Til jul ønsker jeg mig en stor, skinnende … ændring af loven om undersøgelseskommissioner

Sæt jer, børnlille, og jeg skal fortælle et juleeventyr.

Året var 2011. Helle Thorning-Schmidt var midt i en valgkamp, og der var kun en uge til valget, da hendes mand Stephen Kinnock pludselig havnede på forsiden af BT. Avisen havde fået adgang til oplysninger om hans private skatteforhold og skrev på den baggrund, at Kinnock uretmæssigt havde nyt godt af sin hustrus skattefradrag.

Det udviklede sig til en skandale og endte med en undersøgelseskommission. Da kommissionen tre år senere afleverede sin beretning, konkluderede den, at Skatteministeriets daværende departementschef Peter Loft havde involveret sig alt for meget i Skats behandling af Kinnocks skattesag.

Peter Loft havde brudt forvaltningsloven. Men kommissionen var ikke sikker på, om han rent faktisk kendte forvaltningsloven. Derfor var lovbruddet »uagtsomt«, og der var ikke grundlag for en disciplinærsag. Den jurauddannede departementschef kunne altså ikke formodes at kende loven.

Året efter, i 2015, afleverede Statsløsekommissionen sin beretning. Den konkluderede, at tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech havde været skyld i, at Integrationsministeriet havde nægtet statsborgerskab til statsløse i strid med internationale konventioner. Men man kunne ikke »med den nødvendige sikkerhed« fastslå, at den jurauddannede Birthe Rønn Hornbech havde forstået konsekvenserne af sine handlinger. Ingen blev draget til ansvar, og Hornbech slap med en næse i Folketinget.

Begge sager illustrerer et fundamentalt problem:

Vi bruger som samfund hundredvis af millioner kroner på undersøgelseskommissioner. Det er et af de tungeste og mest potente redskaber, retsstaten har til at forsvare sig selv. Men alt for sjældent placerer kommissionerne et klart ansvar. Og det er der en god forklaring på.

Loven om undersøgelseskommissioner er nemlig indrettet på den måde, at kommissionerne skal udvise »forsigtighed« i deres bedømmelser. Det betyder for eksempel, at en kommission ikke bare kan antage, at embedsmænd kender loven.

For det andet står der i loven, at en undersøgelseskommission ikke kan vurdere spørgsmålet om en ministers ansvar. Det er nemlig kun op til Folketinget at afgøre ministres skæbner.

Begge dele medfører, at kommissionernes konklusioner ofte fremstår tandløse. Det er en udfordring for demokratiet, hvis borgerne igen og igen får det indtryk, at kommissionerne er rene syltekrukker. Derfor håber jeg, at julemanden lægger en større og stærkere version af Lov om undersøgelseskommissioner under træet i år.

Et udvalg konkluderede faktisk sidste år, at det måske netop er på tide at skrotte det såkaldte »forsigtighedskrav«. Udvalget skrev også, at selv om kommissioner ikke må vurdere ministres ansvar i en sag, så bør de ikke holde sig tilbage fra at vurdere, »hvilken rolle og viden ministeren må antages at have haft«. Den vurdering kan Folketinget nemlig læne sig op ad senere, når ministerens skæbne skal afgøres.

Snart begynder den såkaldte Instrukskommission om Inger Støjbergs (V) adskillelse af unge asylpar. Kommissionen om de mange svigt i Skat kører videre og ventes at vare fem-seks år(!). Og snart begynder afhøringerne i den genåbnede Tibetkommission, hvor jeg guddødemig skal ned og svede for anden gang, når jeg igen skal dække kommissionens arbejde. Det ville være rart, hvis de mange millioner kroner og tusindvis af mandetimer ikke bare endte med et par løftede pegefingre.

Faktisk er der allerede planlagt en ændring af loven om undersøgelseskommissioner til februar. Jeg ønsker mig en revision, som gør det lettere at placere et klart ansvar.