Feature
Læsetid: 16 min.

På tre årtier er Danmark gået fra at være foregangsland til hardliner på det menneskeretlige område

Der er sket meget, siden dengang Danmark var et af de lande, der gik forrest i kampen for menneskerettighederne. I dag taler flere og flere politikere om at ændre eller træde helt ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men hvordan er vi kommet hertil?
Der er sket meget, siden dengang Danmark var et af de lande, der gik forrest i kampen for menneskerettighederne. I dag taler flere og flere politikere om at ændre eller træde helt ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men hvordan er vi kommet hertil?

Emilie Noer Bobek

Indland
28. december 2019

»Den begynder jo så smukt,« siger 78-årige Tyge Lehmann.

Den pensionerede embedsmand sidder i sit køkken hjemme i rækkehuset i Charlottenlund med en udslidt udgave af FN-pagten fra 1945 mellem hænderne. Han går i gang med at læse op af den maskinskrevne tekst:

»Vi, de forenede nationers folk, er besluttede på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vores levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden.«

Det er »fantastisk godt skrevet«, konstaterer han, da han er færdig med at læse op.

»Her har man grundlaget for vores verdenssamfund, som vil bekræfte troen på mænd og kvinder såvel som store og små nationers rettigheder.«

Men passagen skulle ikke bare være smukke ord i en traktat. Den skulle håndhæves. Og det arbejde har Tyge Lehmann brugt ikke mindre end 43 år, fra 1965 til 2008, af sit liv på som embedsmand i Udenrigsministeriet, hvor han har beskæftiget sig med menneskerettigheder. 

I dag har han fundet en bunke dokumenter og bøger frem fra sit lange virke i menneskerettighedernes tjeneste. De er sirligt placeret på hans spisebord.

I en lang årrække gik opbakningen til menneskerettighederne kun én vej i Danmark. Og det var fremad, husker den gamle embedsmand. Men de seneste år er der sket noget. Stemningen er vendt, og det er blevet mere og mere almindeligt for nationalstater at kritisere de internationale konventioner.

På den anden side af Atlanten har præsident Trump meldt USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd. I Europa har demokratier som Polen og Ungarn taget politiske skridt, der indskrænker menneskerettighederne.

Og så er der Danmark. De seneste år har vi også udfordret det menneskeretlige system. Det gjorde vi for for eksempel i 2017, da vi havde formandsskabet for Europarådet og åbnede for debatten om Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af menneskerettighederne.

Og så sent som dette efterår sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i debatten om fremmedkrigerne, at hun ønsker at ændre internationale konventioner, »der har et forkert indhold«.

Danske politikeres kritik af det menneskeretlige system er ikke ny. Men den har gradvist taget til over årene. I dag har flere af de etablerede politiske partier herhjemme et ønske om at revidere menneskerettighederne. Det skyldes ikke mindst, at det gør det muligt at stramme udlændingepolitikken endnu mere.

Spørgsmålet er, hvordan vi er nået hertil. Hvordan er vi gået fra at være duksen i den internationale klasse til at være et land, der prøver at skubbe grænsen for, hvad vi kan tillade os? Det forsøger Information at finde svar på.

Vi begynder i Østrigs hovedstad, Wien, for 26 år siden. Her samledes FN’s medlemslande til en stor verdenskonference for menneskerettigheder. Danmark havde formandsskabet for EF, og Tyge Lehmann var formand for den danske delegation.

Umuligt under Den Kolde Krig

I juni måned 1993 tog Tyge Lehmann afsted til Wien med flere agendaer, han på Danmarks vegne skulle hjælpe med at sætte på dagsordenen. 

Punkterne handlede helt enkelt om, at de mange fine ord i FN-pagten og Verdenserklæringen fra 1948 skulle omsættes til handling i de enkelte nationalstater.

Et vigtigt skridt i den retning var, at Verdenserklæringen blev omsat til juridisk bindende konventioner. Den første, der blev vedtaget, var FN’s racediskriminationskonvention i 1965. Herefter fulgte FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske rettigheder og FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. I dag har vi i alt ni FN-konventioner.

Problemet var dog stadig, at der ikke var et retligt system omkring FN-konventionerne. Det stod i modsætning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, som vi også har tilsluttet os. Den havde domstolen i Strasbourg. En verdensdomstol var utænkeligt at få indført. Men der var også andre måder at holde øje med, om staterne overholdt konventionerne.

Da Tyge Lehmann rejste til Wien, var det blandt andet med det formål at få etableret en højkommissær for menneskerettigheder på dansk initiativ.

En højkommissær for Menneskerettigheder er en slags ombudsmand. Hans opgave er at bistå landene med at få orden i menneskerettighederne. Højkommissæren kan handle proaktivt og bede lande om at komme med en redegørelse for eksempelvis deres behandling af et oprindeligt folk. 

Det havde været umuligt at få etableret under Den Kolde Krig, fortæller Tyge Lehmann. Østblokken var nemlig imod al international kontrol. Man havde derfor forsøgt med en højkommissær tidligere, hvor det hver gang strandede i FN’s generalforsamling. 

Men i begyndelsen af 1990’erne havde Danmark chancen. Sovjetunionen var opløst, og den gamle østblok var i gang med en demokratiseringsproces. Det åbnede op for, at man kunne komme videre med forslaget.

Sammenholdet i den danske delegation, som i alt talte 34 medlemmer, herunder tre ministre og otte folketingsmedlemmer, fungerede perfekt. Det bidrog til, at der blev lyttet, når danskerne talte og fremførte deres synspunkter. Både i konferencesalen, men ikke mindst ude i korridorerne.

Og det gav pote.  

