Hvis nogen fortsat skulle have været i tvivl om, at Venstres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen, er en lederskikkelse uden den store autoritet, blev det stillet til fuldt skue lørdag aften.
Her valgte ledelsen i Venstre – i et pludseligt anslag af demonstrativ handlekraft – at degradere den fratrådte næstformand, Kristian Jensen, yderligere, fordi han angiveligt skulle have optrådt illoyalt. Men brutaliteten virker impotent. Kun svækkede ledere har brug for at demonstrere så overvældende overmagt.
Tidligere finans- og udenrigsminister Kristian Jensen havde formastet sig til – uden forudgående aftale med partiledelsen – at foreslå et endnu tættere reformsamarbejde hen over midten:
»Regeringen bør lave en ny økonomisk plan. En 2030-plan. Det bør den lave sammen med de partier, der ønsker en reformdagsorden. Det vil helt naturligt være med Venstre, De Radikale og De Konservative,« sagde Jensen i interview med Jyllands-Posten, der blev offentliggjort lørdag aften.
Ledelsens panikreaktion kom øjeblikkeligt. I en pressemeddelelse, som blev sendt ud kort før midnat, hed det:
»Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har i dag besluttet at fratage Kristian Jensen ordførerskab og udvalgsposter.«
Afstraffelsen af Kristian Jensen vækker opsigt på Christiansborg, fordi bandlysningen umiddelbart er ude af trit med både indholdet i de konkrete udtalelser og med måden, hvorpå flere andre egenrådige Venstre-profiler er blevet håndteret af Jakob Ellemann-Jensen.
Stik imod sin hensigt ripper den nye formand nu op i gamle blodige sår i Venstre.
Ideologisk tomrum
I interviewet siger Kristian Jensen substantielt set ikke mere og andet, end hvad skiftende finansministre har sagt og ment i løbet af de seneste 20 år: Fra Lars Løkke Rasmussen (V) over Bjarne Corydon (S) til Claus Hjort Frederiksen (V) til i dag Nicolai Wammen (S) har der været et stærkt, tværpolitisk ønske om bredt forankrede reformer i et forpligtende samarbejde mellem de fire gamle partier.
På godt og ondt er Kristian Jensen det tætteste, man kommer mainstream i Danmark. Realpolitisk gennemføres stort set alle større tiltag i Danmark da også med deltagelse fra netop Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og De Konservative.
At Kristian Jensen ser et borgerligt-liberalt perspektiv i et sådant fortsat reformsamarbejde hen over midten, og hvor venstrefløjen vel at mærke kan holdes uden for indflydelse, er – kort sagt – meget forventeligt.
Både før og efter valget har Kristian Jensen gjort sig til talsmand for at appellere til reformiveren i De Radikale for derved også at trække Socialdemokratiet lidt længere mod højre. Og der er heller ingen i Venstre, slet ikke i det kommunale bagland, som har kunnet være i tvivl om, hvor Kristian Jensen har stået placeret i det politiske landskab.
I en parlamentarisk situation, hvor S-regeringen står bomstærkt, og den borgerlige blok er fragmenteret på yderfløjen i en række små og uforudsigelige partier, fremstår Kristian Jensens udtalelser ydermere snusfornuftige, ja, næsten som en uundgåelig logik, hvis Venstre skal kunne opnå politisk indflydelse i de kommende år.
Men sådan ser Jakob Ellemann-Jensen tydeligvis ikke på situationen. Han vil åbenlyst ikke finde sig i, at Kristian Jensen siger det indlysende. Den nye formand vil ikke tolerere, at andre udfylder det tomrum, som han selv har efterladt med sin tavshed.
Ydmygelser indefra
Problemet for Jakob Ellemann-Jensen er, at han ikke selv har et bedre bud på Venstres fremtidige strategi. Hvis den midtersøgende Jakob Ellemann-Jensen overhovedet mener noget, så mener han stort set det samme, som Kristian Jensen siger i interviewet.
Ved nu på spektakulær vis at ekskommunikere partiets tidligere kronprins – for blot at pege i den retning, som Venstre faktisk er på vej i lige nu – blokerer Jakob Ellemann-Jensen for at kunne forfølge samme kurs. Det bliver i hvert fald vanskeligt at forklare udadtil, hvorfor Kristian Jensen skulle ofres for at sige, hvad Jakob Ellemann-Jensen hele tiden har ment indadtil.
Ofringen af Kristian Jensen afslører imidlertid også andre svagheder. Gennem de seneste mange uger og måneder har andre Venstres-skikkelser udfordret Jakob Ellemann-Jensen. Mest markant har tidligere udlændingeminister Inger Støjberg kørt et utøjlet sololøb og eksempelvis hyldet USA’s snigmord på den iranske general Qassem Suleimani i Irak, mens Venstres officielle linje stik modsat gik på, at præsident Donald Trump havde handlet »hovedløst«.
I udlændingedebatten har Inger Støjberg også på det seneste indtaget særstandpunkter, som strider både i tone og indhold mod Jakob Ellemann-Jensens mere liberale attitude. Men selv om Støjberg derved underminerer formandens autoritet ved altså at mene noget helt andet, har det ikke fået konsekvenser for hende.
Samtidig er Jakob Ellemann-Jensen blevet ydmyget direkte af Venstres medlem af Europaparlamentet Søren Gade, som ligefrem koketterer med, at statsminister Mette Frederiksen (S) er den stærkeste politiske leder siden Anders Fogh Rasmussen. Underforstået: Jakob Ellemann-Jensen er så svag, at han taber næste folketingsvalg.
Den nye formand har tilsyneladende ikke haft styrken til at udfordre sine interne modstandere og til at sætte disse dissidenter på plads. I stedet har han overreageret mod en måske lidt for selvhøjtidelig eksnæstformand, som bare sagde det, Elleman-Jensen dybest set også selv mener. Jakob Ellemann-Jensen har slået hårdt – og ramt sig selv på munden.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.
Tak for den udlægning, der må siges at være noget anderledes end Cordsens i DR - https://www.dr.dk/nyheder/politik/5-centrale-spoergsmaal-om-kristian-jen...
Hårde straffe er hvad der gennemsyre højrefløjen hele vejen igennem. Hvorfor føre samtaler, hvorfor overveje muligheder, når man bare kan svinge neandertaler køllen. Kun unyanseret grovhed styre. Verdens højre fløje kommer ALDRIG til at stå i spidsen for en bedre verden.
De gør da, hvad de kan for at holde os underholdt i Venstre... ;-)
@Dorte - Ja men det ligner da godt nok også som en omgang lidt indespist venstrehåndsarbejde fra Cordsens hånd
Kan han, på en eller anden måde alligevel og evt. på et senere tidspunkt, være på vej over til De Radikale - Kristian Jensen, altså?
Søren Kristensen - Nok ikke helt ved siden af. I Deadline i går aftes smiskede Sofie Carsten Nielsen sig i den grad, så hun lignede én der var på frierfødder overfor Venstre. De radikale har tidl. i annoncer fortalt hvor meget de elsker Kristin Jensen. Enten er hun bundnaiv i forhold til hvad Venstre vil være med til på det grønne område, eller også er hun dybt illoyal i forhold til Forståelsespapiret og centrum-venstre flertallet. Hvis jeg var Mette Frederiksen så ville jeg være meget utryg ved de radikale, der kan finde på hvad som helst. Gang på gang viser RV, at det er et neoliberalistisk parti, der dels er parat til følge de borgerlige når det gælder om at forøge arbejdsudbuddet, og dels svække lønmodtagernes forhold.
Ved næste valg vil de radikale blive straffet for deres dobbeltspil, og ryge ned på de 7-9 mandater, der er partiers normale niveau.
Meget enig med AL indlæg. R ved du aldrig, hvor du har. Og så mener jeg Kristian Jensen er offer for Ellemanns overlevelse som Venstres formand. Løkke går ud og r--render de blå partier under valgkampen, tænker kun på sig selv og egen overlevelse, den holdt så ikke vand, selv om V fik pænere valg i 2019 end i 2015. Da var det katastrofalt. Løkke måtte bide i det sure æble.
Han trak KJ med i faldet, fortjent eller ej.
Men der er godt nok forskel på folk i Venstre, nogle har grønt lys til alt, andre som KJ får hammeren.
Om det gavner Jakob Ellemann, han har sagt ja til en post som han får svære problemer med at håndtere. Senest i dag så jeg i Voxmeter måling, at Stram kurs og Paludan fik 2,2 %, så skal man virkelig være på vagt.
Det forekommer umiddelbart lettere at degradere en allerede detroniseret og ydmyget forhenværende næstformand, end at forsøge sig med at stramme tøjlerne på den i sig selv stramme Støjberg, som åbenlyst ser sig selv som partiets kommende lederinde.
PS. Det kunne være interessant at vide, hvem der i Venstre hviskede formanden det usandsynligt dårlige råd i øret om at spanke Kristian Jensen i fuld offentlighed..?
Kristian Jensen har nu hele to gange indenfor kort tid optrådt illoyalt overfor partiformanden i Venstre, med sit "vi skal ikke samarbejde med S interview" i Berlingske (hvilket var yderst illoyalt overfor Lars Løkke Rasmussen) og nu med et "vi skal samarbejde med S interview" i JyllandsPosten, hvilket er illoyalt overfor Jakob Ellemann.
At Kristian Jensen kunne gå ved siden af første gang, var uforståeligt og udryk for en elendig dømmekraft. Det skulle man så tro, at manden i det mindste havde lært noget af. Men det havde han tilsyneladende ikke.
Kristian Jensen har haft en central position i Venstre - man kan undre sig over hvorfor og hvordan, han har fået den position. Men det er i hvert fald slut nu - og godt det samme.
Man kan sige, at med Kristian Jensens handling er Venstre slået 10 år tilbage, for et samarbejde hen over midten er blevet nærmest en umulighed. Hvem der slår hvem, hvor og hvor hårdt det er der bemærkelsesværdig uenighed om helt afhængig om man national konservativ på venstrefløjen eller på højrefløjen.
Eva Schwanenflügel - Det gjorde Claus Hjorth Frederiksen. Han er stadig Venstres egentlige magthaver, selvom han vist holder sig mest i baggrunden.
@Arne Lund (og Eva Schwanenflügel), det var så indlysende, at Kristian Jensen nu måtte have én på skrinet, at Ellemann ikke havde brug for assistance med den beslutning...!
"Hjorten" er måske nok at betragte som nestor i Venstre, men magthaver er han ikke (længere).
@Ole Rasmussen, den eneste nationalkonservative i Venstre er der heldigvis ikke længere (Marcus Knuth). Han er gået over til de (national)konservative. Rimeligt nok. Er man nationalkonservativ er man liberal (og omvendt).
Du har ret i, at der næppe findes andre, der har gjort Venstre så stor skade, som Kristian Jensen har. Ubegribeligt!
Venstre har ganske vist valgt en ny leder af partiet, - men navnet "Ellemann" ændrer ikke på de grundlæggende problemer i partiet, - nemlig det fremtidige politik.
.- Det er ikke nok at kalde sig et borgerligt liberalt parti, eller tro på en særlig aura omkring navnet "Ellemann", for den findes åbenbart ikke.
I Venstre er Inger Støjberg vist kendt for at være national konservativ. Marcus Knuth har nu som hendes nærmeste valgt at fremture med sine holdninger i de Konservative. PÅ DR2 Debatten så vi hvordan Messerschmidt og Marcus Knuth i eksotisk tilstand gjorde sig til fortalere for et hvidt samfund. Det var virkelig skræmmende. Mette Frederiksen og S har de samme tanker, så derfor bliver vejen for Venstre interessant. Men den har Kristen Jensen jo blotlagt, og dermed gjort det umuligt for Venstres formand at føre sin Venstre politik. Hvor om alting er, så ved ingen hvor og hav MetteFrederiksen vil med Danmark. Vi befinder os i et torum.
Arne Lund - jeg gætter nu mere på 'søde' Løhde ;-)
Arne Lund
13. januar, 2020 - 08:47
"I Deadline i går aftes smiskede Sofie Carsten Nielsen sig i den grad, så hun lignede én der var på frierfødder overfor Venstre. De radikale har tidl. i annoncer fortalt hvor meget de elsker Kristin Jensen. Enten er hun bundnaiv i forhold til hvad Venstre vil være med til på det grønne område, eller også er hun dybt illoyal i forhold til Forståelsespapiret og centrum-venstre flertallet. Hvis jeg var Mette Frederiksen så ville jeg være meget utryg ved de radikale, der kan finde på hvad som helst. Gang på gang viser RV, at det er et neoliberalistisk parti, der dels er parat til følge de borgerlige når det gælder om at forøge arbejdsudbuddet, og dels svække lønmodtagernes forhold.
Ved næste valg vil de radikale blive straffet for deres dobbeltspil, og ryge ned på de 7-9 mandater, der er partiers normale niveau."
Arne, det er ingen nyhed, at RV er et socialliberal parti, der primært fører liberal økonomisk politik - de har aldrig brudt sig om socialitisk økonomisk politik, så udover et par sikkert velmente klamamser i forståelsespapiret om at bekæmpe fattigdom (gennem arbejdsudbud, uddannelse og økonomisk vækst - og slet ikke gennem passive indkomstoverførsler til dem, der ikke bidrager), så bliver hele den her mindretalsregerings politik liv formentligt præget af stadigt mere intense økonomiske slagsmål mellem de røde støttepartier og de - økonomisk set - blå radikale.
Det er ikke sandt, når du påstår, at de radikale ikke vil lønmodtagerne det godt. De vil alle dem, der bidrager, det godt. Men dem, som ikke bidrager, skal næppe regne med, at RV vil arbejde for meget bedre vilkår for passive indkomstoverførsler - her ser jeg lige bort fra afskaffelsen af kontanthjælpsloftet.
Ellemann er militær, og kristian jensen han er sur. Over at hans karriereforhåbninger i venstre er mislykkedes. Så har han åbenbart vurderet, at han ligeså godt kan sige sin mening offentligt, når han nu ikke kan finde en plads i venstre, som passer ham.
Er det klogt af ellemann? Han har åbenbart valgt at holde lav profil, og så virker det underligt, at jensen går ud og markerer sig. De har helt klart ikke koordineret strategien. Men det havde nok været klogere af elleman i stedet at forholde sig roligt og koncentrere sig om den politikudvikling, som må være basis for medlemmernes valg af ham og ikke af jensen. Det er jo der, slaget skal stå ikke i aviserne.
Nå, men helt tryg ved de menneskers ledelse af dk, synes jeg ikke, man kan være. De er ikke cool.
Hvis jeg skulle leve et liv underlagt autoritet ville jeg nok være stået af. Derfor gik jeg ikke ind politik, men blev selvstændig. I det danske samfund er de selvstændige ikke godkendt af fagbevægelsen. Hvordan politikere har det er et gæt. Men tager man Mette Frederiksen, så er hun ikke et lys i tågen.
Jens Winther - Ikke enig. Hjorth har haft så megen magt i Venstre siden engang i 80'erne, så den slipper han ikke. Hjorthens primære interesse er Venstre, og han hader om nogen de fløjkrige, der kan medvirke til at splitte partiet. Derfor er det da også ham, der har været dukkefører her, og beordret Ellemann til at handle hurtigt og drastisk.
Sophie Løhde er ikke så fremtrædende en person i Venstre som hendes pt. stilling lader tro. Nok er hun en shooting star, men så heller ikke mere.
Når alt kommer til alt, er forskellen på de forskellige såkaldt ansvarlige partier minimal:
Deres primære interesse er at varetage partiernes ve og vel, så de fortsat kan fortsætte som skattebetalte firmaer.
Senest er det urimelige partistøttesystem udstillet med Klaus Riskær Pedersen og Rasmus Paludans årlige tilskud fra staten frem til næste valg.
Ligheden med f.eks. det hedengangene østtyske parlament er slående - der mente alle (de statsstøttede) partier det samme som Det socialistiske Enhedsparti.
@kaj petersen - mener du, at man bør fjerne partistøtten? Det ville jo skævvride det i forvejen noget parodiske demokrati endnu mere, hvis det kun er folk, der har penge med hjemmefra, som kan engagere sig i politik.