Analyse
Læsetid: 4 min.

Uden en dyst om udlændinge blev finansloven fredelig

For første gang i næsten to årtier har udlændingepolitikken mistet sin elektricitet på Christiansborg: Det parlamentariske drama om flygtninge og indvandrere har toppet, og derfor har S-regeringen i år kunnet lave en fredelig finanslov – uden at måtte give kontroversielle indrømmelser til de rød-grønne støttepartier
De politiske ledere fra støttepartierne står skulder om skulder med finansminister Nicolai Wammen, da de præsenterer finansloven for 2020 sent mandag aften. En finanslov uden de store udlændingepolitiske tiltag 

De politiske ledere fra støttepartierne står skulder om skulder med finansminister Nicolai Wammen, da de præsenterer finansloven for 2020 sent mandag aften. En finanslov uden de store udlændingepolitiske tiltag 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
4. december 2019

Finansloven for 2020 markerer slutningen på en æra: Næsten to årtiers hoveddynamik i dansk politik har mistet sin mest balstyriske elektricitet. For første gang i mange år er stramninger i udlændingepolitikken ikke længere bindemidlet mellem forligspartierne bag finansloven. Tværtimod.

Den mørke magi virker næsten som forduftet på Christiansborg. Helt andre dagsordener har pludselig taget over, og udlændingepolitik er ikke længere det altopslugende omdrejningspunkt – hverken for støttepartiernes krav under forhandlingerne eller her i det endelige kompromis. S-regeringen har overlevet den første finanslov uden at måtte give køb på strammerlinjen.

Den opsigtsvækkende ro i udlændingepolitikken er hovednøglen til at forstå, hvorfor det har været muligt for finansminister Nicolai Wammen (S) at lande en så relativt harmonisk finanslov, hvor støttepartierne er endt med reelt kun at kræve, hvad de ret beset allerede havde fået lovning på under forhandlingerne om forståelsespapiret.

Siden det såkaldte ’systemskifte’ i 2001, hvor Venstres Anders Fogh Rasmussen vandt valget og blev statsminister på et løfte om stramninger, har udlændinge ellers rumsteret i samtlige finanslove. Men ikke længere. S-regeringen har på behændig vis undsluppet alle ubehageligheder.

I år har De Radikale og Enhedslisten begge undladt at insistere på vidtrækkende ændringer i udlændingepolitikken og har – i skarp kontrast til Dansk Folkeparti, som har været kendt for at tage finansloven som gidsel i udlændingepolitikken – valgt at kanalisere deres beskedne krav i nye retninger.

Små slag i luften

De indbyrdes uenigheder i udlændingepolitikken mellem på den ene side Socialdemokratiet, som for alvor er trådt i karakter som et strammerparti under Mette Frederiksens ledelse, og på den anden side De Radikale, som omvendt er søgt tilbage mod en mere kulturliberal position under Morten Østergaard, var udset til at skulle skabe betydelige problemer for S-regeringen. Sammenbruddet truede på forhånd.

I valgkampen i juni hvirvlede det således rundt med borgerlige skræmmekampagner om, hvad De Radikale og Enhedslisten ville kunne finde på at kræve af uhyrlige lempelser. Men nu, hvor finansloven er færdigforhandlet, må det konstateres, at forudsigelserne om parlamentarisk kaos var forkerte.

Udadtil lyder der stadig kritik af de senere års konstante stramninger, men når det kommer til stykket – som det i sandhed gør ved forhandlingerne om en finanslov – prioriteter De Radikale og Enhedslisten indadtil at få andre trofæer end kontramarkeringer i udlændingepolitikken.

Støttepartierne virker ganske enkelt til at have besindet sig på det, som statsminister Mette Frederiksen (S) kalder ‘mandaternes logik’, og derfor presser de ikke længere S-regeringen nævneværdigt på udlændingefronten. Asylreglerne og andre af de mere håndfaste elementer i den stramme udlændingepolitik vil derfor ikke blive ændret i de næste mange år. Hvis nogensinde.

