Den 1. januar sad 18-årige Elliot Larsen sammen med nogle venner og så Mette Frederiksens nytårstale, hvor statsministeren blandt andet lagde op til flere tvangsanbringelser.
»Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile,« sagde statsministeren.
I første omgang tænkte Elliot Larsen, at det var »enormt fedt«, som han siger, at Mette Frederiksen brugte omkring ti minutter af talen på udsatte børn og specielt de anbragte børn.
Han har en særlig baggrund for at udtale sig. Han har nemlig selv været anbragt i 11 af sine leveår, men i modsætning til mange andre tidligere anbragte har han flest gode oplevelser at tænke tilbage på.
»Det er godt, at hun kaster ny interesse ind på det her område. Men jeg er ikke enig i, at vi burde anbringe flere børn. Det kan ikke være et selvstændigt mål at anbringe flere. Målet må være at sikre flere børns trivsel,« siger han og fortsætter:
»Det er selvfølgelig svært at vurdere, men jeg tror, at jeg alt i alt har klaret mig bedre, end hvis jeg ikke var blevet tvangsanbragt uden for familien.«
Straffet for ikke at gå med sokker
Elliot Larsen blev født i Helsingør, men efter at hans forældre var flyttet til Jylland, blev han som syvårig fjernet fra familien af kommunen.
»Mine forældre var ude af stand til at tage sig af mig,« siger han og fortsætter:
»Jeg kom i første omgang til et børnecenter i Jylland, og det var ikke en god oplevelse.«
Han husker, at pædagogikken på den institution var »baseret kraftigt på konsekvenspædagogik«, og at »vi blev straffet for selv minimale overtrædelser af reglerne«. Han nævner som eksempel, at han var glad for at gå til karate, men da han i en periode ikke ville gå med sokker, var der ingen af pædagogerne, der så det som et muligt tegn på mistrivsel.
»Der var ingen, der forsøgte at tale med mig om, hvordan jeg havde det. I stedet blev jeg straffet ved ikke at måtte gå til karate, når jeg ikke ville have mine sokker på.«
Han vænnede sig efterhånden til at bo på en stor institution med lange hvide gange og værelser til siderne til 20-30 børn i alderen tre til 12 år.
»Jeg husker ikke, at jeg var specielt bange, da jeg kom til stedet, men når jeg i dag tænker tilbage på det, var det en meget mærkelig og negativ oplevelse.«
»Selv om nogle af pædagogerne var søde, så stoppede de ofte efter kort tid. Jeg har senere tænkt over, at de nok stoppede, fordi de var utilfredse med forholdene. Men som et af de anbragte børn troede jeg, at sådan skulle det bare være.«
Frihed under ansvar
Som 14-årig blev Elliot Larsen flyttet til en institution i Grenå, Plus 2. Den var beregnet til mere udfordrede unge, der døjede med kriminalitet og stoffer. Men selv om klientellet var hårdere, var stedet en god oplevelse. Der var langt færre unge, og der var voksne, der gerne ville høre på dem.
»Der var en helt anden forståelse for, hvad pædagogik er og bør være på et opholdssted, nemlig et samarbejde mellem pædagogerne og det anbragte barn. Hvis nogen af børnene viste tegn på mistrivsel, satte man sig ned og snakkede om en løsning, der var bæredygtig for begge parter.«
Pædagogerne på Plus 2 var også gode til at give frihed under ansvar. Man kunne sagtens lave en aftale for eksempel om at komme lidt senere hjem, hvis man havde brug for det, husker han.
»Hvis de unge så viste, at de kunne overholde aftalerne, så kunne man lave en bedre aftale en anden gang. I stedet for at være autoritetspersoner var pædagogerne sparringspartnere, der viste tillid og var rede til at samarbejde.«
De unge med vanskeligheder med kriminalitet og stoffer blev behandlet på samme måde, som Elliot Larsen blev. Og det havde god effekt.
»Hvis du først bliver lukket ude, fordi du har problemer, du som anbragt ikke selv kan klare, så gør det kun situationen værre. Her var vi i et miljø, hvor man godt kunne dumme sig uden at blive skåret af. Det er et koncept, der bygger på positiv forstærkning. Du bliver ikke straffet, hvis du gør noget galt, men du bliver belønnet, når du gør noget godt.«
Han peger også på, at hvis de unge havde et problem, kunne de tale med de voksne. De ville gerne lytte. I en periode havde han svært ved at finde overskud til at kontakte sine forældre. Det anerkendte pædagogerne.
»De hjalp mig. Jeg fik støtte til at bevare kontakten, når jeg ikke selv havde overskud til det.«
Som 15-årig blev Elliot Larsen flyttet til Unghuset i Grenå, hvor han blev, til han fyldte 18. Ændringerne var nu ikke store, fordi Unghuset var en søsterinstitution til Plus 2 og byggede på samme pædagogik.
»Begge steder var der væsentligt flere mandlige pædagoger end på Norddjurs Børnecenter. Det er ikke afgørende, men jeg tror på, at en maskulin tilstedeværelse er vigtig, specielt for anbragte drenge i forhold til at have en maskulin rollemodel. Og så var der forventninger til os om, at vi selv skulle rydde op, lave mad selv og vaske vores tøj. Det var godt, for hvorfor skulle jeg forskelsbehandles i forhold til andre børn, bare fordi jeg var anbragt uden for hjemmet,« spørger han.
Forældrene er ikke fjender
Nu er Elliot Larsen i gang med EUX, en erhvervsuddannelse kombineret med en studentereksamen. Han vil enten være pædagog eller underviser.
»Mine erfaringer viser, at antallet af børn i forhold til antallet af voksne og det pædagogiske koncept er vigtigt. Det samme er en konstant støtte til barnet med de ting, der er svære. Og så skal det stå klart, at anbringelseshjemmet er på barnets side. De er der for at hjælpe dig og passe på dig.«
Og så tilbage til nytårstalen. For der var endnu en ting, der faldt Elliot Larsen i øjnene.
»Statsministeren sagde også, at forældrene fik for mange chancer. Men det sætter forældrene i et negativt lys. Forældrene er ikke fjenden. Det er nogen, vi skal samarbejde med. Jeg ville da ønske, at der fra begyndelsen havde været det samme niveau af støtte til mine forældre, som jeg oplevede på Unghuset og Plus 2.«
