Læsetid: 5 min.

3.871 børn blev anbragt i 2018, de fleste var drenge. Og andre fakta om udsatte børn

Misbrug og vold fylder ikke mest i begrundelserne for at anbringe børn uden for hjemmet, viser tal fra Danmarks Statistik. Her er, hvad du skal vide om anbringelser, tvangsfjernelser og bortadoption af udsatte børn
I sin nytårstale rettede statsminister Mette Frederiksen fokus mod »børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt«.

I sin nytårstale rettede statsminister Mette Frederiksen fokus mod »børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt«.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

3. januar 2020

2020 blev skudt i gang med, at statsminister Mette Frederiksen (S) satte udsatte børn på dagsordenen i sin nytårstale og rettede sit fokus mod »børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt«.

Mette Frederiksen talte om de flere tusinde børn, der ikke kan bo hjemme hos deres forældre, fordi forældrene ikke kan passe ordentligt på dem. Efter talen er debatten sat i gang om anbringelser uden for hjemmet, tvangsfjernelser og bortadoptioner.

Her er et overblik over, hvad der typisk sker, når børn bliver fjernet fra hjemmet.

Det er oftere drenge end piger, sagerne handler om. Drenge udgør typisk mellem 52 og 54 procent af alle anbringelser. 

I 2018 blev der iværksat anbringelser af i alt 3.871 børn og unge – og heraf var 2.051 altså drenge. Det er et fald i forhold til de seneste år, hvor der er blevet iværksat anbringelser for 4.100-4.300 børn og unge om året.

Myndighederne kan sagtens have anført to eller flere udslagsgivende årsager til at iværksætte en anbringelse af et barn. I 2018 blev der angivet 7.354 begrundelser i afgørelserne om de 3.871 børn, der blev anbragt uden for hjemmet.

Hvorfor bliver børn anbragt uden for hjemmet?

Som regel er det »bekymrende« eller »udadreagerende« adfærd fra barnets side, der bliver brugt som begrundelse for at iværksætte en anbringelse. Det viser en gennemgang af tallene for årsager til anbringelser uden for hjemmet i 2018.

En meget stor del af sagerne handler om »utilstrækkelig omsorg« eller »bekymrende adfærd hos forældrene«.

I lidt over syv procent af sagerne begrundes afgørelserne med misbrugsproblemer hos forældrene og i cirka 4,5 procent af sagerne er det de anbragte børn og unge selv, der har misbrugsproblemer.

Hvor mange sager begrundes med vold og overgreb?

Overgreb mod børn og unge – både seksuelle og voldelige – blev brugt som begrundelse i lidt over seks procent af de sager, der endte med en anbringelse uden for hjemmet i 2018.

I alt blev overgreb mod børnene brugt som den udslagsgivende årsag til anbringelsen i 237 af sagerne i 2018. Til sammenligning blev »højt konfliktniveau eller vold i hjemmet mellem voksne« brugt som begrundelse i flere sager, nemlig 370 af sagerne.

I hvilke typer sager fylder pigerne mest?

Det er lige præcis i sagerne om seksuelle eller voldelige overgreb mod børn, at pigerne fylder mest. I 2018 handlede næsten to tredjedele af disse sager om piger. Ellers fylder pigerne mest i sager om sundhedsforhold hos barnet, anden form for omsorgssvigt og de sager, hvor der er »uoplyst« begrundelse for anbringelserne.

Antallet af sager, der begrundes med, at barnet eller den unge selv er kriminel, udgør lidt over fem procent. Her er det næsten 85 procent af de anbragte børn og unge, der er drenge.

Hvor mange sager drejer det sig om?

I de seneste år er antallet af sager faldet, hvor børn og unge bliver anbragt uden for hjemmet.

Antallet af børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet, faldt fra 14.978 i 2011 til 13.823 i 2018. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tallene dækker børn og unge i alderen fra nul til 22 år. Unge på 18 år eller derover anbringes i efterværn.

I 2018 blev 517 børn i alderen nul til fem år og 582 børn i alderen seks til 11 år anbragt uden for hjemmet. Tilsvarende blev 1.745 børn og unge mellem 12 og 17 år og 1.026 unge over 18 år anbragt uden for hjemmet.

Hvad er en tvangsfjernelse?

Langt de fleste af sagerne om anbringelse uden for hjemmet er frivillige – det vil sige, at forældrene har givet samtykke til, at barnet fjernes fra hjemmet. Men cirka 14 procent af de børn, der er anbragt uden for hjemmet, er tvangsfjernet. Det kaldes også »anbringelse uden samtykke«.

