeg mig en lov der (igen) beskytter det åbne land

Belært af 1960’ernes sørgelige byspredning gennemførte Folketinget i 1969 en lov om at friholde landzonen for mere bebyggelse. Den lov er i dag gjort så hullet som en ost
For at undgå 1960’ernes landskabelige kaos blev loven om by- og landszoner forvaltet stramt. Det kan jeg bevidne, for jeg var i midten af 1970’erne som nyansat juridisk fuldmægtig i Miljøministeriet med til at afgøre klagesager over tilladelser. Enten fra jordejere, der klagede over, at de fik afslag på nyt byggeri, skriver David Rehling i denne klumme.

For at undgå 1960’ernes landskabelige kaos blev loven om by- og landszoner forvaltet stramt. Det kan jeg bevidne, for jeg var i midten af 1970’erne som nyansat juridisk fuldmægtig i Miljøministeriet med til at afgøre klagesager over tilladelser. Enten fra jordejere, der klagede over, at de fik afslag på nyt byggeri, skriver David Rehling i denne klumme.

Anders Tvevad

9. december 2019

1960’erne var en periode, hvor Danmark ikke passede godt på sin natur. Den tids økonomiske vækst skyllede ud over landet som en tilfældig spredning af parcelhuse og sommerhuse. Skaderne på landskabet blev efterhånden så tydelige, at Folketinget var nødt til at gøre noget. Det skete, da Tinget i 1969 vedtog loven om by- og landzoner.

Lovens idé var, at nybyggeri af boliger og erhverv skal foregå i de byzoner, der gennem en nærmere planlægning er udlagt til byformål. Tilsvarende skal sommerhusbyggeri foregå i særligt udlagte sommerhusområder. Til gengæld skal de resterende to tredjedele af landets areal som landzone forbeholdes landbrug, skovbrug og fiskeri. Nyt byggeri af helårsboliger og sommerhuse i landzonen er – som udgangspunkt – et dårligt påhit og kræver derfor en særlig tilladelse fra miljømyndighederne. Basta!

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Scheibelein
  • odd bjertnes
  • Ditlev Friis
  • Jesper Eskelund
  • Hilbert Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • Dorte Sørensen
  • Carsten Munk
  • Søren Kramer
  • Jes Kiil
  • Anker Heegaard
  • Dina Hald
  • lars søgaard-jensen
  • erik pedersen
John Scheibelein, odd bjertnes, Ditlev Friis, Jesper Eskelund, Hilbert Larsen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Dorte Sørensen, Carsten Munk, Søren Kramer, Jes Kiil, Anker Heegaard, Dina Hald, lars søgaard-jensen og erik pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@David Rehling

Jeg er helt med på, at uopdyrkede områder skal have lov til at ligge i fred for enhver bebyggelse til glæde for dyre- og plantelivet.

Men om jorden er under plov - eller familier bygger huse og anlægger haver på jorden -
tja .... meget ofte er det sidste at foretrække frem for gold, pesticidbefængt monokultur på landbrugsjorden.

Jens Christian Jensen

Befolkningstallet er steget med ca. 600.000 mennesker siden 1969. Et eller andet sted skal folk jo bo. Når der forslås højhus byggeri i byzonerne bliver der ramaskrig. Derudover ønsker vi jo også grønne områder i byzonerne så vi ikke bor som sild i en tønde.

Planloven er fra en tid hvor landbruget tjente penge og hvor klimaforandringer ikke var i fokus.
Det er tid til en gennemgribende revision.

Til David Rehling
Hvis jeg var julemanden, vil jeg give dig den lov. Selv ønsker jeg mig en lov der reelt beskytter naturen.
Jeg er bekendt med at vi har en såkaldt naturbeskyttelseslov, men den fungere ikke sådan. Nyttesynet har fra starten taget livet af loven. Forvaltningen er lemfældig og kommunerne har også her fået uindskrænket magt - på nær hvis visse foreninger sætte sig til modværge ved at klage.

Fredningsnævnene skulle være upartiske i sager om fredninger, men er alene pga. sammensætningen statens og kommunernes forlængede arm. Jeg kan personligt stå inde for den opfattelse i Københavnsområdet.

Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om miljøoplysninger, gebyrregler, forvaltningsloven og- retten har ringe kår i det nævnte område. Hvis man skal gennembryde magtbrynden, må man være gjort af noget særligt og have særlig viden.