Nyhed
Læsetid: 4 min.

Professor: Vi har brug for at få moderniseret psykiatrien

På baggrund af Informations nylige artikler om 16-årige Julie, der tog sit eget liv under en indlæggelse, giver to eksperter deres bud på, hvad der bør indgå i det varslede løft af det psykiatriske område
I forlængelse af Informations artikler om den 16-årige Julie, der begik selvmord, kommer en professor og en generealsekretær med deres bud på, hvad det økonomiske løft af psykiatrien skal bruges på.

I forlængelse af Informations artikler om den 16-årige Julie, der begik selvmord, kommer en professor og en generealsekretær med deres bud på, hvad det økonomiske løft af psykiatrien skal bruges på.

Vibeke Volder

Indland
13. december 2019

Til foråret vil regeringen indbyde til politiske forhandlinger om en tiårig plan for psykiatrien. Det fremgår af finanslovsaftalen, at der årligt fra 2020 skal afsættes 600 millioner kroner til området. Hvad skal pengene bruges til?

Professor og klinisk psykolog ved Aalborg Universitet Bo Møhl foreslår, at nogle af pengene bruges til at »få bedret overgangen fra psykiatrien til bostederne«. Han er medredaktør af Grundbog i Psykiatri og har – sammen med generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaard – udtalt sig til Informations to artikler om den 16-årige Julie, der efter talrige tilfælde af selvskade og mange selvmordsforsøg tog sit eget liv i februar 2018, mens hun var indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk center på Glostrup Hospital.

Information har derfor bedt de to om at give deres bud på, hvad der på baggrund af Julies historie bør indgå i et kommende løft af psykiatrien.

Ifølge Bo Møhl sker der ofte »tab af viden og kompetence, når den unge bliver flyttet fra en del af det psykiatriske behandlingssystem til en anden, for eksempel fra et hospital til et bosted. Og det er i de situationer, at der for ofte sker nogle forfærdelige ting.«

»Mange af de unge har som Julie angst for adskillelse og tab. De har derfor svært ved at knytte sig til nogen, fordi det er for smertefuldt for dem. Man burde prioritere at lave en mere glidende overgang fra den ene del til den anden del.«

– Hvordan kunne det foregå?

»Man kunne have personer, der kunne følge med fra psykiatrien til bostederne. De kunne komme med fagligt kvalificerede input om, hvordan man kan forvalte for eksempel den selvskadende adfærd hos en ung, sådan at man får en vis kontinuitet i behandlingsprincipperne,« siger Bo Møhl. For som han tilføjer:

»I dag er forholdene meget præget af behandling på kort sigt.«

Pårørende er en vigtig ressource

Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri peger først og fremmest på en forbedring af forholdet mellem det psykiatriske system og de pårørende – det være sig forældre, søskende, børn, ægtefæller eller samlevere.

»Der er mange store undersøgelser, der viser, at de pårørende til en psykisk syg er en vigtig ressource, og at hvis de inddrages på den rigtige måde, så medvirker de til, at den psykisk syge kan blive rask og hurtigt lande på benene igen,« siger han.

Han lægger vægt på, at et tæt og godt samarbejde mellem psykiatrien og de pårørende derfor skal adresseres i den kommende tiårsplan.

»De pårørende ved meget om den psykisk syge og har ofte mange ressourcer, i hvert fald i begyndelsen. Hvordan passer man så på dem undervejs i et forløb, der ofte kan være langvarigt, så de ikke braser sammen? Undersøgelser viser også, at pårørende har let ved at få PTSD-lignende reaktioner på grund af den store belastning, som psykisk sygdom i familien kan være.«

Dernæst nævner han muligheden for en second opinion i forhold til en tilbudt behandling til en psykisk syg. I Norge er der for halvandet år siden indført en ret til at vælge en anden type behandling for psykisk syge, end den der bliver forslået, oplyser Thorstein Theilgaard.

