Læsetid: 4 min.

AE: Danmark har ført en ansvarlig økonomisk politik, længe før budgetloven krævede det

Der har længe været politisk og ideologisk kamp om budgetloven. Står den i vejen for investeringer i klima og velfærd, eller er den garant for, at vores økonomi er langtidsholdbar? Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderer, at kravet om, at det offentlige underskud højst må udgøre en halv pct. af BNP, er unødvendigt og skader mere, end det gavner
Kommunernes Landsforening argumenterer for, at der er brug for en større fleksibilitet i budgetloven, så man kan overføre under- eller overskud fra år til år og undtage ekstraordinære investeringer i for eksempel klima og infrastruktur fra anlægsrammen. Her ses anlægning af et biogasanlæg i Sønderborg Kommune, som har et mål om at blive CO2-neutral i 2029.

Kommunernes Landsforening argumenterer for, at der er brug for en større fleksibilitet i budgetloven, så man kan overføre under- eller overskud fra år til år og undtage ekstraordinære investeringer i for eksempel klima og infrastruktur fra anlægsrammen. Her ses anlægning af et biogasanlæg i Sønderborg Kommune, som har et mål om at blive CO2-neutral i 2029.

Finn Frandsen

27. januar 2020

Danmark har ikke haft problemer med systematiske offentlige underskud. Tværtimod har man de seneste mindst 40 år ført en ansvarlig økonomisk politik. Derfor er det helt unødvendigt, at budgetloven indeholder et krav om, at det offentlige strukturelle underskud højst må udgøre en halv procent af BNP. Det konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en ny analyse.

»Vi har ikke behov for et underskudskrav i Danmark, og vi havde det heller ikke, dengang det blev indført. For vi har allerede en ansvarlig finanspolitik, og det har vi haft i mindst 40 år,« siger Jon Nielsen, der er senioranalytiker i AE.

Budgetloven skal ifølge regeringens lovprogram revideres i næste måned, og Finansministeriet har i den seneste tid set på de foreløbige erfaringer med loven.

Blandt andre Kommunernes Landsforening har argumenteret for, at der er brug for en større fleksibilitet i loven, så man kan overføre under- eller overskud fra år til år og undtage ekstraordinære investeringer i for eksempel klima og infrastruktur fra anlægsrammen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Skoubye
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Katrine Damm
  • Gert Romme
  • Poul Anker Juul
  • Dorte Sørensen
  • Steffen Gliese
  • Poul Erik Riis
Eva Schwanenflügel, Christian Skoubye, Peter Beck-Lauritzen, Katrine Damm, Gert Romme, Poul Anker Juul, Dorte Sørensen, Steffen Gliese og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

USA har et komplet umulig fantasi underskud på deres statsfinanser. Ser man på USA's betalingsbalance er de nærmest ejet af kineserne. Alligevel ser det ikke ud til USA har økonomiske vanskeligheder af den grund. Og kineserne har heller ikke overtaget landet.

Andreas Lykke Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Gert Romme og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Spar op i opgangstider og udfør store offentlige anlægsopgaver i nedgangstider. Så er der økonomisk stabilitet i landet uanset op og nedture ude i den store verden.

Christian Skoubye, Peter Beck-Lauritzen, Ole Svendsen, Krister Meyersahm, Michael Christiansen, Alvin Jensen og Dan D. Jensen anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Sagt på almindeligt dansk: Budgetlovens underskudskrav løser et problem for de rige politikere, nemlig den århundrede gamle sociale tankegang. Så lad masken falde. Hele denne maskerade handler i virkeligheden om at skabe større ulighed, og om at fjerne pengene fra bunden af samfundet, derved har Budgetloven givet trecifrede milliardbeløb til de formuende. Naturligvis ønsker de ikke at ændre på en så lukrativ ordning. En mere social omfordeling af samfundsgoderne er ikke mulig med de nuværende politiske og økonomiske magtcentre. Magten skal omfordeles først.

Budgetloven sætter kommunerne i en permanent social krise, hvor der er ikke råd til de socialt udsatte: "I Lyngby-Taarbæk står vi i disse måneder til at skulle spare 66 mio. kr. på velfærd. Ikke fordi vi mangler penge i kassen – der ligger en halv milliard og samler støv – men fordi vi har overskredet regeringens serviceloft (også kaldet udgiftsloft). Selv om kommunekassen bugner, må vi ikke bruge pengene på velfærd."

