Læsetid: 6 min.

Lejere anklager boligselskab for at skjule information om salg af Mjølnerparken

Om lidt skal halvdelen af Mjølnerparken på Nørrebro i København sælges for at leve op til den nye ghettopakke. Det betyder, at mere end hundrede familier skal flytte fra deres hjem. Beboere kritiserer boligselskabet for at skabe utryghed ved ikke at informere dem i tilstrækkelig grad om processen
Beboerne i Mjølnerparken er utrygge, fordi de ikke er blevet informeret tilstrækkeligt, mener beboerrådsformand Mohammad Aslan.

Beboerne i Mjølnerparken er utrygge, fordi de ikke er blevet informeret tilstrækkeligt, mener beboerrådsformand Mohammad Aslan.

Sarah Hartvigsen Juncker

24. januar 2020

Hvad sker der, hvis beboerne i Mjølnerparken på Nørrebro i København siger nej til at flytte, når deres lejligheder skal sælges som et led i ghettopakken? Risikerer de at stå med en opsigelse i hånden uden tag over hovedet, hvis de siger nej til genhusning? Og hvor mange mennesker har boligselskabet reelt behov for at flytte ud af det socialt belastede boligområde?

Det er nogle af de spørgsmål, som beboerne i Mjølnerparken ikke kan få klare svar på fra boligselskabet Bo-Vita, der ejer ejendommene.

Samtidig viser en aktindsigt, at boligselskabet på indledende møder om salget af halvdelen af Mjølnerparken har besluttet at informere beboerne »i mindre grad og først i sidste fase« om det forestående salg.

Det møder nu kritik fra flere sider.

Beboerrådsformand Mohammad Aslan er frustreret over, at beboerne ikke er blevet inddraget i salgsprocessen og ikke kan få svar på deres spørgsmål. Det skaber ifølge ham utryghed.

»Én ting er, at de ikke orienterer ordentligt. De inddrager heller ikke beboerforeningen i noget som helst. Kommunens og boligselskabets møder bliver dækket af med lukkede punkter på dagsordenerne,« siger han.

Lignende oplevelse har advokat Eddie Khawaja, der repræsenterer 42 beboere i Mjølnerparken. Hans klienter har allieret sig med ham, fordi de frygter at blive tvunget ud af deres boliger.

»Det er meget uigennemskueligt med de informationer, som Bo-Vita giver beboere i Mjølnerparken. De får oplysninger til informationsmøder, hvor vi ved, at der ikke gives det fulde billede,« siger han.

Den nye ghettolov betyder, at hårde ghettoområder skal nedbringe 60 procent af deres almene familieboliger. Derfor har Bo-Vita valgt, at de vil sælge cirka halvdelen af lejlighederne i Mjølnerparken, der som helhed er kategoriseret som en hård ghetto.

I lovgivningen er der skrevet ind, at beboere i de hårde ghettoområder har ret til at blive genhuset på samme matrikel, hvis andelen af almene boliger nedbringes via salg. Men det kan mildest talt være vanskeligt at finde plads til, når to karreer skal sælges. For Bo-Vita er det derfor afgørende, at tilstrækkelig mange beboere vælger en frivillig genhusning andre steder end i Mjølnerparken.

En række beboere i Mjølnerparken fortæller til Information, at de føler sig utrygge, fordi de mangler informationer om deres rettigheder, blandt andet i forbindelse med genhusning. En af dem er beboeren Leila.

»Jeg føler, at boligselskabet skjuler ting og ikke tænker på beboerne. De forklarer ikke, hvad konsekvensen er for os. For eksempel om vi kan blive genhuset permanent i Mjølnerparken, hvis ikke vi vil flytte. Det vil de ikke svare på,« siger Leila, der er et opdigtet navn, da hun ønsker at være anonym.

Formanden for Bo-Vita, Jan Hyttel, skriver i en mail, at han »er ked af at høre, at en række af beboerne i Mjølnerparken føler sig underinformeret«, og han forstår ikke kritikken fra Mohammad Aslam eller Eddie Khawaja.

»Situationen i Mjølnerparken er en konsekvens af en lovgivning vedtaget af Folketinget, som desuden er bredt bakket op af Københavns Kommune og Borgerrepræsentationen. I Bo-Vita gør vi alt, hvad vi kan for at holde beboerne opdaterede om situationen, og derfor har vi både en specifik Mjølnerparken-hjemmeside, hvor der er samlet fakta, og vi har ugentlig træffetid, hvor man fysisk kan møde op og stille spørgsmål til planerne.

Vi har også afholdt informationsaftener på både dansk, somalisk og arabisk, og vi har et tryghedsteam bestående af tre personer, som man kan ringe eller skrive til, hvis man ønsker information,« skriver Jan Hyttel.

Få oplysninger til referat

Dokumenter om salget af to karreer, som en advokat har fået aktindsigt i, viser, at Bo-Vita helt tilbage fra de indledende møder med Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har været opmærksom på at give beboerne et minimum af informationer.

I et referat fra et første styregruppemøde i januar 2019 om det forestående salg, hvor blandt andet formanden for Bo-Vita, Jan Hyttel, deltog, står der således: »Bo-Vita orienterede om, at organisationsbestyrelsen løbende vil blive orienteret, mens beboerne også vil blive orienteret i mindre grad og først i sidste fase få oplyst, hvilke boliger der skal sælges.«

Bo-Vitas organisationsbestyrelse er ikke den lokale afdelingsbestyrelse i Mjølnerparken. Det er derimod Bo-Vitas øverste ledelse, hvor Jan Hyttel selv er formand.

Ifølge referatet vil Bo-Vita »forholdsvist sent oplyse beboerne, hvilke boliger der konkret skal sælges for at minimere utryghed og modreaktioner«.

På et møde to uger senere i en arbejdsgruppe, som består af Bo-Vitas forretningsfører og to kommunale medarbejdere, var de tre deltagere enige om ikke at sige for meget til referat: »Det blev drøftet, at der helst ikke skal stå ret mange konkrete tal og oplysninger i referatet, da referatet kan cirkulere rundt og havne hos uønskede modtagere.«

Mødedeltagerne besluttede, at man eventuelt ville finde »andre skriftlige former, hvor man kan spare om og dokumentere konkrete forhold«, »hvis ikke det skal stå i referatet«, som er offentligt tilgængeligt. Kommunen svarede, at den var »åben for« en anden form for skriftlig dokumentation.

Beboerne fik senere, i foråret 2019, oplyst, at de to midterste karreer planlægges at blive solgt. Men ifølge beboerrådsformand Mohammad Aslan er der stadig mange spørgsmål, som beboerne endnu ikke har fået svar på.

»Til et informationsmøde spurgte vi direkte: ’Der står i helhedsplanen (den gamle renoveringsplan for Mjølnerparken, red.), at dem, der har permanente lejekontrakter, vil blive tilbudt genhusning og få en permanent lejlighed i Mjølnerparken. Får de stadig det?’ Det ville de ikke svare på,« fortæller Mohammad Aslan.

Spørgsmål om frivillig genhusning

Bo-Vita har opfordret beboere i Mjølnerparken til at skrive sig op til frivillig genhusning og tilbyder i den forbindelse op til 25.000 kr. i flyttebistand. Kort før jul afviste Bo-Vita dog at svare på spørgsmål om frivillig genhusning, som Homann Advokater på vegne af en række beboere havde sendt til selskabet.

Advokat Eddia Khawaja ønskede på vegne af beboerne blandt andet at få oplyst, hvilke erstatningsboliger Bo-Vita råder over, herunder hvor de ligger, og hvad huslejen er på. Advokaten ønskede også at vide, om der tilbydes flyttebistand til de beboere, der ikke ønsker at flytte frivilligt. Og endelig hvilke rettigheder beboerne har, hvis de siger henholdsvis ja og nej til genhusning.

I afvisningen henviste boligselskabet til et tidligere møde hos advokatfirmaet, hvor boligselskabet forsøgte at gå i dialog, men hvor forløbet var »ganske kaotisk«.

