Det er mandag formiddag, og to ældre kvinder går rundt i marken og høster. På tværs af lange rækker grønkål, rosenkål, palmekål og porrer skubber de en trillebør rundt, som skal fyldes med grøntsager i fællesskabets tjeneste. I Permatopia, et bofællesskab på Sydsjælland, skal alle beboere nemlig som minimum arbejde to timer om ugen for at blive kollektivt selvforsynende og bæredygtige. Unge som gamle.
»Så er det vist cirka en portion,« siger Bente Ben-Hamadou på 67 år, da hun har fyldt en plastikpose med grønkål, som ender i trillebøren.
Det er overskyet, og der er cirka fem grader. Ud over lidt fuglekvidder og en fjern trafikstøj fra vejen nede for enden af marken er der stille.
En ubevægelig vindmølle tårner sig op i baggrunden. Når det blæser, genererer den strøm til blandt andet bofællesskabets jordvarme, vaskeri og beboernes private elbiler.
73-årige Inga Björt Vilhjalmsdottir skubber trillebøren over i porrerækkerne, da der er samlet nok kål.
Det er vigtigt for hende at kunne hjælpe til, og det er en af grundene til, hun har valgt at bo på Permatopia.
»Det betyder meget for mig som ældre, at jeg kan bidrage med noget. Det holder mig i gang at arbejde, og det er givende at gøre det sammen med andre. Jeg kommer altid ud, når jeg arbejder. Uanset vejret,« siger Inga Björt Vilhjalmsdottir.
Der har de seneste år været en stigende interesse blandt ældre for at flytte i bofællesskab. I dag står mere end 8.000 ældre ifølge tal fra Sundheds- og Ældreministeriet på venteliste til en kollektiv bolig. Permatopia, der ligger i udkanten af den gamle stationsby Karise, er et eksempel på et lidt anderledes bofællesskab.
Som en del af serien om ældres boligformer har Information derfor besøgt to ældre på Permatopia for at blive klogere på seniortilværelsen i et bofællesskab, der arbejder henimod selvforsyning, økologi og bæredygtighed – og hvor medbeboerne er i alle aldersgrupper.
Ud af byen
Permatopia er stadig et nyt bofællesskab. De første beboere flyttede ind i december 2018, og den sidste række boliger blev færdige i august 2019. I dag bor der 150 voksne og 70 børn, og af de voksne er 23 ældre end 65 år. Det er ikke planen, at bofællesskabet skal blive større.
1,2 hektar af Permatopias jord bliver brugt til grøntsager. Selv om beboerne sigter imod selvforsyning, er de der ikke endnu, og deres stræben for at opnå det har ikke været uden problemer: I foråret måtte de slagte deres høns, fordi de lagde for få æg. Hønsefoderet viste sig at være dyrere end prisen på de æg, de fik ud af det. Men til foråret kommer der nye høns i bofællesskabet.
På længere sigt er der planer om at have gårddyr på noget af den 30 hektar jord, Permatopia ejer, forklarer Bente Ben-Hamadou.
Da dagens grøntsagshøst er klaret, skubber de to kvinder trillebøren ned ad en sti imod bofællesskabets lagerrum. De sjosker gennem mudderpøle iført grønne gummistøvler og sort jakke. Det er tørvejr, men det må have regnet i nat.
Inga Björt Vilhjalmsdottir, den ene af de to kvinder, er født på Island og flyttede til Danmark som 40-årig. For to år siden flyttede hun så ind på Permatopia, hvor hun bor alene i en andelsbolig. Før boede hun på Frederiksberg i København, hvor hun var manuvisionbehandler – en form for massageterapi – og havde sit eget center på Østerbro med yoga og massage. Hun arbejder stadig lidt som behandler og har en briks stående i sit hus i Permatopia.
»Det er skønt at bo på landet,« siger hun om sit nye hjem. Det eneste, hun savner ved København, er sin familie.
»Permatopia tiltalte mig også ved, at det ikke kun er ældre mennesker, der bor her. Jeg vil gerne inspireres af yngre mennesker. Jeg er jo født, før der var computere, så jeg kan lære meget af de unge. For eksempel havde jeg ingen forstand på landbrug, før jeg flyttede hertil,« siger hun.
