Læsetid: 8 min.

Bæredygtigt seniorbofællesskab: »Jeg kan ikke se mig selv tilbringe resten af mit liv med golf, operarejser og banko«

Alle beboere i Permatopia arbejder for, at bofællesskabet kan blive selvforsynende og bæredygtigt. For to ældre kvinder, Information har besøgt, er det bedre at komme ud i marken og bidrage med deres arbejdskraft end at tilbringe deres alderdom med banko og golf
Det holder 73-årige Inga Björt Vilhjalmsdottir i gang at kunne hjælpe til, og det er en af grundene til, hun har valgt at bo på Permatopia.

Det holder 73-årige Inga Björt Vilhjalmsdottir i gang at kunne hjælpe til, og det er en af grundene til, hun har valgt at bo på Permatopia.

Sarah Hartvigsen Juncker

22. januar 2020

Det er mandag formiddag, og to ældre kvinder går rundt i marken og høster. På tværs af lange rækker grønkål, rosenkål, palmekål og porrer skubber de en trillebør rundt, som skal fyldes med grøntsager i fællesskabets tjeneste. I Permatopia, et bofællesskab på Sydsjælland, skal alle beboere nemlig som minimum arbejde to timer om ugen for at blive kollektivt selvforsynende og bæredygtige. Unge som gamle.

»Så er det vist cirka en portion,« siger Bente Ben-Hamadou på 67 år, da hun har fyldt en plastikpose med grønkål, som ender i trillebøren.

Det er overskyet, og der er cirka fem grader. Ud over lidt fuglekvidder og en fjern trafikstøj fra vejen nede for enden af marken er der stille.

En ubevægelig vindmølle tårner sig op i baggrunden. Når det blæser, genererer den strøm til blandt andet bofællesskabets jordvarme, vaskeri og beboernes private elbiler.

73-årige Inga Björt Vilhjalmsdottir skubber trillebøren over i porrerækkerne, da der er samlet nok kål.

Det er vigtigt for hende at kunne hjælpe til, og det er en af grundene til, hun har valgt at bo på Permatopia.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lillian Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Gert Romme
  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
  • Carsten Munk
  • Anker Heegaard
  • Dina Hald
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Lillian Larsen, Lise Lotte Rahbek, Gert Romme, David Zennaro, Dorte Sørensen, Carsten Munk, Anker Heegaard, Dina Hald og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Dejlig artikel. Dem skulle der være nogle flere af, men de er på vej, kan jeg forstå.
Alt, hvad der går i retning af grøn leveform, er velkomment. Det mangler i den grad. For det meste handler omstillingen om co2, men det er kun en del af den. Det svære er at komme til at leve på en anden måde. Byerne skal også med. Det er der sådan set mere behov for. Mange gamle byplanarkitekter har tænkt København bestående af enklaver med haver indimellem.

søren ploug, Nette Skov, Ole Kristensen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

I det hele taget tror jeg, det er godt for alle - også ældre, at have noget at stå op til om morgenen. De passive kommunale tilbud, hvor de ældre bliver klienter, der skal passes og underholdes, virker i hvert fald ikke attraktive.

I hvert fald burde de kommunale pasningsordninger lade de ældre, som kan, deltage i alle daglige sysler - både med rengøring, madlavning og indkøb.

Vi ved, hvad det betyder at have noget at stå op til. Vi har således plukket de sidste nektarinen i de sidste uger. Netop i dag er vi så småt begyndt at beskære vinstokke til de røde vine. Og selv om vi driver det som non-kommercielt , bliver man dejligt træt om aftenen.

Men det er ikke blot trætheden, der driver os, det er mindst lige så meget glæden over at noget lykkes, samt at vi bag efter kan gå ned i viktualierummet og "trylle" med vinmost, rakija, marmelade og så videre.

søren ploug, Bente Ben-Hamadou, Kim Houmøller og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Gert Romme.
Findes der "passive kommunale tilbud, hvor de ældre bliver klienter, der skal passes og underholdes".?
Det har jeg til gode at se.
Der findes mange tilbud arrangeret af foreninger og ildsjæle m.v. som ældre kan deltage i, men de bliver ikke passet og underholdt, Det bliver de først når de søger om det og kommer på plejehjem, og det er ikke alle på plejehjem der har kræfter til at deltage i det du kalder underholdning.

Henning Kjær,

Min gamle mor var et sådan sted i Københavns Kommune, hvor 400 gamle var stuvet sammen i nogle i øvrigt ganske fine lokaler. Ser man bort fra højtlæsning og børnelege foregik der absolut intet mellem måltiderne.

Og når vi kom uameldt, var hun ofte nedbedøvet, og i et sådan omfang at personalet var ved at gå i panik, når de ikke kunne vække hende og ikke kunne mærke puls.

Vi kom fra udlandet, og det skete mindst 4 gange, at vi efter aftale med personalet gik uforrettet, da de ikke kunne vække hende igen.

Birgitte Simonsen

Det er fint nok, man ikke vil ende med at spille bingo og vil arbejde med at være selvforsynende osv., men om man vil det eller ej, så er det ikke altid, at ens krop og sind følger med helt op i alderdommen, så kan man ende der, hvor stolegymnastik og bingo er aktiviteter, der giver mening, også selv om man har arbejdet for bæredygtighed osv.

Bente Ben-Hamadou

Det med bingo og operarejser var måske en lovlig kvik bemærkning. Der er stadig steder jeg gerne vil se og ting jeg vil lære og opleve, men det skal (for mig) være krydderi på tilværelsen og ikke hele indholdet. Selv om jeg som ældre kan blive svækket fysisk og/eller mentalt vil jeg stadig gerne føle at jeg bidrager. Vores to alderspræsidenter som er henholdsvis i begyndelsen og slutningen af firserne er begge aktive, den ene laver nok mest administrative opgaver, den anden vil gerne spørges om praktiske opgaver. En anden af seniorerne er vikar i Permatotten, en pasningsordning som 15.2 bliver en integreret skovinstitution med plads til 30 børn, både “vores egne” og børn fra omegnen.

Vi tilstræber at aldersfordelingen svarer til landsgennemsnittet, så vores fællesskab minder mig lidt om den landsby jeg voksede op i i halvtredserne, hvor man omgikkes og hjalp hinanden. Og nogen gange fulgte lidt for meget med i hvad hinanden lavede.

Vores fælleskøkken har længe været næsten færdigt, men når det i nærmeste fremtid bliver færdigt, vil der være fællesspisning 5 dage om ugen, så jeg håber at slippe for præfabrikeret, plastindpakket mad når jeg bliver rigtig gammel. Maden bliver lavet af os, og jeg er sikker på at der vil blive passende opgaver til alle.

Der er desværre mange der bliver ramt af demens når de kommer op i alderen, men hvis man lever i trygge kendte rammer kan man klare sig længere i sit eget hjem og til allersidst mest være tilskuer til livet i landsbyen.