EU har fra 2010 til 2017 ydet kulkraftværker en indirekte støtte på 1.650 milliarder kroner – dobbelt så meget, som der i samme periode er givet i direkte støtte til vindenergi.
Det viser en analyse, som den hjemlige interesseorganisation for vindmølleproducenter og -ejere, Wind Denmark, har foretaget.
Imens er det enslydende budskab fra internationale klimaforskere, senest på klimatopmødet COP25 i Madrid, at de fossile brændsler skal væk – hurtigst muligt.
Det er glimrende, at den klimavenlige vedvarende energi vinder terræn, men brugen af kul, olie og gas må aktivt bremses, hvis verden skal have den mindste chance for at leve op til Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5-2 grader.
Derfor er det absurd, at kulkraft i EU gennem det seneste tiår har modtaget mindst dobbelt så meget i økonomisk tilskud som vindkraften. Det mener Wind Denmark, der vil have den danske regering til at arbejde for en mindstepris på CO2-udledning.
»Det er paradoksalt, at man politisk har stort fokus på at sikre en markedsdrevet grøn omstilling, men samtidig forsømmer at gribe ind over for, at elmarkedet er stærkt konkurrenceforvridende over for vind og sol og derfor modarbejder den tilskudsfri fremtid, som alle ønsker,« siger Martin Risum Bøndergaard, politisk chef i Wind Denmark.
Analysen ser ikke på de direkte subsidier til kul på mange milliarder euro, som ifølge EU-Kommissionen stadig gives i EU. Den regner i stedet på de klimaomkostninger for samfundet, som brugen af kulkraft indebærer, men som ikke er indregnet i elprisen og derfor reelt er et tilskud til fortsat brug af kul, betalt af samfundet og kommende generationer.
I dag er EU’s kulforbrug på vej ned og sol og vind på vej ind i elsystemet, men det går for langsomt i forhold til Parisaftalen. Det Internationale Energiagentur har netop i en statusrapport forudsagt, at »kul i de kommende år genvinder en del af sin konkurrencedygtighed« i EU.
Samfundet og kommende generationer betaler
I dag er der via EU’s CO2-kvotesystem sat en pris på udledning af CO2 fra bl.a. kulkraftværker. En CO2-kvote er en salgbar tilladelse til udledning af ét ton CO2, og prisen er til enhver tid bestemt af forholdet mellem den politisk fastsatte kvotemængde og efterspørgslen.
»Kvotesystemet er det hæderkronede virkemiddel i EU’s klimapolitik og det, som mange økonomer mener er den bedste måde at regulere på. Derfor er det afgørende, at systemet opererer med en pris, der virker og kan levere på Parisaftalens klimamål,« siger Martin Risum Bøndergaard.
Dagens CO2-kvotepris afspejler imidlertid ikke de faktiske omkostninger ved kulafbrændingen og er ej heller høj nok til i tide at sikre den afvikling af kulanvendelsen, som Parisaftalen fordrer, betoner Wind Denmark.
Organisationen erkender, at det er vanskeligt at estimere den korrekte pris for samfundet som konsekvens af de langsigtede klimaskader forårsaget af brugen af kul i elproduktionen.
Diverse videnskabelige opgørelser varierer betydeligt, men en ny analyse foretaget af et amerikansk-italiensk forskerhold og offentliggjort i tidsskriftet Nature Climate Change angiver et interval svarende til 130-610 euro pr. ton CO2 som omkostningen ved de klimaændringer, kulafbrændingen indebærer.
Det kan sammenlignes med, at CO2-prisen på EU’s kvotemarked p.t. svinger omkring 25 euro pr. ton. Den faktiske EU-pris for at udlede CO2 afspejler således kun en brøkdel af de formodede fulde omkostninger.
For ikke at overdrive har Wind Denmark i analysen valgt at sætte den rette CO2-omkostningspris ved kulanvendelse til 40 euro pr. ton, altså ganske lavt i forhold til estimatet i Nature Climate Change-studiet, men på linje med, hvad Den Internationale Valutafond har gjort i en global analyse af subsidier til fossile brændsler.