Det er kommunerne, der afgør, om børn skal tvangsfjernes. Som regel bliver forældrene først vurderet, blandt andet ved samtaler med psykologer og ved observationer af samspillet med barnet. Derefter bliver sagerne fremlagt og afgjort i kommunernes børne- og ungeudvalg. Er barnet fyldt 12 år, har det krav på egen advokat i sagen.

Selv om antallet af anbringelser generelt er faldende, så er antallet af tvangsfjernelser samtidig stigende. Ankestyrelsen offentliggjorde i november 2019 en rapport om kommunernes praksis for »anbringelser uden samtykke«. Den rapport viser, at hvor der i 2010 blev fjernet 1.607 børn med tvang, så var tallet i 2017 steget til 2.572.

Hvad sker der, når forældrene klager?

Tal fra Ankestyrelsen viser, at forældre i perioden fra 2016 til 2018 klagede over akutte tvangsfjernelser i alt 229 gange. I 118 af disse sager – altså over halvdelen – fik forældrene medhold og beslutningen om tvangsfjernelse blev ophævet.

Hvor mange bliver tvangsbortadopteret?

Det er et godt spørgsmål. I forbindelse med en lovændring i 2014 fik Folketinget et resume af sager om adoption uden samtykke – altså sager, hvor børn bortadopteres uden de biologiske forældres samtykke.

Resumeet viste, at i perioden fra 2009 til november 2012 havde Ankestyrelsen behandlet 18 sager om 16 børn. Statsforvaltningen gennemførte i denne periode i alt 10 sager om adoption uden samtykke. Efter lovændringen har Ankestyrelsen og Familieretshuset ifølge et svar til Folketinget fra den 1. november 2019 truffet afgørelse om adoption uden samtykke vedrørende 35 børn i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 1. oktober 2019.

I sit svar til Folketinget skrev social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at der var blevet udstedt adoptionsbevilling til 18 af disse børn, og at 14 sager verserede ved domstolene. Derudover var to sager afgjort ved domstolene og afventede udstedelse af adoptionsbevilling.

Hvor mange udsatte børn er der i alt?

I alt vurderes det, at omkring 52.000 børn og unge er udsatte. Den 31. december 2018 modtog 51.613 udsatte børn og unge mindst én social støtteforanstaltning fra kommunen. Det svarer til 3,4 procent af alle nul til 22-årige i Danmark. De sociale støtteforanstaltninger er som regel forebyggende, men dækker også anbringelser.

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at forældre i perioden fra 2016 til 2018 fik medhold i over halvdelen af klager over tvangsfjernelser. Det er ikke korrekt. Ifølge Ankestyrelsen fik forældre i denne periode medhold i over halvdelen af klagerne over akutte tvangsfjernelser efter servicelovens §75. Men i forhold til de ”normale”, altså ikke-akutte tvangsfjernelser, dvs. anbringelse efter servicelovens §58, så bliver 98 procent stadfæstet i Ankestyrelsen.

Mette Frederiksens nytårstale er ifølge Lars Henrik Schmidt en markering af, at der er noget i vores alle sammens velfærdsstat, nemlig børnene, der sorterer under statsmagten og ikke bare hører ind under familiens rettigheder. På billedet ses et barn på et behandlingshjem for spædbørn af alkoholikere og misbrugere.
Læs også
Selv om vi har en af de grønneste regeringer i verden og aktuelt oplever en imponerende grøn mobilisering af hele samfundet, har vi ikke en af de grønneste statsledere i verden, skriver Rune Lykkeberg på lederplads.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Emil Davidsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Dorte Sørensen
Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Emil Davidsen, Maj-Britt Kent Hansen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mogens Fosgerau

Hvor mange sager mon der er, hvor

1. Barn med autisme/ADHD er i alvorlig mistrivsel
2. Kommunen ikke yder støtte
3. Barn bliver udadreagerende
4. Kommune yder stadig ikke støtte. Sagsbehandling er elendig, Kommune aner ikke et klap om psykiske handicaps.
5. Kommune "vurderer", at der er et opdragelsesproblem
6. Kommune tvangsfjerner.

Samme historie, hvis barnet ikke kommer i skole og kommunen giver forældrepålæg. Også en socialdemokratisk ide.

Per Kirk Jørgensen

Få akutte tvangssager ophæves
Flere har i denne tvangsanbringelsesdebat fremhævet tallet på “over halvdelen” af sagerne, der i Ankestyrelsen bliver ophævet, som det også ses i denne artikel. Dette tal gælder dog kun for akutte tvangssager, som der i perioden 2015-2017 har været ca. 260 af, hvoraf de 118 formelt blev ophævet af Ankestyrelsen, men i praksis er det meget færre sager det får konsekvenser i, fordi Ankestyrelse ofte hjemviser den akutte anbringelse på baggrund af en vurdering af at den ikke er akut, og samtidig stadfæster børn- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse, da de er enige i at der er et anbringelsesgrundlag. Tallet for hvor mange tvangsfjernelsessager der ophæves af Ankestyrelsen kendes indtil videre ikke, men det er efter min vurdering ikke særlig stort.