Hun lærte Permatopia at kende, fordi en af hendes veninder, der også er manuvisionbehandler, var med til at starte projektet og i dag er formand for bofællesskabet. Det begyndte med, at hun så et opslag på Facebook, som veninden havde lavet, og tog til informationsmøde i København i 2015, da Permatopia stadig kun var et teoretisk koncept. Hun blev hurtigt varm på ideen.
»Jeg syntes, det var et meget interessant projekt. Både for kloden og også, fordi vi ikke bruger sprøjtegift til de grøntsager, vi spiser – alt, hvad Permatopia står for, står jeg også for.«
Arbejdsgrupper
’Butikken’ kalder de lageret, hvor grøntsagerne skal hen. Der er ikke som sådan nogen disk, i stedet er det et lagerrum med træborde, der ligner dem, man kender fra sløjdlokaler.
»Hvor mange skal der være?« spørger Inga Björt Vilhjalmsdottir, mens hun vejer et udvalg af dagens høst på en elektrisk vægt, der er sat til en lang, hvid stikdåse.
500 gram, svarer Bente Ben-Hamadou.
Det er her, alle grøntsagerne fra marken og drivhusene ender. Foruden kål og porrer, som de lige har samlet ind, omfatter det blandt andet rødbeder, kartofler, ærter, bønner, jordbær og peberfrugter, som beboerne kan bestille og hente til sig selv i butikken.
Permatopia drives af forskellige arbejdsgrupper såsom hønsegruppen, skovhavegruppen og markgrøntgruppen.
»Der bor også nogle bankfolk, der tager sig at tallene,« fortæller de to kvinder.
Det er meningen, befolkningssammensætningen i bofællesskabet aldersmæssigt skal svare til befolkningen som helhed, men der er nok lidt flere ældre og småbørnsfamilier, end der i så fald burde være, vurderer Bente Ben-Hamadou.
Da vi igen er ude af butikken og på vej ned gennem bofællesskabet til boligerne, hilser de to ældre flere gange på andre beboere, de møder på vejen. Sådan er det altid, fortæller de.
»Når jeg skal ned med skraldespanden, som ligger i den anden ende af Permatopia, tager jeg altid cyklen,« forklarer Inga Björt Vilhjalmsdottir. »Jeg kan ikke gå, hvis jeg har travlt, fordi så kommer jeg til at snakke med alle på vejen.«
Folk er farverige
I Permatopia bor man i høje firkantede rækkehuse med trekantet tag. De er bygget af træ, de er økologiske, og de er malet turkise, blå og grå, alt efter hvilken række de tilhører. Oprindeligt havde arkitekten planlagt, at de alle skulle være sorte, men så kom der »et ramaskrig« fra beboerne, fortæller Inga Björt Vilhjalmsdottir.
Klynge et, klynge to, klynge tre og så videre kalder de rækkerne af huse. Et lille træskur står imellem dem med skovle, spader, river og koste hængende på ydersiden. Husene er identiske, men Bente Ben-Hamadou adskiller sig lidt ved at være en af de beboere, der har en køkkenhave foran sin bolig. Mulighed for have- og landbrugsarbejde er noget af det, der i første omgang tiltalte hende ved Permatopia.
»Jeg har i 40 år interesseret mig for økologi og har haft en drøm om at flytte på landet i et lille landbrug, men da jeg ikke har haft en partner, der har delt den interesse, var det ikke en mulighed,« siger hun.
Hun er født i Skørringe på landet på Lolland, men har ligesom Inga Björt Vilhjalmsdottir boet i København i mange år. Hun er uddannet arkitekt, har arbejdet som assistancekoordinator på en alarmcentral, og i en sen alder efteruddannede hun sig til hortonom – en videnskabelig uddannelse inden for havebrug – og tog efterfølgende en kandidatgrad i haveterapi i Sverige.
Bente Ben-Hamadous bolig er en lejebolig, og hun flyttede ind i den for at komme tættere på naturen.
»Jeg kan ikke se mig selv tilbringe resten af mit liv med golf, operarejser og banko – det kan jeg ikke. Jeg skal ud i luften. Jeg har levet nogle år i København med hus og have, og da jeg blev skilt og flyttede i lejlighed, var det et stort savn at mangle haven. Da jeg havde den, mærkede jeg glæden ved natur.«
Alle boligerne er i to etager. Første sal er en hems, der er for enden af en trappe, og når man står inde i huset, er der højt til loftet. »Det kan være svært at nå op til spindelvævet herinde,« griner Bente Ben-Hamadou.
