Interview
Læsetid: 5 min.

Forsker: Den danske udenrigspolitik er præget af ønsketænkning

Danmarks udenrigspolitik er en slags strudsepolitik. Vi har stukket hovedet i jorden og fastholdt, at USA er vores vigtigste allierede i stedet for at omstille os i takt med, at verden har forandret sig. Selv om det kan lyde som en klassisk klagesang, kommer man ikke uden om, at det blandt andet skyldes manglende ressourcer, siger forsker
Hvis man synes, at det er væsentligt at øve indflydelse og prøve at skubbe udenrigspolitikken i en anden retning, så kan man ikke komme uden om, at det koster. Sådan siger forsker ved DIIS Louise Riis Andersen i dette interview, som er det første i Informations interviewserie om Danmarks rolle i verden.

Hvis man synes, at det er væsentligt at øve indflydelse og prøve at skubbe udenrigspolitikken i en anden retning, så kan man ikke komme uden om, at det koster. Sådan siger forsker ved DIIS Louise Riis Andersen i dette interview, som er det første i Informations interviewserie om Danmarks rolle i verden.

Celina Dahl

Indland
16. januar 2020

Det stod allerede klart, da Trump vandt valget i 2016. Det langstrakte forløb omkring Brexit og opbruddet i EU har gjort det endnu tydeligere, og det amerikanske drab på den iranske general Qassem Suleimani er kun en yderligere understregning af hele problemet:

Forudsætningerne for dansk udenrigspolitik har forandret sig dramatisk i løbet af de seneste år.

Alliancerne er i opbrud, og de institutioner og internationale spilleregler, der har udgjort fundamentet, bliver udfordret af alle stormagterne.

Alligevel har dansk udenrigspolitik kun i begrænset omfang formået at omstille sig og nærme sig en besvarelse af nogle af alle de spørgsmål, som den nye situation rejser. Det siger Louise Riis Andersen, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og blandt andet har fokus på krisen i den liberale internationale orden.

»Hvis man skal være lidt grov, så er det en strudsepolitik: Hvis vi bare bliver ved med at fastholde, at USA uden tvivl er vores vigtigste sikkerhedspolitiske allierede, så bliver det nok ved med at være sådan,« siger hun.

»Der ligger en form for ønsketænkning i at fastholde det på den måde. For konsekvenserne af at sige, at det er det ikke mere, er simpelthen for uoverskuelige. For så melder det næste spørgsmål sig straks. Hvad så?«

I den kommende tid sætter Information i en ny serie fokus på Danmarks udenrigspolitiske rolle i verden. Dette er det første interview i serien.

Afstand mellem USA og Europa

Fra dansk side har der aldrig været sået tvivl om, at forholdet til USA og NATO er det vigtigste i sikkerhedspolitikken. Men allerede under Obama-regeringen begyndte det at stå klart, at amerikanerne var på vej til at skifte strategi.

Efter at Trump overtog regeringsmagten, blev afstanden mellem USA og Europa hurtigt større, og den amerikanske præsident udtrykte åben mistillid til de internationale aftaler og institutioner, der normalt har reguleret forholdene mellem landene.

Selve det system, som traditionelt har været en garant for, at små lande som Danmark overhovedet bliver hørt og respekteret i internationale sammenhænge, kom under angreb og blev søgt erstattet af bilaterale ad hoc-forhandlinger med fokus på den enkelte stats interesser.

Louise Riis Andersen erkender, at der ikke er noget selvindlysende svar på, hvad Danmark skal gøre ved, at der bliver sat spørgsmålstegn ved USA som den væsentligste sikkerhedspolitiske allierede og som garant for kontinentets sikkerhed.

»Men det er ikke et problem, som Danmark står alene med. Det er et problem, som alle europæiske NATO-lande står over for. Diskussionen foregår også i mange af de andre lande, hvor det er mit indtryk, at der er en holdning om, at Europa skal kunne mere selv og påtage sig mere på det sikkerhedspolitiske område. Den diskussion har vi lidt i Danmark, men den bliver meget hurtigt lukket ned,« siger hun.

– Hvorfor gør den det?

»Forsvarsforbeholdet er én forklaring. Men den nuværende regering har ikke lyst til at tage den diskussion. Fortidens skygge fra flere tabte folkeafstemninger er jo tung, så hvem har lyst til at stille sig i spidsen for et politisk projekt, som man er bange for, at man ikke kan vinde. Det er der ikke rigtigt nogen partier, der har villet, mens de har haft regeringsmagten.«

Det må ikke koste noget

Den danske udenrigspolitiske diskussion er ifølge Louise Riis Andersen ofte præget af, at Danmark skal positionere sig i forhold til de to stormagter Kina og USA, men det bør den ikke nødvendigvis være.

»I stedet for det her med at vælge side imellem to rivaliserende stormagter, så kunne en tredje vej også være Europa. Hvor den europæiske tilgang så skulle handle om at fastholde internationale regler og institutioner, og hvor man samarbejder med Kina om de ting, der giver mening, og med USA om de ting, der giver mening,« siger hun.

– Du siger, det er enten Kina eller USA. Men har Danmark ikke allerede valgt den europæiske vej?

»Vi har vores forbehold, og vi har også en meget ’det må ikke koste noget’-tilgang. Europas budgetter skal ikke vokse. Det er altid en klassisk klagesang at bede om flere penge til et område. Men det er altså svært at styrke et område, hvis ikke man tilfører det flere ressourcer,« siger Louise Riis Andersen.

»Hvis man beder institutioner om at løfte flere opgaver, men ikke tilfører dem flere ressourcer, så går det ud over noget. Hvis man vil have Europa til at løfte flere opgaver, så skal der også tilføres flere ressourcer. Der ligger Danmark i den klart budgetrestriktive ende, der siger, at budgettet ikke må vokse.«

Styrke diplomatiet

Spørgsmålet om ressourcer og prioritering handler ikke bare om Europa, men er mindst lige så væsentligt herhjemme.

For mens Trumps hårde tone over for de NATO-medlemsstater, der ikke bruger de to procent af bnp på alliancen, som ellers er en del af aftalen, har fået milliarder til at blive afsat til forsvaret, står det anderledes til på Udenrigsministeriets område. Her har både tidligere ministre, diplomater og forskere i årevis talt om et ministerium, der er blevet så nedprioriteret, at det ikke er i stand til at løse de nye opgaver.

Den såkaldte Taksøe-udredning, der i 2016 undersøgte den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, viste, at der siden 2000 var blevet skåret 33 procent af Udenrigsministeriets budget, så det på det tidspunkt var det mindste af sin slags i de nordiske lande.

Rapporten kom med en række bud på, hvordan Danmark kunne indrette sin udenrigspolitik,  så man i højere grad forfulgte de strategiske interesser, men meget af det har reelt været svært at forfølge. Så man kommer ikke uden om, at det også er et mere simpelt spørgsmål om manglende ressourcer, vurderer Louise Riis Andersen.

»Hvis man synes, at det er væsentligt at øve indflydelse og prøve at skubbe tingene i en retning, så kan man ikke komme uden om, at det koster nogle penge. Den her fredsdividende, som vi nu har høstet i de gode år, hvor vi kunne skære ned på både diplomatiet og forsvaret, den er slut nu,« siger hun.

»Nu har man givet forsvaret et substantielt løft. Måske skulle man så også se, om ikke tiden var inde til at styrke diplomatiet. For der skal en masse fodarbejde til for at finde ud af, hvem vi kan samarbejde med og hvordan.«

Serie

Danmarks rolle i verden

Trump går enegang, briterne trækker sig ud af EU, Kina er blevet en stormagt, og efter likvideringen af den iranske general Suleimani er situationen i Mellemøsten kun blevet mere anspændt. Alliancer skifter, og verden er i forandring. Hvilken situation sætter det en lille stat som Danmark i? Og hvilke muligheder har Danmark reelt for at gå andre veje i udenrigs- og sikkerhedspolitikken? Det vil Information i den kommende tid sætte fokus på.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Christensen

Ønsketænkning?
Og her troede jeg problemet var mere fordomme og antagelser end viden og indsigt.

Uh ha uh ha. Da man så politikerne udtale sig efter et møde i Udenrigspolitisk nævn forleden, var det som først faldt én ind, at de var meget grønne mht. udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at de var meget grønne i det hele taget. Både regering, støttepartier og opposition.

Vores forsvarsminister syntes at være ude i noget hvor, hun ikke magte opgaven. I går var hun i NEWs-studiet og havde sikkert forberedt sig. Hun blev spurgt til Trumps utroværdige bevæggrunde til at myrde Suleimani. Han laver nærmest grin med det. Hun kunne overhoved ikke brygge en holdning sammen, som hun ville være bekendt, og måtte henvise til vores grønne udenrigsminister...........Hun omtalte i øvrigt iranernes misiler som en optrapning af krisen, helt uden at nævne at det var hævn på Suleimani-attentatet.

Det er også i det lys at man kunne iagtage, at Mette Frederiksen kaldte Trumps køb af Grønland absurd, for dertefter at lægge sig ned og undskylde.

Karsten Lundsby, Achim K. Holzmüller, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen og Anders Skot-Hansen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

I betragtning af hvordan artiklen her ender, håber jeg at den næste artikel i serien følger op på hvad den nævnte besparelse i UM har betydet for de danske diplomater, og hvad de evt. mangler for at kunne omstille sig til en hvis ikke decideret post-amerikansk, så en verden hvor USA bare ikke gider at engagere sig helt så meget.

Interessant serie idé, i det hele taget. Glæder mig til at lære lidt om Danmark mangel på eller mulighed for at opnå indflydelse, eller om vi i et scenario med et militært stærkt EU bare bliver endnu mere underdanigt vassal-agtige end vi har været ift. amerikanerne.

Bent Nørgaard

Den danske klimapolitik slår alt andet med flere hundrede procent! Hvor mange normaltbegavede personer tror på, at vi kan nedsætte CO2 udslippet med 70% inden år 2030? Alle de store danske virksomheder, der udleder det meste, er undtaget. F. eks Rock Wool, som udleder enorme mængder når der produceres stenuld. Som til gengæld er godt for miljøet. Luftige ord og INGEN finansiering. Som det plejer!

Rolf Andersen

@Jan Jensen:
"Vores forsvarsminister syntes (datid) at være ude i noget hvor, hun ikke magte opgaven."
Men så må du jo skrive lidt om, hvad hun nu SYNES (nutid) at gøre for at magte opgaven.

Mvh. Den gamle dansklærer