»Det var svært for os – for ikke at sige umuligt – at komme til orde, og efter kort tid blev vi temmelig abrupt bedt om at forlade jeres kontor,« skrev boligselskabet. Derfor har Bo-Vita »ikke lyst til at bruge flere kræfter på sagen«.

Eddie Khawaja fortæller om mødet med Bo-Vita, at han afbrød det, fordi han ikke oplevede, at boligselskabet ville svare på de spørgsmål, beboerne ønskede svar på. På det tidspunkt havde de ventet fire en halv måned på at få svar.

Beboerrådsformanden Mohammad Aslan mener, at boligselskabet »bør gå i dialog i stedet for at holde informationer skjult for beboerne«.

Information har spurgt Jan Hyttel, formand for Bo-Vita, hvorfor selskabet ifølge mødereferatet først sent ville informere beboerne.

»Som det fremgår af referatet, ønsker Bo-Vita at informere beboerne, når Bo-Vita ved, hvilke boliger der skal sælges. Dette er sket ud fra et hensyn om at undgå at skabe utryghed blandt beboerne om, hvem der skal flytte og hvornår. Det er helt afgørende, at vi kan holde det, som vi lover, og der skal vi være meget længere i processen, før vi melder noget konkret ud,« svarer formanden i en mail.

– Hvorfor vil I ikke svare på, om beboere kan blive genhuset permanent i Mjølnerparken – og give skriftlig garanti?

»Vi giver ikke skriftlige garantier, før vi ved, om vi kan leve op til dem. Bo-Vita har oprettet en frivillig fraflytningsliste. Om vi kan garantere permanent genhusning i Mjølnerparken, afhænger af hvor mange beboere der ønsker frivillig fraflytning. Selv om der er mange, der har meldt sig til frivillig fraflytning, er vi ikke i mål endnu. Derfor kan vi ikke på nuværende tidspunkt garantere, at alle dem, der måtte ønske genhusning i Mjølnerparken, kan få deres ønske opfyldt.«

Serie

Mjølnerparken til salg

Kommuner og boligselskaber er ved at løse, hvordan 60 procent af de almene familieboliger i hårde ghettoområder skal fjernes som følge af ghettopakken. 12.-15.000 beboere risikerer at blive tvunget ud af deres hjem de kommende år. Information sætter i en række artikler fokus på Mjølnerparken i København, hvor halvdelen af lejlighederne skal sælges. Hvordan håndteres det? Og hvad tænker de mennesker, der bor der?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • Christian Mondrup
  • Gert Romme
  • Bjarne Andersen
  • Marianne Stockmarr
  • Dorte Sørensen
Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Christian Mondrup, Gert Romme, Bjarne Andersen, Marianne Stockmarr og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er fuldkommen uhyrligt, at man blander folks bopæl sammen med andre forhold, der reelt er det smør uvedkommende.
Hvis folk i udlandet hører, at vi vil nedbringe antallet af 'familieboliger', bliver vi til grin, for alle andre steder er det netop familien, der hæges om.

Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Carsten Munk, Karsten Aaen, Anne-Marie Krogsbøll, Ebbe Overbye, Viggo Okholm, Gert Romme, Søren Andersen, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Arne Albatros Olsen, Kristian Jensen, Marianne Stockmarr, gert rasmussen, Susanne Kaspersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Det er ganske enkelt noget forbandet svineri at tvinge mennesker ud af deres liv og lejligheder. Mange af beboerene er venner, bekendte og familiemedlemmer med hinanden. Det orienterer sig og organiserer deres liv ifht. hinanden. Det er deres liv, men vi mener åbnebart som stat, at vi har ret til at manipulere med deres liv, blot fordi de ikke tjener penge nok. Fy for den lede, jeg brækker mig.Tænk sig at det skal ske i Danmark. Tænk sig at vi tillader os at behandle vore medmennesker som de bare er kvæg vi kan flytte rundt på som det passer os.

Eva Schwanenflügel, Joy Nitav, Carsten Munk, Thomas Tanghus, Karsten Aaen, Anne-Marie Krogsbøll, Ebbe Overbye, Gert Romme, Nike Forsander Lorentsen, Søren Andersen, Rikke Nielsen, Dennis Tomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Arne Albatros Olsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Molboerne har igen været på spil.

Kristian Jensen, Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Krogsbøll, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Så sidder man her på månen og dingler med benen, og laver et tanke eksperiment. Om det nu havde været jøder? Hvad havde det været så?

Kristian Jensen, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Grundlovens § 72: ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.”

Ved at bo i sin bolig beskytter grundloven altså borgernes boliger mod useriøse og populistiske politikere samt deres vedhæng af lovrende embedsmænd. Til gengæld kan disse useriøse politikere altså få smidt lejerne ud af de samme boliger ved brug af nogle aldeles latterlige love.

Jeg syntes faktisk, det er utroligt beskæmmende. Og ud over de rent menneskelige omkostninger, der ikke kan overvurderes, er der altså også en solid og ganske overflødig regning, der skal betales. - Og den skal ikke betales af undebegavede, ligegyldige, uansvarlige og populistiske politikere, men af boliglejerne og boligselskaberne. som lejerne også ende med at skulle betale.

Kristian Jensen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Karsten Nielsen, Karsten Aaen, Anne-Marie Krogsbøll og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Det vil de ikke svare på
" Advokat Eddia Khawaja ønskede på vegne af beboerne blandt andet at få oplyst, hvilke erstatningsboliger Bo-Vita råder over, herunder hvor de ligger, og hvad huslejen er på. Advokaten ønskede også at vide, om der tilbydes flyttebistand til de beboere, der ikke ønsker at flytte frivilligt. Og endelig hvilke rettigheder beboerne har, hvis de siger henholdsvis ja og nej til genhusning".

Men bare rolig de har et tryghedsteam bestående af tre personer, som man kan ringe eller skrive til, hvis man ønsker information. Så tænker jeg Orwells newspeak roman. Det er jo tydeligt at selskabet netop ønsker at skabe utryghed blandt beboerne, de ligefrem stryger dem om næsen med op til 25000 kr i flyttehjælp hvis de hurtigt melder fraflytning - Om de så alligevel er berettiget til hjælp ved fraflytning - det må man gå ud fra når den er tvungen - men hvilken hjælp blæser i vinden. Kan det virkelig være rigtigt at behandle folk så respektløst her i vores højtbesungne "denmokrati".

Kristian Jensen, Eva Schwanenflügel, Joy Nitav, Carsten Munk, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Hov ved en trykfejl fik jeg skabt blev et nyt begreb - denmokrati er betegnelsen for den type af demokrati man finder praktiseret i kentaurstatens = straffestatens lavere sociale lag i Denmark.

Der er nogen der hævder, at ondskab ikke findes. Ghettopakken beviser at det er tilfældet. Her er ondskabens dirigent Ole Bik Olesen og hans sammenrend af mentalt forkrøblede liberalister. Ondskaben kan kun gennemføres fordi et stort Folketingsflertal stemte for pakken, herunder også SF.
Kun EL og ALT kan ranke ryggen.

Kristian Jensen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Forskelsbehandling er vi åbenbart begyndt at praktisere i Danmark uden andre protester end fra dem det går ud over - og medier som Information, som stadig holder på at vi alle bør være lige for loven.

De fleste politikere har fundet ud af, at vælgermaksimering går gennem del og hersk princippet, og befolkningen har hurtigt lært parolerne; således fortsætter 'udlændingepolitik' og sparken nedad på fattige, syge og arbejdsløse med at være et effektivt værktøj til kontrol og manipulation af flertallet.

Tal frygten op, udpeg syndebukkene, og lav derefter love der straffer hårdere og hårdere når de udsatte udviser vrede og frustration.

Det førhen så berømmede folk "danskerne" får løbende en mere og mere snæver definition..

Og altimens der diskrimineres og ekskluderes på livet løs herhjemme, står vores statsminister og skælder ud på venstrefløjen over antisemitisme..

Ja, her går det godt, fru kammerherreinde !!

Kristian Jensen, Arne Lund, Ebbe Overbye og Flemming Berger anbefalede denne kommentar