Interview
Læsetid: 6 min.

»Jeg kan ikke forstå, at man stiltiende ser til, at mennesker bliver så syge, at de slår ihjel«

Drab begået af psykisk syge er forfærdeligt – ikke mindst fordi mange kunne undgås. Men det kræver et bedre behandlingstilbud med flere hænder og flere sengepladser, siger retspsykiatrisk overlæge og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle
»Drab begået af psykisk syge kan faktisk forebygges ved at behandle dem ordentligt i tide og dermed forhindre, at de bliver så syge, at de bliver drabsmænd.« mener formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle.

»Drab begået af psykisk syge kan faktisk forebygges ved at behandle dem ordentligt i tide og dermed forhindre, at de bliver så syge, at de bliver drabsmænd.« mener formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle.

Sonny Munk Carlsen

Indland
1. februar 2020

En rapport fra Justitsministeriet, som Information omtalte torsdag, viser, at hvert fjerde drab, hvor der faldt dom mellem 2012 og 2017, blev begået af et psykisk sygt menneske. Gitte Ahle er retspsykiatrisk overlæge og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Hun stod sidste år bag en opsigtsvækkende rapport fra Danske Regioner og Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet. Rapporten gennemgik 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge. Ud af 13 sager om drab og drabsforsøg vurderede rapportens forfattere, at 11 kunne have været undgået, hvis behandlingen havde været tilstrækkelig.

– En ny rapport om drab fra Justitsministeriets Forskningskontor viser, at 24 procent af de dømte drabsmænd var psykisk syge. Kommer det tal bag på dig?

»Nej. Det fandt vi stort set også i den rapport, jeg var med til at lave sidste år. Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at vi skal have de her drab, som vi ved, at vi kan forebygge. Vores rapport viste, at vi kender langt de fleste drabsmænd i psykiatrien i forvejen. Og at de enten er blevet udskrevet kort forinden eller undladt indlagt.«

»Det er ikke en enkeltstående smutter det her – det er det ene drab efter det andet. Når man hører i nyhederne, at en 16-årig har slået sin mor ihjel, så ved man på forhånd, det var nok en psykisk syg. Og jeg synes, det er forfærdeligt, for det stigmatiserer mennesker med for eksempel skizofreni og stempler dem som farlige. De er ikke farlige – det er den ubehandlede psykose, som er farlig.«

– Hvordan skal vi som samfund handle på det her?

»Drab begået af psykisk syge kan faktisk forebygges ved at behandle dem ordentligt i tide og dermed forhindre, at de bliver så syge, at de bliver drabsmænd.«

»Vi har vidst i rigtig mange år, hvem der begår drab: Det er mennesker, som har en ubehandlet sindssygdom, typisk skizofreni, som har et sidemisbrug, fordi de formentlig selvmedicinerer sig, som ikke er blevet fastholdt i behandling, og som tidligere har begået personfarlig kriminalitet.«

»Vi kan selvfølgelig ikke forhindre alle drab, men når man får en behandlingsdom efter straffelovens §16, er det, fordi man har været psykotisk, da man begik drabet. Og det er klart, at hvis psykosen var behandlet, ville de ikke have gjort det. De pårørende, som i øvrigt typisk er dem, der bliver slået ihjel, har i mange tilfælde råbt vagt i gevær i lang tid.«

– Hvor skal der helt konkret sættes ind?

»Finansieringen er ikke fulgt med den 50 procents stigning i antallet af patienter i psykiatrien, som vi har set på de senere år. Vi har primært haft fokus på de ikkepsykotiske lidelser, og dem skal vi stadig have for øje, men det er gået ud over dem, der er mest syge, og som ofte ikke ønsker behandlingen. Og fordi der samtidig er et krav om at nedbringe tvangen i psykiatrien, så undlader man at indlægge dem, fordi der heller ikke er sengepladser nok.«

»Det er hovedsageligt mændene, det går ud over, som går forhutlede og psykotiske rundt uden den behandling, de skal have.«

»Hvis vi første gang, vi fik en patient indlagt med en psykose, rent faktisk havde mulighed for at behandle dem ordentligt og sørgede for et godt ambulant tilbud, når de blev udskrevet, ville vi være nået langt. Sammen med en ordentlig indsats, hvis de har udviklet et misbrug.«

– De her tal viser også, at det meget ofte er familien – forældre og børn – det går ud over. Hvad tænker du om det?

»Det er velkendt, at de her drab rammer dine nærmeste pårørende eller omsorgsgivere – at eksempelvis sønnen slår moderen ihjel. Eller at kvinder slår deres små børn ihjel. Jeg har siddet adskillige gange med de her drabsmænd bagefter, hvor vi ved hjælp af god behandling har fået dem ud af psykosen, og så forstår de, at de har slået det allerkæreste ihjel, de havde.

Det er simpelthen forfærdeligt for dem. At samle sådan en gerningsmand op – eller lad os bare kalde ham et offer, for det er han også – det tager lang tid, og de heler aldrig helt igen.«

– Hvor skal indsatsen ligge helt konkret for at forebygge drab – taler vi flere sengepladser?