»Også i Danmark kunne det være interessant at få adgang til en second opinion om, hvad en psykisk syg patient fejler. Den norske model er en erkendelse af, at når man tilbyder en behandling til en psykisk syg, baserer det sig på en vurdering af det pågældende menneske og de symptomer, vedkommende har. Men deri ligger, at man også kan tage fejl, « siger Thorsten Theilgaard og fortsætter:

»For med psykisk sygdom er det jo ikke sådan, at man bare kan lave en scanning eller tage en blodprøve. Det kan sagtens være, at den tilbudte behandling er den rigtige, men muligheden for en second opinion kan være med til at skabe mere tryghed for den enkelte og ligeledes kunne medvirke til, at den psykisk syge selv kommer mere på banen.«

Flere tilbud end kun medicin

Endelig peger Thorstein Theilgaard på en »udvidelse af behandlingspaletten«.

»I Danmark er vi lidt for dygtige til kun at have én type indgang til behandling af en psykisk syg: medicin. Medicin kommer let til at stå meget alene. Men sagen er, at der er rigtig mange andre redskaber, som også er virkningsfulde. Det kan for eksempel være samtaleterapi eller motion. Så den kommende psykiatriplan må meget gerne åbne op for flere typer behandling med flere facetter, som så også vil kunne tilpasses mere individuelt til den enkelte psykisk syge – i stedet for standardbehandlingen, som er piller.«

Det er Bo Møhl helt enig i.

»Flere penge løser i sig selv ikke nogen problemer. Vi har brug for at få moderniseret psykiatrien og få kigget mere på, hvad unge mennesker med psykiske lidelser har brug for, for det er ikke kun medicin. De har også brug for at møde nogen, der kan hjælpe dem med at få udviklet andre metoder til at håndtere deres følelser på end ved hjælp af spiseforstyrrelser og selvskade,« siger Bo Møhl og tilføjer:

»Vi skal have ind i systemet, at vi arbejder anderledes med alle de ting, så der ikke kun er den farmakologiske behandling. Vi har brug for nogen, der ved noget om det, og som kan forstå, hvad der sker inde i og omkring den unge. Der er et stort behov for også at kigge på den sociale side, altså inddrage også socialrådgivere, adfærdsterapeuter, psykologer, og at man arbejder meget mere tværfagligt.«

– Kunne det have hjulpet Julie?

»Jeg vil sige ja. Jeg har tænkt meget over hendes historie. Men vi skal også gøre os klart, at det vil tage tid at udvikle en lidt bredere vinkel i psykiatrien. Vi skal med digteren Rilkes ord ikke tale om mennesker i flertalsformer, men kun om mennesker i utallige entalsformer. Det perspektiv skal vi have ind i psykiatrien.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

måske har psykiatrien større focus på behandlerne end klienterne.
Bare et gæt...?

For mig er det vigtigere at vi får bremset den uheldige sammenblanding af somatiske og psykiske sygdomme i sundhedsvæsnet.
Hvis alle med uafklarede smerter og deslige fremover skal behandles efter den bio-psyko-sociale model, så bliver der meget lidt rum og plads til folk med klassiske psykiatriske lidelser.

Ikke et ondt ord om Recovery tilgang, for det er der bestemt brug for, og - brugte efter hensigten - har den vist sit værd, og hjulpet mange til en bedre livskvalitet. Problemet er måske at Recovery betyder ikke recovery, på almenforståelig engelsk, det betyder noget andet, som ikke altid er lige med helbredelse.

I kommunerne, hvor Recovery er gået sin sejrsgang, kan denne subtil nuance i brug af ordet være gået næsen forbi mange af de ansatte som ikke nødvendigvis er særlig fortrolig med psykiatriens begrebs verden og paradokser. Især ved beskæftigelses afdelingernes indsatser, lader det til at man har en forventning om at alle psykiske syge under 40 år, har potentiale til at blive helt rask, og komme i fast ansættelse, og er de ikke det så er det en selvfølge at det må være sådan fordi ikke alle behandlings muligheder har været udtømte. Og hvis behandlerne ikke kan pege på en behandlingsmulighed, der endnu ikke er blevet afprøvet, så må det være fordi behandlerne er bagud og trænger til at blive opdateret.

På sin vis er det selvfølgelig meget sympatisk at man ikke i en alder af 25 år afskrives, som for kronisk syg til give håb om væsentlig bedring, men slagsiden af denne holdning er, at man som syg bliver fastholdt i en beskæftigelsescirkus, som for de virkelige skrøbelige kan være mere helbredsskadende end helende.

For en væsentlig element i Recovery tilgang er at man har lov at være og blive mødt der, hvor man er her og nu, og kan blive med at have lov til det. Altså, ingen pres til en forventning om, at om to måneder skal man kunne være et andet sted hvis kommunen vælger at gå ind og bruge ressourcer på et Recovery forløb.

Der er to grundlæggende problemer psykiatrien skal overkomme hvis en væsentlig bedring i indsatsen skulle kunne ske så de psykiske syge virkelig ville kunne mærke det. Det første nævnes af artiklen og som er overgangen mellem de to sektorer. Problemet er i høj grad skabt af kommunalreformen og den kunstig inddeling af psykiatrien i behandlings og rehabiliterings psykiatri. Det har ført til opbygningen af en usynlig mur som stopper Recovery tilgang fra at infiltrere i behandlingspsykiatri, og den mere klassiske psykiatriske psykopatologiske tilgang fra at gøre sig gældende i rehabiliteringspsykiatri. Hver sektor insisterer på at tale sit eget sprog og kan derfor ikke finde ud af at samarbejde på tværs andet end rent formelt og administrativt, og selv der halter det.

Det andet gælder mest kun for behandlingspsykiatri og gælder et begrebsfænomen der opstod i 60'erne efter fremkomsten af den gren af psykologi kendt som adfærdspsykologi, og den store indflydelse den udgydede en stund, og som også påvirkede psykiatrien. Efter adfærdspsykologiens indflydelse gik psykiatrien 'operationelt'. dvs man i høj grad opgav tidligere epokers bestræbelser efter at forstå sygdommernes manifestationer indenfor en psykopatologi forankret i en eller anden anerkendt filosofiske ramme, og i stedet løsrev psykopatologien og gav den et nyt hjem indenfor en forud beskrevne adfærdskodeks, som gerne skulle kunne rumme alle de kendte symptomer, som så derefter kunne rangordnes og pege på en tilsvarende operationel kodeks til en systematiseret behandlings regi.

Den har ført til diagnose manualer, der bliver mere og mere virkelighedsfjerne med hver ny udgave, og som patologiserer større og større lunser af den almen menneskelige eksistens og dens trængsler. Projektet har været frustreret af at hverken avancerede scannings teknologi eller blodprøver har givet mulighed for inkontrovertible diagnosticering, og derfor har man opfundet flere hundrede skalaer, der bygger på udspørgelses skemaer, hvor håbet er at disse kan bruges rimelig nøjagtigt til at matche symptomatologien med en kodeks i diagnose manualen, ligesom hvis det var en blodprøve man havde taget.

Projektet bygges altså på en illusion om at disse metoder kan neutralisere observer bias og at diagnoser bliver derved helt objektive. Men det har spillet fallit og er løbet ude af kontrol, diagnoser spyttes ud som på samlebånd, med regeringens og Sundhedsstyrelsen velvilje og endda tilskyndelse, for fra politisk side er udredning og diagnosticering lige med produktivitet og effektivitet, og det er disse ting de ynder at kunne måle på. Så det kan ikke rigtig undre at psykiatrien er i krise, man når ikke længere ind til kernen, men forsøger i stedet at tage symptomerne for hvad de er eller udmønter sig for at være uden at spørge for meget ind til hvorfor de er, for det har diagnosen forklaret os, vi behøver ikke patientens forklaring på det. Og for hver diagnose er der selvfølgelig en allerede færdiggjort opskrift på en behandling, som yderste sjældent ikke indebærer en medikamentel indsats af den ene eller anden slags.

Psykiatrien har med politisk godkendelse malet sig op i et hjørne og skal nu paradoksalt nok række længere tilbage i sin egne historie for at finde den nødvendige inspiration til at gøre op med de sidste 50 års modernisering og begynde en nye moderniseringsfase der har genetableret forbindelse til sin egne rødder.