Forskellen mellem disse 40 euro pr. ton CO2 og den faktiske CO2-pris, som europæiske elselskaber med kulkraftværker betaler – i skrivende stund 24 euro pr. ton – er ifølge Wind Denmark en indirekte opfordring til fortsat brug af kul. En omkostning elselskaberne slipper for, og som over tid betales af samfundet.
Organisationen har regnet på, hvad denne indirekte støtte som følge af en for lav CO2-kvotepris andrager for perioden 2010-17, hvor prisen har svinget i intervallet tre-30 euro pr. ton.
Facit er en samlet indirekte EU-støtte til kulkraft på mindst 1.650 mia. kr.
»Det er dobbelt så meget som de ca. 825 mia. kr., der er givet i direkte tilskud til vindenergi i EU i samme periode,« påpeger organisationen.
Den nødvendige CO2-pris
Wind Denmark har også set på, hvor EU’s CO2-kvotepris bør ligge for at motivere en omstilling fra sort til grøn energi, der går tilstrækkelig hurtigt til at sikre Parismålene.
Også her har forskellige analyser forskellige skøn. FN’s klimapanel IPCC angiver på basis af diverse klimamodeller, at en CO2-pris, der kan sikre 1,5-gradersmålet, i 2030 skal ligge i intervallet 102-4.558 euro pr. ton.
Wind Denmark henviser til et estimat for EU’s kvotesystem foretaget af tænketanken Carbon Tracker, som mere konservativt vurderer, at en pris på 45-55 euro pr. ton CO2 kan sikre, at elselskaber i EU’s kvotesystem lever op til Parisaftalen. Altså en pris, der om 10 år er i størrelsesorden det dobbelte af dagens.
Wind Denmark mener ikke, at EU’s opstramning af kvotesystemet sidste år er nok, selv om det har fået prisen op fra fem-syv euro pr. ton i 2017.
Med en ny økonomisk krise falder energiforbruget, og det kan føre til et stort overskud af kvoter. Trods opstramningen med den såkaldte markedsstabiliseringsreserve kan det udløse en faldende kvotepris.
»Det er det, investorer i grønne teknologier frygter, for hvis en faldende kvotepris gør kul billigere og fører til, at eksisterende kulkraftværker, som burde afvikles, får lov at forblive i drift, så undergraver det konkurrenceevnen for sol og vind,« påpeger vindorganisationens politiske chef.
»Vi har set kvotepriserne kollapse gang på gang, og klimaet har ikke råd til endnu et årti med et dysfunktionelt kvotesystem. Derfor er vi nødt til at få indført en minimumpris,« siger han med henvisning til kvoteprisens rutsjeture mellem tre og 30 euro de seneste ti år.
Konkret anbefaler Wind Denmark en mindstepris, der udvikler sig fra 25 til 45-55 euro pr. ton CO2 i 2030.
I dag har Holland og Storbritannien begge indført en national mindstepris på CO2-kvoter, og bl.a. Frankrig overvejer det.
Wind Denmark appellerer til den danske regering om at arbejde for en CO2-mindstepris på EU-niveau eller – hvis tingene ikke bevæger sig hurtigt nok – indføre den i Danmark sammen med en koalition af villige EU-nationer.
»En gradvist stigende minimumpris på CO2-kvoter vil sikre staten en milliardindtægt ved salg af CO2-kvoter og en milliardbesparelse på reducerede tilskudsudgifter til grøn energi,« hedder det i analysen.
Formanden for Klimarådet, Peter Møllgaard, mener, at vindorganisationen peger på en meget relevant problemstilling.
»Selv om CO2-kvoteprisen i dag er på vej op, er den stadig for lav, hvis den skal drive den grønne omstilling. Og det er en væsentlig pointe, at kul indirekte har fået et tilskud, fordi man ikke har skullet betale, hvad det koster at forurene.«
– Bør regeringen indføre en mindstepris på CO2?
»Det bryder jo med princippet om, at markedet skal fastsætte prisen på CO2, men det er én måde at regulere dette marked på. Det skulle helst gøres på verdensplan, og kan det ikke lade sig gøre, bør man gøre det på EU-plan, og kan man heller ikke det, er det en mulighed at gøre det sammen med andre villige lande eller at gøre det unilateralt,« siger Peter Møllgaard.
