Læsetid: 4 min.

Professor: Vi har brug for at få moderniseret psykiatrien

På baggrund af Informations nylige artikler om 16-årige Julie, der tog sit eget liv under en indlæggelse, giver to eksperter deres bud på, hvad der bør indgå i det varslede løft af det psykiatriske område
I forlængelse af Informations artikler om den 16-årige Julie, der begik selvmord, kommer en professor og en generealsekretær med deres bud på, hvad det økonomiske løft af psykiatrien skal bruges på.

I forlængelse af Informations artikler om den 16-årige Julie, der begik selvmord, kommer en professor og en generealsekretær med deres bud på, hvad det økonomiske løft af psykiatrien skal bruges på.

Vibeke Volder

13. december 2019

Til foråret vil regeringen indbyde til politiske forhandlinger om en tiårig plan for psykiatrien. Det fremgår af finanslovsaftalen, at der årligt fra 2020 skal afsættes 600 millioner kroner til området. Hvad skal pengene bruges til?

Professor og klinisk psykolog ved Aalborg Universitet Bo Møhl foreslår, at nogle af pengene bruges til at »få bedret overgangen fra psykiatrien til bostederne«. Han er medredaktør af Grundbog i Psykiatri og har – sammen med generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaard – udtalt sig til Informations to artikler om den 16-årige Julie, der efter talrige tilfælde af selvskade og mange selvmordsforsøg tog sit eget liv i februar 2018, mens hun var indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk center på Glostrup Hospital.

Information har derfor bedt de to om at give deres bud på, hvad der på baggrund af Julies historie bør indgå i et kommende løft af psykiatrien.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

For mig er det vigtigere at vi får bremset den uheldige sammenblanding af somatiske og psykiske sygdomme i sundhedsvæsnet.
Hvis alle med uafklarede smerter og deslige fremover skal behandles efter den bio-psyko-sociale model, så bliver der meget lidt rum og plads til folk med klassiske psykiatriske lidelser.

Ikke et ondt ord om Recovery tilgang, for det er der bestemt brug for, og - brugte efter hensigten - har den vist sit værd, og hjulpet mange til en bedre livskvalitet. Problemet er måske at Recovery betyder ikke recovery, på almenforståelig engelsk, det betyder noget andet, som ikke altid er lige med helbredelse.

I kommunerne, hvor Recovery er gået sin sejrsgang, kan denne subtil nuance i brug af ordet være gået næsen forbi mange af de ansatte som ikke nødvendigvis er særlig fortrolig med psykiatriens begrebs verden og paradokser. Især ved beskæftigelses afdelingernes indsatser, lader det til at man har en forventning om at alle psykiske syge under 40 år, har potentiale til at blive helt rask, og komme i fast ansættelse, og er de ikke det så er det en selvfølge at det må være sådan fordi ikke alle behandlings muligheder har været udtømte. Og hvis behandlerne ikke kan pege på en behandlingsmulighed, der endnu ikke er blevet afprøvet, så må det være fordi behandlerne er bagud og trænger til at blive opdateret.

På sin vis er det selvfølgelig meget sympatisk at man ikke i en alder af 25 år afskrives, som for kronisk syg til give håb om væsentlig bedring, men slagsiden af denne holdning er, at man som syg bliver fastholdt i en beskæftigelsescirkus, som for de virkelige skrøbelige kan være mere helbredsskadende end helende.

For en væsentlig element i Recovery tilgang er at man har lov at være og blive mødt der, hvor man er her og nu, og kan blive med at have lov til det. Altså, ingen pres til en forventning om, at om to måneder skal man kunne være et andet sted hvis kommunen vælger at gå ind og bruge ressourcer på et Recovery forløb.

Der er to grundlæggende problemer psykiatrien skal overkomme hvis en væsentlig bedring i indsatsen skulle kunne ske så de psykiske syge virkelig ville kunne mærke det. Det første nævnes af artiklen og som er overgangen mellem de to sektorer. Problemet er i høj grad skabt af kommunalreformen og den kunstig inddeling af psykiatrien i behandlings og rehabiliterings psykiatri. Det har ført til opbygningen af en usynlig mur som stopper Recovery tilgang fra at infiltrere i behandlingspsykiatri, og den mere klassiske psykiatriske psykopatologiske tilgang fra at gøre sig gældende i rehabiliteringspsykiatri. Hver sektor insisterer på at tale sit eget sprog og kan derfor ikke finde ud af at samarbejde på tværs andet end rent formelt og administrativt, og selv der halter det.

Det andet gælder mest kun for behandlingspsykiatri og gælder et begrebsfænomen der opstod i 60'erne efter fremkomsten af den gren af psykologi kendt som adfærdspsykologi, og den store indflydelse den udgydede en stund, og som også påvirkede psykiatrien. Efter adfærdspsykologiens indflydelse gik psykiatrien 'operationelt'. dvs man i høj grad opgav tidligere epokers bestræbelser efter at forstå sygdommernes manifestationer indenfor en psykopatologi forankret i en eller anden anerkendt filosofiske ramme, og i stedet løsrev psykopatologien og gav den et nyt hjem indenfor en forud beskrevne adfærdskodeks, som gerne skulle kunne rumme alle de kendte symptomer, som så derefter kunne rangordnes og pege på en tilsvarende operationel kodeks til en systematiseret behandlings regi.

Den har ført til diagnose manualer, der bliver mere og mere virkelighedsfjerne med hver ny udgave, og som patologiserer større og større lunser af den almen menneskelige eksistens og dens trængsler. Projektet har været frustreret af at hverken avancerede scannings teknologi eller blodprøver har givet mulighed for inkontrovertible diagnosticering, og derfor har man opfundet flere hundrede skalaer, der bygger på udspørgelses skemaer, hvor håbet er at disse kan bruges rimelig nøjagtigt til at matche symptomatologien med en kodeks i diagnose manualen, ligesom hvis det var en blodprøve man havde taget.

Projektet bygges altså på en illusion om at disse metoder kan neutralisere observer bias og at diagnoser bliver derved helt objektive. Men det har spillet fallit og er løbet ude af kontrol, diagnoser spyttes ud som på samlebånd, med regeringens og Sundhedsstyrelsen velvilje og endda tilskyndelse, for fra politisk side er udredning og diagnosticering lige med produktivitet og effektivitet, og det er disse ting de ynder at kunne måle på. Så det kan ikke rigtig undre at psykiatrien er i krise, man når ikke længere ind til kernen, men forsøger i stedet at tage symptomerne for hvad de er eller udmønter sig for at være uden at spørge for meget ind til hvorfor de er, for det har diagnosen forklaret os, vi behøver ikke patientens forklaring på det. Og for hver diagnose er der selvfølgelig en allerede færdiggjort opskrift på en behandling, som yderste sjældent ikke indebærer en medikamentel indsats af den ene eller anden slags.

Psykiatrien har med politisk godkendelse malet sig op i et hjørne og skal nu paradoksalt nok række længere tilbage i sin egne historie for at finde den nødvendige inspiration til at gøre op med de sidste 50 års modernisering og begynde en nye moderniseringsfase der har genetableret forbindelse til sin egne rødder.