Ifølge økonomerne har budgetloven været en stor succes som værktøj til at styre kommunernes økonomi. Men den har tværtimod været brugt til at forøge fattigdommen og uligheden betydeligt. Samtidigt har økonomerne selv fordoblet deres egen løn de sidste 5 år. Pengene fjernes fra over halvdelen af befolkningen og resten får skattelettelser. En kunstig indført krisestemning har vist sig at være et særdeles effektivt værktøj, når man vil indføre nedskæringer på de sociale områder. Derved kan man øge uligheden og fjerne pengene fra samfundets bund. Finanskrisen i 2008 var en kærkommen lejlighed til reformer på det sociale område. Økonomerne fortalte en historie om at der ikke var nogle penge, og medierne spredte løgnene. Sidenhen er der indført en permanent krisestemning som har til formål at inddæmme de ufattelige pengebeløb der reelt er i Danmark.

Folketinget straffer de kommuner hårdt, som gør en ekstraordinær indsats på det sociale område. Det handler om at skabe fattigdom. Den forrige regering har dumpet en hel underklasse og nærmest drænet bunden for penge. Politikerne gennemtvinger fattigdom. Det er hvad det hele handler om; at få lokalpolitikerne til at vende sig mod dem, der i det væsentlige er forsvarsløse, mod de socialt udsatte. Det gælder om at få kommunerne til at fjerne pengene fra de socialt udsatte, for at få kommunernes budgetter til at hænge sammen. Desuden bekæmper rige kommuner fattigdom ved at bekæmpe de fattige, kommunerne betaler for at de socialt udsatte flytter til fattige kommuner, hvor huslejerne er væsentlig lavere. Samtidigt bruger rige kommuner enorme ressourcer på at bygge boliger for at tiltrække familier fra den øvre middelklasse, men ikke en eneste billig almennyttig bolig til underklassen.

Thomas Buch, Vivi Rindom, Eva Schwanenflügel, Thomas Barfod, Ole Henriksen, Peter Beck-Lauritzen, Christian Skoubye, Carsten Munk, Ole Svendsen, Ebbe Overbye, Jan Weber Fritsbøger, Pia Nielsen, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist, Egon Stich, Michael Christiansen, Dorte Sørensen, Torben Bruhn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Poul Erik Riis, Alvin Jensen, Liselotte Paulsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Så AE mener at 40 års ansvarlig politik er nok, og nu skal vi i gang med at låne og låne og låne, samtidigt med at alle peger på at vi netop ikke længere - af klimamæssige grunde - ikke må få økonomisk vækst, der skal betale den gæld?

Måske er det værdi at bemærke - også for AE og venstrefløjen - at årtiers massive stigninger i de offentlige budgetter, og det faktum at vi i dag kan have en gigantisk 1+ billion kroners offentlig sektor og at vi har gode muligheder for at vedligeholde det niveau skyldes netop at vi ikke har lånefinancieret det....

Dorte Sørensen

Kan/skal problemet ikke vendes om - har Danmark råd til at beholde budgetloven?
Hvad har den kostet Danmark i at der ikke har kunne investeres i dit og dat.

Mht. forhandlingerne om den kommunale udligning - vil det så ikke være en gave her ,hvis Folketinget inden sommerferien vedtog en lov der gav kommunerne lov/mulighed/krav til at bygge bilige boliger - og samtidig afskaffede den tossede ghettolov.

Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Rolf Andersen, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Ebbe Overbye, Steffen Gliese, Jan Weber Fritsbøger og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Hold nu op. Der er penge nok. Det er ikke andet end digitale tal i en computer. Centralbankerne har i årevis sendt billige penge ud, QE i USA og i EU, men de er nok ikke kommet dig til gode. Deres filosofi var også at de kunne sparke liv i væksten også ved at sætte renten ned og dermed skabe endnu flere billige penge. Det har vist sig at være en fiasko for pengene er havnet i andre lommer. Penge er en abstrakt størrelse og gæld handler mindre om mængder end om hvem der bliver sat i gæld og hvem der sidder og tjener på gælden. Gæld og penge er et styringsredskab. Der er bare alt for dygtige til at styre dem de forkerte steder hen. Vi lever i en gældsøkonomi og så længe vi lader alle de dejlige digitalpenge flyde op i de forkerte lommer og tvinger andre til at optage gælden vil vi blive udsat for den ene sparerunde efter den anden. Vi kan få lov at leve som gældsslaver hele livet igennem mens de boltrer sig pøverst oppe og pisser dig op og ned ad ryggen.

Eva Schwanenflügel, Andreas Lykke Jensen, Thomas Barfod, Jeppe Lindholm, Peter Beck-Lauritzen, Rolf Andersen, Ole Svendsen, Ebbe Overbye, Steffen Gliese og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

@ Jeppe Lindholm,

Der er en markant forskel på samfundene i USA og i Europa og især i forhold til de små lande som Danmark.

I Danmark, der har en såkaldt "lille åben økonomi", foregår omkring 87% af al handel i forhold til udlandet. Og i USA, der selv har de fleste råvare-ressourcer inden for landets grænser, er handel med udlandet på omkring 8%.

Derfor slipper USA indtil videre godt fra at skabe ufattelig gæld. Men vær sikker på, at USA også bliver indhentet af sin gæld (og kreditorer) en vakker dag.

Flemming Berger og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

@ Jeppe Lindholm,

Der er en markant forskel på samfundene i USA og i Europa og især i forhold til de små lande som Danmark.

I Danmark, der har en såkaldt "lille åben økonomi", foregår omkring 87% af al handel i forhold til udlandet. Og i USA, der selv har de fleste råvare-ressourcer inden for landets grænser, er handel med udlandet på omkring 8%.

Derfor slipper USA indtil videre godt fra at skabe ufattelig gæld. Men vær sikker på, at USA også bliver indhentet af sin gæld (og kreditorer) en vakker dag.

Ivan Breinholt Leth

Gert Romme, Jeppe Lindholm

Rusland har også mange råvarer indenfor deres grænser. Men Rusland har ikke en valuta, der fungerer som verdensvaluta. USA's statsgæld er i procent af BNP mindre, end gælden var i tiden efter 2. verdenskrig. Dengang var USA's statsgæld tilsyneladende ikke noget problem.
For tiden skylder USA $1,2 billioner til Kina. Det fremtræder som et problem, hvis man tror at denne gæld skal afdrages i passende portioner med renter ligesom en privat husholdnings gæld. Men sådan fungerer det ikke. Gælden udgør et elektronisk tal, som er tastet ind i The Fed's computer. Tallene står på konti i The Fed. Hvad kan kineserne gøre med disse tal? De kan f.eks. købe amerikanske statsobligationer. Hvis de gør det, flytter The Fed pengene til andre konti i The Fed. Når obligationerne udløber flytter The Fed pengene tilbage med renter. Er det et problem? Kineserne kan også købe amerikanske varer eller de kan handle på verdensmarkedet med deres dollars, eller de kan lade pengene stå som opsparing.
Hvad sker der, hvis kineserne bruger pengene på verdensmarkedet? Løber USA så tør for penge? Ja, hvis USA løber tør for computertaster, så kan de ikke skabe flere penge. USA råder suverænt over sin egen valuta.
I forbindelse med USA's QE program efter finanskrisen skabte The Fed $2,3 billioner. For at bail out deres banker, skabte The Fed $800 milliarder (TARP). Var det et problem? Er inflationen løbet løbsk i USA? Hvis Danmarks Nationalbank begyndte at lade 'seddelpressen' køre på samme måde, ville vi nå et punkt, hvor pengemængden voksede hurtigere end værdien af de varer, som blev produceret. Altså inflation. Men dollaren er en verdensvaluta. Det meste handel på verdensmarkedet finder sted i dollars. Alle verdens centralbanker opbygger dollarreserver for at kunne deltage i verdenshandlen. Hvis du ikke har dollars, kan du f.eks. ikke købe olie. Det påstås, at omkring 70 procent af alle dollars befinder sig uden for USA. Spørgsmålet er derfor, om USA løber ind i det samme problem, som Danmark gør, hvis Danmarks Nationalbank begyndte at skabe mange flere kroner end de 5 procent, som banken p.t. skaber (de kontante penge). Når dollaren efterspørges i hele verden, er der så en inflatorisk grænse for USA's pengeskabelse, ligesom der er for Danmarks pengeskabelse? Det er der muligvis, men jeg kan ikke se, hvor den grænse går, og den er i hvert fald ikke nået endnu. Lidt forsimplet sagt så skaber USA elektroniske tal med et dollartegn foran og sender disse tal ud i verden. Til gengæld for tallene sender verden varer til USA, og det er ikke muligt at fastlægge en præcis grænse for denne trafik. Hvor mange dollars skal USA skabe for at der opstår hyperinflation? Er der nogen økonom, som kan besvare det spørgsmål?
Der er dog en anden afgørende grænse for USA's pengeskabelse: Hvis verden mister tillid til dollaren og begynder at handle i andre valutaer, så kollapser den amerikanske økonomi. USA vil befinde sig i en situation, hvor de i stedet for at producere elektroniske tal er nødt til at producere og sælge varer for at deltage i verdenshandlen, og gælden kan ikke betales ved at trykke på en computertast, hvis verdens lande foretrækker euro eller renminbi. USA ville være i samme situation, som Danmark og de fleste andre lande. Ingen andre lande er interesserede i at have reserver i kroner. Hvad skal de bruge dem til? Den eneste måde Danmark, hvorpå Danmark kan deltage i verdenshandlen er, at vi producerer og sælger varer på verdensmarkedet, således at vi kan få fat i den valuta, som man internationalt handler i. Hvis dollaren mister sin status som verdensvaluta, vil USA befinde sig i en lignende situation.
Men hvad med Kinas indeståender i The Fed? Ja, de kan faktisk vise sig at blive et større problem for Kina end for USA. Hvis dollaren falder i kurs, så falder Kinas tilgodehavende målt f.eks. i renminbi. På samme måde hvis varer på verdensmarkedet (især olie) stiger i pris, så falder værdien af Kinas tilgodehavende.
Det er derfor altafgørende for USA, at dollaren bevarer sin status som verdensvaluta. For at understøtte dollarens status, er det bl.a. nødvendigt at have en meget stor hær. Når f.eks. en diktator som Saddam Hussein påtænker at handle olie i euro i stedet for i dollars, er USA nødt til at gribe ind. På samme måde, hvis man har en skingrende skør præsident, som svækker tilliden til USA's økonomi ved at gennemføre tåbelige handelskrige. Så kan man forsøge, at få ham afsat ved en rigsretssag. Så vidt er det ikke kommet med Trumps forvirrede handelspolitik, og han vil formentlig ikke blive fjernet. Men hvis han var gået videre og havde sat dollarens status på spil, ville der uden tvivl være et flertal i senatet for at fjerne Trump.
Da tidligere formand for The Fed - Ben Bernanke - i et interview blev spurgt om, hvad der egentlig bestemmer dollarens værdi, svarede han med et ord: "Tillid". Det er ikke nogen kreditorer, som pludselig dukker op og forlanger, at USA betaler sin gæld, der udgør en trussel mod USA's økonomi, sådan som det ville være hvis en privat husholdning eller en virksomhed ikke kunne betale sin gæld. Det eneste, som kan true USA's økonomi er, at dollaren af en eller anden grund mister sin status. Hvis det sker, vil dollaren rasle ned i kurs, og kreditorerne vil lide enorme tab. Kina, Saudi Arabien og mange andre kreditorer er ikke interesseret i, at dollaren miste sin status. Det er der ingen der er, for det vil skabe kaos i verdensøkonomien. Der er for tiden ingen udsigt til, at dollaren mister sin status, og derfor er den amerikanske statsgæld et overdrevet problem. Men højrefløjen i USA (f.eks. Tea Party) har gjort flittigt brug af den amerikanske gæld til at male fanden på væggen og bilde amerikanske vælger ind, at hvis man ikke indskrænker den offentlige sektor (militæret undtaget naturligvis) i USA, så går USA bankerot. Det er rent nonsens, men det virker fordi folk tror, at et statsligt budget fungerer ligesom en privat husholdning eller en virksomhed.

Thomas Buch, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Andreas Lykke Jensen og Søren Dahl anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Ivan Breinholt Leth,

Det er nok ikke helt uden grund til at kineserne er godt i gang med at skabe en uafhængig verdens økonomi fri af dollaren og fri af USA. Ligesom det ikke er uden grund Rusland læner sig mere og mere op ad Kina.

Ivan Breinholt Leth

Pia Nielsen
27. januar, 2020 - 10:12
Der er masser af penge i det danske samfund. F.eks. betaler danskerne 180 milliarder kroner om året i renter og gebyrer af verdens højeste private gæld. (281 procent af vores disponible indkomst ifølge OECD.) Men der er ingen der spørger, om vi har råd til det. I løbet af 10 år vil denne udgift udgøre 1800 milliarder kroner, hvis vi antager det usandsynlige, at gælden ikke stiger. Tænk, hvor meget vi kunne reducere udslippet af drivhusgasser med de penge. Regeringen og dens støttepartier har fundet 6 milliarder (så vidt jeg husker) til at nedbringe udslippet inden 2030. De har jo indtil videre accepteret at operere indenfor budgetlovens og finanspagtens rammer. Og de har også accepteret at undlade at gribe ind overfor de enorme samfundsskabte værdier, som den finansielle sektor tilegner sig primært ved at spekulere i vores boliger. I Enhedslisten betegnes dette som socialisme - så vidt jeg husker.
Ja, gæld er et styringsredskab eller en magtrelation, som gældsslaverne ikke har fået øje på. Det har de ikke, fordi de fleste af dem tror, at deres gæld udgør en pose penge, som banken har stillet til rådighed for dem. De ved ikke, at banken aldrig har været i besiddelse af de penge, som banken har udlånt. Kun fordi man tror på den med pengene i en pose, kan det forbindes med skam og skyldfølelser at man ikke er i stand til at betale sin gæld. Gældsslaven, som ikke kan betale sin gæld, tror, at han har taget noget fra banken, som er bankens ejendom.
De politiske magthavere - især i Europa - har fokus på den 'forkerte' gæld. I Danmark udgør statsgælden ca. 34 af BNP, mens den private gæld udgør 115 procent af BNP. Men fokus er på statsgælden. Det er statsgælden som konstant bliver italesat som et problem, og vi bliver døgnet rundt bombarderet med påstande om, at den offentlige sektor er nødt til at spare og skære ned. Den private gæld omtales overhovedet ikke, selvom det i de fleste tilfælde er privat gæld, som udløser en krise. Finanspagten sætter som bekendt et loft over statens gæld og underskud. Men der er ikke noget tilsvarende loft over den private gæld, for et sådan loft ville jo beskære finanskapitalens profit.
Det er ikke meningen, at gælden overordnet set skal betales tilbage. Den skal helst flyde i uendelighed. Selvfølgelig vil banken insistere på, at den enkelte debitor betaler sin gæld. Men hvis man forestiller sig, at al gæld i verden ville blive afviklet i løbet af et par måneder, så ville gæld som styringsredskab og magtrelation ophøre med at eksistere. Det bedste er at gældsslaverne bevæger sig fremad fra én gæld til den næste - i uendelighed. Eller i det mindste indtil planetens økosystem kollapser. For verdens samlede private og offentlige gæld udgør 300 procent af GWP (Gross World Product), og der skal enten en meget stor inflation eller en meget stor produktion til for at reducere denne gæld til et bæredygtigt niveau. Hvor mange jordkloder skal vi have til rådighed for at betale gælden med øget produktion?

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Jeppe Lindholm
27. januar, 2020 - 18:27
Tidligere finansiel rådgiver for CIA - James Rickards - har påstået, at Rusland og Kina i hemmelighed forsøger at konvertere deres dollarreserver til guld uden om børserne i London, Tokyo og New York. Det gør de ved at opkøbe guld direkte hos producenten. Ikke noget problem for Rusland, for de udvinder selv guld. Grunden til at det foregår i hemmelighed er, at man frygter et run på dollaren, som kan medføre store tab for alle som besidder dollarreserver. Jeg tror, at påstanden er overdrevet, men det er ikke til at vide. Faktum er, at det ikke kun er USA, som taber, hvis dollaren mister sin status som verdensvaluta. Men på et eller andet tidspunkt sker det, og spørgsmålet til den tid vil være, hvilken valuta der skal afløse dollaren.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

I sandhed en verden i ombrydning. Spørgsmålet er så, hvordan et USA kommer til at reagere på en mulig tabt status i verdensordenen. De seneste 75 år har de brugt stort set alle tænkelige magtmidler for at opbygge og bevare deres status i denne orden.