Da forslaget om en højkommissær for menneskerettigheder endelig gik igennem, havde Tyge Lehmann svært ved at få armene ned. Det viste, at landene ønskede at fremme og håndhæve menneskerettighederne. At få en slags ombudsmand var stort i hans øjne.

En anden vigtig dagsorden i Wien handlede om den – efter Tyge Lehmanns mening – »vigtigste og vanskeligste bestemmelse« i FN-pagten, som lyder: »Intet i nærværende pagt skal give de forenede nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører under en stats egen jurisdiktion«.

Bestemmelsen betød, at landenes suverænitet og indre anliggende kunne overtrumfe FN-pagtens bestemmelser om menneskerettigheder. Det var et forbehold, som alle stater kunne bruge, når de ønskede, at det internationale samfund skulle blande sig udenom i det pågældende lands håndtering af menneskerettighederne.

Tyge Lehmann havde længe kæmpet mod bestemmelsen. Selve målet med hans arbejde, mente han selv, lå i at finde ud af, hvordan han kunne bryde igennem et skjold af suverænitet og indre anliggende.

Og på Verdenskonferencen i Wien skete der noget, der ifølge den gamle embedsmand var banebrydende. Han finder et gulnet dokument frem fra konferencen. Tyge Lehmann har med kuglepen understreget en sætning, hvor der står:

»Udbredelsen og beskyttelsen af alle mennekserettigheder er et legitimt anliggende for det internationale samfund.« (oversat fra engelsk, red.). 

Tyge Lehmann og resten af den danske delegation knoklede for at få det skrevet ind i slutdokumentet. Der var mange benspænd fra lande, som havde problemer med at overholde menneskerettighederne.

Men omkring midnat på konferencens sidste dag den 25. juni nåede de frem til konsensus om det endelige dokument – et dokument, der slog fast, at stater ikke længere kunne sige, at der var tale om »indre anliggende«, når de fik kritik af det internationale samfund for ikke at overholde menneskerettighederne.

Der blev ikke meget tid til det berømte wienercaféliv for de udsendte danskere i løbet af de 11 dage, konferencen varede. Men Tyge Lehmann var tilfreds.

Ind i dansk lov

Da jurist Morten Kjærum i 1991 blev direktør for Det Danske Center For Menneskerettigheder, kom han ind på instituttet og blev overrasket.

Der blev talt om ytringsfrihed i Tjekkoslovakiet eller forsamlingsfrihed i Østtyskland. Men det var jo ikke et historisk institut, tænkte han. Han sagde til sine medarbejdere, at nu skulle de i højere grad til at tale om, hvad menneskerettighederne betyder for vores samfund i dag. 

Indtil 1980’erne var der ikke det store fokus på menneskerettigheder i en hjemlig kontekst. Det var noget, der var relevant ude i verden, for vi kunne sagtens finde ud af at overholde dem. Men i 1990’erne begyndte man i Danmark at tale om, hvordan konventionerne kunne komme tættere ind i lovgivningen.

Det skete ikke mindst i kølvandet på, at staten var blevet dømt to gange ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Første gang i 1989 i den såkaldte Hauschildt-sag om dommeres habilitet og i 1994 i Grønjakke-sagen om ytringsfrihed og racisme.

Morten Kjærum mente, at menneskerettighederne skulle omsættes til folks virkelighed. Allerede tilbage i 1947 havde Elinor Roosevelt sagt, at hvis ikke menneskerettigheder er relevante der, hvor folk bor og arbejder, så er de ikke relevante nogen steder.

I 1992 besluttede Danmark at inkorporere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lov. Der var to hovedargumenter for at inkorporere den, fortæller Jens Vedsted-Hansen, juraprofessor på Aarhus Universitet og ekspert i menneskerettigheder.

Det første var, at det ville gøre det tydeligt, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kunne tilsidesætte danske regler, hvis der hos domstolene var tvivl om disse reglers forenelighed med konventionen. Det andet var, at det ville øge opmærksomheden på konventionen generelt i samfundet, men især blandt jurister.

Der var dengang bred opbakning til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skulle ind.

Der var til stadighed en stærk historisk forståelse af, at menneskerettighederne var lavet for at beskytte borgere mod politiske beslutninger. At der var grænser for, hvor langt politikere kan gå, også selv om de er demokratisk valgt.

Det var lektien fra Anden Verdenskrig. Hitler var også demokratisk valgt, og her havde demokratiet i sig selv ikke været nok til at beskytte de svageste og mest udsatte i samfundet.

»Det er minoriteter, som menneskerettighederne først og fremmest skal beskytte. For majoriteten er så og sige en majoritet, der beskytter sig selv,« siger Morten Kjærum.

Den opfattelse er der blevet rykket ved siden.

DF rykker ind

Da to passagerfly den 11. september 2001 buldrede ind i World Trade Center og senere et tredje ind i USA’s forsvarsministerium Pentagon og et fjerde fly styrtede ned som følge af passagerernes indgriben, ændrede verden sig. Tragedien påvirkede også det menneskeretlige system. Først og fremmest fordi der kom stort fokus på sikkerhed.

»Alt blev talt ind i en sikkerhedsramme. Og når vi gør det, så er der en risiko for, at mennesker bliver skubbet ud, og deres rettigheder tilsidesat,« siger Morten Kjærum. 

Samtidig styrkede terrorangrebet i USA en bevægelse, der var begyndt i 1990’erne. Den handlede om fortællingen ’os og dem’, altså modsætningen mellem vesterlændinge og muslimske minoriteter. 

Herhjemme manifesterede dette narrativ sig i Dansk Folkeparti. Partiet blev etableret i 1995 og var allerede dengang erklærede modstandere af de internationale konventioner. Årsagen var, at de forhindrede markante stramninger i udlændingeloven.

