Nyhed
Læsetid: 6 min.

Kommuner: Vuggestuer trumfer klimasikring, så længe anlægsloftet også gælder klima

Kommunerne vil gerne tage større ansvar for den grønne omstilling. Men det kræver et opgør med de kommunale anlægsrammer, der lige nu skaber konflikt mellem velfærds- og klimainvesteringer. Det mener kommuneforeningen KL i et nyt klimaudspil. En dårlig idé, mener økonomisk vismand
Kommunerne kan ikke bare bygge lige så tosset, som de vil. Det skyldes anlægsloftet, der lægger et loft på, hvor meget nyt en kommune må bygge. På grund af anlægsloftet bliver kommuner tvunget til at vælge mellem at anlægge nye velfærdsinstitutioner som for eksempel vuggestuer på den ene side og lave klimatiltag på dne anden side. Det siger KL. 

Kommunerne kan ikke bare bygge lige så tosset, som de vil. Det skyldes anlægsloftet, der lægger et loft på, hvor meget nyt en kommune må bygge. På grund af anlægsloftet bliver kommuner tvunget til at vælge mellem at anlægge nye velfærdsinstitutioner som for eksempel vuggestuer på den ene side og lave klimatiltag på dne anden side. Det siger KL. 

Martin Lehmann

Indland
14. januar 2020

Landets 98 kommuner står foran en massiv udfordring. Mens statsminister Mette Frederiksen (S) vil løfte velfærden i hele Danmark, står hendes regering også bag den klimalov, der skal sikre en reduktion i Danmarks udslip af drivhusgasser på 70 procent i 2030.

Det skaber et paradoks for kommunerne, der står for omkring halvdelen af det samlede offentlige forbrug i Danmark. For samtidig med, at de skal investere flere penge til velfærd, skal de også levere på den største omstilling af samfundet i mange år.

Men særligt anlægsloftet, der bestemmer, hvor mange penge kommunerne må bruge på bygge- og renoveringsopgaver årligt, skaber en barriere for den kommunale klimaomstilling.

Det mener kommuneforeningen KL, der i sidste uge præsenterede et nyt klimaudspil med 48 konkrete anbefalinger til at mindske kommunernes udledning af CO2.

»Der er brug for, at vi rækker en hånd ud til regeringen og siger, at vi vil rigtig gerne være med til at løse de store udfordringer, der er med at få nedbragt vores CO2-udledninger,« siger Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S), der er formand for KL’s miljø og forsyningsudvalg.

KL foreslår blandt andet, at »merudgifter til CO2-reducerende og langsigtede løsninger fritages fra anlægsrammen, samt at der gives mulighed for at kommunerne kan lånefinansiere disse udgifter«.

I dag er kommunerne ifølge Jacob Bjerregaard tvunget til at vælge mellem velfærd og klima, når det kommer til bygningsmassen. Anlægsrammen gør nemlig, at kommuner ofte må vælge mellem at bygge eksempelvis daginstitutioner og folkeskoler eller lave klimarenoveringer, der kan nedbringe CO2-udslippet.

»Og det er helt naturligt, at de borgernære velfærdsløsninger bliver prioriteret. Så for at undgå konflikten mellem velfærden og det grønne, er det vigtigt at få skabt et grønt råderum, hvor man ved siden af vores anlægsramme kan lave grønne løsninger, der reducerer vores CO2-udslip,« siger Jacob Bjerregaard.

Som eksempel nævner han Fredericia Kommune, hvor han selv er borgmester. Her har kommunalbestyrelsen besluttet at udskifte belysningen i hele byen, så den fremover bliver mere energibesparende. Men kommunen har måttet skubbe planen, fordi den karambolerer med anlægsloftet.

»Vi skulle vurdere, om vi ville investere penge i vores sundhedshus eller på mere bæredygtig belysning. Den slags cases er der i mange kommuner. Derfor vil det være klogt at lave en grøn ramme, så man kan lave de her investeringer uden om anlægsloftet,« siger Jacob Bjerregaard og peger på, at kommunerne er landets største bygningsejer, hvis man medregner alle kommunale bygninger.

Det er ikke småting, som de danske bygninger hvert år udleder. Bygninger og deres energiforbrug står ifølge Statens Byggeforskningsinstitut for omkring 35 procent af de samlede danske udledninger, og i en analyse har Klimarådet vurderet, at netop bygninger udgør en vigtig – og samfundsøkonomisk billig – indsats i den grønne omstilling. Problemet er, at mange gamle bygninger har et stort ressourcespild og CO2-udslip, som man med fordel kunne klimasikre, mener Klimarådet.

Men krav om bæredygtighed gør ofte byggeprocessen dyrere, og det spænder ben for kommunernes handlemuligheder. Ved at fritage CO2-reducerende investeringer fra anlægsrammen vil kommunerne få større fleksibilitet i budgetterne, mener Jacob Bjerregaard.

– Siger du dybest set ikke bare, at kommunerne skal have flere penge, og dem vil I så bruge på ‘CO2-reducerende og langsigtede løsninger’?

»Det er klart, at det skal indgå i de årlige kommuneforhandlinger. Men vi forestiller os også, at meget af det kan lånefinansieres, så de kommuner, der har likviditetsmæssige udfordringer, får mulighed for at låne til det. Der er rigtig gode lånevilkår i øjeblikket.«

Friere rammer, mere klima

I det 24 sider lange udspil foreslår KL desuden, at kommunerne selv skal kunne indføre skrappere miljøzoner for at få gamle biler ud af byerne til gavn for klimaet. KL vil også gennem ekspropriation have mulighed for at opkøbe arealer, der kan bruges til vindmøller og solceller, samt indføre tvungen tilslutning til fjernvarme. Hertil kommer oprettelsen af lokale klimafonde, mulighed for at bruge provenu fra p-afgifter til CO2-reduktioner på transportområdet samt en afskaffelse af »bureaukratiske benspænd«, der lige nu vanskeliggør kommunernes mulighed for at etablere solceller på egne bygninger.

De fleste anbefalinger i klimaudspillet handler altså om friere politiske rammer til kommunerne på klimaområdet. Det skyldes, at der er »en enormt stor appetit på at gøre en grøn forskel blandt kommunalbestyrelser i hele landet på tværs af partiskel«, fortæller Jacob Bjerregaard.

»Klimahandling har været ret decentralt fra kommune til kommune, og det synes vi stadig er en god idé. Nogle kommuner er relativt langt i den grønne omstilling, men det er vigtigt for os, at vi får noget metodefrihed og lovgivning til at træffe de grønne beslutninger,« siger han og tilføjer, at kommunerne fremover vil arbejde med grønne bundlinjer på niveau med budgetter og regnskaber.

– Nogle kommuner er måske langt. Men der er også mange, som halter langt efter. Burde KL ikke tage ansvar for at fremlægge fælles klimakrav for alle kommuner i stedet for blot at give dem større metodefrihed?

»KL’s opgave er at sikre den kommunale selvbestemmelse. Det ændrer ikke på, at når vi forhåbentligt bliver inviteret ind og skal medvirke til at nå 70-procentsmålet, så vil vi gerne tage et fælles ansvar som kommuner i forhold til at løfte opgaven,« siger han og fortsætter.

»Men vi tror på, at den enkelte kommunalbestyrelse skal stå bag det. Og det er klart, at der vil komme strammere lovgivning, som vi skal følge, hvis vi skal nå klimamålene. Men jo mere metodefrihed, jo længere kan vi nå,« siger Jacob Bjerregaard

S: Skubber problemet videre

Hos regeringspartiet Socialdemokratiet kalder finansordfører Christian Rabjerg Madsen det for »positivt og visionært«, at KL leverer forslag til tiltag og finansiering på klimaområdet. Han er enig i, at grønne omstilling skal ses som »investeringer« og deler tanken om, at velfærd og grøn omstilling ikke må ses som hinandens modsætninger.

Han er dog bekymret for, at man blot skubber problemet videre, hvis man fritager CO2-reducerende investeringer fra kommunernes anlægsrammer.

»Jeg skyder ikke noget ned på forhånd. Men hvis man gennemfører det her initiativ, så fjerner man selvfølgelig finansieringsudfordringen fra et kommunalt perspektiv. Men man fjerner ikke udfordringen med at finansiere sine forslag. Det løser ikke problemet. Og som repræsentant for et regeringsparti bliver jeg selvfølgelig nødt til at se på tingene samlet,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Han tilføjer, at regeringen i øjeblikket er ved at regne på, hvordan den grønne omstilling skal finansieres, og at spørgsmålet vil være en del af den klimahandlingsplan, som skal forhandles til foråret.

Endnu mere skeptisk er den miljøøkonomiske vismand Lars Gårn Hansen, der til dagligt er professor på Københavns Universitet. Han kalder det konkrete forslag »en dårlig idé«. 

»Det vil vi fraråde. Man kan politisk have mange meninger om, at nogle udgifter er mere relevante end andre. Men alle udgifter påvirker finanspolitikken, og de her anlægsrammer handler om at styre finanspolitikken. Grundlæggende må man sige, at hvis man prioriterer nogle udgifter frem for andre, så skal de prioriteres inden for rammerne,« siger han.

Lars Gårn Hansen forstår godt, hvis nogle kommunerne har lidt sved på panden over, at de både skal løfte velfærdsniveauet og samtidig håndtere den grønne omstilling. Men han mener, at der altid vil være mange ønsker til offentlige udgifter, og at hele ideen bag anlægsrammen er »at sikre, at der sker en prioritering, så finanspolitikken ikke skrider«.

»Det er der ingen, der er interesserede i,« siger han.

Jacob Bjerregaard fra KL afviser kritikken.

»Når anlægsrammen er så stram, som den er, og hvis vi også skal få plads til de grønne investeringer, så er vi nødt til at have plads til dem ved siden af. Alternativet er selvfølgelig bare at gøre anlægsrammen større, så vi både kan prioritere investeringer i velfærd og de grønne løsninger.«

– Men anerkender du, at det er en politisk prioritering, og at kommunerne bare kan bruge pengene på klimatiltag frem for velfærd, hvis man ønsker det?

»Ja, det anerkender jeg fuldt ud. Udfordringen er bare, at så vil de grønne løsninger blive udskudt gang på gang. Borgerne forventer, at vi leverer den nødvendige kapacitet på for eksempel børnepleje og skoleområdet, før de forventer de grønne løsninger. Og det forventer Folketinget også. Hvis vi for alvor skal ind i den grønne omstilling af Danmark, er det vigtigt, at der kommer en grøn ramme, så vi kan lave de nødvendige tiltag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her