Sagen om den 40-årige Tut Gatwech i Vejen, der som beskrevet i Information har fået afslag på at få dansk statsborgerskab på grund af en myndighedsfejl, rejser et principielt spørgsmål: Skal det gå ud over en borger, hvis en myndighed laver fejl?
Nej, siger flere indfødsretsordførere nu til Information. En af dem er Halime Oguz, der er indfødsretsordfører for SF.
»Det skal ikke gå ud over en borger, at en myndighed har begået en fejl. Så skal han ikke starte forfra og forsøge endnu en gang at komme igennem nåleøjet. Det er ikke retfærdigt, så hvis det er myndighedernes egen fejl, så er de også nødt til at tage affære,« siger hun.
Indfødsretsordfører Morten Dahlin (V) er enig, selv om han ikke vil udtale sig om en konkret sag.
»Men helt grundlæggende er vores position, at hvis myndighederne laver fejl, skal det ikke komme borgerne til skade,« som han siger.
Kort fortalt fik Tut Gatwech to uger til at få indbetalt en gæld til det offentlige, inden Udlændinge- og Integrationsministeriets Indfødsretskontor i oktober skulle behandle hans ansøgning om indfødsret, som også kaldes for statsborgerskab.
Han kontaktede Gældsstyrelsen og indbetalte det beløb, han fik oplyst. Det viste sig, at det opgivne beløb var for lille, så da Indfødsretskontoret efter at have spurgt sig for i Gældsstyrelsen skulle afgøre hans sag, gav de afslag – med begrundelsen, at Tut Gatwech fortsat havde gæld til det offentlige. Selv om Gældsstyrelsen straks påtog sig ansvaret, har det ikke fået Indfødsretskontoret til at genoptage sagen, og det har Tut Gatwechs advokat nu klaget over.

Enhedslistens indfødsretsordfører, Peder Hvelplund, peger på, at selv om Tut Gatwech under alle omstændigheder først kan blive optaget på det lovforslag om indfødsret, som Folketinget skal behandle til foråret, så er ministeriets behandling »fuldstændig absurd«.
»Sagen udstiller det lemfældige grundlag, hvorpå der tildeles statsborgerskab og ikke mindst den utrolige nidkærhed, hvormed de stramme krav i reglerne om indfødsret bliver håndhævet. Tut Gatwech har gjort, hvad han kunne for at leve op til kravene, men så sker der en fejl hos Gældsstyrelsen, og derfor får han afslag. Det er en helt urimelig situation,« siger Peder Hvelplund og henviser til, at ifølge »normal forvaltningspraksis« ville det blive taget med ind i afgørelsen, hvis en myndighed begår fejl.
»Det er i virkeligheden ministeriet, der har begået en fejl ved ikke at inddrage de forkerte oplysninger fra Gældsstyrelsen. At det skal få så dramatiske konsekvenser, at han får afslag på statsborgerskab, er en fuldstændig urimelig sanktion,« mener han.
Indfødsretsordfører Andreas Steenberg (RV) har en lignende opfattelse:
»Det må falde tilbage på myndigheden. Ministeriet burde genoptage sagen af egen drift. Inden de afgjorde den, burde de have ringet til ham og sagt, at der stadig er noget gæld, du må få styr på. Det ville være en normal måde at agere på, når borgeren ikke har været i ond tro.«
Heller ikke Alternativets indfødsretsordfører, Sikandar Siddique, mener, at det skal ligge en borger til last, når en myndighed giver forkerte oplysninger.
»Det er dybt problematisk. Udvalget må kigge på muligheden for at få ham med på lovforslaget, hvis det kan lade sig gøre,« siger han.
Rasmus Jarlov (K) vil ikke kommentere sagen, men først høre, hvad Indfødsretskontoret har at sige. Hverken Rasmus Stoklund (S) eller Marie Krarup (DF) har ønsket at udtale sig, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Dahl (LA) eller Mette Thiesen (NB).
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har tidligere udtalt til Information, at det da er »træls«, at Tut Gatwech har fået forkerte oplysninger fra Gældsstyrelsen, men at det er »svært« for ministeren at udtale sig, da ansøgeren nu har klaget over afgørelsen.
Godt at så mange, mærkeligt nok ikke alle, ordførere reagerer, men det er somom de glemmer/undgår at påtale at når en myndighed begår fejl, er det faktisk en eller flere personer, der begår denne eller disse fejl! Personer, der efterfølgende kunne ha' gjort hvad der var muligt, for at udbedre de skader deres fejl har forvoldt, nb inden og uden pressens vink med en vognstang.