Dansk Folkeparti kom i 2001 med et udlændingeudspil, hvor de opfordrede regeringen til at nedsætte en hurtigarbejdende arbejdsgruppe. Den skulle inden seks måneder komme med forslag til stramninger »i Danmarks administration af internationale konventioner på flygtninge- og udlændingeområdet«.

Der stod videre, at hvis der opstod tvivl om konventionernes rækkevidde, så skulle man altid vælge den fortolkning, »der beskytter det danske samfund bedst mod ukontrollabel tilstrømning af flygtninge«.

Det var hidtil uset, fordi de internationale konventioner netop var til for at beskytte borgerne mod staten og ikke omvendt.

Men da Dansk Folkeparti blev støtteparti for Anders Fogh Rasmussens Venstre-ledede regering, blev debatten tydeligere i dansk politik. I vinteren 2002 vedtog Danmark den hidtil strammeste ændring af udlændingeloven, som primært handlede om to ting: at få færre flygtninge hertil og få flere af dem, der var her, integreret.

Der var tale om markante stramninger. Men regeringen understregede flere gange under vedtagelsen af loven, at det var vigtigt, at de samtidig sikrede sig, at de overholdte internationale konventioner.

Det slog Birthe Rønn Hornbech fast under førstebehandlingen af loven i Folketinget. Hun var dengang udlændingeordfører for Venstre.

»Det er sagt adskillige gange, også af statsministeren efter regeringens tiltræden, og det fremgår helt tydeligt af dette lovforslag: Regeringen bygger loven på de internationale konventioner, hvad Danmark har forpligtet sig til,« sagde hun og fortsatte:

»Det vil sige, at når dette forslag indskrænker flygtningebegrebet, er det med respekt for de internationale konventioner.«

Dansk Folkepartis daværende formand, Pia Kjærsgaard, husker tydeligt, at deres forslag mødte stor kritik blandt alle andre partier i Folketinget.

»Derfor følte de meget trang til at understrege, at de ikke var enige,« siger hun.

DF fik godt nok indflydelse som støtteparti for den nye regering. Men partiets formand Pia Kjærsgaard indså også, at de ikke kunne komme videre i deres arbejde for at udfordre menneskerettighederne. Tiden var endnu ikke moden til, at de etablerede partier åbent ville udfordre det internationale regelsæt.

Cirka et år senere tog DF dog fat på debatten igen. I sommerferien 2003 afgav formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard et interview med Politiken. Her argumenterede hun for, at Danmark måtte udfordre konventionerne, fordi de bandt politikerne og Folketinget på hænder og fødder.

Hun måtte hurtigt indse, at interviewet gav »en pokkers ballade«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var på ferie i Frankrig og måtte kaldes hjem. Pia Kjærsgaard blev inviteret i Deadline for at diskutere sine udtalelser med Birthe Rønn Hornbech, som ifølge DF-formanden var rasende over hendes udmelding.

Senere skulle det dog vise sig, at det, man dengang opfattede som en kontroversiel udmelding fra Dansk Folkeparti, ville blive mainstream i dansk politik. I slutningen af årtiet kom menneskerettighederne under yderligere pres fra udlændingepolitikken.

Ikke mindst på grund af nogle få sager om kriminelle udlændinge.

En bandeleders udvisning

Da politiet i 2009 anholdt en 39-årig bandeleder i Vollsmose for besiddelse af 250 kg hash, var der næppe nogen, der havde forestillet sig, at det ville starte en ophedet debat om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.

Den anholdte gik under navnet Fez Fez og var leder af banden Black Ghost. I 2010 blev han dømt for 18 lovovertrædelser og fik seks års fængsel. Blandt andet for hashhandel, ulovlig våbenbesiddelse, trusler og uddeling af dummebøder på helt op til 250.000 kroner.

Fez Fez er statsløs palæstinenser og kom til Danmark fra Libanon som 23-årig. Anklagemyndigheden ville have ham udvist fra Danmark, men Østre Landsret afgjorde, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi han havde børn i landet.

Det vakte stor frustration blandt politikere og i befolkningen. 

Daværende justitsminister Søren Pind greb derfor til handling. Han ville stramme reglerne, så domstolene blev pålagt at tolke de internationale konventioner »indsnævrende og ikke udvidende«.

Det betød, at en udlænding i en konkret sag kun kunne få lov til at blive i Danmark, hvis en domstol vurderede, at en udvisning »med sikkerhed« var i strid med konventionerne.

Det indebar en vis »procesrisiko«, erkendte Søren Pind. Danmark risikerede nemlig at gå for vidt og blive dømt for konventionsbrud, hvis udviste udlændinge gik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Det var første gang, at juraprofessor Jens Vedsted-Hansen hørte en dansk politiker bruge ordet »procesrisiko« i forbindelse med de internationale konventioner. Han fandt det lidt »kækt«, men tænkte, at det primært var noget, Pind sagde for at tækkes befolkningen. 

Lovforslaget viste sig da også at være irrelevant i den konkrete sag. I oktober samme år udviste Højesteret Fez Fez, og han blev sendt til Libanon. Ham og hans advokat Michael Juul Eriksen klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De mente, at udvisningen var et brud på artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv.

Det førte dog ikke til noget. I 2016 blev det endelig afgjort ved domstolen i Strasbourg, at Danmark havde ret til at udvise Fez Fez. De lagde vægt på, at han ikke spillede nogen central rolle i sin familie. Samtidig mente menneskerettighedsdomstolen ikke, at der var noget til hinder for, at børnene kunne besøge deres far i Libanon.

Men sagen viste, at danske politikere var rede til at udfordre konventionen og domstolene, når det kom til at stramme grebet om udlændinge.

»Det var her, det retoriske skred begyndte. Søren Pind har æren for det, da en dansk regering første gang lavede den her vidtgående ændring i tilgangen til internationale konventioner,« siger Jens Vedsted-Hansen.

Det afgørende retoriske skred kom dog først fire år senere, i 2015, mener Vedsted-Hansen.

Det var året, hvor en gruppe syriske flygtninge en septemberdag løb over markerne ved Rødby færge og begyndte at vandre op ad de danske motorveje.

Flygtningekrisen presser på

Fra efteråret 2015 kom store flygtningestrømme ind over Europa og lagde et »historisk pres på Danmarks grænser«, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sagde.

Det resulterede blandt andet i en lang række udlændingestramninger. En af de mest markante handlede om reglerne for familiesammenføring. Den gik ud på at suspendere familiesammenføringen i tre år for de flygtninge, der havde fået midlertidig beskyttelsesstatus.

Jens Vedsted-Hansen syntes, at det var en meget alvorlig stramning. Der var en udbredt opfattelse blandt jurister og organisationer om, at nu var vi på kollisionskurs.

Der var tale om »skrap kost«.

Det vedkendte regeringen også selv. I et svar til Folketinget skrev Inger Støjberg, at der var »en vis risiko for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en konkret sag vil kunne nå frem til, at lovforslagets ordning ikke er forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«.

I folketingssalen blev det heftigt diskuteret. SF og Enhedslisten påpegede, at Institut for Menneskerettigheder vurderede, at det var på kant med konventionerne.

Ikke desto mindre var der et flertal for loven.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som dengang var folketingsmedlem for Liberal Alliance, opfordrede i salen til, at regeringen samlede de nordvesteuropæiske lande, så man kunne komme i gang »med en revision af konventionerne«.

»Det kommer ikke til at gå stærkt, og det kommer ikke til at blive let. Men det er nødvendigt, og jeg frygter, at grundlaget under konventionerne bryder sammen helt af sig selv, hvis ikke man tager initiativ til at få dem up to date,« sagde han.

Et nyt sted i dag

Fra 2017 til 2018 fik Danmark formandsskabet for Europarådets Ministerkomité. Regeringen havde besluttet, at første punkt på dagsordenen skulle være at se på, om man kunne ændre sin tilgang til Menneskerettighedsdomstolen, så det blev lettere at udvise kriminelle udlændinge.

Det handlede igen om artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om retten til familieliv. 

Nu tog Danmark altså hul på den debat, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille havde efterspurgt et år forinden.

Danmarks dagsorden handlede i modsætning til i 1993 om at indskrænke og ikke udvide menneskerettighedernes indflydelse på staterne. Det blev mødt med stor kritik fra flere lande.

Tyskland slog fast, at de fortsat ville styrke domstolen i Strasbourg. 

Faktisk var det kun Ungarn og Rusland, som støttede det første udkast til den deklaration, Danmark udarbejdede. Det endelige dokument endte med at blive noget mildere, end den danske regering havde arbejdet for.

I dag er Danmark blevet et hårdere samfund, mener Morten Kjærum. I de spæde 90’ere, da han var direktør for Dansk Center for Menneskerettigheder, betragtede man menneskerettigheder som minimumsstandarder.

Man ville være milevidt fra den bundgrænse, som menneskerettighederne fastlagde. I dag er vi mindre bekymrede for at kravle under denne bundgrænse, mener den tidligere direktør.

Det er et »ekstremt omdrejningspunkt i dansk politik«, synes jurist og forfatter Jacques Hartmann. Han har skrevet en bog om menneskerettighederne i dansk kontekst.

I dag er vi blevet en »andedam, der diskuterer, om vi skal være med i det her samarbejde overhovedet«, siger han. Når statsminister Mette Frederiksen udtaler, at en konvention beskytter de forkerte i sagen om fremmedkrigerne, har hun mistet en »menneskerettighedstankegang«.

»Menneskerettighederne beskytter nemlig alle. Det svære ved dem er, at det ofte er de mennesker, vi har mindst lyst til at beskytte, som nyder størst beskyttelse af dem,« siger Jacques Hartmann.

Det endelige opgør med konventionerne har Danmark stadig til gode. Men det kommer, tror Pia Kjærsgaard. 

»Med min erfaring igennem 36 år, hvor det her har været en enorm kamp for os, kan jeg se, hvor meget vi kan rykke.« 

Ikke noget pladder

Tilbage i rækkehuset i Charlottenlund ser Tyge Lehmann skeptisk ud ved tanken om at ændre i konventionerne. Også selv om verden ser anderledes ud i dag.

»Det, man skal huske, når man vil til at rive ned, er, at det tager meget lang tid at bygge op,« siger han.

I dag hører han ofte, at man bliver kaldt »pladderhumanist«, hvis man erklærer sin uforbeholdne støtte til menneskerettighederne. Men det er ikke noget pladder, mener han. For ham at se er der tale om et bredt universelt retsgrundlag til beskyttelse af det enkelte menneskes rettigheder og friheder.

Han advarer om, at man i sin iver efter at revidere dette retsgrundlag risikerer at hælde barnet ud med badevandet.

De internationale konventioner

FN-konventionerne

Verdenserklæringen om menneskerettigheder er en hensigtserklæring fra 1948.

Det betyder, at den ikke er juridisk bindende. Der er ingen domstol eller andet, der kan straffe de lande, der ikke overholder erklæringen.

Medlemslandene i FN kan derfor tilslutte sig konventionerne, som er juridisk bindende.

I dag har FN’s menneskerettighedssystem ni kernekonventioner om menneskerettigheder.

  • FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.
  • FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder.
  • FN’s Konvention mod Tortur og Anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf (FN’s Torturkonvention).
  • FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (børnekonventionen).
  • FN’s Konvention om Afskaffelse af Alle Former for Racediskrimination (racediskriminationskonventionen).
  • FN’s Konvention om Afskaffelse af Alle Former for Diskrimination mod Kvinder (kvindekonventionen).
  • FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (handicapkonventionen).
  • FN’s Konvention om Vandrende Arbejdstageres Rettigheder.
  • FN’s Konvention om Beskyttelse af Personer mod Tvungen Forsvinding.

Danmark har ikke ratificeret FN’s Konvention om Vandrende Arbejdstageres Rettigheder og FN’s Konvention om Beskyttelse af Personer mod Tvungen Forsvinding

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

Europarådet vedtog Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950.

For at være medlem af Europarådet, skal landene have ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I 1959 oprettede staterne Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Her kan borgere rejse sager mod medlemsstaterne, hvis de oplever at blive krænket på deres menneskerettigheder.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan deles op i tre afsnit.

  • Det første handler om rettigheder såsom ytringsfrihed, religionsfrihed og retten til frie valg og retfærdig rettergang.
  • Andet afsnit handler om begrænsninger i menneskerettighederne, som staterne kan foretage eksempelvis af hensyn til national sikkerhed og forebyggelse af uro og forbrydelser.
  • Det sidste afsnit handler om klagesystemet.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Når man først har solgt ud af idealerne og etikken, er det spørgsmålet, hvilken suverænitet man egentlig har tilbage.

Danmark er blevet provinsielt igen.
Efter nogle årtiers forsøg på at udvikle flyvefærdighed, har vi selv stækket egne vinger, og pludrer videre i Andedammens hakkeorden.

H. C. Andersen ville have græmmet sig.

Carsten Svendsen, Christian Mondrup, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Mikkel Zess, Birte Pedersen, Mogens Holme, Hanne Utoft, Gitte Loeyche, Erik Kall, Steen K Petersen, Rikke Nielsen, Søren Jensen, Jan Fritsbøger, Dorte Sørensen, Christel Gruner-Olesen, John Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den gennemgang.
Håber at MF læser den.

Markus Wang, Steffen Gliese, Mikkel Zess, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

at det er gået så galt kan vi takke højrefløjen for, med typer som anders fogh som elskede krig og DF som fik magt ved at dæmonisere fremmede, og selvfølgelig alle de vælgere som har stemt på den slags politikere, om de gjorde det af ond vilje eller ren idioti ved jeg ikke men nok begge dele, og så lige en sjat grådighed.

Carsten Svendsen, Colin Bradley, Carsten Wienholtz, Birte Pedersen, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Gitte Loeyche, Steen K Petersen, Mikkel Zess og Søren Jensen anbefalede denne kommentar
Thomas Dybro Lundorf

Fin artikel. Tak for den.

Markus Wang, Steffen Gliese, Susan Hansen, Birte Pedersen, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar

Vi har overladt det til Sverige, at være verdens socialkontor. Det er Sverige ikke sluppet så godt fra. Nu må det være de rige olielande tur. Eller hvad med Japan. De har næsten ingen. Et af hovedargumenterne for brexit var at landet selv skal bestemme hvem der skulle bo der. Kunne være sjovt med en dansk dito

Georg Kallehauge, Ole Schwander og Niels Christensen anbefalede denne kommentar

Jeg tror for mange mennesker i vores samfund er kommet til at føle sig marginaliserede. Det er blevet for dyrt at skaffe eget hus, at arbejde 37 timer om ugen og give sig selv og sine børn det gode liv. De der har valgt et almindeligt arbejde til en almindelige løn, føler sig kørt agterud og må stå og se på, mens de smarte og de hurtige scorer kassen. De føler sig måske som tabere, selv om de har gjort alt det rigtige og overholdt samfundskontrakten. Hvis man ikke føler sig som en vinder, så er det svært at have et tilstrækkeligt overskud i sin hverdag til at tage hensyn til andre, så som fremmede og andet, så som idealer om menneskerettigheder. Når man føler man kun har til dagen og vejen, så bliver man tvunget til at tænke spå sig selv. Jeg skyder skylden på de sociale serviceforingelser, på konkurrencesamfundet, på de høje forbrugsudgifter, altså de 10 årige afdragsfrie lån, som kunstigt fordyrerer husene, på afgifterne på fødevarer og almindelig forbrug. Det rammer skævt, en rig mand, som jeg selv, kan være lige glad med om jeg giver 1 krone eller 2 kroner for en tomat. Jeg vil selvfølgelig helst give 1 krone, men det er relativ dyrere for en almindelig lønmodtager, end det er for mig. Kort sagt, det gode liv, hvor vi kommer hinanden ved og hjælper sin nabo, er blevet for svært at opnå for manden på gulvet. I protest stemmer de på protest partierne. Midten har fejlet. Med de nye påtænkte afgifter for miljøetsskyld, vil vi få et endnu større skel i befolkningen. De almindelig mennesker, vil rammes relativt hårdere end de rigeste. Vi har ikke længere et reelt velfærdssamfund, kun en konkurrencestat. Årsagen er for mange udgifter rammer for skævt og at Staten brug for stor en andel af skatteprovenuet på alt muligt andet end kerneydelser, så som lægehjælp, uddannelse, infrastuktur, kultur... alt for mange er ansat i nonproduktive stillinger, hvor de ikke gør dagens gode gerning, men bare flytter papirer eller bits mellem hinanden istedet for at smøge ærmerne op. Så bliver arbejderne vrede, de føler sig til grin og stemmer i protest.

Carsten Svendsen, Jens Flø, Mads Kjærgård, Danny Hedegaard, Steen K Petersen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Ja den nye Finanslov indeholder også forringelser for de svageste stillede, men bliver skjult som sundheds politik. Selvom det i virkeligheden drejer sig om Finanspolitik eller rettere manglen på samme. Idet vi med Finanspagten har afsagt os vor ret til at føre selvstændig finanspolitik. Når mange får mindre, så mindskes tolerancen også. Men det store billede forsvinder for folk og de køber regeringens argumenter.

Jan Fritsbøger

Søren Jensen, du tager fejl når du tror det først og fremmest er de lavtlønnede som har droppet idealerne og mangler empati, du ignorer den massive propaganda som vi har været udsat for i årtier, i samtlige medier og med DF og xtrabladet som bannerførere,
faktisk er fattige mennesker langt mere empatiske end rige, det er iblandt de privilegerede at egoismen stortrives og efter min mening skyldes det at de slet ikke trives,
du taler om det gode liv, men du forveksler glæde med forbrug, grundigt hjernevasket af reklamebranchen, som jo hele tiden postulerer at man får et bedre liv ved at købe,
hvis du tager skyklapperne af og ser menneskene, vil du opdage en underlig sammenhæng imellem rigdom og kolde syntetiske falske smil,
og når du møder et ægte hjerteligt smil er det sandsynligt at den smilende er relativt fattig,
rejser du i fattige lande vil du opleve en større gæstfrihed og mere hjertevarme end i rige lande,
jeg tror man bliver grådig af at være rig, og kun de fattige kan få nok,
med andre ord er det dumt, eller i det mindste meningsløst at stræbe efter rigdom, når alle basale behov er dækket kan man være tilfreds og trives,
og stræben efter overflod kan kun forringe livet, ikke gøre en mere lykkelig, at indse dette er en af vejene til trivsel, og jeg stortrives selvom jeg ikke ejer min bolig, ikke har bil, og ikke bruger penge på prestige, og jeg føler mig faktisk privilegeret, selvom jeg måske set udefra er en fattigrøv, og jeg har ondt af dem som vælger at gøre karriere og spilder deres liv på det.

Tom Bratzen, Hanne Utoft, Steffen Gliese, Mikkel Zess, Birte Pedersen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

*ignorerer* linie 2

Hvornår har Danmark været foregangsland? Jo vi har i tidernes morgen underskrevet diverse konventioner (ligesom så mange andre lande) og nogle politikere og aktivister har mumlet noget om menneskerettigheder i ny og næ. Men når idealismen for alvor skal stå sin prøve, så går det sjældent efter bogen.

Vi har demokrati her i landet og borgerne har valgt, at der ikke skal være fri indvandring af ‘tredjeverdens’ befolkninger til Danmark, så det er befolkningen, I må rette vreden mod og ikke de politikere, der er sat til at varetage befolkningens ønsker. Hvis der ankom en halv million muslimske medborgere til landet i 1970, så tror jeg også, befolkningen havde sagt stop. Sværere er det altså ikke. Jeg kan ikke se, at der er rykket frem eller tilbage i den danske holdning de seneste mange, mange år.

I 1989 efter murens fald fik verdenssamfundet chancen for at skabe den gode verden FN's intentioner har lagt op til efter WW2 afslutning. Hvordan det så er gået vil jeg lade hænge i luften...

God fornøjelse til de fremtidige mig-vil-have-det-hele-for-mig-selv generationer, som taget alt for givet.

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Mikkel Zess og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Danmarks velstand var baseret på en kombination af en stærk privat sektor gode eksportmarkeder og en af fællesskabet finansieret Velfærdsstat. Jeg mener desværre at se, at Velfærdsstaten idag mere og mere fremstår som et sanerings modent hus en kulisse tømt for indhold. Som der rigtigt peges på i andre kommentarer her vinder " Konkurrencestaten " som model indpas, medens den sociale Velfærdsstat slides gradvist ned. De svagest stilledes levevilkår forringes og de udsættes for et kontrolregime af mistænkeliggørelse, som ikke er en demokratisk velfærdsstat værdig.

Neoliberalismens sejrsgang og den voksende afstand mellem rig og fattig er givetvis en del af den skæve udvikling hen imod Velfærdsstatens deroute. Vores velstand toppede i midten af 1990´erne med åbningen af det østeuropæiske marked og på et tidspunkt, hvor velfærdsydelserne ikke var skåret så meget ned som nu. Tilsvarende var det fri markeds liberalisering heller ikke så vidt fremskreden. Vores velstand har været baseret på den enorme genopbygning af Europa efter den 2. Verdenskrig og dernæst i første omgang på åbningen af de østeuropæiske markeder, samt de handelsaftaler, som EU har indgået med USA, Kina og andre store nationer.

I et samfund hvor Velfærdsstaten er fuldstændig finansieret over skatterne, der retter opmærksomheden sig i trange tider mod de grupper, som har adgang til velfærdsydelserne men af forskellige årsager ikke har bidraget så meget til Velfærdsstatens finansiering. Det er en reel diskussion, men politikerne har overdrevet problematikken og malet alt i sort og hvidt med det resultat, at udlændinge og især dem med muslimsk baggrund nu ses som en trussel mod hele det danske samfund.

Danmarks valgte i 1990 ´erne at slå ind på en forsvarspolitik, hvor vi i stigende grad skulle blande os i fjerne landes indre anliggender, med det formål " at styrke demokratiet " og ikke mindst reelt udføre opgaver for USA vores sikkerhedspolitiske beskytter. Vi har således været involveret i Afghanistan og Irak. Involveringen er sket for Iraks tilfælde på et grundlag, som ikke var godkendt af FN. Denne involvering har syltet os ind i konflikterne i Mellemøsten og nu står der vi der med IS til halsen.