»Den skal ligge, hvor patienten har behov for den. Ikke alle behøver at være indlagt. Det kan også være et finmasket ambulant netværk, hvor man sørger for at holde dem i behandling.«

»Men det kunne være godt, hvis vi kunne nå til et punkt i psykiatrien, hvor det er en lægefaglig vurdering, der afgør, om en patient skal være indlagt eller i ambulant behandling. Men 60 procent af Dansk Psykiatrisk Selskabs medlemmer har i undersøgelser sagt, at de udskriver folk for tidligt ugentligt, fordi der hele tiden står en, som er mere dårlig, eller at de undlader at indlægge folk, som har behov for det, fordi de ikke er så syge, som dem de har indlagt i forvejen.«

»Og når patienterne er indlagt i dag, er det mere opbevaring end behandling, fordi der er få personaler og meget uro. Der foregår ikke den nødvendige gode, gedigne psykiatriske behandling med relationsarbejde, psykoterapi, miljøterapi og medicin.«

»Det næste skridt er at opgradere socialpsykiatrien og den ambulante psykiatri, så der er et ordentligt netværk til de her mennesker, så de ikke bliver udskrevet til et forhastet forjaget system, hvor sygeplejersker og læger har alt for mange patienter og slet ikke kan nå at se alle dem, som de burde.

I dag foregår det ligesom et diabetesambulatorium, hvor man skal komme til bestemt tid til en samtale og så ud igen. Det kan de allerdårligste patienter ikke leve op til, og det er ikke det, de har behov for. I gamle dage kunne man komme i det ambulante system og vaske tøj og få et måltid mad – der var miljøterapi og samvær med andre. Det er skåret helt væk.«

– Hvad mangler? Sengepladser? Hænder?

»Det hele. Vi kan se i det retspsykiatriske system, hvor man kan fastholde folk, og hvor der er en bedre normering, at der kommer mere ro på de her patienter. Du kan ikke blive ’smidt ud’, for hvis du har begået et drab, er det statsadvokaten, der bestemmer, hvornår du skal ud.«

»Vi bruger heller ikke så meget tvang og medicin på retspsykiatriske afdelinger, fordi der er et mere roligt miljø. For mange er det den hjælp, de burde have haft, før de blev kriminelle. Men det kan da ikke være rigtigt, at fordi man har været så uheldig at få en hjernesygdom, så skal man blive kriminel, før man får en ordentlig behandling. Tænk, hvis en ubehandlet sukkersyge kunne føre til, at man begik drab? Så kunne det være, man så en anden indsats.«

– På finansloven har regeringen afsat 600 millioner kroner – øremærket til sengepladser og personale i blandt andet retspsykiatrien. Kan det ikke lukke munden på dig?

»Det kan det – men kun et lille stykke tid. For jeg opfatter psykiatrien som en meget syg patient, der har brug for førstehjælp. Med de 600 millioner standser vi kun blødningen.«

– Men kommer pengene til at nedbringe de tal, vi taler om her?

»Naturligvis hjælper det, fordi det skaber ro flere steder i systemet. Men der hvor politikerne går galt i byen, er, at de vil opgradere retspsykiatrien, fordi det er de patienter, der laver balladen, når de er blevet farlige for andre. Men man skal sætte ind i den almene psykiatri, så vi kan give dem en ordentlig behandling og forebygge kriminaliteten.

Det vil også forebygge en masse andre følger af psykotiske lidelser. Så vi ser frem til den tiårsplan for psykiatrien, som regeringen har lovet. Der forventer vi, at vores patienter kan opnå de samme muligheder, som man har opnået på kræftområdet, så de kan blive behandlet værdigt.«

– Hvor længe kan den plan vente?

»Den kan ikke vente et sekund længere, vi skal se at komme i gang. Så jeg kan ikke forstå, at vi skal blive ved med at vente. Det er så forfærdeligt det her. Jeg er virkelig vred på de her menneskers vegne. Jeg kan ikke forstå, at man stiltiende ser til, at mennesker bliver så syge, at de slår ihjel.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

I stedet (for at stigmatisere) burde vi spørge: Hvordan kan vi stiltiende se til, at så mange mænd bliver så desperate, at de ikke finder andre muligheder end at dræbe?

Rikke Nielsen, Niki Dan Berthelsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ikke alene begår nogle mennesker drab, når de er i en ubehandlet psykose.
Mange tager også deres eget liv når de får en psykisk lidelse, og her handler det også om svære depressioner, angst og ensomhed.
Vi har en meget høj selvmordsprocent i Danmark.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt !!

Else Marie Arevad, Arne Albatros Olsen, Estermarie Mandelquist, Tue Romanow, Torben K L Jensen, Dennis Tomsen, Niki Dan Berthelsen, Birte Pedersen, Gert Romme, Allan Stampe Kristiansen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Artikler som denne gør mig altid lettere nervøs.
Risikoen for dæmonisering af psykiske syge i stedet for forståelse er hårfin.
“Dem”, “anderledes” og “farlige”
Som Eva Schwanenflügel skriver det, så er der langt langt flere psykiske syge som skader sig selv end andre.
Også selvmord i forhold til mord.

Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar