Nyhed
Læsetid: 5 min.

Maria: Derfor blev min anbringelse dårlig

Efter en flyvsk og rodløs barndom blev Maria anbragt første gang som niårig. Men det gik galt, fordi pædagogerne ikke lyttede til hende, når hun sagde, hvad hun ønskede af sin anbringelse. I stedet blev Maria flyttet rundt, og til sidst holdt hun næsten op med at sige noget til de voksne
’For mig gjorde det hele forskellen at have en voksen, som jeg kunne stole på, og som jeg følte behandlede mig som et rigtigt barn og ikke som en sag. Desværre skulle jeg uden for systemet for at finde sådan et forhold,’ fortæller Maria.

’For mig gjorde det hele forskellen at have en voksen, som jeg kunne stole på, og som jeg følte behandlede mig som et rigtigt barn og ikke som en sag. Desværre skulle jeg uden for systemet for at finde sådan et forhold,’ fortæller Maria.

Indland
10. januar 2020

Maria blev født i 1990 i Lyngby-Taarbæk, og inden hun fyldte 12 år, havde hun haft 44 forskellige folkeregisteradresser.

»Jeg har haft en meget flyvsk og rodløs barndom, hvor vi flyttede så ofte, at jeg cirka hver tredje måned skulle genetablere en forståelse af, hvor jeg nu var,« siger Maria, der i dag er ved at tage en kandidat i erhvervsøkonomi og psykologi.

Da hun var ni år, gik hendes mor med til en frivillig anbringelse uden for hjemmet. Det holdt kun i tre måneder.

»Så ville min mor have mig tilbage, og jeg ville også gerne hjem, og så kom jeg det. Men så ville min mor alligevel ikke have mig,« fortæller hun.

I stedet kom hun hen og bo hos en onkel, men det gik heller ikke. Da hun var næsten ti år, blev hun afleveret til kommunen på en sofa, og derefter kom hun på et opholdssted.

»Så kom min mor og hentede mig om natten og tog mig med til Sverige. Jeg blev efterladt på et hotelværelse, mens min mor gik ud for at finde et sted at bo.«

Maria husker, at hun på hotelværelset så Razz vinde de unges melodigrandprix. Årstallet var altså 2002.

»Jeg spiste lakridskarameller nede fra receptionen, fordi der ikke var noget mad.«

Moren fandt en lejlighed, og de flyttede derhen. Det holdt, indtil Maria en dag var efterladt på boldbanen til et skolearrangement.

»Jeg kørte rundt sammen med lærerne for at finde vores lejlighed. Men jeg kunne ikke huske, hvor det var. Da vi endelig fandt den, var min mor der, og der opstod en ubehagelig situation.«

I pleje hos svensk familie

Løsningen blev, at Maria blev placeret hos en svensk plejefamilie med to døtre og en lille hund. Den ældste datter var på alder med Maria, og de blev gode venner.

»Det var et hjem med ro og orden i tingene, og for første gang fik jeg et værelse med møbler og ting. Faren kørte mig i skole om morgenen, så jeg følte mig som en sultan. Det gode var, at her var der en ramme, så den behøvede jeg ikke først at skulle lave. Jeg kunne koncentrere mig om at gå i skole og bare være til.«

Lykken varede kun kort, for efter nogle måneder kom to danske betjente og forlangte, at hun tog med dem tilbage til Danmark.

»Jeg tilhørte Danmark og var blevet kidnappet, sagde de. Det var en lørdag morgen, og jeg stod i mit nattøj. Ingen havde fortalt mig noget på forhånd.«

Tilbage i Danmark kom hun efter nogen ventetid på et børnehjem i Nordsjælland.

»Generelt gjorde pædagogerne det godt og i den bedste mening, men jeg blev ved med at sige, at jeg ikke kunne rumme flere forandringer. Hele tiden nye voksne, nye pædagoger, nye vikarer, og de ville alle sammen have, at jeg skulle åbne op. Fortæl os, hvordan du har det, sagde de.«

Trods de mange skift havde Maria ikke problemer med at gå i skole.

»Jeg er altid blevet opfordret til at gå op i mit skolearbejde. Og sammen med lektierne var det et sted, hvor jeg kunne finde tryghed, når alt andet glippede.«

Det eneste, hun ønskede, var at vende tilbage til den svenske plejefamilie og sin veninde.

»Jeg ville tilbage til den ro, der var i den familie, hvor faren om søndagen klippede græsset ind mod rosenbedene. Hvor jeg bare kunne gå i skole og ikke forholde mig til pædagogernes handleplaner og behandlingsretorik. Men de sagde, at jeg var for følelsesmæssigt skadet til at kunne komme tilbage til en plejefamilie. Vi har hørt dig, sagde de.«

Blev set som en sag og ikke et barn

Maria fik hurtigt en fornemmelse af, at de voksne ikke hørte efter, hvad hun sagde. Eller også sagde hun ikke de rigtige ting, som pædagogerne ville høre.

»Selv om jeg blev ved med at sige, at jeg ville i familiepleje, fandt de efter et stykke tid et nyt opholdssted til mig. Jeg stod som 15-årig og græd inde i et skab. Ingen havde spurgt mig, om jeg ville se det først. Nej, alle papirerne var klar, så det var med at komme af sted.«

Marias løsning var at holde sig for sig selv og ikke tale for meget med de voksne.

»Som tiden gik, fandt jeg ud af, at selv om de hele tiden sagde, at de ville høre på mig, så lyttede de ikke. Og til sidst holdt jeg op med at tale med dem.«

Da hun blev 16, fik hun lov til at flytte på et kollegieværelse.

»Siden da har jeg klaret mig selv. Jeg så ikke meget til efterværnet, men jeg havde dog en kontaktperson, som jeg fik drukket en masse caffelatte med. Jeg fik arbejde hos bageren i Brugsen og tjente mine egne penge, så sammen med et beløb, jeg fik fra kommunen, kunne jeg købe mine egne Ikea-møbler.«

Da Maria begyndte på et handelsgymnasium, advarede pædagogerne: Du knækker halsen psykisk efter to måneder. Men det gjorde hun ikke. I stedet tog hun eksamen med det højeste gennemsnit.

»Min fortolkning i dag af det, jeg har været ude for, er, at selv om de voksne nok gjorde det i den bedste mening, var de så standardiserede i deres tilgang til mig, at jeg slet ikke følte mig som et respekteret individ, men mere som en sag.«

Tag barnet i hånden, og lyt

Når Maria reflekterer over statsminister Mette Frederiksens nytårstale, blandt andet om nødvendigheden af flere tvangsanbringelser, er hun ikke helt enig.

»Man skal være meget varsom med sådan en konklusion. Jeg er ikke i tvivl om, at Mette Frederiksen mener det godt. Men for mig at se er det mere den manglende synergi i behandlingen af børn, hvor det ender med handleplaner og tom retorik. I grunden er det ikke så svært: Tag barnet i hånden, og lyt til, hvad det siger.«

»For mig gjorde det hele forskellen at have en voksen, som jeg kunne stole på, og som jeg følte behandlede mig som et rigtigt barn og ikke som en sag. Desværre skulle jeg uden for systemet for at finde sådan et forhold,« siger Maria og fortsætter:

»Det kunne jo have været fantastisk at have en sådan relation inden for systemet eller i hvert fald i forlængelse heraf. Min ’særlige voksen’ betragter jeg i dag som det tætteste, man kommer på en forældrerolle, og det har givet mig en følelse af tryghed igennem alt, hvad der er foregået, fra jeg flyttede alene som 16-årig og til nu. Gennem relation med hende har jeg genetableret en tro på, at folk ikke bare forsvinder, ligesom det var tilfældet med pædagogerne og for den sags skyld også mine forældre og søskende.«

Marias fulde navn er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her