Essay
Læsetid: 8 min.

Nekrolog: Herbert Pundik – til det sidste et fyrtårn i dansk presse

Herbert Pundiks liv var journalistikken, og hvad den kunne bruges til – han var først og fremmest aktør, dernæst redaktør og beundret humanist. Og han stod ved de valg, han traf som soldat og journalist. De var resultatet af hans jødiske erfaring
Herbert Pundik blev ved med at bruge skrivemaskine, når han sad på sit kontor på Rådhuspladsen og skrev sin ugentlige klumme, oftest om mellemøstlige forhold og altid præget af nøgtern indsigt tappet fra en fond af omfattende historisk viden.

 

Herbert Pundik blev ved med at bruge skrivemaskine, når han sad på sit kontor på Rådhuspladsen og skrev sin ugentlige klumme, oftest om mellemøstlige forhold og altid præget af nøgtern indsigt tappet fra en fond af omfattende historisk viden.

 

Mads Nissen

Indland
10. december 2019

Herbert Pundik døde mæt af dage søndag i sit hjem i Tel Aviv. Han blev 92 år og nød til det sidste en position som fyrtårn i dansk presse – ingen ragede op over det lavstammede energibundt, der i 1970’erne gjorde Politiken til landets største morgenavis parallelt med mangeartede gøremål som uofficiel diplomat, fredsaktivist, politisk lobbyist og multikulturel meningsdanner.

Pundik arbejdede i mere end seks årtier for kun to aviser, Information i årene 1955-65 og derefter Politiken, der gjorde ham til ansvarshavende chefredaktør i 1970 – ifølge ham selv fik han jobbet efter afbud fra Erling Bjøl. Pundik forlod posten i 1993 som den længst siddende chef i hjørnekontoret på Rådhuspladsen og skrev videre som seniorkorrespondent og kommentator, fra 2002 tillige som medlem af Politikens bestyrelse.

Han skrev næsten til det sidste sin ugentlige klumme, oftest om mellemøstlige forhold og altid præget af nøgtern indsigt tappet fra en fond af omfattende historisk viden.

Meget mere end journalist

Men han var som sagt mere end journalist og redaktør – meget mere, faktisk – glosen ’aktør’ falder lige for i tastaturet. Fra sit køkkenbord i Tel Aviv-rækkehuset flyttede han på en eftermiddag rundt på fondsbevillinger og legater til formål, han fandt støtteværdige, aftalte frokost med en palæstinensisk samarbejdspartner, briefede en ung kollega i København i dækningen af kulturhuset i Riga, der var resultatet af en læserindsamling, han havde igangsat – det hele over telefonen.

Imellem samtalerne underholdt han den gæstfrit beværtede køkkengæst med sit syn på tilværelsen og det fag, der fyldte den. Og som han sagde, da jeg i 2009 igen sad i køkkenet og interviewede ham om hans roller som journalist, redaktør og hemmelig agent:

»Enhver avis er valg og fravalg, altså en subjektivitet, som avisen pådutter læserne. Jeg har brugt avisen som et redskab til at fremme visse interesser. Det er helt givet. Men det betød ikke, at andre journalister ikke kunne skrive kritisk om for eksempel kulturhuset i Baltikum i samme avis. Men jeg har som grundregel, at hvis du ikke selv forsøger at øve indflydelse på dine omgivelser, vil de udnytte det og øve indflydelse på dig. Enten er du aktør, eller også er du offer – sagt groft.«

Udsagnet er centralt for hans tidlige erfaring, nemlig da Metropolitanskolens rektor en oktoberdag i 1943 hentede ham ud af klasseværelset og sendte ham hjem med beskeden om, at tyskerne var på vej samme aften:

»Pludselig at opleve, at om morgenen var du ligesom alle dine kammerater, om aftenen kunne du ikke sove i din seng, fordi der ville komme nogle mærkelige Mars-væsener og hente dig.«

Den jødiske erfaring

Oplevelsen blev central for den 16-årige sønnesøn af en jødisk hattemager fra Ukraine, der – efter pogromer – strandede i København i 1905, hvor han etablerede egen virksomhed. Pundik voksede op i trygge kår indtil chokket i oktober 1943, der satte sig som hans ’jødiske erfaring’:

