Interview
Læsetid: 6 min.

Filosof: Statsministerens håndsrækning til børnene er klassisk statstænkning

Det er svært at være imod, at Mette Frederiksen vil gøre mere for de børn, der vokser op i dysfunktionelle familier. Men bag statsministerens udmelding ligger ifølge professor i filosofi og pædagogik ved Aarhus Universitet Lars-Henrik Schmidt først og fremmest en klassisk statsræson, der skal fremme sammenhængskraften
Mette Frederiksens nytårstale er ifølge Lars Henrik Schmidt en markering af, at der er noget i vores alle sammens velfærdsstat, nemlig børnene, der sorterer under statsmagten og ikke bare hører ind under familiens rettigheder. På billedet ses et barn på et behandlingshjem for spædbørn af alkoholikere og misbrugere.

Mette Frederiksens nytårstale er ifølge Lars Henrik Schmidt en markering af, at der er noget i vores alle sammens velfærdsstat, nemlig børnene, der sorterer under statsmagten og ikke bare hører ind under familiens rettigheder. På billedet ses et barn på et behandlingshjem for spædbørn af alkoholikere og misbrugere.

Jakob Dall

Indland
3. januar 2020

Forældre elsker at tale om børnene. Det ligger dybt i forældrene, at børnene er deres egne.

Men vores børn er også statens børn. Og det er dét, som statsminister Mette Frederiksen (S) understregede i sin nytårstale, hvor hun blandt andet sagde, at »flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag«.

Det vurderer Lars-Henrik Schmidt, der er professor i filosofi og pædagogik ved DPU under Aarhus Universitet.

»Spørgsmålet om, hvem der ejer børnene, er en meget kompliceret affære. Og selv om børnene ifølge den almindelige forestilling er forældrenes børn, så er det også statens børn. Og når det kommer til stykket, så har staten myndigheden til at gribe ind og overtrumfe forældrene. Mette Frederiksen iværksætter i sin nytårstale en institutionalisering af barnet, hvor det for mig er klart, at man går tilbage til en klassisk statsræson: Staten tager sig af sin befolknings trivsel og sørger for almenvellet,« siger Lars-Henrik Schmidt.

For ham er regeringens bekymring ikke bare udtryk for næstekærlighed, solidaritet eller medmenneskelighed. Formålet er i højere grad sammenhængskraften i samfundet.

»Det så at sige provokerer sammenhængskraften, hvis der er børn, man ikke kan få fat på, fordi de af forskellige årsager falder uden for det normale institutionsliv, som alle børn placeres i fra etårsalderen. Det kan være udsatte børn, men det kan også være andre børn, hvor familierne unddrager sig det offentlige myndighedsapparat.«

På dansk bruger man ofte begrebet ’barnets tarv’. Det er den danske udgave af det engelske udtryk, som for eksempel optræder i FN’s Børnekonvention, nemlig barnets ’best interest’.

Det afgørende er, at når man fra statsmagtens side, altså regeringen som den udøvende del af statsmagten, agerer over for børnene, så er det ud fra en forståelse af, at børnene ikke blot er familiens, men også statens børn.

Derfor kan man henvise til det lidt upræcise ’tarv’, og det berettiger staten til at gribe ind over for den måde, visse børn bliver behandlet på, forklarer Lars-Henrik Schmidt.

»Begrebet hæver sig op og ud af det politiske. Når vi taler om børnene, handler det om vores fremtid og om godhjertethed. Det hele bliver blandet sammen i det ord, ingen præcist ved, hvad er, nemlig tarv. Det er stærkt, netop fordi det ikke behøver at blive defineret.«

Alle bliver institutionaliseret

Hensynet til børnenes tarv er ifølge Lars-Henrik Schmidt med til at gøre det til en mindre kompliceret affære, når staten viser, at den har den suveræne myndighed over børnene.

»Det er ikke noget, regeringen eller statsministeren taler så meget om. I stedet bliver det i nytårstalen mere lanceret som en slags forbedret trivselsprogram af hensyn til vores velfærdssamfund. Men talen er en markering af, at der er noget i vores alle sammens velfærdsstat, nemlig børnene, der sorterer under statsmagten og ikke bare hører ind under familiens rettigheder.«

­– Hvad har det så med sammenhængskraften i samfundet at gøre?

»Svaret på spørgsmålet ’hvordan får vi styrket sammenhængskraften’, er, at det gør vi ved, at vi alle har gået på institution lige siden, vi var helt små børn. I gamle dage var det kirken, så blev det folkeskolen, og nu skal vi i tidens tegn have oprettet effektive daginstitutioner og sikre et effektivt samarbejde mellem de sociale myndigheder og de edukative, dvs. de pædagogiske myndigheder. Det er ikke længere tilstrækkeligt med et fælles uddannelsessystem,« siger Lars-Henrik Schmidt og peger på, at det er den samme offentlige myndighed, nemlig kommunerne, som både skal tage sig af at sikre integrationen af udlændinge og sammenhængskraften.

Mette Frederiksen berørte kun perifert spørgsmålet om udlændinge og deres børn i sin tale. Det skete blandt andet med ordene, at »vi« må lægge berøringsangsten væk »også over for andre kulturer. Nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i Danmark«.

Lars-Henrik Schmidt kalder statsministerens tale for »en helt forudsigelig socialdemokratisk politik«.

»Socialdemokratiet vil gerne regere, og det får de nu lejlighed til at markere blandt andet i nytårstalen. Men selv om det er klassisk statsræson, så siger statsministeren det på den lidt pænere måde, at man nu vil tage sig specielt af de udsatte børn. Det er min korte, men benhårde analyse, når jeg forsøger at se det så nøgternt som muligt: Der er ingen pænhed forbundet med det. Men på den anden side er der ikke nødvendigvis noget galt i det.«

– Hvad mener du med, at der ikke er noget galt?

»Statsministeren præsenterer den kommende indsats som et ønske fra befolkningens side. Eller i hvert fald som noget, der ikke er imod folks ønsker. Det sætter sig igennem som en velfærdsstrategi, altså som et svar på et ønske fra børn, hvor det er gået dårligt med familierne. Børnene vil få en bedre chance, end de har nu. Så statsministeren behøver ikke at sige, at det er regeringens politik. Nej, det er alle sammens politik,« siger Lars-Henrik Schmidt og tilføjer:

»Så behøver statsministeren ikke at sige, at vi gør det her af hensyn til sammenhængskraften. I stedet kan man præsentere det, som om regeringen giver efter for en bred folkestemning om, at vi nu skal tage os bedre af vores børn.«

Han mener, at regeringen på den måde kan regere, uden at det tager sig politisk ud. Det italesættes ikke som det, det ifølge ham i virkeligheden er, nemlig det politiske kunststykke at gøre børneområdet til et koncensusområde, der skal sikre sammenhængskraften i samfundet.

»Det, der ligger bag, men som ingen siger, er, at hvis man skal have gjort noget ved integrationen i Danmark, så skal vi have børnene fra de ikke-etniske danske grupper til at bøje sig for de såkaldte danske værdier. Og hvor får de så dem fra? Dem får de ved at gå i dagsinstitutionen og skolen, og det gælder også de børn fra de familier, hvor moren aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet. Det reelle er, at der bag ved al den skønsang om at hjælpe børn fra udsatte familier ligger nogle meget systematiske betragtninger om, hvordan vi sikrer sammenhængskraften og integrationen.«

Den tidlige indsats

Én ting er hensynet til børnenes tarv. Men forældre har også rettigheder, både som borgere og forældre. Men det er kun sjældent, at de to hensyn konflikter i forhold til en styrkelse af sammenhængskraften.

»I dag arbejder de fleste forældre endda selv med på det. Vi, som er flest, synes, at det er helt naturligt at sætte børn i dagsinstitution, inden de fylder et år. Og inden da har de været under overvågning af sundhedsapparatet via sundhedsplejerskerne. Mange ønsker at udvide sundhedsplejen til op til skolealderen. Ligesom i gamle dage, hvor vi alle var til undersøgelse hos skolelægen,« siger Lars-Henrik Schmidt.

»Det system trænger sig igennem via en tættere sammenknytning af det sundhedsmæssige og det uddannelsesmæssige system. Det afføder ingen ideologiske diskussioner i befolkningen, fordi de to systemer allerede er blandet sammen i det kommunale system. Sammenblandingen er sundhedssystemets og det pædagogiske systems baggrundsdiskurs, men det er også rationelt. Alle er enige om i dag, at pengene er bedst brugt ved den tidlige indsats,« siger Lars-Henrik Schmidt og kalder »den tidligere indsats« for det ’Sesam, luk dig op’, der i 1001 Nats Eventyr fik bjerget til at åbne sig for Ali Baba.

– Men er det ikke meget fornuftigt?

»Selvfølgelig er det fornuftigt at gøre noget for de udsatte. Men Mette Frederiksen er lige ved at røre ved noget, der kan blive dødsensfarligt. For skal næste træk være tvangsabort, som vi kender det fra andre tidsaldre, eller i det mindste et forældrecertifikat,« spørger Lars-Henrik Schmidt provokerende.

»Det ligger jo lige til højrebenet, og det vil ret beset bare være en endnu tidligere indsats. Unge forældre går jo i dag til lægeundersøgelser under graviditeten og er lykkelige for det uden helt at være klar over, at det er statens guldklump, den unge mor har i maven. Ikke kun de unge forældres,« fortsætter han og tilføjer:

»Jeg kalder det for en statsræson som livsdesign. Man vil designe vores liv fra vugge til grav, og det er derfor, at den vigtigste samfundsdiskussion ikke foregår på børsen eller i partierne. Nej, den foregår der, hvor man drøfter, hvordan vi skal behandle vores børn.«

Rettelse: Det var Ali Baba, ikke Aladdin, som bjerget åbnede sig for i 1001 Nats Eventyr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvorfor gå MF så ikke helhjertet ind for miniumsnormering i daginstitutionerne og bruger flere penge på gode og trygge forhold her . Det er da i høj grad en fornuftig og god investering.

Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Henriette Bøhne, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Martin Rønnow Klarlund

Jeg forudser mere overvågning - sandsynligvis Gladsaxe-modellen i en landsdækkende udgave uden de større indsigelser. Ingen kan jo være imod at udsatte børn hjælpes, vel?

Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Henriette Bøhne, Susanne Kaspersen, Søren Ferling, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Man kunne også læse nogle flere eventyr for børnene, så de som voksne vidste, at "Sesam, luk dig op" stammer fra Ali Baba og de fyrretyve røvere" og ikke fra "Aladdin".

Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Miklôs Tōtfalusi og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er meget nemt: borgerne ejer staten, som de kræver skal give rum og plads til, at de kan få børn og leve godt. Når det ikke er opfyldt, må politikerne på arbejde for at lave ikke mennesker, men strukturer, om.
Mennesker danner samfund for at kunne få børn under trygge omstændigheder, men trygheden er eroderet pga. udygtige politikeres hærgen i flere årtier. Nu er det på tide at sige stop! staten er gået for langt, den er til for os, vi ikke for den.

Niels K. Nielsen, Anne Schøtt, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, arne tørsleff, Ken Sass, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Henriette Bøhne, Susan Hansen, Carsten Svendsen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Hanne Utoft, Mikkel Zess og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi skal den stik modsatte vej af dette totalitære helvede, der altid har ligget latent i det socialdemokrati, der ellers gør så til af at lægge afstand til kommunismen. Reelt er den egentlige kommunisme måske mere fri, altså ikke statskapitalismen i det 20. århundrede, men tværtimod det borgerdrevne, øvrighedsløse samfund, der er den marxistiske utopi, og som har en ikke ringe lighed med oldtidens demokratiske samfund, hvor alt var op til folkeforsamlingen og dens arbitrært udpegede embedsmænd.
Det kan folk nok slet ikke forestille sig lige nu, men det kan meget vel blive det ønske, der opstår, når demokratiske partier opgiver frihed, lighed og fællesskab som mål - for i stedet at ens- og målrette befolkningen imod den rene og skære dumhed, der ligger i stadig mere velstand og stadig mindre velfærd og respekt for den enkelte. I sig selv er velstand intet værd, kun som middel til at sikre netop velfærd, fremskridt og større selvberoenhed for den enkelte borger kan den have en berettigelse, uden at være obligatorisk: snarere skaber velfærd velstand.

Jette Steensen, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, jørgen djørup, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Susan Hansen, Carsten Svendsen, Eva Schwanenflügel, Gaderummet Regnbuen, Anders Reinholdt, Jens Kofoed, Carsten Munk, Hanne Utoft, Philip B. Johnsen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

De fysisk og psykisk mishandlede børn i mest udsatte familier, er ’ikke’ blevet fjernet fra deres forældre, men er til dato i meget stort antal, blevet overladt til deres mishandlerne af politikerne.
Vores folkevalgte politikere, ved det godt og har vist det længe, men de mest udsatte børn er blevet misrygtet af vores folkevalgte politikeres manglende handling, længe nok nu, det skal være slut, nu skal de udsatte børn fjernes fra deres mishandlere og fra nu af, vil vores folkevalgte politikere begynde, at passe deres arbejde, de vil sende flere penge, tale mere om de mishandlede børn og holde det hele under skærpet opsyn.

Hvis det Statminister Mette Frederiksen påstår er sandt, hvilket borgerne må gå ud fra, så er det en stor skandale. spørgsmålet er vel så, hvorfor først nu?

Mogens Holme, Susan Hansen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Hanne Utoft og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Du er klarsynet Steffen.

Jeg har ofte tænkt på, hvorfor magten altid er personificeret? Det er da et mærkeligt udemokratisk levn fra vores feudale fortid. Det øvrighedsløse samfund du antyder ovenfor, kan jo f.eks. sagten sende delegationer med statsministermandat til hver sin ende af verden. Og når deres mission er slut, er deres mandat atter hvor det hører til, hos folkeforsamlingen.
Jeg synes bestemt, at det er på tide med en opgradering af folkestyret. Men det kræver ikke så lidt oplysning og generel uddannelse og dannelse til fællesskabsånd.

Mogens Holme, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Susan Hansen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Hvorfor er der ingen kommentarer der taler de udsatte børns sag? Er der ingen gode forslag til at hjælpe børn der mistrives med deres forældre?
De fleste komentarer er ren voksensnak i form af politik og juristeri.

Ole Rasmussen

Godhavnsdrengene fik en undskyldning af MF for systemets behandling af dem som børn. Nu gentager Mette Frederiksen historien ved at sende ny kuld af børn ind i samme system. Læs socialrådgiver Puk Saber på EB, hvad hun mener om det nuværende system med overskriften : Mette Frederiksen aner ikke hvad hun taler om.
https://ekstrabladet.dk/opinionen/puksabber/socialraadgiver-mette-aner-i...

Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Jens Winther, Flemming Berger, Susan Hansen, Carsten Svendsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

At udsatte børn skal have hjælp er slet ikke kontroversielt, Henning Kjær. Det er det til gengæld, at statsministeren brugte 2/3 af sin spindoktororkestrerede nytårstale til at proklamere en indsats, som i værste fald vil udløse et socialt rædselsregime, som ikke vil hjælpe nogen. Og slet ikke børn. Mange er belært af erfaring yderst kritiske overfor sociale tiltag fra MF.

Anders Olesen, Lise Lotte Rahbek, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Ebbe Overbye, Steen K Petersen, Ken Sass, Vivi Rindom, Jens Winther, Flemming Berger, Carsten Svendsen, Susan Hansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mange tak, Ole Rasmussen. Puk Sabber spidder MF, såvel som det dysfunktionelle system.

Mette Frederiksen aner ikke, hvad hun taler om.

måske blot forældre, der er i krise på grund af nogle faktiske livsomstændigheder. Eller børn, der mistrives i vores destruktive institutioner, der er et omsorgssvigt i sig selv.
Alle disse forældre er ikke onde. De har brug for hjælp, men får den ikke. De ender i stedet med at få deres børn anbragt. Og hvis der er søskende, er disse også i risiko for at blive fjernet, da Socialdemokratiets politik åbenbart er, at hvis ét barn er anbragt, da skal søskende også anbringes.

Jeg har oplevet, hvordan antallet af tvangsfjernelser er eksploderet – ja, fordoblet. Men de børn jeg har oplevet tvangsfjernet, har ikke været udsat for vold og seksuelle overgreb. Til gengæld har jeg selv forsøgt at underrette i sager om massive omsorgssvigt med ekstremt misbrug og vold, uden at der så meget som blev reageret, og Ankestyrelsen var næsten et år om at tage sagen op af egendrift.

Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Susan Hansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Marianne & Allan Schäfer

Den glædelige nyhed er, at med de nuværende kompetencer hos kommunale og statslige myndigheder så vil alt gå, som det plejer; det vil intet eller næsten intet ske. Linket til Sabbers artikel, hvor forholdene i bla Københavns kommune blev fremstillet, er nok forskrækkende, men mine egne erfaringer som borger i en Vestegnskommune er et uhyre lavt kompetenceniveau, manglende evne til at skelne væsentligt fra uvæsentlig og gemen kassetænkning. Når afdelingslederne drukner de menige sagsbehandlere i sager og samtidig åbenlyst skeler til kommunens elendige økonomi, så er det mere bekvemt fx at lade en kommunal SSP-medarbejder påtale et barns indkøb af en energidrik med et koffein-indhold svarende til ca tre kopper kaffe end adresserer sammen barns massive mistrivsel og skoleværing – et selvoplevet eksempel.
Muligvis "is Big Mother watching us", men resultatet er - hvis alt går som det plejer - helt uden betydning. Flere medarbejdere flimrer sikkert bare forvirrede rundt, og vi borgere triller ud blandt maskerne i vores velfærdssamfund.

