På plejehjemmet Peder Lykke Centret bor ældre fra 17 forskellige lande

Der ligger fire bibler i en stak på 94-årige Felicidad Anderssons natbord. Hun er opdraget katolsk under sin opvækst på Filippinerne, og troen har hun taget med til Danmark.

Skrivebordet ved siden af hendes seng er tæt dekoreret med pastelfarvede bamser, porcelænsfigurer og plastikblomster. Souvenirs fra et langt liv. På døren ind til Felicidad Anderssons lille hjem hænger to heliumballoner – et 9-tal og et 4-tal. Hun har en prikket limefarvet nederdel på, en grøn cardigan og klipklappere.

De seneste halvanden år har hun boet på plejehjemmet Peder Lykke Centret, som ligger midt i Urbanplanen på Amager i København.

»I like it here,« som hun siger. Felicidad Andersson har glemt det danske sprog, men snakker både engelsk og sit modersmål, tagalog.

Hun er ikke den eneste på Peder Lykke Centret, der taler andre sprog end dansk. 29 ud af plejehjemmets 152 beboere er oprindeligt født uden for Danmark, fortæller centerchef Mette Olsen.

»Her bor folk fra hele verden. Og vi forventer flere i fremtiden,« siger hun.

Siden 2013 har Peder Lykke Centret nemlig været et såkaldt profilplejehjem med fokus på ældre med anden etnisk baggrund end dansk. I dag udgøres den gruppe primært af seniorer fra ikkevestlige lande – såsom Filippinerne, hvor Felicidad Andersson stammer fra.

Et skilt ved indgangen byder velkommen på en række sprog. »Welcome, Willkommen, Bienvenue, ترحيب«, står der blandt andet. På trappen op til plejehjemmet minder et citat medarbejderne om, at »forskellighed gør os stærk. Har du udfordret dine fordomme i dag?«

Plejehjemmet er indtil videre det eneste af sin slags i Danmark. Men det bliver ikke mindre relevant med botilbud til de mange ældre, som ikke hedder Jensen eller Hansen til efternavn. Hvor der i 2013 boede 28.000 ikkevestlige over 60 år i Danmark, vil det tal i 2030 stige til 82.000, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Som en del af serien om ældres boformer har Information besøgt Peder Lykke Centret for at blive klogere på, hvordan et plejehjem med mange kulturer ser ud.

Ikke kun tolkefunktion

Felicidad Andersson kan ikke huske, hvilket år hun kom til Danmark. Kun at det er lang tid siden.

»Der var et tilbud om, at hvis man ville til Europa, så kunne man flyve. Jeg læste om det i avisen,« mindes hun.

Siden fik Felicidad Andersson arbejde i Danmark, først på et hotel og siden på et plejehjem i Lyngby, hvor hun arbejdede som køkkenmedhjælper. Hun blev dansk gift og fik to sønner. I dag er hendes mand død, og sønnerne bor i udlandet.

»De bor langt væk. Nogle gange ringer de eller kommer og besøger mig,« fortæller hun.

Sosu-assistent Dulce Gonzaga Cupello oversætter, når Felicidad Andersson ikke kan formulere sig på engelsk og derfor slår over i sit modersmål.

Hun har filippinsk baggrund ligesom Felicidad Andersson og er hendes såkaldte etniske ressourceperson. Sådan en kan personalet på Peder Lykke Centret tilkalde ved behov.

Anders Rye Skjoldjensen

Ressourcepersonerne har indsigt i beboernes kultur og sprog. De er alle ansatte i plejesektoren – som eksempelvis sosu-medhjælpere, sygeplejersker eller ergoterapeuter – og har selv en anden etnisk baggrund end dansk. Det fortæller Anna Mayland Bengtsson, som er projektleder af det etniske ressourceteam på plejehjemmet.

»Det etniske ressourceteam er ikke kun en tolkefunktion. Det handler også om at forstå den kultur, som den enkelte borger kommer med,« siger hun.

De etniske ressourcepersoner hjælper også hjemmeplejen, når de besøger ældre, der eksempelvis ikke kan dansk, eller som har et andet kulturelt forhold til alderdom og sygdom. I de tilfælde besøger en etnisk ressourceperson den ældre borger sammen med en ansat fra hjemmeplejen. 

Jul, eid og halloween

Egentlig kan Felicidad Andersson bedst lide at bruge dagene på Peder Lykke Centret for sig selv. Hun læser i en af sine bibler. Ser fjernsyn. Eller får tiden til at gå på sin iPad. Og hver søndag kommer hun i den lokale kirke med sin svigerdatter.

Men når der er arrangementer på plejehjemmet, deltager Felicidad Andersson. Dem er der mange af, for alle beboernes højtider bliver fejret. Jul, eid, påske og kinesisk nytår eksempelvis. På Peder Lykke Centret er der også et stillerum, hvor man blandt andet kan bede, og et interkulturelt rum, hvor lysprojektorer kan få væggene til at ligne indersiden af en moské, en kirke eller en strand.

Da Information besøger plejehjemmet, er der pyntet op til Halloween på den gang, hvor Felicidad Andersson bor. Her er kunstigt spindelvæv om billedrammerne, græskarguirlander fra loftet og et plastikskelet i menneskestørrelse læner sig op ad en væg i fælleskøkkenet.

Frokostbordet er dækket med orange dug og anrettet med spaghetti kogt i blåt vand, peberfrugter udskåret som græskaransigter og pizza med edderkoppeformede oliven på. Der serveres farverige sodavand og kolde øl til.

Personalet på Peder Lykke Centret hjælper beboerne på plads om bordet. Det kræver nøje koordination af rollatorer og kørestole. Efter frokosten er der banko.

»Er du klar til fest,« spørger en af de ansatte en ældre irakisk beboer. Hun nikker.

Felicidad Andersson får plads ved siden af den anden filippinske beboer på gangen. De to besøger tit hinanden og udveksler minder på deres modersmål.

»Thank you,« siger hun, da en af medarbejderne tilbyder hende en grøn sodavand.

Meget modvilje i starten

Det har ikke været uden udfordringer at gøre Peder Lykke Centret til et »mangfoldighedsplejehjem«, fortæller centerchef Mette Olsen.

Især i starten var der meget modvilje. De pårørende til de lokale ældre med anden etnisk baggrund end dansk ønskede ikke, at deres familiemedlemmer skulle flytte ind på kommunalt tilbud. Det var forbundet med for meget skam.

»Det var svært at forklare, at man som beboer på et plejehjem sagtens kan medbringe sine egne ting, have privatliv og få besøg af sin familie. Altså at man kan få lov at leve sit liv, som man kender det,« siger Mette Olsen.

I de første år efter Peder Lykke Centret blev et profilplejehjem for ældre med andre rødder end danske, kunne beboere i den kategori da også tælles på én hånd. »Plejehjem for nydanskere har kun to muslimske beboere,« skrev TV2 Lorry i april 2015.

Siden har Peder Lykke Centret gjort en del for at »knække koden og nå ud til dem, der har brug for viden om tilbud til ældre«, som Mette Olsen udtrykker det.

Personalet har besøgt talrige aktivitetsklubber og moskeer for at fortælle om, hvad det vil sige at bo på dansk plejehjem. Og de har oprettet netværksgrupper, hvor lokale mødes regelmæssigt i Peder Lykke Centrets lokaler. I dag findes der eksempelvis en Global Herrecafé og en Tyrkisk Havegruppe.

»Vi gør meget ud af at åbne huset. Til fester og arrangementer. Så der bliver skabt kendskab til konceptet plejehjem, inden de ældre selv skal bruge det. Dermed ved de, at det er en mulighed, når de bliver så gamle eller syge, at det er nødvendigt. På den måde kan næste generation forhåbentlig komme et skridt foran i forhold til de udfordringer, der har været for os,« siger Anna Mayland Bengtsson.

»Behovet for at behandle ældre med anden etnisk baggrund bliver kun større. Vi skal rykke nu, hvis vi skal nå at udvikle de nødvendige tilbud.«

Felicidad Andersson var ikke betænkelig ved at flytte på plejehjem. Hun kendte jo også fænomenet fra sit eget arbejdsliv.

»Her er mange venlige og hjælpsomme mennesker. Og jeg lærer noget nyt om Danmark ved at bo her. Her hjælper man ældre mennesker, der ikke kan klare sig selv. Det er jeg meget glad for.«