Interview
Læsetid: 5 min.

Forlovet med PTSD-ramt veteran: Jeg ved godt, hvorfor han ligger på sofaen. Hans hjerne kan ikke overskue mere

Siden 1992 har Danmark sendt omkring 33.000 soldater i krig. Knap én ud af ti veteraner har et højt niveau af PTSD-symptomer efter to et halvt år, viser undersøgelser. I anledning af en ny dokumentar om veteraner med PTSD, der bliver sendt på DR mandag, har Information talt med to pårørende
En dag, da Sanne Irene Herweck var ude at gå tur med hunden, skrev hendes kæreste en sms om, at han havde taget en masse smertestillende medicin og »dobbelt op på alt det andet«.

En dag, da Sanne Irene Herweck var ude at gå tur med hunden, skrev hendes kæreste en sms om, at han havde taget en masse smertestillende medicin og »dobbelt op på alt det andet«.

Kristine Kiilerich

Indland
20. januar 2020

Svandis Funder Svendsen: »Jeg tænkte, det værste, der kunne ske, var, at han blev slået ihjel«

Da Svandis Funder Svendsen mødte sin mand for 13 år siden, vidste hun, at han gerne ville udsendes. Det tænkte hun ikke så meget over. Det var bare et job, der skulle udføres. Men hans halve år i Afghanistan i 2008 viste sig at få store konsekvenser for ham og deres forhold. Konsekvenser, der har ført til, at de blev separeret i november.

»Da han var udsendt, tænkte jeg, at det værste, der kunne ske, var, at han blev slået ihjel. Men jeg kunne ikke forestille mig, at det faktisk ville være værre, at han kom hjem, som han gjorde.«

Allerede da Svandis Funder Svendsens mand kom hjem halvvejs inde i sin udstationering, havde han »ændret sig«, fortæller hun.

»Nærværet var pludselig væk, men jeg tænkte ikke så meget over det dengang. Men da han kom hjem efter hele udstationeringen, ændrede han sig fuldstændig.«

Pludselig havde han fået kort lunte. Svandis Funder Svendsen troede først, at det var »bryllupsstress« i forbindelse med, at de skulle giftes kort efter, at han kom hjem.

»Men så blev vi gift, og det blev bare ved. Han var så presset i hverdagen, at der ikke skulle så meget til, før han blev frustreret og magtesløs. Han kunne en sjælden gang imellem blive så presset, at frustrationen tog over, og han smed med det, han havde hænderne, eller smækkede døren hårdt. Sådan en episode kunne begynde med noget så småt som en opfordring til, at han satte sine sko på plads.«

Det blev værre hen ad vejen, og efter et år fik han stillet sin diagnose. Kort efter fik han sin første psykose, da nogle unge fyre efter en julefrokost sprang over i køen til en taxa, hvilket udviklede sig til et slagsmål.

»Han blev helt sort i øjnene og var fuldstændig væk. Han havde det ikke godt.«

Tre dage senere fik han endnu en psykose, da han under et skænderi om rengøring kastede med en vasketøjskurv. Det førte til, at han blev indlagt på psykiatrisk afdeling i seks uger.

»Jeg har stort set stået alene med det hele de seneste 11 år. Jeg tager mig af børnene og ham, og han lever så sit liv. Han har, indtil vi blev separeret, boet i et skur, vi satte op uden for vores hus, hvor han kunne trække sig og ryge vandpibe, der beroliger ham.«

Men selv om Svandis Funder Svendsens mand var svær at tage sig af, overvejede hun ikke at forlade ham.

»Man håber jo. Man tænker, at lige om lidt får han det bedre. Men så går der pludselig 11 år, uden der sker noget. Jeg elsker ham så højt, at jeg ikke har lyst til at give op.«

Og det havde måske ikke været tilfældet, hvis hun havde stillet flere krav, mener hun.

»Jeg har måske været for god ved ham og ikke stillet nok krav. Det har jeg indset nu. Vi har givet sygdommen lov til at tage over og styre det her. For hvis vi presser ham, hvad sker der så?«

I november valgte Svandis Funder Svendsens mand at trække sig fra forholdet, fordi han mente, at han belastede hende og deres børn med sin tilstedeværelse.

»Og det gør han også. Men jeg er ked af hans beslutning. Jeg har kæmpet med ham i alle de her år, og jeg føler, at han pludseligt fravælger mig, børnene og ansvaret. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan komme videre. Men det bunder nok i en forestilling om, at vi bliver gamle sammen og sidder med matchende outfits i en campingvogn, når vi er 70 år gamle,« siger hun.

Sanne Irene Herweck: »Det ville han aldrig have gjort før – tænke på fremtiden«

Sanne Irene Herweck har været sammen med sin forlovede i lidt over fire år. De mødtes fire år efter, at han vendte hjem fra sin udsendelse til Afghanistan.

Allerede på første date fortalte hendes forlovede, at han havde PTSD, men det var ingen hæmsko for hende. To måneder senere flyttede de sammen, og her begyndte hun at se tegnene. Han blev sur over små ting og tog pludseligt hjem til venner, når han havde lyst.

Et år inde i forholdet blev situationen markant værre, da han blev fyret.

»Pludselig kunne han nærmest ikke noget. Han kom ikke uden for døren og lavede ikke noget. Han begyndte at fortælle mig, at han ikke så nogen grund til at leve mere. Jeg kunne tydeligt se i hans øjne, at han var et dårligt sted.«

En dag, da Sanne Irene Herweck var ude at gå tur med hunden, skrev kæresten en sms om, at han havde taget en masse smertestillende medicin og »dobbelt op på alt det andet«.

»Jeg græd ikke på noget tidspunkt. Jeg vidste, hvad jeg skulle hjem og gøre. Det tog mig maks. to minutter at komme hjem – jeg kørte også lidt for stærkt.«

Da hun kom hjem, lå han træt på soveværelset og mumlede, at han havde taget en masse piller. Sanne Irene Herweck ringede straks 112.

»Mens vi ventede på ambulancen, begyndte vi at tale om fremtiden, og han mumlede: ’Undskyld, jeg har gjort det her. Jeg har bare gjort det for at få den rette hjælp. Jeg vil gerne leve sammen med dig’.

Det er 110 procent det, at han forsøgte at tage sit eget liv og vores samtale, mens vi ventede på ambulancen, der gjorde ham opmærksom på, hvad han var ved at miste. Han tænkte: ’Jeg har jo splidt så mange år på ikke at ville kæmpe.’«

Efter selvmordsforsøget har Sanne Irene Herwecks mand taget store skridt og oplevet, at han faktisk gerne vil livet, fortæller hun.

»På et tidspunkt hen over aftensmaden sagde han til mig, at han havde indset, at han skal have hjælp, og at han ikke kan overskue at række ud selv. Jeg blev helt mundlam af, at han sagde det til mig. Nu er han begyndt til psykolog, og det har givet ham tro på livet. På min fødselsdag i sommer friede han til mig. Det ville han aldrig have gjort før – tænke på fremtiden.«

Egentlig havde det været Sanne Irene Herweck, der tog sig af sin forlovede. Men under en håndboldkamp fik hun en hjernerystelse med varige men. Pludselig skulle kæresten tage sig af hende, og hun begyndte at forstå hans situation bedre.

»Han kunne give til et andet menneske i stedet for bare at tage imod. Det har gjort, at vi er rykket rigtig meget sammen. Også fordi vi har noget psykisk begge to, som ingen andre kan se, og som er rigtig svært at forklare for folk, der ikke forstår det.«

Nu stiller Sanne Irene Herweck ikke længere spørgsmål til sin kærestes adfærd, når han ligger på sofaen eller spiller computer – noget, der tidligere ofte ledte til store skænderier. 

»For jeg ved godt, hvorfor han gør det. Det er fordi, hans hjerne ikke kan overskue mere, og han har brug for en pause. Ligesom han ved, hvorfor jeg ligger på sofaen, når jeg ikke kan overskue mere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Serge Savin

"Knap én ud af ti veteraner har et højt niveau af PTSD-symptomer efter to et halvt år, viser undersøgelser"
Citat fra artiklen

Det er fuldstændig forrykt.

Bare vi dog kunne få os samlet sammen til helt at stoppe udsendelse af tropper til tjeneste på fremmed jord - uanset hvem der måtte anmode herom; FN, USA ....

Anker Nielsen, Werner Gass, Else Marie Arevad, Jesper Sano Højdal, Erik Winberg, Jan Fritsbøger, Inger Jensen, Søren Bro og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

at kalde det forsvaret er et dække, som skal bortlede opmærksomheden fra at det kun dur til aggression,
at tale om at forsvare sig med militære våben er jo den store løgn,
er man bevæbnet gør man sig selv til target, og ja man kan da dræbe en eventuel overfaldsmand, eller man kan dræbe bare fordi man kan,
sådan for en sikkerheds skyld hvis nu nogen overvejede et angreb,
på samme måde med et land, et bevæbnet land kan betragtes som en trussel og man kan derfor føle at en krig, sådan for en sikkerheds skyld, kan fjerne truslen, eller man kan overfalde et land, bare fordi man kan, som vi gør det sammen med NATO / USA,
men faktisk er krig, fremstilling og salg af militære våben alt sammen forbrydelser imod menneskeheden, uanset hvilke juridiske artefakter man henviser til,
og soldat er stadig det usleste et menneske kan vælge at være.

Jeg håber at folk vil erindre sig - når de ser dokumentaren - at mindst 30% af vores flygtninge har alvorlige traume relaterede symptomer.

Daniel Joelsen, Marie Jensen, Estermarie Mandelquist, Erik Winberg, Tue Romanow, Henriette Bøhne og Palle Pendul anbefalede denne kommentar