Analyse
Læsetid: 4 min.

Naturens kald

Det giver sig i Venstre til glæde for konservative
Marcus Knuth er i denne uge skiftet til De Konservative. »Nu er skiftet sket, og de Konservative styrkes, og Venstre det modsatte,« skriver Georg Metz.

Marcus Knuth er i denne uge skiftet til De Konservative. »Nu er skiftet sket, og de Konservative styrkes, og Venstre det modsatte,« skriver Georg Metz.

Ida Guldbæk Arentsen

Indland
6. december 2019

Der er trukket veksler på Bertel Haarders julesang forleden. Men den, der publicerer, må jo finde sig i følgerne.

I den forbindelse kan man ikke frakende DF’eren Søren Espersen et vist mandsmod, da han med et åndsbeslægtet fåtal fandt Haarders famøse vers morsomt. Morsomheden lå i så fald godt skjult i versemagerens kroniske fodrodsbetændelse i begge versefødder. Haarders rim lever deres eget korte liv i frit fald mod digtningens død; indholdet bestemmes i anstrengt kækhed af det forhåndenværende heftet op med apostroffer. Det korte af det lange: den ukuelige rimsmed fik én på ambolten, men kan jo trøste sig med, at det kunstneriske niveau ikke adskiller sig fra suverænens dilettantiske scenografier. Lykkelig er den nation, der finder sin målestok i kransekagetoppens selvovervurdering.

Mens nationens medier endnu var optaget af Haarders trangsrimede taktløshed, sprang en anden af Venstres selvfølende aktører ud fra vippen lige ned i naturlig samhørighed med det mere mandatbeskedne Konservative Folkeparti.

En frænde i fremmedpolitisk nidkærhed, den syriske indvandrer Naser Khader, mere dansk end rødgrød med fløde i folkekirken, tog imod med kyshånd.

Skønt grev Johan Henrik Markus Knuth tidligere har hånet De Konservative for at være partiet for villaejere i Gentofte, mente Knuth nu, at han hos Khader, der også har haft sine vanskeligheder med at finde ståsted, frem for bondepartiet fandt sin rette plads hos De Konservative med fremmede som skydeskive for ordførerriet.

Knuth slog derved kiler ind i sit aflagte parti og mellem V og K.

Det gamle had-kærligheds-forhold mellem dem er med salig Aukens ord uden kærlighed.

Trods Støjberg og manden, der fik nok

Rivaliseringen siger sig selv. Da Poul Schlüter i 1982, møvet på plads af Erhard Jakobsen, bemægtigede sig statsministerposten som den første konservative siden systemskiftet i 1901, gik det op for Venstre at de ikke mere havde monopol på borgerskabets ledelsesret.

Siden tabte Schlüter mandater ved de efterfølgende valg. Ved afgangen ved Tamilsagen var De Konservative reduceret til en størrelse, Venstre igen kunne håndtere. I 2001, trods kreativ bogføring, slog Fogh Rasmussen fast, hvem der dikterede.

Bondepartiet havde atter distanceret godsejerne, hvilket ikke er en præcis karakteristik af de to. Bondepartiet var i mellemtiden takket være den nuværende formands begavede far blevet et delvist byparti med vælgere – akkurat som bønderne bare på andre adresser og i et andet sprog – der ikke ville betale skat, og som fandt værdierne i andet end moderne kunst og kulturradikalt livssyn. Dertil kom miljøet og flygtninge- og indvandrerpolitikken.

Det sidste fandt Fogh & Co. hurtigt ud af var venstrefløjens akilleshæl og så udpræget i dén socialdemokratiske generation, der stadig fastholdt moralen efter det 20. århundredes gruopvækkende erfaringer med fremmedhad og nationalisme. Den moral deler Mette Frederiksens socialdemokratiske ledelseslag tydeligvis ikke, akilleshælen har de støbt ind i beton.