På papiret er der ganske vist åbnet for enkelte lempelser i finansloven for 2020, for eksempel en reserve på 40 millioner kroner, som teoretisk giver Danmark mulighed for at kunne modtage op til 500 kvoteflygtninge i 2020. Men karakteristisk for årets finanslovsaftale er det endnu ikke besluttet, hvor mange kvoteflygtninge som rent faktisk skal komme. Og da denne beslutning suverænt er op til S-regeringen selv, er det mere end tvivlsomt, hvor mange af de afsatte penge som overhovedet vil blive brugt.

Taktisk tandløshed

Samme mønster præger beslutningen om at »afskaffe reserven til ekstraordinære indsatser i grænseområdet«, som det hedder i aftaleteksten. Formuleringen dækker over, hvordan grænsekontrollen fremover skal finansieres. På papiret kan det lyde markant, at pengene formelt ikke længere skal betales direkte via finansloven. Men i virkeligheden ændres grænsekontrollen ikke. Slet ikke.

Fremover vil pengene til at kontrollere udvalgte grænseovergange i Sønderjylland – og nu også langs vandgrænsen til Sverige – blot blive fundet i en regeringsreserve, formelt gennem et aktstykke i finansudvalget, som de borgerlige partier med statsgaranti vil stemme for.

De Radikale har således ikke formået at blokere for grænsekontrollen, kun skubbet rundt på regningen. For de rød-grønne støttepartier er formuleringerne om den fremtidige finansiering af grænsekontrollen i bedste fald kun symbolpolitisk, i værste fald komplet ligegyldig.

Paradoksalt nok er det dog netop denne form for taktisk tandløshed, som har gjort det muligt samtidig at åbne for finanslovens små skridt i retning af opfyldelse af forståelsespapirets målsætninger.

Uden dramaet om ’de fremmede’ har det været muligt for SF at prioritere småbørnene, for De Radikale at satse på uddannelse og for Enhedslisten at levere resultater for de psykisk sårbare.

Ydermere ser den nye rød-grønne dynamik allerede ud til at splitte den borgerlige opposition: Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, kan ikke få sig selv til at angribe S-regeringen for ’at åbne grænserne’ eller ’invitere hele verden indenfor’, som andre på højrefløjen.

Ellemann-Jensen er nemlig stort set enig med Mette Frederiksen i udlændingepolitikken, og derfor kan årets finanslov komme til at markere en gunstig milepæl for S-regeringen: De borgerlige har mistet en angrebsflanke, og støttepartierne er rykket videre til nye territorier.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja.
Det er vel - indtil videre i hvert fald - at R og EL har accepteret - anerkendt 'mandaternes logik' og kæmper på andre fronter...

- OG: er der så nogen; der nu vil begynde at tage et opgør med det både vanvittige og vanvittige dyre jobcenter-regime!?

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Carsten Wienholtz, Thomas Tanghus, Carsten Svendsen, Kim Houmøller og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

»Kontroversielle indrømmelser« at behandle mennesker som mennesker.

Det er den dystopiske tidslinje, vi lever i 2019.

Katrine Damm, Alvin Jensen, morten andersen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Thomas Tanghus og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Jeg har netop set en udsendelse om et befriende sammenhold i en keyniansk landsby. Eksisterer der sammenhold i Danmark? Vist ikke længere, hvor debatten er landet i en socialdemokratis intetsigende retorik.

At løse problemer med permanent grænsekontrol eller at tage imod 500 kvoteflygtninge er symbolpolitik. Der er ingen forskel. Det handler om at sætte danskernes følelser foran praktiske løsninger.

Eva Schwanenflügel

Katrine, fuldstændig rigtigt; vi skal have et hasteopgør med den sindssyge beskæftigelsespolitik, især for de syge og handicappedes skyld.

Men det er nok ikke helt nemt for Peter Hummelgaard, når det nu var hans chef der stod for nogle af uhyrlighederne som beskæftigelsesminister..

Det skriver Lisbeth Riisager Henriksen om her :

"Det haster med en livline til dødssyge borgere i beskæftigelsessystemet"

https://www.a4nu.dk/artikel/lisbeth-riisager-det-haster-med-en-livline-t...