Hvor selvmodsigende sygt !
Fra Wind denmark
Grøn omstilling – sort CO2-pris.
Konsekvenserne af en for lav pris på CO2 for den grønne omstilling.
“Alene i EU udgør subsidieringen ca. 289 mia. USD.
IMF argumenterer for, at hvis fossile brændsler havde været prissat mere korrekt ville de globale CO2-udledninger være 28 pct. lavere, 46 pct. færre mennesker ville dø som følge af luftforurening og staternes provenu ville stige med 3,8 pct. af BNP.”
Citat slut.
*Eksternaliteter.
Kan en socialdemokratisk regering forventes, at modarbejde det internationale marked?
Det er eksternaliteter, kan der gribes ind?
Det vil påføre investorer og andre interessenter utilsigtede økonomiske tab.
Hvad er det en socialdemokratisk regering ‘normalt’ mener om indgriben i det internationale marked?
Bjarne Coridon formulerede det således i den forrige S regering:
"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked"
*Eksternaliteter.
I økonomi er en eksternalitet en omkostning eller gevinst som (eksterne) personer uden for den økonomiske transaktion på markedet påføres.
Vores folkevalgte politikere støtter den økonomiske vækst de rigeste 10-20% levere.
De rigeste 10% globalt er ansvarlig for 50% af CO2 udledningen globalt.
De rigeste 20% globalt er ansvarlig for 70% af CO2 udledningen globalt.
Det er vigtigt, at forstå, vores folkevalgte politikere ikke tager til COP25 og snart COP26 for at løse problemet med de menneskeskabte klimaforandringer, det er heller ikke målet med Danmarks 70% CO2 udledning ‘fup’ reduktions mål.
Alle beslutningstagere på COP25 og snart COP26, har siden 1990, hvor den første IPCC rapport udkom, været vidne om at de menneskeskabte klimaforandringer handler om de rigeste 10-20% og deres overforbrug, der leder til CO2 udlednings udfordringen i kølvandet.
I 2018 er CO2 udledningen 67% højere end i 1990
CO2 udledningen stiger fortsat i 2018 med 1,6%
Man kan, som alle ved ikke blæse og have mel i munden samtidig!
Hvordan støtter Socialdemokratiet så i praksis så kulindustrien og holder lav pris på CO2-kvoter i EU’s kvotehandelssystemet Bjarne Coridon ‘style’?
Danmarks 70% CO2 reduktion i forhold til max. 1,5˚ temperatur stigning målet i Paris aftalen, ville i den virkelige verden, påføre investorer og andre interessenter økonomiske tab i bl.a. kulindustrien.
Kulindustrien mf. holdes regulerings fri ved, at indregne tiltag der fiktivt reducere CO2 udledningen, med ikke opfunden teknologi, dermed kompenseres bl.a. kulindustriens CO2 udledning, i Paris aftalens max. 1,5˚ temperatur stigning målet.
Fra NOAH ‘Reduktionsveje i klimaloven’.
“BECCS, BioEnergy-Carbon Capture and Storage, indregnes i flere af IPCC’s scenarier for at modvirke en midlertidig ’overshoot’.
BECCS forudsætter helt urealistisk, at der kan dyrkes biomasse (læs industrialiseret skovdrift/plantager) på enorme arealer på størrelse med Indien (BE-delen), og at CCS virker tilfredsstillende.
(CCS er Carbon Capture and Storage, som endnu ikke er demonstreret effektiv i stor skala trods to årtiers intensiv forskning og udvikling.)
At lade en klimastrategi være afhængig af, at BECCS kan realiseres i stor skala, er at spille russisk roulette med kommende generationer.
Tilmed er teknologien både dyr, energikrævende og uden garanti for, at den oplagrede CO2 bliver i undergrunden, eller at nyplantede træer til erstatning for de fældede og afbrændte, ikke går til i de stadigt hyppigere skovbrande, og endelig har fortalerne for BECCS aldrig redegjort for, hvor de krævede arealer til dyrkning af biomassen skal findes.”
Citat NOAH ‘Reduktionsveje i klimaloven’.
Fra Global Sustainable Development Report 2019.
“Achieving the global warming target (with a significant overshoot above 1.5 o C warming) would only be possible through a rapid and large-scale deployment of technologies that remove CO2 from the atmosphere.
However, although technologies that can do so are under development, none as yet exist at the scale needed for the required impact.”
Citat slut.
Global Sustainable Development Report 2019:
The Future is Now – Science for Achieving Sustainable Development, (United Nations, New York, 2019).
Alle klimaforskere i verden prøver, at få vores folkevalgte politikere til at komme til fornuft og forstå alvoren af klimakatastrofen!
Rapporterne er skrevet ud fra den samlede videnskablige konsensus om den bedste forhåndenværende videnskablige evidens, til beslutningstager på nationalt højeste niveau for, at beslutningstager kunne træffe beslutninger i ‘befolkningens interesse’ på ledelses niveau.
Vores folkevalgte politikere nægter, at komme til fornuft!
Der er mange modsætninger. Danmark og EU investerer milliarder i en ny gasledning, Baltic Pipe som skal sende Norsk (USA?) gas til Polen. Et Polen som bygger nye kulminer og ikke vil bidrage til EUs klimaindsats. Hvordan skal vi tro på at regeringen og EU reelt vil gøre noget for at redde klimaet ?
Så længe kræmmersjælen sidder i førersædet på "klima- og miljøbilen" sker der ikke noget der fremmer det udgifts- og omkostningskrævende der skal skabe og skaffe ´fremskridt for klima- og miljøet".
Alene historien om CO2 udledningen, der er gjort til handelsobjekt - "CO2 kvoter" man kan købe sig aflad i, såvel i hjemlandet, men også i de lande hvor udledningen af CO2 er meget meget lav, - men sidestilles med muligheden fra et industrisamfund i udledningsmæssig sammenhæng, og man derfor kan købe deres beregnede oversked(mindre forbrug) og samtidig hævde det gavner miljøet, er helt vanvittigt.
Jens Peter Madsen: “Hvordan skal vi tro på at regeringen og EU reelt vil gøre noget for at redde klimaet ?”
Svaret er let: Det vil de heller ikke. Glemt alt om, at Verdens beslutningstagere vil røre en finger for ‘klimaet’. Vi lever på godt og ondt i et kapitalistisk samfund, og kun kapitalen bestemmer, hvornår omstillingen kommer.
Ha ha.
At benytte tal fra Vind Denmark i forbindelse med energiforsyning, er vel lidt som at benytte tal fra organisationen -Bæredygtigt landbrug - når der diskuteres økologisk landbrug.
Det er altså ikke Information værdigt, at der er så lidt kildekritik.
Selve indholdet i artiklen emmer af politik og mindre af faktuel viden.
Øv - det kunne være blevet rigtigt spændende med en grundig gennemgang af omkostningerne ved alternativerne til kul - som er kraftigt på vej mod en udfasning.
Det ved alle - også polakerne.
Altså de reelle omkostninger ved omstillingen - IKKE de mange luftige drømme om den fantastiske konkurrencedygtige bæredygtige energiforsyning.
For hvis den bæredygtige energiforsyning var så konkurrencedygtigt som det påstås, så var problemet løst.
Markedskræfterne ville i løbet af kort tid udrense alle de fossile brændsler.
Tankevækkende at vi begyndte med et CO2 kvotesystem allerede i 2005 for perioden 2005-2007 og dernæst 2008-2012 (KP1) og nu 2013-2020 (KP2), og det har aldrig virket efter hensigten! Håber den nye kommission kan finde på noget bedre. Teorien bag er måske god nok, men i praksis har det været en fiasko i mere end 15 år og vi har altså ikke mere tid til bare at eksperimentere.
Problemet der står i vejen for løsningen, er ikke at udvikle nye systemer, af alle mulige typer, der virker, problemet er nok nærmere, at beslutningstagerne er overvejende ekstremt velhavende mennesker.
De rigeste 10% globalt er ansvarlig for 50% af CO2 udledningen globalt.
De rigeste 20% globalt er ansvarlig for 70% af CO2 udledningen globalt.
Der kommer ingen løsning, hvis ikke beslutningstagere forstår, hvad ulykken skyldes.