Mere social
De ældre på Permatopia har en forening, route 66, der i sommeren arrangerede udflugter i lokalområdet omkring Karise, og som mødes hver fredag for at drikke et glas vin sammen. Bente Ben-Hamadou er medlem af foreningen og er også for nylig blevet delebilejer, da hun sammen med nogle medbeboere købte en Citroën Berlingo.
»Jeg er blevet mere social af at bo her. Da jeg boede på Nørrebro i København, begyndte jeg efter et år at hilse på min nabo, når vi så hinanden fra altanen, og når vi mødtes på trappen. Her er det helt anderledes. Hvis jeg har lyst til at spise sammen med nogen, sender jeg en sms ud, der siger: Nu laver jeg mad. Er der nogen, der vil være med?«
Ud over at høste i marken er hun også tovholder for drivhusgruppen.
»Hvis jeg ikke boede her, ville jeg savne arbejdsfællesskabet, for jeg synes, fællesskab opstår, når man laver noget meningsfuldt sammen. Det vigtigste ved min tilværelse som ældre er, at jeg i hverdagen føler, jeg bidrager til en bedre verden – sådan lidt højttravende sagt. Så selv om jeg er pensionist, vil jeg bruge nogle ekstra kræfter i landbruget, og når jeg ikke kan det mere, håber jeg, at jeg bliver sat til at skrælle nogle kartofler,« siger hun.
Der kommer meget sollys ind i Bente Ben-Hamadous stue på grund af husets store vinduer. Hun peger på vinduerne, når hun skal forklare, hvad det betyder at bo tættere på naturen. Her kan hun følge med i årstiderne, siger hun, det kunne hun ikke i København.
»Om sommeren står solen op i dét vindue, og om vinteren står den op i dét vindue,« peger hun.
Deres bofællesskab er noget særligt, konkluderer hun, fordi de både har boliger, landbrug og drivhuse, mens »de fleste andre bofællesskaber kun har boligen og noget fællesspisning.«
»Og jeg er jo en bondepige – jeg er født på en gård. Måske vender man tilbage til det, man kom fra, når man bliver gammel,« siger hun.
Sådan skal du bo, når du bliver gammel
Der bor 1,1 millioner mennesker over 65 år i Danmark, og der bliver flere og flere ældre borgere. De fleste foretrækker at bo i deres eget hjem med en ægtefælle eller alene, og kun knap fire procent af de ældre bor på plejehjem. Samtidig er nye boformer begyndt at spire frem. Ældre bor under samme tag med deres børn og børnebørn, mens ventelisterne på seniorkollektiver bare er blevet længere. I en ny serie sætter Information fokus på, hvordan man kan bo, når man bliver gammel.
Seneste artikler
I seniorbofællesskaber er livskvaliteten højere og fællesskaberne stærke
23. januar 2020Danske ældre lever længere og er mere friske end tidligere – og det stiller nye krav til, hvordan de bor og indretter sig. De fleste bliver i egen bolig, men interessen for seniorbofællesskaber er vokset markant de seneste år. Her er højere livskvalitet, nye relationer og stærke fællesskaber, viser erfaringerneJohannes på 90 år bor sammen med Aske på 18 måneder
20. december 201990-årige Johannes Boisen og hans kone bor under samme tag som deres barn og barnebarn. En boform, der både har fordele og ulemper. Der er altid nogen til at passe barnet, og der skal kun laves én omgang aftensmad. Til gengæld må man tolerere svigermors glæde for højlydt Hansi HinterseerSeniorbofællesskabet Strandlund er det bedste sted, Bodil og Bent Tang-Jørgensen nogensinde har boet
14. december 2019De seneste år har interessen blandt ældre for at flytte i bofællesskaber været i markant fremgang. I Charlottenlund nord for København ligger Strandlund, som er et af Danmarks stadigt flere seniorkollektiver. Her er varmtvandsbassin, fællesrestaurant, ugentlig vinsmagning – og meget begejstrede beboere
Dejlig artikel. Dem skulle der være nogle flere af, men de er på vej, kan jeg forstå.
Alt, hvad der går i retning af grøn leveform, er velkomment. Det mangler i den grad. For det meste handler omstillingen om co2, men det er kun en del af den. Det svære er at komme til at leve på en anden måde. Byerne skal også med. Det er der sådan set mere behov for. Mange gamle byplanarkitekter har tænkt København bestående af enklaver med haver indimellem.
I det hele taget tror jeg, det er godt for alle - også ældre, at have noget at stå op til om morgenen. De passive kommunale tilbud, hvor de ældre bliver klienter, der skal passes og underholdes, virker i hvert fald ikke attraktive.
I hvert fald burde de kommunale pasningsordninger lade de ældre, som kan, deltage i alle daglige sysler - både med rengøring, madlavning og indkøb.
Vi ved, hvad det betyder at have noget at stå op til. Vi har således plukket de sidste nektarinen i de sidste uger. Netop i dag er vi så småt begyndt at beskære vinstokke til de røde vine. Og selv om vi driver det som non-kommercielt , bliver man dejligt træt om aftenen.
Men det er ikke blot trætheden, der driver os, det er mindst lige så meget glæden over at noget lykkes, samt at vi bag efter kan gå ned i viktualierummet og "trylle" med vinmost, rakija, marmelade og så videre.
Gert Romme.
Findes der "passive kommunale tilbud, hvor de ældre bliver klienter, der skal passes og underholdes".?
Det har jeg til gode at se.
Der findes mange tilbud arrangeret af foreninger og ildsjæle m.v. som ældre kan deltage i, men de bliver ikke passet og underholdt, Det bliver de først når de søger om det og kommer på plejehjem, og det er ikke alle på plejehjem der har kræfter til at deltage i det du kalder underholdning.
Henning Kjær,
Min gamle mor var et sådan sted i Københavns Kommune, hvor 400 gamle var stuvet sammen i nogle i øvrigt ganske fine lokaler. Ser man bort fra højtlæsning og børnelege foregik der absolut intet mellem måltiderne.
Og når vi kom uameldt, var hun ofte nedbedøvet, og i et sådan omfang at personalet var ved at gå i panik, når de ikke kunne vække hende og ikke kunne mærke puls.
Vi kom fra udlandet, og det skete mindst 4 gange, at vi efter aftale med personalet gik uforrettet, da de ikke kunne vække hende igen.
Det er fint nok, man ikke vil ende med at spille bingo og vil arbejde med at være selvforsynende osv., men om man vil det eller ej, så er det ikke altid, at ens krop og sind følger med helt op i alderdommen, så kan man ende der, hvor stolegymnastik og bingo er aktiviteter, der giver mening, også selv om man har arbejdet for bæredygtighed osv.
Det med bingo og operarejser var måske en lovlig kvik bemærkning. Der er stadig steder jeg gerne vil se og ting jeg vil lære og opleve, men det skal (for mig) være krydderi på tilværelsen og ikke hele indholdet. Selv om jeg som ældre kan blive svækket fysisk og/eller mentalt vil jeg stadig gerne føle at jeg bidrager. Vores to alderspræsidenter som er henholdsvis i begyndelsen og slutningen af firserne er begge aktive, den ene laver nok mest administrative opgaver, den anden vil gerne spørges om praktiske opgaver. En anden af seniorerne er vikar i Permatotten, en pasningsordning som 15.2 bliver en integreret skovinstitution med plads til 30 børn, både “vores egne” og børn fra omegnen.
Vi tilstræber at aldersfordelingen svarer til landsgennemsnittet, så vores fællesskab minder mig lidt om den landsby jeg voksede op i i halvtredserne, hvor man omgikkes og hjalp hinanden. Og nogen gange fulgte lidt for meget med i hvad hinanden lavede.
Vores fælleskøkken har længe været næsten færdigt, men når det i nærmeste fremtid bliver færdigt, vil der være fællesspisning 5 dage om ugen, så jeg håber at slippe for præfabrikeret, plastindpakket mad når jeg bliver rigtig gammel. Maden bliver lavet af os, og jeg er sikker på at der vil blive passende opgaver til alle.
Der er desværre mange der bliver ramt af demens når de kommer op i alderen, men hvis man lever i trygge kendte rammer kan man klare sig længere i sit eget hjem og til allersidst mest være tilskuer til livet i landsbyen.