Læsetid: 3 min.

Hvis julefreden skal sænke sig, så må loven om lærernes arbejdstid væk

Det bliver først rigtig jul, når loven, som erstattede lærernes arbejdstidsaftale, er væk. For loven står stadig som en fuckfinger til aftaleretten i den ellers højt besungne danske model
Efter konflikt og lockout af lærerne i 2013 opstod den lov, som erstattede lærernes arbejdstidsaftale: L409. Hvis julen varer lige til påske, så er mit ønske, at L409 er blevet erstattet af en aftale mellem arbejdsmarkedets parter.

Arkivfoto fra 2013.

Efter konflikt og lockout af lærerne i 2013 opstod den lov, som erstattede lærernes arbejdstidsaftale: L409. Hvis julen varer lige til påske, så er mit ønske, at L409 er blevet erstattet af en aftale mellem arbejdsmarkedets parter.

Arkivfoto fra 2013.

Thomas Lekfeldt

18. december 2019

Hvis julefreden for alvor skal sænke sig, så burde den lov, som erstattede lærernes arbejdstidsaftale i 2013, afskaffes.

L 409, som den hedder, fastsætter rammerne for lærernes arbejdstid. Det var den lov, der ved sidste års overenskomstforhandlinger fik fagbevægelsen til at lave en musketered om, at nu skulle lærerne have en ny arbejdsaftale ligesom på resten af arbejdsmarkedet.

Det skete ikke. I stedet blev der nedsat en hel kommission, som skulle undersøge lærernes arbejdsforhold, og mandag kom med anbefalinger.

Så her har vi en lov, som ud over at have kostet folkeskolen dyrt i lærerflugt, også har kostet en hel kommission.

Men der, hvor L 409 måske har kostet allermest, er i forhold til troen på, at vi har et dansk arbejdsmarked, hvor arbejdstagernes medbestemmelse vejer lige så tungt som ledelsens ret og magt. For L 409 udvidede ledelsesrummet i stor stil.

At der bliver lavet lovindgreb efter en konflikt på arbejdsmarkedet er ikke i sig selv enestående. Men ved tidligere lovindgreb har arbejdsmarkedets parter lavet en aftale senest ved næste overenskomstforhandling. Lov 409 står stadig som en skamstøtte.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ellen Jeppesen
  • Mikael Aktor
Eva Schwanenflügel, Ellen Jeppesen og Mikael Aktor anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Nej hvor har jeg savnet, at Information tog Den danske Model anno forår 2013 op. Det skete så i dag.
Forhåbentlig følges sagen tæt af avisen.
Foreløbig tak.

Henrik Peter Bentzen, Eva Schwanenflügel, Josephine Kaldan, Peter Knap og jørgen djørup anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Lad lærernes undervisnings- og forberedelsestid være uden for skoleledelsens rækkevidde.

Skolen skal ikke fungere som udgangskasserne i en butik, hvor butikschefen kan kommandere en medarbejder til kassen med den konsekvens at medarbejderen forsømmer sin egen afdeling.

I skolen betyder metoden, at den lærer der kommanderes til andet arbejde i sin forberedelsestid nødvendigvis forsømmer sin klasse.

Den danske model fungerer kun hvis parterne er omtrent lige stærke. Det er snart ikke tilfældet på nogle områder længere. På store dele af det private arbejdsmarked er der ingen eller lav organisering og grupper med lav løn som ufaglærte eller HK butikspersonale har ingen styrke.

Det modsatte gør sig gældende på flere områder af den offentlige sektor. Lærerområdet er et sted hvor problemet viser sig. Danmarks lærerforening kører en falsk "lokal" strategi frem alene fordi de har styrken til at bosse sig frem lokalt, med rene bølle metoder bag lukkede døre. De har også haft styrken til at sikre en løn på knap en halv million inkl pension om året. De penge kan selvfølgeligt kun hentes på mindre forberedelse.
Modsvaret har fra centralt hold, foruden at forringe forberedelsestiden, været indførelsen af alle mulige pre sovjettiske styringsmetoder, lærer og elev planer og andet idioti, der tager glæden ud af arbejdet.

Hvis den danske model skal fungere skal der etableres mekanismer der sikrer at de parter der står over for hinanden, lokalt såvel som centralt, er omtrent lige stærke.

Henrik Peter Bentzen

Hvis nogle offentlige/private faggrupper, mener at andre offentlige/private faggrupper sagtens kan få forringede løn og arbejdsvilkår, er det lykkedes for de “ansvarlige” at splitte faggrupperne ud mod hinanden, for dem som stadig kan bevare deres gode løn og arbejdsvilkår, vil kunne få “mere for pengene”, når de skal have tjeneste ydelser af dem som taber spillet i konkurrencestaten.
At “få mere for pengene” lyder umiddelbart positivt, men i mange tilfælde er det på bekostning af solidariteten mellem forskellige faggrupper.