»Hvis du ikke er hurtig på benene og har seks øjne i hovedet, ender du som offer, og det har jeg omsat til denne leveregel: Du må være på tæerne hele tiden. Ikke fordi jeg er kontrolfreak, der konstant skal kontrollere mine omgivelser – men jeg skal holde øje med dem.«

Og ud af den jødiske erfaring voksede en erkendelse om nødvendigheden af et frirum, en jødisk stat. Den direkte anledning var Exodus-affæren i 1947, da britiske myndigheder forhindrede et skib med europæiske jøder at anløbe sikker havn i Palæstina. Med blandt andet den senere overrabbiner Bent Melchior dannede han en dansk afdeling af Haganah, den jødiske milits i Palæstina, der dannede rygrad i den senere israelske hær.

Da arabiske magter efter uafhængighedserklæringen i maj 1948 angreb det nye Israel, meldte han sig som frivillig og kæmpede i den berygtede Alexandroni-brigade. Her var han vidne til krigsforbrydelser og overgreb, som han også senere skrev om, men han så ikke noget til brigadens massakre i landsbyen Tantura, hvor han også selv befandt sig. Han afviste ikke, at myrderier havde fundet sted, men kunne heller ikke bekræfte dem.

Efter våbenstilstanden vendte han tilbage til Danmark, og efter brylluppet med Inge Ruth ’Sussi’ Ginsborg rejste parret i 1954 til Tel Aviv. Her fik han arbejde på Arbejderpartiets avis, Davar, og skrev freelance for Information, der i 1965 tilbød ham chefredaktørposten ved siden af Børge Outze, da avisens anden søjle, Erik Seidenfaden, forlod bladet. Men Pundik ville blive i Israel og sagde i stedet ja til Politikens tilbud om at blive rejsende korrespondent.

I de år plejede han en nebengesjæft som agent for Mossad, den israelske efterretningstjeneste, som blev serviceret med analyser fra Afrika og med omhyggelig kopi til Forsvarets Efterretningstjeneste via en kontaktperson, der var Pundiks ven.

Arrangementet ophørte med ansættelsen som chefredaktør på Politiken i 1970. Ved sin tiltræden skabte han debat, da han i TV Avisen erklærede, at så længe han var chefredaktør, »ville Politiken identificere sig med Israels skæbne«.

»Og det mente jeg,« sagde han i et interview i 2009. »Altså, hvis nogen kom og sagde: ’I har ingen ret til at bestå’, så ville jeg … optræde. Men i øvrigt har der stået masser af kritik af Israel i Politiken i tidens løb.«

Pundiks holdning til den jødiske stat ændrede sig med årene fra fuldtonet accept til afstandtagen, som da han kort før sin død forudså Israels opløsning som stat, hvis Netanyahu blev genvalgt som premierminister.

Og som han sagde allerede i 2009:

»Jeg har boet i dette samfund i mere end 50 år, men er ikke israelsk statsborger, så formelt kan jeg godt tillade mig at stå en lille smule i kulissen og se på det, der sker. Og selvfølgelig synes jeg, det er en forfærdelig vej, Israel er slået ind på, og det, at Israel ikke længere er et socialdemokratisk samfund, og det, der tiltrak os i 1950’erne – kollektiviteten, arbejdersamfundet, at Israel dengang var det land i verden, hvor der var kortest afstand mellem de rigeste ti pct. og de fattigste ti pct. – er væk. I dag er afstanden den største mellem de øverste og de nederste bortset fra USA. Det er den udvikling, verden har undergået – det socialistiske aspekt er forsvundet. At Israel er slået ind på en nationalchauvinistisk sikkerhedspolitik og udenrigspolitik er en stor, stor skuffelse.«

Vendepunktet i 1967

Vendepunktet var besættelsen af de palæstinensiske områder i junikrigen 1967 med den efterfølgende kolonisering. Faktisk var han den eneste journalist, der på et pressemøde efter erobringen af Jerusalems gamle by, spurgte kritisk til den omgående nedrivning af de arabiske huse nær Grædemuren, hvoraf et af dem var Yasser Arafats barndomshjem.

Han fastholdt dog sin lobbyisme for Israel, så længe Arbejderpartiet havde regeringsmagten – blandt andet var han idémanden til en tv-serie i 1970’erne om kibbutzbevægelsen på Danmarks Radio. Kritikken blev konkret med det konservative parti Likuds magtovertagelse i 1977, og efter afgangen som chefredaktør i 1993 engagerede han sig for alvor i det israelske fredsarbejde med sin hustru, Sussi, og datteren, Micha, som han hidtil med klædelig selvironi havde omtalt som »meget mere venstreorienterede end mig«. 

I Danmark var han aktiv som arrangør af arabisk-jødiske forsoningsmøder på Louisiana med deltagelse af den unge PLO-leder, Marwan Barghouti, der nu afsoner en livstidsdom i et israelsk fængsel. Da Israel opgav besættelsen af Gaza i 1993, iværksatte han en læserindsamling, der skaffede et par millioner til et projekt, så palæstinensiske læger i Gaza kunne få efteruddannelse på israelske hospitaler, og som det danske udenrigsministerium videreførte. Igen trådte aktøren i karakter, og fra at være en kær gæst på den israelske ambassade i Hellerup, blev han med årene lagt på is – en ambassadør mente ligefrem, at han var Israels fjende nummer ét i Danmark.

Det var han langtfra – men han skelnede som mange i hans idealistiske generation mellem Israel før og efter junikrigen i 1967 og blev eksempelvis så sur over at figurere på en liste over palæstinensiske terrormål, at han ringede til den danske PLO-repræsentant og skældte ud. De blev siden venner.

Den frisatte avis

Som bladleder var han mildt sagt utraditionel – han havde en ordning, hvor han arbejdede i København i 21 dage og var hjemme i Israel i ti dage, og avisens drift overlod han stort set til sine to medredaktører, Agnar Ahm og Jørgen Grunnet. Hans mødeledelse var ofte distræt, medmindre emnerne interesserede ham, og det, hans chefperiode nok mest vil blive husket for på avisen, var hans fjernelse af det lille ’(r)’ efter bladnavnet, der markerede tilknytning til partiet Det Radikale Venstre.

»Men der var andre, der så det før mig,« fortalte han dengang i 2009, »min forgænger Bo Bramsen så det. Bramsen foreslog uafhængighed, fem-seks år før jeg gjorde det, og fik nej fra bestyrelsen. Det dumme var, at han spurgte bestyrelsen. Jeg spurgte ikke nogen. Jeg skrev bare og sagde tak og farvel. Og bestyrelsen accepterede det, for den vidste, at ellers gik jeg. Og bruddet var i tidens ånd – masser af dagblade fulgte efter og brød med moderpartierne. Og det virkede jo også – i løbet af fem år blev Politiken Danmarks største morgenavis«.

I den brede offentlighed vil Pundik blive husket for sin statur som kulturpersonlighed og prægnant redaktør, men også for den stoiske ro, med hvilken han bar en livsbane med personlige tragedier. Han mistede sin ældste søn, Uri, der faldt som kampvognskommandør i Yom Kippur-krigen i 1973, og i 2014 døde hans anden søn, Ron Pundak, af kræft. Ron var historiker og en central forhandler i de Oslo-aftaler, der i 1993 banede vej for en slags og i øvrigt mislykket fredsproces mellem Israel og PLO, hvorfor Pundik – hvis hebraiske navn var Nachum Pundak – blev landskendt i Israel som Rons far.

I Danmark var han kendt som den beundrede humanist, om end han aldrig blev pacifist – det lå ikke til hans natur. Tværtimod vedkendte han sig sin ungdoms idealisme som soldat, simpelthen fordi den vedblev med at have mening som nødvendig fødselshjælper for den stat, der i hans univers betød ophøret af den evige jødes flakken rundt i verden fra det ene tålte ophold til det næste.

Hver gang med mantraet »næste år i Jerusalem« som værn mod den latente antisemitisme, der slumrede under enhver stats nok så liberale overflade. Og som er den jødiske erfaring, der aldrig forlod Herbert Pundik.

Han efterlader sig hustruen Sussi og datteren Micha.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Tak for en indholdsrig nekrolog der for mig ikke-jøde og ikke-journalist kaster lys på hvorfor det berørte mig at dette fyrtårn nu er slukket. Dets lys vil mangle i nutiden når det kun vil kunne skimtes i horisonten. Får det genskin?

Tommy Christensen, Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Ja, sprogligt skarp nekrolog. Tak.

Henrik Ljungberg