Men i kernen af Venstre trives en tro på liberalstatens retsgrundlag, menneskerettigheder og internationale forpligtelser. Trods Støjberg og manden, der fik nok.

Alt det kan læses ud af Knuths afgang eller ses som radikaliseret konsekvens heraf. Dertil kommer, hvad man ikke skal glemme, Knuths baggrund i jordbesiddende adel, der frygter arveafgifter som riddere i rustning frygter regn og lopper.

Gemt bag Pape Poulsens trinde hverdag, småfabrikanter og funktionærer i stangtøj og Naser Khaders flommenationalisme befinder sig en traditionel overlevering i de øverste titler af det store hartkorn og af de fødte, som H.C. Andersen sagde. Nationalkonservatismen er her som før smeltet sammen med godsejerkastens let komiske, selvbevidste følelse af retten til riget. Imidlertid en stærkere kop te, end man umiddelbart tror, i en tid, hvor benovelsen over kors, bånd og stjerner, vulgære kjoler og mavesvære uniformer trives.

Barn af adlen

Knuth har aldrig været Venstre-mand hverken af fødsel, opvækst eller sind. Han er barn af dansk uradel med moren Helle Stangerup, hvorfra revolutionen ikke udgik, og bedstefar den grundkonservative med meget stort K (og mere til og Harald Horn hos Hans Scherfig) professor Hakon Stangerup.

Kommentatorerne nævner endnu en årsag til Knuths partiskifte: skuffet ærgerrighed. Et ordførerskab i Grønland og Arktis tilfredsstillede ikke ambitionerne, der attråede hele sildesalaten, skønt man ellers kan mene, at netop det polare fremover bliver hedt nok selv for de ambitiøse.

Den ydre begrundelse fra Knuth: at fremmedpolitikken ikke var stram nok, og de nationale værdier ikke højt nok oppe på skalaen: derfor de konservative, forekommer også søgt. Hvis dét virkelig var årsagen til afskeden, ville det vel have været mere tilfredsstillende at melde sig hos det det ganske vist skrantende, men rigeligt fremmedfjendske DF eller på Pernille Vermunds rabiate fløj.

Igen er der det standsmæssige: en tur i folkepopulisternes seng eller i armene på en nordsjællandsk forkælet, fordomsfuld arkitekt med grimt sprog, og hvis navn lyder som fejlstavet hedvin, er selvsagt ikke sagen for en adelsmand.

Nu er skiftet sket, og de Konservative styrkes, og Venstre det modsatte.

Med mindre den nye Ellemann kommer til at opleve flere udvandringer, hvad man ikke kan udelukke, og ej heller på længere sigt en egentlig deling af partiet, vil han utvivlsomt stå tilbage med en næsten lige så splittet restflok som før grevens exit.

At dette skete og uanset de næppe entydige motiver, er begivenheden tegn på den dybere opbrudsstemning i dansk politik, der har medført flere dramatiske vandringer og nye partier.

Politik fungerer efterhånden som så meget andet også blandt de folkevalgte: on demand.

Knuth fik kun Arktis og benyttede anledningen til at finjustere sin indædte borgerlighed højre om og finde sin kastes rette ståsted.

Hvorledes Haarder til næste år vil ordne den historie, kan man forestille sig.

Kun en tåbe frygter ikke nødrim.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sprudlende veloplagt, herligt. Ugens store grin.

Hanne Ribens, Gitte Loeyche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Sprudlende herligt, ja; og velgørende indædt vredt så hattene passer. Igen, igen. Men hos mig er der nu en god portion frustration og "galge" med i grinet.

Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Lars Koch anbefalede denne kommentar

Oh, disse skønne udtryk, endnu et:
"jordbesiddende adel, der frygter arveafgifter som riddere i rustning frygter regn og lopper"
Man fornemmer det og ser det for sig.
Jeg får lyst til at samle på dem.

Hanne Ribens, Gitte Loeyche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar