Nyhed
Læsetid: 3 min.

Politikere kræver større gennemsigtighed med problematiske EU-meningsmålinger

Informations afdækning af alvorlige problemer med EU’s officielle meningsmålinger får nu flere EU-parlamentarikere til at kræve mere indsigt i undersøgelsens metoder – og overveje om EU fortsat skal udarbejde dem
»EU har gjort sig til talsmand for at bekæmpe fake news og så spreder man tal, som vel egentlig er fake news,« siger medlem af europarlamentet Peter Kofod (DF).

»EU har gjort sig til talsmand for at bekæmpe fake news og så spreder man tal, som vel egentlig er fake news,« siger medlem af europarlamentet Peter Kofod (DF).

Maria Albrechtsen Mortensen

Indland
5. december 2019

»Virkelig kritisk,« »en kæmpe historie« og »vigtig faglig kritik«.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten, efter at Information tirsdag via en aktindsigt kunne afsløre, at der ifølge eksperter er alvorlige problemer med EU’s officielle meningsmålinger, Eurobarometer.

I en række EU-lande er svarprocenterne så lave, at de er stærkt problematiske at bruge. Alligevel refererer medier, politikere og andre institutioner ofte målingerne. Problemerne betyder, at målingerne formentlig overvurderer de europæiske befolkningers opbakning til unionen.

»Det her er møghamrende kritisk og ærgerligt. Hvis de her tal kan drages i tvivl, så kan konklusionerne også drages i tvivl,« siger medlem af Europaparlamentet for De Radikale, Morten Helveg Petersen.

Eurobarometer-undersøgelsen fra begyndelsen af 2018 er den seneste, der er opgjort svarprocenter fra. Her var tallene i flere europæiske lande et godt stykke under de 45-50 procent, som eksperter vurderer, en undersøgelse bør ligge på for at være repræsentativ. I Danmark var svarprocenten 28, mens den laveste var Tyskland med en svarprocent på 15.

Undersøgelsens metode møder kritik fra eksperterne, fordi målingerne udelukkende er baseret på fysiske interview med borgere i deres hjem. Eftersom de mest EU-kritiske borgere typisk kan forventes at være mindre tilbøjelige til at deltage i store interview om EU, risikerer det at skævvride resultaterne i undersøgelsen yderligere, når svarprocenten er så langt under det anbefalede minimum.

Det gør situationen særligt problematisk, mener Dansk Folkeparti, der nu vil stille spørgsmål til EU-Kommissionen om undersøgelsens metoder og om, hvorvidt EU overhovedet skal blive ved med at udarbejde dem.

»Det er en kæmpe historie. De her tal bliver præsenteret som enormt saglige, objektive, rigtige og troværdige. EU har gjort sig til talsmand for at bekæmpe fake news og så spreder man tal, som vel egentlig er fake news,« siger medlem af europarlamentet Peter Kofod (DF).

Eurobarometer anerkender over for Information, at svarprocenten er faldet, men mener ikke, at det diskvalificerer resultaterne. I stedet henviser de i en mail til, at undersøgelsen ikke påstår at være statistik.

Eurobarometer skriver i mailen til Information, at de allerede har taget initiativer til at »forbedre kvaliteten af hele processen, som svarprocenten er et element af«. Man vil bruge mere tid på feltarbejde og inkludere færre spørgsmål, men der er ikke planer om at benytte web- eller telefoninterview, oplyser Eurobarometer.

Afskaf meningsmålinger

Men står det til Dansk Folkeparti og Enhedslisten burde man slet ikke tillægge Eurobarometer den betydning eller finansiering, som det har været tilfældet.

»Det kommer ikke som en overraskelse for mig. Det er ikke en undersøgelse, der har været omgærdet af stor respekt. Det er rigtig fint, at der nu er en faglig dokumentation for, at der ikke har været grund til at have respekt for undersøgelsen,« siger tidligere europaparlamentariker og i dag EU-ordfører Søren Søndergaard (EL).

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten fører som bekendt en EU-kritisk politisk linje. Begge partier  lægger vægt på, at tvivlen om Eurobarometer-undersøgelsen bestyrker den opfattelse, de har, når de møder vælgere. Der oplever de en større modstand og utilfredshed med EU, end undersøgelsen giver indtryk af.

»Det store problem er den måde, det er blevet udlagt på. Det er ekstremt vanskeligt at basere politik og historie på meningsmålinger. Jeg mener faktisk, at vi flere gange har foreslået, at det skulle skæres ned eller afskaffes,« siger Søren Søndergaard.

Han uddyber, at det »hele tiden« har været partiets opfattelse, at danskerne er mere EU-skeptiske end Eurobarometer har givet indtryk af. Omvendt afviser han, at kritikken nødvendigvis er en fordel for partiet, da det er uvist, om resultaterne ville se anderledes ud, hvis svarprocenten var højere.

Dansk Folkeparti forventer, at Eurobarometer og EU-Kommissionen ser nærmere på undersøgelsens validitet og metode, og at undersøgelsen fremover vil være mere gennemsigtig. Det samme gør De Radikale og Enhedslisten.

»Havde der været metodeåbenhed, havde det været nemt at se troværdigheden. Det her stinker langt væk af et system, der har brug for tal til at rose sig selv,« siger Peter Kofod.

Modsat andre store meningsmålinger som European Social Survey og den danske valgundersøgelse offentliggør Eurobarometer ikke deres svarprocenter, fordi tallene »let kan blive misforstået«, som de skriver i en e-mail til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Staffan Dahllöf

Fint nok, men hvem er ”Eurobarometer” som tilsyneladende svarer anonymt på på mail? Og mere interessant: Hvem i kommissionen er ansvarlig? Jeg er klar over at de fleste i det nye hold ikke kan stilles til svars, men der er jo flere genganger blandt dem, og mon ikke der er både generaldirektører og direktører med lov at udtale sig som sidder på de samme stole de har gjort i mange år. Om ikke andet så der jo altid talespersonstjenesten med døgnvagt og ret at udtale sig til citat.
Mvh
Staffan Dahllöf

Eva Schwanenflügel

Det er supervigtig kritik af Eurobarometer, Information her har gravet frem.
Igen, godt journalistisk arbejde :-)

Carsten Nørgaard

@Staffan Dahllöf

Eurobarometer hører under Europa-Kommissionens generaldirektorat for kommunikation.

Et af afdelingens ansvar er at »informere Kommissionen om holdninger i offentligheden og omdømmemæssige risici i EU-landene«. (De står i øvrigt også for Talsmandstjenesten.)

Der findes en samlet liste over afdelingens ansvarsområder her:

https://ec.europa.eu/info/departments/communication_da

Generaldirektoratet hører formelt under Europa-Kommissionens præsident, den nyligt tiltrådte Ursula von der Leyen, men hver afdeling har også sin egen generaldirektør.

Det er Pia Ahrenkilde Hansen (som er fra Danmark), der er generaldirektør for den afdeling, der er ansvarlig for Eurobarometer:

https://ec.europa.eu/info/departments/communication_da#leadership

Det har hun været siden den 16. marts 2019:

https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/cv-ahrenkilde-hansen-pia_en.pdf

Sixtine Bouygues (som er fra Frankrig) har været vicegeneraldirektør i afdelingen siden 16. december 2015:

https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/cv-sixtine-bouygues_en_0.pdf

Carsten Nørgaard

Europa-Kommissionen har forsvaret Eurobarometer efter kritikken fra Information (men svarer i virkeligheden ikke på den kritik, der er bragt):

https://euobserver.com/institutional/146834

The commission said respondents are not told in the beginning of their face-to-face interview that the survey is done for an EU institution in order to avoid such bias.

"The Eurobarometer survey is a reliable instrument to measure the state of public opinion in the EU over time," commission spokeswoman Dana Spinant said.

"There is no evidence that people that are most likely to complete Eurobarometer surveys are actually the ones that are more positive to the EU, we have not seen such evidence," she added.

The standard Eurobarometer is conducted twice a year on public opinion trends in member states and the EU, with each survey consisting of around a 1,000 face-to-face interviews per country.

Other, more specific and faster surveys, the flash Eurobarometers, are done through "ad hoc thematic telephone interviews", according to Eurobarometer.

"Eurobarometer is not a tool to collect statistics, it rather provides a snapshot of public opinion perceptions at a give time," Spinant added.