Hannibal Knudsen

Godt med alle disse præciseringer. Men hvorfor dog blive ved med at bruge den meget misvisende betegnelse tvangsfjernelser?
Den korrekte betegnelse er, som det også fremgår af artiklen, anbringelse uden (forældre)samtykke.
Det er jo netop ikke nødvendigvis tvang i forhold til barnet, der i nogle tilfælde ligefrem har ønsket eller bedt om anbringelse. Dette fremgår også af nogle af de interview’s, der har været bragt i medierne.
Betegnelsen tvangsanbringelse er vel nærmest en slags slangbetegnelse, som mest fokuserer på de (måske med rette) forurettede forældre.
Lad os dog bruge den korrekte betegnelse (anbringelse uden (forældre)samtykke) og udrydde den forkerte betegnelse (tvangsfjernelse)

Carsten Hansen

For en del år siden arbejdede jeg med anbragte børn.
Kun ganske få af dem var anbragt uden forældrenes samtykke.

Kort kan jeg sige.

Der findes nok ikke mange historie om svigtede børn jeg ikke kender.
Hvis nogen tror på at børn altid har bedst ved at blive hos deres forældre, så kender de ikke mange historier om svigtede børn.

Betyder en anbringelse uden forældrenes samtykke at børnene ikke må være sammen med deres børn; At båndene skal kappes ? Nej slet ikke; Samvær kan foregå på forskellige niveauer.
Betyder det at der aldrig arbejdes på at børnene ikke skal hjem til forældrene igen ?. Nej slet ikke. Dette er i mange tilfælde en mulighed. Stor eller lille.

Carsten Hansen

Betyder det at der aldrig arbejdes på at børnene ikke skal hjem til forældrene igen ?. Nej slet ikke. Dette er i mange tilfælde en mulighed. Stor eller lille.

Ordet "Ikke" skulle ikke have været med i sætningen.

Brian W. Andersen

@ Hannibal Knudsen

Hvis det er godt med præciseringer om børn der anbringes og deres forældre, så bør vi netop holde fast i udtrykkene tvangsanbringelse og tvangsfjernelse, for at kunne anvende disse til yderligere præcisering. Lovens betegnelser, som bl.a. er (midlertidig) anbringelse (i døgninstitution, familiepleje, på ungdomspension, i aflastning, m. fl.) med eller uden forældresamtykke, dækker ikke hele virkeligheden omkring anbringelser. Anvender vi kun disse, så får et politisk korrekt glansbillede, hvor vi slet i får talt om at der faktisk anvendes tvang i en hel del anbringelsessager. Her er et par eksempler på hvor anvendelse af tvang finder sted:

Vi kan starte med den situation som du tilsyneladende har tænkt på. Kommunen vurderer at et barn skal anbringes udenfor forældrenes/forælderens bopæl, men opnår ikke disse/dennes samtykke. Forældrene/forælderen modsætter sig at barnet bliver afhentet af kommunens sociale medarbejder ved f.eks, at låse sig inde i hjemmet og agere truende overfor kommunens medarbejdere, så nu må anbringelsessagen gennemføres med politiets hjælp. Da politiet bliver involveret fører dette ikke til forældresamarbejde, men en eskalering, hvor den/de modsætter sig yderligere og stiller sig fysisk og fortsat truende i vejen for at anbringelsessagen gennemføres. Situationer som disse kan ende på flere forskellige måder, men en ret typisk en er at politiet ved hjælp af en låsesmed skaffer adgang til bopælen og bruger magtanvendelse overfor forældrene/forælderen. Her er den yderste konsekvens fysisk magtanvendelse anvendt på forældrene/forælderen, men hvad med barnet?

Barnets ønske kan både være at komme væk hjemmefra og det kan også være at blive sammen med sine/sin forældre/forælder. Uanset hvilket af disse det er, så er der afhængigt af barnets alder en markant risiko for at barnet vil forsøge at beskytte sine/sin forældre/forælder imod magtanvendelsen. Sker dette efterlades politiet og kommunens medarbejdere med kun et valg. De er nu nødt til at bruge magtanvendelse på barnet. Nu er vi endt i en situation hvor et barn er udsat for tvang af myndighederne og hvis det er barnets ønske at komme væk hjemmefra, så har politiet og kommunens medarbejdere en reel mulighed for at begrænse tvangen, så den stopper her. Hvis barnet ikke ønsker dette og gør som sine/sin forældre/forælder og modsætter sig, så kan anbringelsessagen kun gennemføres med yderligere magtanvendelse overfor barnet.

Hvad jeg har beskrevet her er blot et par af de scenarier, hvor selve afhentningen af barnet i hjemmet medfører omfattende anvendelse af tvang. Hvis vi skal kunne tale om situationer som disse, hvilket ord skal vi så betegne dem ved, hvis ikke lige netop tvangsfjernelser? Denne betegnelse dækker også i en række sager, hvor forældrene/forælderen har givet samtykke til at barnet anbringes udenfor hjemmet. Igen handler det om barnets ønsker. At forældrene/forælderen har sagt ja er ikke ensbetydende med at barnet vil væk hjemmefra, så her kan opstå flere forskellige situationer, hvor kommunens medarbejdere og forældrene/forælderen i fællesskab må bruge magtanvendelse og tvang overfor barnet.

I den anden ende af anbringelsessagerne ligger anbringelsesstederne. Ikke alle af disse er lige gode og nogle kan være ganske forfærdelige, uanset om der er tale om offentlige og private institutioner eller om plejefamilier. Vores sociale systemer og lovgivning er meget fejlbarlig også på børneområdet, så de fejler jævnligt både i godkendelsen af opholdssteder for børn og unge og i kontrollen med disse. At som barn blive anbragt udenfor hjemmet er desværre ikke nogen garanti for at man ender et bedre sted.

Uanset om anbringelsesstedet er hvad det burde være, så er det ikke alene afgørende for om barnet vil være der eller om barnet vil være ved sine/sin forældre/forælder. Hvert år flygter mange børn og unge fra opholdssteder og søger hjem til deres forældre. Andre søger ikke hjem, men har det så dårligt med både opholdsstedet og med deres oprindelige familiehjem at søger andre steder hen, hvilket kan være hos venner, bekendte, andre familiemedlemmer og endda et liv på gaden. Loven på området er klar; er en anbringelse på et opholdssted besluttet, så skal barnet være på det sted og gør barnet ikke dette frivilligt, så må der anvendes magt og tvang. Når dette anvendes, hvad skal vi så kalde det andet end tvangsanbringelse?

Der er endda flere eksempler på tvang end disse. F.eks. er spørgsmålet om forældresamtykke også ret speget, fordi et nej fra forældresiden kan godt være forbundet med negative konsekvenser for forældrene fra de kommunale myndigheder. Når folk "vælger" at sige ja til noget med den metaforiske pistol for panden, så er der i høj grad tale om tvang. Vi har brug for ord, der dækker alle disse mange scenarier og vi skal være mere præcise i anvendelsen af dem end tilfældet er i dag.

Det sker ofte at når debatten falder på de sociale emner, så nævner jeg ofte mine egne andele i socialt arbejde, der strækker sig over mere end tre årtier, men på præcis dette emne er der en anden del af mit liv, som lige så meget kvalificerer mig til at have en oplyst holdning til emnet. Jeg er tidligere anbragt. Jeg kan desuden også kalde mig en far og tilbage i en tid, hvor en akut lokal mangel på aflastningsfamilier pressede på, blev det for en tid en forlængelse af mit sociale arbejde at mit hjem også kunne kaldes et opholdssted for anbragte børn. I det sociale arbejde har jeg mest været i opsøgende indsatser og har i den forbindelse været nødt til at sætte en §50 undersøgelse i gang flere gange end jeg havde lyst til. Der er ikke mange vinkler på anbringelsessager, hvis overhovedet nogle, som jeg ikke har set. Meget af hvad jeg har set, har været tragisk og grimt, så jeg finder ingen grund til at acceptere at nogle af de mange forhold som vedrører anbringelser af børn og unge pakkes væk under pæne ord og udtryk. Hvis noget er grimt ude i virkeligheden, så skal det også lyde lige så grimt når vi taler om det, fordi det er ægte liv og skæbner vi har med at gøre her.

Hannibal Knudsen

@ Brian W. Andersen
Enig i at der i eksemplet som du nævner og tilsvarende eksempler er tale om magtbrug og tvang. Men det er bare ikke det, der ligger i dagligdagsbrugen af begrebet tvangsfjernelser. Det er næppe heller et ønske om mere tvang af den art, Mette Frederiksen ønsker sig mere af.
Du nævner også eksempler på tvang når forældrene samtykker. Og så er vi ude i meget begrebsforvirring.
Lad os holde os til lovgivningens formuleringer om (forældre)samtykke eller ej. Og så som en ekstra dimension som går på tværs af dette operere med tvang og magt i forbindelse med fuldbyrdelsen af beslutningen. Og som en forudgående dimension ligger så barnets (og måske forældrenes) ønsker

Henrik Brøndum

"Det er oftere drenge end piger, sagerne handler om. Drenge udgør typisk mellem 52 og 54 procent af alle anbringelser."

Er det relevant? Der bliver jo født flere drenge end piger?