Nyhed
Læsetid: 10 min.

Margrete var kendt som ’det stjålne barn’ i sin grønlandske familie

Da Margrete Johansen fra Ilulissat var et halvt år, blev hun bortadopteret til et dansk ægtepar. Som 40-årig blev hun klar over, at hendes biologiske mor levede, og at hendes grønlandske familie kendte hende som ’det stjålne barn’. Kort før sin mors død fik hun adoptionen ophævet og blev igen sin mors datter. Min ultimative hævn, kalder Margrete Johansen det
Som 66-årig fik Margrete ophævet sin adoption og blev igen sin mors datter. »Det var den ultimative hævn«, siger hun.

Som 66-årig fik Margrete ophævet sin adoption og blev igen sin mors datter. »Det var den ultimative hævn«, siger hun.

Sigrid Nygaard

Indland
30. december 2019

Margrete Johansen har et foto, som hun først fik kendskab til, efter hendes mor var død. Billedet er taget i byen Ilulissat (Jakobshavn) i begyndelsen af 1951 og viser en smilende dansk håndværker med krølle i håret. Han sidder i en sofa sammen med en ung grønlandsk kvinde. Kvinden smiler også og læner sig op ad ham. Hun er tydeligvis gravid.

»Det er min far, murersvend Børge Jensen. Og det er min mor, Dina,« siger Margrete Johansen. Hun har aldrig kendt sin far, og først som 40-årig lærte hun Dina at kende.

I dag er Margrete Johansen pensioneret og bor i en lejlighed først på Amager, hvor billeder fra Grønland og andre billeder af børn og børnebørn fylder godt op. Og som hun selv siger:

»Jeg har et godt og rigt liv med børn, børnebørn og venner.«

Men det tog mange år, før det kom dertil. For da Margrete Johansen var et halvt år, var Børge Jensen for længst rejst hjem til Aalborg til sin danske kone, og Dina var blevet enlig mor som 21-årig. Ifølge Margrete Johansen var Dina med »ført hånd« gået med til at bortadoptere sin lille pige på et halvt år til et dansk, barnløst ægtepar, Bent og Jytte, som arbejdede i Ilulissat.

Ægteparret fik, så vidt Margrete Johansen ved, lov til at blive løst fra deres arbejdskontrakt i Grønland og fik fremskyndet deres hjemrejse, fordi Dina gik rundt i den lille by og kiggede efter sit barn. Bent og Jytte sejlede hjem til København i november 1951 og med sig havde de den lille grønlandske pige.

Sigrid Nygaard

For Margrete Johansen blev rejsen begyndelsen på en elendig barndom fyldt med vrede. Først mange, mange år senere fik hun kendskab til, hvordan adoptionen havde fundet sted.

Fik masser af tæv

Bent var lagerforvalter og tilbage i Danmark fik han job på kontoret for Tuborg. Jytte var sygeplejerske og fik nattevagter på Militærhospitalet, fortæller Margrete Johansen.

Da hun var tre-fire år gammel, blev Bent og Jytte skilt:

»Han var hende utro, og en nat kunne jeg ikke sove. Jeg stod op og fandt Bent sammen med en meget flot dame i sofaen. Det sagde jeg til Jytte, og han havde vist også talt over sig i søvne.«

Margrete Johansen flyttede med Jytte, og det blev begyndelsen på en omflakkende og hård barndom. Inden hun flyttede hjemmefra som 18-årig, havde hun boet 19 forskellige steder og gået i fem forskellige skoler.

»Jeg nåede også at få fire forskellige efternavne, fordi Jytte giftede sig igen flere gange. Hun drak ikke, men hun havde et misbrug af piller. Der var piller i alle mulige former og farver og størrelser, som hun spiste.«

Men det er ikke den værste erindring, Margrete Johansen har om Jytte, som hun konsekvent omtaler som adoptanten.

»Hun var ikke sød, men slog mig ofte. Jeg har fået mange tæv, det var daglig kost. Men jeg var sikkert heller ikke nem.«

Ikke at være et nemt barn er almindeligt for børn, der er adopteret transnationalt, påpeger Margrete Johansen.

»Børnene får taget deres sprog, deres identitet, deres kulturelle baggrund, deres familie. Der kommer en voldsom vrede, der skiftevis retter sig mod adoptanterne, skiftevis mod ens biologiske ophav. Når man så kommer i puberteten, er det meget almindeligt at forestille sig, at man er et forbyttet barn. At ens rigtige forældre i virkeligheden er noget meget fint og fornemt, og at man en dag vil blive fundet og reddet.«

Margrete Johansen har også haft den slags drømme. Men ellers var der ikke særlig meget at drømme om under hendes opvækst.

Da hun var 11 år, fik hun besked på at arbejde ved siden af skolegangen. Hun blev sat til at vaske trapper i et boligkompleks på Frederiksberg, hvor Jyttes tredje mand arbejdede som vicevært. I de følgende år gik hun med aviser både før skole og om eftermiddagen. Pengene skulle afleveres derhjemme.

»Om eftermiddagen gik jeg med Aftenberlingeren og Information, og jeg begyndte som 14-15-årig at læse Information i smug. Det åbnede for et verdensbillede, der rakte temmelig meget længere end det, jeg var vant til hjemmefra.«

Blev smidt ud af skolen

Avislæsningen betød, at Margrete Johansen lidt efter lidt blev i stand til at argumentere Jytte og hendes samlevere »ned under gulvbrædderne«, som hun udtrykker det.

Hun husker en gang, hvor en af samleverne ville give hende én på kassen, at hun så ham lige i øjnene og sagde: Du har ingen juridisk ret til at slå mig! Det var sidste gang, hun blev slået.

I begyndelsen af ottende klasse blev hun smidt ud af skolen og begyndte på en læreplads som kontorelev på Frederiksberg Metalvarefabrik.

»Jeg har fortrængt, hvorfor jeg blev smidt ud. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne følge med. Jeg sang også i sangkoret, og vi havde været i Uppsala og optræde. Måske har jeg været for næsvis. Og jeg var også sådan en, der drak sig fuld i krogene, når jeg kunne komme til det.«

Margrete Johansen forlod sin læreplads efter et par år. Hun lavede ikke meget andet end at taste tal på en regnemaskine, og det var for kedeligt, mente hun. Derefter havde hun forskellige småjob og var bl.a. pige i huset for forskellige familier.

»Jeg har aldrig haft svært ved at få arbejde, og jeg har aldrig prøvet at være ufrivillig arbejdsløs. Jeg er god til at få ideer, og jeg handler impulsivt på mine drømme. Men jeg er mindre god til at holde ballonerne på jorden.«

Efter et højskoleophold mødte hun en dansk mand og flyttede sammen med ham. Det blev et vendepunkt:

»Det betød meget for mig at komme ind i en akademikerfamilie med mine børns far. Det var så meget anderledes, for her talte man om noget i stedet for om nogen,« som Margrete Johansen udtrykker det.

Hun fik sit første barn som 21-årig, og efter forskellige omveje og endnu et barn blev hun optaget på Småbørnsseminariet i Teilgårdsstræde i København, selv om hun ikke havde studentereksamen.

Chancen for at rejse til Grønland kom først i 1989, og det skulle vende helt op og ned på Margrete Johansens liv.

’Jeg er vist Deres onkel’

I slutningen af 1980’erne arbejdede Margrete Johansen som kontaktpædagog for en af de udviklingshæmmede grønlandske unge, som frem til 1991 som fast praksis var overflyttet til en institution i Vestsjælland.

»De udviklingshæmmede havde ret til en årlig hjemrejse, hvor de kunne besøge deres familie og gense Grønland, og min beboer, Pia, var fra Ilulissat lige som jeg. Så da vi rejste derop, tog jeg min dåbsattest med for at spørge, om nogen måske kendte min mor.«

Det viste sig, at Margrete Johansen havde familie i Ilulissat. Blandt andet morbroren Hendrik, som var lokal storfanger. Der gik et rygte om, at han ene mand havde nedlagt 16 rener og båret dem ned til byen. Han talte dansk, fordi han i 1960’erne havde været i Danmark for at uddanne sig til rørlægger. Her havde han forsøgt at opspore Margrete Johansen.

»Men det kunne han ikke, for jeg flyttede jo rundt og skiftede navn hele tiden dengang,« forklarer Margrete.

Sammen med Pia var Margrete Johansen blevet sejlet ud til Brede Bugt nord for Ilulissat for at ligge i telt. Der var midnatssol, is og fjelde. Mens Margrete Johansen en aften rullede deres soveposer ud, stod der pludselig en grønlandsk mand ved siden af dem. Det var Hendrik.

»Han sagde: ’Goddag, jeg er vist Deres onkel’. Det var helt vildt. Han fortalte, at min mor boede i en lille by længere mod syd. Og at jeg var det stjålne barn, der nu var blevet fundet. Jeg var kommet hjem.«

Dagen efter hentede Hendrik Margrete Johansen og Pia i sin lille kutter. Og de næste mange timer mødte hun familiemedlemmer i Hendriks hus. Onkler, koner, fætre, kusiner, alle skulle se hende. Alle kunne tale dansk, men Hendrik var bedst til det.

»Der blev ved med at dukke folk op, og jeg fik det indtryk, at Dina var en slags overhoved for familien, som hendes brødre så op til.«

Selv om Margrete Johansen var glad og overvældet, var hun også vred på sin mor.

»Ja, selvfølgelig var jeg det. Jeg havde en stor familie i Grønland, og hvorfor havde man taget den fra mig? På det tidspunkt vidste jeg ikke, at adoptionen ikke havde været frivillig. Men det var også overvældende at være i Grønland. Det var første gang i mit liv, at alle så ud, lige som jeg gør: Sort hår, mørke øjne.«

Efter hjemkomsten begyndte Margrete Johansen at skrive sammen med sin mor. Det viste sig, at Dina og Pias mor havde været ungdomsvenner, og da Pia næste år besøgte Ilulissat, fik Margrete Johansen lejlighed til at se sin mor.

»Hun var kommet op til Ilulissat, men det var lidt svært, for jeg var jo også på arbejde og skulle også sørge for Pia. Men jeg fik da gået nogle ture med mor, og hun lærte mig, hvordan jeg skulle jage de løsgående hunde væk,« siger hun og fortsætter:

»Der var selvfølgelig mange følelser, men jeg havde svært ved at tro på hendes forklaring om, at det ikke havde været med hendes gode vilje, at jeg var blevet bortadopteret. Der gik 25 år, før jeg troede på det.«

Sigrid Nygaard

Dina have aldrig fået andre børn og gik rundt med et foto af en baby i sin pung. Det var Margrete Johansen.

»Og nu gik hun her sammen med en 40-årig kvinde, som hun ikke kunne bestemme over. Det var en svær proces for os begge.«

Adoptionen blev ophævet

Der gik mange år, før Margrete Johansen igen kom til Grønland. Hjemmestyret havde i 1991 hjemtaget de udviklingshæmmede børn, og hun havde ikke råd til selv at betale rejsen. I 2016 gik hun på pension, fik mere tid – og begyndte at nærlæse de papirer og dokumenter, hun kunne finde om sig selv, bl.a. dåbsattester, adoptionsattest mm.

Hun fandt også et brev fra Jytte – en håndskreven lap fra oktober 1951 med en opfordring til »bestyreren af kolonien Godthåb« om at tale hendes ønske om adoption over for landshøvdingen:

»Moderen til Barnet går rundt i Jakobshavn. Derfor vil vi gerne have Adoptionen fremskyndet. tak for venligheden.«

I et telegram fra maj 1951 havde den lokale sysselmand allerede anbefalet adoptionen: »samtykket ved underskrift stop kommunerådets anbefaling foreligger ligesom anbefales herfra da ægteskabet barnløst stop …«

Hun kunne også bladre i Jyttes digre dagbog for at se, hvad der var skrevet om hende. Det var nu ikke meget.

»Hun havde nævnt mig på en halv side fra den dag, hvor jeg blev adopteret. Og ellers slet ikke.«

Læsningen førte til, at Margrete Johansen formulerede et projekt. Selv om både Bent, Jytte og hendes biologiske far Børge Jensen for længst var døde, ville hun have adoptionen ophævet.

– Hvorfor?

»Det har været et vilkår for mig, at jeg har levet med en dobbelthed. På den ene side føler jeg mig tæt knyttet til det grønlandske, på den anden side er jeg pæredansk. Hele mit liv har jeg været påvirket af at være adopteret af en adoptant, der aldrig skulle have haft lov til at have ansvar for noget større end et marsvin,« siger hun og fortsætter.

»Jeg havde forsøgt at få min mor til at flytte herned og bo sammen med mig, men det svarede hun aldrig på. Hun var nødt til at passe sine forældres grave. Det var bare en lam undskyldning, tror jeg. Men da det gik op for mig, at det faktisk var muligt at tilbagekalde en adoption, så ville det være min endelige tvangsfjernelse fra en dysfunktionel familie – det som de danske myndigheder burde have gjort.«

Margrete Johansen fik skaffet de nødvendige papirer og rejste til Ilulissat sommeren 2016. Men Dina ville ikke skrive under.

»Det kom fuldstændigt bag på mig. Inde i mit hoved var den proces allerede gennemført, men så stod vi der. Hun var en stædig rad.«

Ugen blev brugt på at tale om fortiden og se fotografier. Dina viste fotos fra den grønlandske familie og så Margrete Johansens fotos af børnebørnene. Dina sagde, at Margrete Johansen var et kærlighedsbarn.

»Vi fik også lavet en video af den 87-årige mormor, som sagde til sine børnebørn, at hun havde det godt.«

Den sidste aften sagde Dina, at hun gerne ville underskrive.

»Jeg sad som 66-årig, mens min mor for første gang lavede aftensmad til mig. Det var i øvrigt min livret, stegt torsk og syltetøjsmadder.«

Den 5. september 2015 fik Margrete besked fra Ankestyrelsen om, at adoptionsforholdet var ophævet.

»Det var fantastisk. Få måneder senere, mens jeg den 2. januar 2016 fejrede Fredsvagtens dag nummer 5.555 foran Christiansborg, ringede min telefon. Det var fra Grønland. Min mor var indlagt på hospitalet.«

Margrete Johansen lånte penge til en billet og var i Ilulissat et døgn senere. Men det var for sent. Dina var død.

»Jeg flyttede ind i hendes hus og boede der tre uger. Heldigvis tog min familie sig af meget af det praktiske, for det foregår på mange måder meget anderledes i Grønland end i Danmark. Der kunne jeg godt have brugt en mor til i tide at forklare mig, hvad der skulle ske.«

At hun akkurat nåede at få ophævet adoptionen, kalder Margrete Johansen sin »ultimative hævn«.

»Hele det kolonihelvede, hvor danskerne altid har været de overlegne. Kolonibestyreren, der bare kunne beslutte, at de rejste til Danmark med mig. Det er i al beskedenhed min modstand mod hele det kompleks af undertrykkelse og imperialisme. Og det er fedt.«

­– Hvad kaldte du Jytte og Bent, da du var barn?

»Mor og far. Og uden undtagelse kaldte jeg også alle Jyttes næste mænd for far.«

– Hvornår begyndte du at kalde dem adoptanterne?

»Fra den dag, hvor det gik op for mig, at jeg var det stjålne barn.«

Jytte og Bent er opdigtede navne. Adoptanternes rigtige navne er redaktionen bekendt.

Sigrid Nygaard

Serie

Adopteret fra Grønland til Danmark

Fra 50’erne til 70’erne blev flere hundrede grønlandske børn bortadopteret til danske familier – mange på et yderst tvivlsomt aftalegrundlag. Nu efterspørger forskere og politikere fra både Grønland og Danmark en tilbundsgående undersøgelse af adoptionerne. Denne serie fortæller om nogle af børnene og de historiske omstændigheder, der førte til de mange adoptioner.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Betagende beretning.

søren ploug, Claus Nielsen, Karen Grue og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Michael Svennevig

Flot beretning. Smertefuld, men også betagende.

søren ploug, Karen Grue, Peter Beck-Lauritzen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Så ondt. Godt, Margrete kom til at gå med aviser <3