Lise Lotte Rahbek, Carsten Svendsen, Susan Hansen, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

" Til gengæld har jeg selv forsøgt at underrette i sager om massive omsorgssvigt med ekstremt misbrug og vold, uden at der så meget som blev reageret,"

Ikke mange lægger vægt på præcis denne sætning fra Puk Sabber. Som egentlig er det allervigtigste i hele hendes indlæg. Puk Sabber fortæller præcis det samme som Mette Frederiksen - at der er behov for en opstramning.

Henning Kjær

Leo Nygaard.
Jeg har læst dit indlæg, og er dybt uenig.
Det kan godt være at Lars-Henrik Schmidt har ret i noget, men det er noget overordnet snik-snak, hvor han slet ikke beskæftiger sig med børnene, men "sammenhængskraft" og <<<<2forældrene har også rettigheder", og du kører videre med grove beskyldninger. Livskloge borgere kan rende mig, børns dårlige trivsel er ikke for amatører.

At de sociale myndigheder ikke er dygtige nok i deres sagsbehandling, slal der der laves om på, det skal børnene ikke lide under.

Mikkel Zess.
Jeg har ikke påstået at det er kontroversielt at udsatte børn skal have hjælp, og jeg synes slet ikke det er kontroversielt at MF bruger meget til i nytårstalen til at tale om børn. Det er på høje tid at nogen tager udsatte børns situation alvorligt, og ikke bare taler om arbejdskraftreformer.

Eva Schwanenflügel

Ja, Mette F får ikke adresseret de virkelige problemer, når hun hepper på flere tvangsfjernelser.

Der eksisterer en underliggende dysfunktion, der er vokset og vokset som en skimmelsvamp i de forgangne dekader med fokus på endeløs 'vækst', fremmedhad, og sparken nedad på syge, ledige og 'utilpassede' mennesker, der har eroderet den velfærd alle i samfundet burde have del i.

Og nu skal problemet med ulighed så løses med endnu en bøllebank-plan fra fru Bigmother..

Måske sker der ikke andet end at endnu flere sagsbehandlere og socialmedarbejdere får endnu mere bureaukrati at slås med.

Men jeg tror desværre planen indeholder mere overvågning af borgerne, helt ned på det mikroskopiske plan alla Gladsaxe-modellen, ansigtsgenkendelse, og indberetninger fra pengeinstitutter på hvad folk bruger deres penge på udi absurditeter.

Jeg kunne have ønsket mig at statsministeren havde gjort op med den fatale reform af førtidspension og fleksjob hun selv indførte i 2013 som beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen.

Men det var naturligvis helt utopisk.

Anne Schøtt, David Adam, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Ken Sass, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikkel Zess, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Carsten Svendsen, Susan Hansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

MF peger på et socialt problem - dem er der mange af i Danmark.

Jeg mener, generelt, at hun er fuld af fup og fidus.

Mikkel Zess, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Hr. Nygaard.
Du anbefaler livskloge amatører, der ikke nødvendigvis ved noget om det de blander sig i, på samme måde med dig og al din generaliserings sure galle.
Jeg er ikke og har aldrig været ansat blandt dem du så hadefuldt kalder dysfunnktionelle bedrevidende professionelle.
Til gengæld har jeg set et stort svigt fra dem der kunne være livskloge, men som ofte lukker øjnene for børns mistrivsel. De tager oftest de voksnes/forældrenes parti.

Steffen Gliese

At pege på børnene er jo bestemt ikke nyt, tværtimod skubber alle dem foran sig - fordi lysten til at udvikle det hjertelige velfærdssamfund, hvor det gik ud på at hjælpe hinanden, er forduftet af helt uforklarlige og i hvert fald irrationelle årsager over de sidste 2½ årtier.
I stedet for at holde fanen højt for vores engang enestående samfund, har vore politikere valgt at søge inspiration i andre, ringere samfund og dermed forværre livskvaliteten, hvor der har været en enestående mulighed for at hæve den.