Med Donald Trumps retorik kan jeg godt have min ærlige tvivl om garantierne for Danmarks sikkerhed fra USA side reelt er noget værd eller om der er tale om tom retorik ?. Vil USA gribe militært ind, hvis Danmark gradvist indrulles i den russiske interesses færre ? eller vil USA nøjes med den billige løsning overtage Grønland få GB til at besætte Færøerne og så føre krig mod det centrale Europa, hvor russiske og amerikanske interesser støder sammen. Og den krig, hvor vil den efterlade Danmark og Europa i hvilken forfatning ? Vi erindrer vel stadigvæk synet af det fuldstændig ødelagte Centraleuropa og det forarmede England efter den 2 Verdenskrigs afslutning.

Danmark er allerede i dag nød til at indrette sig på realiteterne, at mindre end 1.000 km væk ligger den militære supermagt Rusland med et arsenal af moderne Kernevåben, der giver Rusland massiv indfllydelse allerede nu på hele Europa. Danmark vil reelt intet kunne stille op til at forsvare sig, hvis vi havner i en krig med Rusland. Vi er for tæt beliggende for små og umulige at undsætte militært. De nyeste avanceret russiske missiler er supersoniske og kan flyve med en hastighed på 5 gange lydens hastighed. De er umulige at forsvare sig imod set i et dansk perspektiv. Et dansk forsvar, der kan matche denne militære overlegenhed fra Ruslands side vil kræve en finansiering og investeringer på op imod 5% af BNP eller mere.

Det er for mig at se den vigtigste sikkerhedspolitiske trussel Danmark skal forholde sig til i det næste årti ikke truslen fra en fanatisk sekt af islamister i Syrien og Irak.

Der er et massivt behov for, at dialogen mellem USA og Rusland genoptages, at der igen indgås forpligtende aftaler, som afholder fra brug af Kernevåben og for yderligere oprustning med disse altødelæggende våben. Der er brug for en tillidsskabende dialog mellem USA, EU og Rusland og på længere sigt en dialog om, hvorledes de mere globale udfordringer Klima, flygtninge, Mellemøsten løses på en måde, så supermagterne tager hensyn til hinanden fremfor at skærpe deres modsætninger.

Måske bliver det ikke i min tid, men jeg håber inderligt på en reformkurs i Rusland efter Vladimir Putin, som kan åbne døren for det her projekt. Jeg håber også på et Præsidentskifte i USA vil valget i år 2020, som kan indlede en ny fase i forholdet mellem Rusland og USA. Vi må overbevise russerne om, at det ikke er vores intention at bryde deres store stolte land op i små stater og at vi respekterer de russiske grænser, som de er nu ( Krim halvøen fraregnet det er et internationalt stridsspørgsmål fortsat ).

I stedet for at bruge alle vores ressourcer på at sømme landet til for udlændinge og føre endeløse diskussioner om hvorvidt vores samfund kan rumme 10.000 muslimer, så ønsker jeg mig en debat om de langt større og mere reelle trusler for Danmark i årene fremover.

Klimaforandringerne.
Forholdet til supermagten Rusland.
Forholdet til vores sikkerhedspolitiske garant og beskytter USA.
Vores plads i det europæiske fællesskab uden GB.

Godt Nytår 2020 til Jer Alle indfødte danskere som indvandrere

Håbet kan ingen tage fra os.

VH
KFK

Søren Jensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Og det bliver kun værre for Danmark - med MF, som populist og autokrat.

Kære Jan Weber Fritsbøger. Jeg mener ikke dig specifikt eller for den sags skyld fattige generelt. Jeg taler om at en stigende andel af befolkningen er begyndt at føle sig marginaliserede. Den andel er blevet for stor, så tippes balancen og stemmerne flyder i armene på protest partier. En væsentlig del af de mennesker kommer fra middelklassen, men føler sig truede eller udkonkurrerede, grundet strukturelle ænderinger i samfundet, velfærdsfordelingen og retorik. Det er ikke mennesker, som er specielt idealistiske, det er almindelige danskere, der bare vil leve et almindeligt liv og have det godt, men som nu føler sig udfordrede. De synes de gør hvad de skal, det er ikke deres skyldes at de synes de har fået det sværere... hvis er det så? DF og andre propagande partier leverer en syndebuk, lige som Hitler gjorde. "Det er de anderledes skyld, det er de fremmedes skyld, det er dem med den forkerte hudfarver og den forkerte kultur, dem vi nemt kan få øje på. De kommer her og tager fra os og det er derfor du har det svært. De er truslen, dem og deres kumpaner; de latte drikkende bedrevidende københavnere, som altid skal fortælle os at vi er dumme og har de forkerte holdninger. Det er deres skyld at du har skidt, ikke din".

Kim Folke Knudsen

Jeg fik desværre beskrevet det russiske Avantgarde missil, som et missil der flyver 5 gange lydens hastighed. Hastigheden for missilet er ifølge Wikipedia GB 11.200 km/t. Missilet er indrettet, så det desintegreres og missilhovedet flyver videre med intelligent styring f.eks udenom forsvarsmissilssystemer.

Missilet kan armeres med Kernevåben og er set med russisk målestok et stort teknisk fremskridt, da det udmanøvrerer amerikanske forsvarssystemer mod interkontinentale missiler. Med den hastighed vil et missil kunne ramme Danmark på under 10 minutter. Ingen tid til forberedelse ingen tid til evakuering.

https://en.wikipedia.org/wiki/Avangard_(hypersonic_glide_vehicle)

Det hele illustrerer det militære vanvid som USA og det militærindustrielle kompleks og tilsvarende Rusland, hvis økonomi på længere sigt slet ikke kan bære et våbenkapløb. Der er brug for 1980´ernes fredsbevægelse i dag. Den amerikanske Præsident Donald Trump og hans enegang herunder ikke mindst afviklingen af internationale aftaler om Kernevåben er en stor trussel mod hele Verdenssamfundet mod civilisationen. Hvis en krig bryder ud som følge af en misforståelse eller en softwarefejl er konsekvenserne helt uoverskuelige for menneskeheden ja for livet på Jorden.

Set i det lys er det tragikomisk at se danske journalister dyrke et par forhærdede og ensomme terrorrister, der misbruger Islam som tro og fremstille dette som den største nationale trussel mod Danmarks uafhængighed og fremtid. Nuvel et terrorangreb vil være modbydeligt og forfærdeligt her i landet, men det vil ikke få Danmark til at ophøre med at eksistere tvært imod det vil forene os i kampen for at bevare det demokratiske Danmark, som det store flertal af os holder uendeligt meget af.

Men oprustningsvanviddet og den blinde danske støtte til at være vasal af Donald Trump og et militaristisk drevent USA, hvis økonomi i den grad er styret af det militærindustrielle kompleks. Det er den sande trussel mod Danmarks fremtid. Rusland er et stort rige, og jeg frygter at tankegangen i Rusland bevæger sig omkring den behandling, som det tyske Kejserrige og Østrig Ungarn fik ved afslutningen af den 1. Verdenskrig. Her var det vestmagternes især Frankrigs forsættelige ønske at opløse og afvikle det multietniske Østrig Ungarske Monarki og at straffe Tyskland så hårdt, at selve nationen skulle gå i indre opløsning i anarki og småstater. Det var drivkraften bag Adolf Hitlers politiske sejrsmarch fra 1933 af. Uden Versailles Traktatens ydmygende bestemmelser var Adolf Hitler forblevet en parentes en postkorts maler uden politisk betydning i 1920´ernes og 1930´ernes historie.

Desværre ser vi i dag lignende politiske skaktræk begået af USA og dets allierede overfor Rusland. De hovedløse forsøg på at indlemme Georgien og Ukraine i NATO er et helt klart led i en strategisk tankegang, som går ud på at splitte det russiske folk og at likvidere Rusland som nation. De skal ligesom de to forrige dynastier fra 1918 Kejserriget Tyskland og Østrig Ungarn afvikles og gevinsten ja den kan alle jo se. USA forbliver ene supermagt, så snart landet har vundet sammenstødet med Kina.

Derfor er det vigtigt at garantere et samarbejde med Rusland, Europas største nation, en nation i den europæiske familie og ikke udenfor, som rækker helt ind i Asien og vise, at vi ikke er ude på at anfægte det nuværende Ruslands grænser og ej heller vil intervenere i russisk indenrigspolitik. Krim spørgsmålet må løses ved en international konference og på de principper som Woodrow Wilson USA´s præsident selv fastlagde op til Versailles Traktaten i 1919 folkenes ret til selvbestemmelse. Altså der afholdes en hemmelig og fri afstemning om Krims tilhørsforhold til Ukraine eller Rusland. Begge nationer accepterer resultatet af afstemningen, som skal være garanteret af FN. Begge nationer garanterer alle etniske mindretal, som måtte være tilstede på begge sider af en fremtidig endelig grænse mellem Ukraine og Rusland.

Det kan lyde som en utopi ja det er det for øjeblikket, men det er en nødvendighed. Ingen russer eller ukrainer vil kunne se sig selv i en omfattende krig med Kernevåben brugt mod de to landes folk, for dertil hører nationerne og deres folk sammen bundet sammen af århundreders tragisk historie.

Den russiske oprustning og den med tiden skarpere retorik fra Rusland er en konsekvens af denne omklamringspolitik overfor Rusland, som USA har bedrevet og bedriver stadigvæk. Versailles traktatens urimelige ydmygelser overfor to store nationer viser hvor farligt sådan et spil kan være. For det er ikke sikkert og garanteret at en velovervejet og globalt velorienteret Statsmand som Vladimir Putin i fremtiden vil være i spidsen for et trængt og destabiliseret Rusland. Lær af historien og lad ikke våbnenes magt tale men dialogen mellem folkeslagene udvikle sig.

Mit ønske om at Fredsbevægelsen igen må indtage sin plads i dette spørgsmål og køle den vanvittige retorik mod Rusland ned til et punkt, hvor en dialog kan indledes, som er til alles gavn i fremtiden.

Godt Nytår 2020 til Jer Alle.

VH
KFK

@ Kim Folke Knudsen
Giver det mening at overføre gammeldags koldkrigs paranoia til nuværende verdenspolitisk tilstand? Hvorfor ville Rusland være interesseret i at ødelægge Europa når den er langt den vigtigste markedet for Rusland og dens gas eksport? I gammeldags var det ideologien man kunne frygte ville kunne være dynamoen bag en Sovjet forsøg på at indtage Europa ligesom det var en Nazi ideologi der inspirerede Tyskland under Hitler til at forsøge sig med verdensherredom men disse ideologier eksisterer ikke mere. Rusland med en befolkning på under 150 mio ønsker sandsynligvis at være mere som Europa med sin 500 mio indbyggere og dens velstand. Den kan den ikke opnå ved at spille dominerende militært. Putin er ikke Trump. Han ville ikke save over grenen han selv sidder på. Den historiske epoke hvor nationer overrendte nabolande, plyndrede og koloniserede dem eller holdte dem som vassal stater er passé, eller undtagelsesvis foregår i langt mindre udviklede dele af verden. Så medmindre Rusland begynde at dyrke en Nazi lignende ideologi til salg i Europa hvilke interesser kunne Rusland have for at ville dominere Europa militært?

Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar