Førende økonomer maner nu al tvivl i jorden. Hvis Danmark skal have en chance for at nå klimamålene i 2030 og 2050, er der brug for en markant højere CO2-afgift, som rammer alle, der udleder drivhusgasser i samfundet.
Det billigste og mest effektive skridt til at reducere udledningen af drivhusgasser er nemlig en skat på netop drivhusgasser, lyder det enstemmigt fra de mange økonomer.
Information kontaktede fredag 38 økonomer til denne artikel. 22 er foreløbigt vendt tilbage med ønske om at medvirke. De har alle tilkendegivet, at der er brug for en grøn skattereform, og at en mærkbar afgift på drivhusgasser er det mest effektive redskab til at nå Danmarks klimamål. Økonomerne understreger samtidig, at en sådan skatteomlægning ikke behøver øge uligheden i landet.
Ideen om en mærkbart forhøjet CO2-afgift på al udledning inden for industri, landbrug og forbrug er ikke ny, men har været på dagsordenen i årtier. Alligevel har politikerne indtil videre udvist berøringsangst over for at gøre hele det danske skattesystem grønnere.
En af økonomerne er Nina Smith, som er professor på Aarhus Universitet og tidligere vismand:
»Hvis politikerne virkelig mener klimamålene, så bliver de nødt til at erkende, at vi ikke kommer i mål uden en højere afgift, der både påvirker vores produktion og forbrugsadfærd,« siger hun.
Også de to tidligere overvismænd Peter Birch Sørensen og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har svært ved at se Danmark nå målene om 70 procents drivhusgasreduktion i 2030 og klimaneutralitet senest i 2050 uden en mærkbart højere CO2-afgift på al udledning.
»Hvis man politisk afskriver sig afgiftsargumentet, så skal man jo gøre andre ting, og det vil kun gøre omstillingen dyrere,« siger økonomiprofessor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet.
Tanken bag en flad afgift på al CO2-udledning går kort sagt ud på, at varer og aktiviteter, som indeholder fossile brændsler i enten materialet eller produktionen, bliver dyrere. Dyrere for virksomhederne at producere og dyrere for befolkningen at forbruge.
Det tilskynder virksomheder til at gøre produktion mindre CO2-udledende, da det vil gøre deres produkter billigere. Afgiften vil altså mindske efterspørgslen efter CO2-tunge varer og flytte forbruget i en mere klimavenlig retning.
»Hvis man lægger afgifter direkte på virksomhedernes og husholdningernes udledninger, så kommer man tættest muligt på problemets kerne. Det er det mest direkte og målrettede instrument,« siger økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet, der også er tidligere formand for Klimarådet.
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen tilføjer:
»Det geniale ved en ensartet CO2-afgift er, at varerne bliver dyre i lige præcis det forhold, hvori de indeholder CO2,« siger han.
Afgift hæves markant
I dag er klimavenlige teknologier ofte dyrere end fossile brændsler, og derfor kan markedet ifølge økonomerne ikke selv løse den grønne omstilling. Problemet er, at nogle varer bliver solgt for billigt, fordi prisen ikke inddrager den omkostning, som produktionen har for klimaet – den såkaldte eksternalitet.
Det problem kan en høj CO2-afgift være med til at afhjælpe, fordi den bidrager til at skabe en mere korrekt pris, der tager højde for klimaskadelige virkninger.
»Det handler om, at man får inddraget den omkostning, der er for naturen og klimaet, i prisen,« siger Nina Smith.
Skattemæssigt vil en CO2-afgift ikke være en ny øvelse. Danske virksomheder betaler allerede i dag omkring 170 kroner pr. ton udledt CO2, ligesom bilister og private ejere af olie- og naturgasfyr betaler CO2-afgift. Særligt energitunge virksomheder og virksomheder omfattet af EU’s kvotesystem har dog visse undtagelser fra afgiften. Økonomerne mener, at den nuværende afgift skal sættes markant i vejret og ramme bredere.
22 enige økonomer
Her er de 22 økonomer, der har svaret på Informations henvendelse, og som alle – med forskellige nuancer – har erklæret sig enige i behovet for en grøn skattereform:
- Bo Jellesmark Thorsen, institutleder og professor på KU
- Jesper Jespersen, professor, RUC
- Jette Bredahl Jacobsen, professor på KU og medlem af Klimarådet
- Inge Røpke, professor på Aalborg Universitet
- Peder Andersen, professor emeritus på KU
- Bent Greve, professor på RUC
- Christen Sørensen, professor emeritus og tidligere overvismand
- Katarina Juselius, professor emeritus på KU
- Claus Thustrup Kreiner, professor på KU og tidligere vismand
- Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS
- Jesper Sølver Schou, lektor og sektionsleder på KU
- Mikael Skou Andersen, professor på AU
- Lars Andersen, direktør i AE-Rådet
- Peter Birch Sørensen, professor på KU og tidligere overvismand
- Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor på KU og tidligere overvismand
- Birthe Larsen, lektor på CBS
- Nina Smith, professor på AU og tidligere vismand
- Lars Gårn Hansen, miljøvismand og professor på KU
- Kirsten Halsnæs, professor på DTU
- Jakob Egholt Søgaard, postdoc på KU og Princeton
- Jeppe Druedahl, adjunkt KU
- Niels Kærgaard, professor emeritus KU tidligere overvismand
Ifølge beregninger, som Peter Birch Sørensen og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er med til at lave for tænketanken Kraka, bør afgiften øges gradvist til omkring 1.000 kroner i 2025 – altså omkring en seksdobling. Den høje pris skyldes blandt andet, at »vi har travlt«, forklarer Peter Birch Sørensen.
»Vi skal have virksomhederne med til at betale for det her, for ellers når vi simpelthen ikke målet. En afgift stigende til omkring 1.000 kroner frem mod 2025 er formentlig nødvendig, og den skal sandsynligvis stige yderligere frem mod 2030. Til gengæld kan man så bruge noget af provenuet til at sænke de nuværende energiafgifter, som ikke er målrettet CO2-reduktion,« siger han.
Birthe Larsen, som er lektor i økonomi på CBS, siger også, at »hvis vi virkelig vil ændre på befolkningens adfærd, så er vi nødt til at hæve Co2-afgiften markant«.
Bedre overblik for forbrugeren
En fordel ved CO2-afgiften er desuden, at den vil gøre det nemmere for befolkningen at navigere i junglen af forbrugsgoder og deres klimabelastning. Hans Jørgen Whitta-Jacobsen vurderer, at det er »fuldstændig uoverskueligt for befolkningen at sætte sig ind i«, hvor meget CO2-udledning der er knyttet til forskellige varer og aktiviteter. Men med en CO2-afgift vil klimabelastningen være direkte afspejlet i prisen.
»Dermed skal du ikke tænke på, hvor meget CO2 der er i en taske kontra en stol, et restaurantbesøg eller en bustur. Det giver de rigtige incitamenter til at flytte forbruget,« siger han.
Ifølge Nina Smith er det dog afgørende, at CO2-afgiften også bliver lagt på forbrugssiden. Ellers risikerer man, at danske produkter udkonkurreres af importerede varer uden samme afgift. Og det vil ikke have en global klimaeffekt, hvis dansk erhvervsliv og landbrug blot erstattes af udenlandske og mere forurenende producenter, forklarer hun.
»Det kan godt være, at det er politisk ubekvemt, men det er grundlæggende det, at vi forbruger masser af kød og beton, hvor man skal have påvirket adfærden. Det er vigtigt, at der er en balance, så det både er produktionsafgifter og forbrugsafgifter,« siger Nina Smith.
En central udfordring er dermed ifølge hende at sikre, at man har tilstrækkeligt gode data på, hvor meget forskellige varer rent faktisk udleder i produktionen.
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Peter Birch Sørensen er enige i, at forbrugsafgifter kunne være en teoretisk rigtig løsning, hvis det primært var Danmarks globale CO2-aftryk og ikke de nationale udledninger, der skulle reduceres. Men ifølge FN er det netop de nationale udledninger, der er hovedmålsætningen. Og et system af vareskatter vil desuden være vanskeligt at indføre i praksis, vurderer de.
En anden fordel ved en mærkbart forhøjet afgift CO2-udledning er, at man undgår, at politikerne via subsidier eller særreguleringer skal afgøre, hvilke teknologier der er de rigtige til at reducere Danmarks udledninger. Det kan nemlig være »rigtig svært« at bestemme fra Christiansborg, forklarer professor Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand.
»På lang sigt er vi slet ikke klar over, hvad de rigtige løsninger er. Men vi ved, hvad de forkerte løsninger er, og det er alle dem, der udleder CO2. Ved at beskatte alt det, der udleder CO2, så vil alt andet blive mere konkurrencedygtigt, og virksomhederne får incitament til at udvikle alle de alternativer, vi ikke har fået øje på endnu. Der er markedet supereffektivt,« siger han.
CO2-afgiften betyder samtidig, at klimaindsatsen rammer så bredt som muligt. Dermed bliver det vanskeligere for særinteresser såsom landbruget, olieindustrien eller cementbranchen at trække de politiske beslutninger i retninger, der ikke er samfundsøkonomisk fornuftige.
»Der er en fare for, at hvis det politiske system skal udpege indsatsområder og uddele tilskud, så kan tilskuddene blive trukket mod de stærkeste lobbyorganisationer i stedet for de billigste løsninger,« siger Lars Gårn Hansen.
En pris uanset hvad
Et centralt problem i klimadebatten er ifølge økonomerne, at visse politikere tror, at den grønne omstilling kan klares uden at ramme hverken virksomheder eller lavindkomstfamilier. Men det holder ikke, påpeger de.
Tværtimod advarer de om, at omstillingen kun bliver dyrere, hvis ikke politikerne omlægger skattesystemet og indfører en høj CO2-afgift som en del af klimaindsatsen. Afgiften sikrer nemlig omkostningseffektivitet ved at tilskynde dem, der udleder CO2, til at tænke over, hvor de kan reducere, og hvordan de kan gøre det billigst muligt.
Hvis det eksempelvis er dyrere for en virksomhed at reducere sine udledninger end at betale afgiften, så vil den formentlig betale afgiften. Er det derimod billigere at reducere end at betale afgiften, vil virksomheden til gengæld reducere meget, fordi den kan spare den store afgiftsbetaling.
»Regeringen har selv sagt, at vi skal reducere med 70 procent. Hvis du ikke vil gøre det med afgifter, så må du gøre det på en anden måde,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
»Men denne anden måde er ikke omkostningseffektiv. Det bliver dyrere, og derfor bliver de prisstigninger, som folk vil blive udsat for, værre. Og uden en CO2-afgift har du ikke nogen penge til at kompensere de socialt dårligt stillede mennesker,« siger han.
Ifølge Peter Birch Sørensen er man nødt til at erkende, at den grønne omstilling har en pris for alle.
»Det er helt naivt at forestille sig, at selv hvis man måtte fravælge en CO2-afgift, så kommer man ikke til at kunne mærke den grønne omstilling for forbrugerne. Det er forkert,« siger han.
Øger ikke uligheden
De rød-grønne partier har i deres klimaplaner foreslået forskellige former for grønne afgifter, mens Socialdemokratiet hidtil har været lorne ved at bruge afgiftsinstrumentet. Bekymringen går på, at det kan øge uligheden, da en afgift isoleret set vil påvirke lavindkomstfamiliers pengepung hårdere end de velståendes – og dermed måske skade den folkelige opbakning til omstillingen.
»At lave en afgift så høj, at den rammer en enlig mor, der skal lave spaghetti bolognese til knægtene, synes vi ikke er den rigtige vej frem,« sagde klimaminister Dan Jørgensen her i avisen i sommer.
Men en flad CO2-afgift behøver ikke ramme socialt skævt, understreger økonomerne. Der findes flere skatteinstrumenter, der kan kompensere folk med lave indkomster og løse spørgsmålet om ulighed. Det forklarer blandt andre Jakob Egholt Søgaard, der er postdoc og forsker i adfærdsøkonomi og ulighed på Københavns Universitet og eliteuniversitetet Princeton.
»Når vi putter en CO2-afgift på al CO2-udledning, så kommer der en masse penge ind i statskassen. De penge kan vi give tilbage til folk på en måde, som, vi synes, er rimelig. Hvis man er bekymret for bunden, kan vi give en ekstra stor del af pengene tilbage til de fattigste familier,« siger Jakob Egholt Søgaard.
Økonomerne påpeger desuden, at det langtfra vil være første gang, politikere anvender afgifter til at styre befolkningens forbrug. Senest skete det i december, da et bredt folketingsflertal valgte at hæve afgifterne på cigaretter – sågar uden at kompensere folk med lavindkomster.
»Det er jo en smule dobbeltmoralsk. De seneste 30 år har vi i Danmark haft stor tradition for at lægge skat på ting, vi vil have mindre af,« siger Jakob Egholt Søgaard.
I debatten om klimaindsats og ulighed glemmer man også ofte, at hele pointen er at ændre folks forbrug og adfærd, siger professor Peter Birch Sørensen.
»Vi taler meget om at afbøde fordelingsvirkninger og kompensere konkurrenceudsatte virksomheder, så en høj CO2-afgift ikke rammer for hårdt. Men vi vil jo indføre den, fordi vi vil have en adfærdsændring. Vi vil have, at også lavindkomstfamilier køber mindre hakket oksekød,« siger han.
Rabat til udsatte virksomheder
Ud over den sociale ulighed er der også virksomhederne at tage hensyn til. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man sikrer, at en CO2-afgift ikke smadrer industrien og lukker stribevis af danske virksomheder. Det kan skade klimasagen, da produktionen risikerer blot at lække til andre lande, der ikke producerer beton lige så klimavenligt, som Aalborg Portland gør i Nordjylland.
Det problem kan dog løses via et bundfradrag, hvor særligt energitunge virksomheder til at begynde med slipper for at betale for en del af deres CO2-udledning – ligesom tilfældet er i dag.
Eftersom virksomhederne skal betale for udledningerne over bundfradraget, eksisterer incitamentet til omstilling stadig. Men man mindsker risikoen for CO2-lækage til udlandet, forklarer Peter Birch Sørensen og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
»På den måde fjerner vi ikke incitamentseffekten af selve afgiften,« siger Peter Birch Sørensen og understreger, at bundfradraget skal udfases over tid.
»Men så længe der er en væsentlig risiko for kulstoflækage, er det acceptabelt, at nogle virksomheder har et bundfradrag og en lidt lavere afgiftssats for at forhindre, at problemet bare rykker ud af landet,« siger han.
Ligesom med ulighedsspørgsmålet skal man dog ikke foregøgle, at virksomhederne dermed undgår at blive hårdt ramt af afgiften, forklarer blandt andet miljøvismand Lars Gårn Hansen.
»Afgiften vil være en belastning for virksomheder, og grundlæggende er det også meningen. Når du lægger afgifter på noget, som du ikke ønsker, så vil der være virksomheder, som udleder meget af det, og som i øvrigt ikke har særlig højt overskud. Hvis de ikke kan reducere udledningen ved at skifte teknologi, så skal de faktisk lukke, så medarbejdere og kapital kan flytte til andre virksomheder med mindre forurenende produktion,« siger han.
Denne artikel er blevet opdateret, så det nu fremgår, at 22 økonomer er vendt tilbage på Informations forespørgsel. I den oprindelige artikel fremgik det at 20 var vendt tilbage.
Giv os en grøn skattereform
I årtier har økonomer, politikere og grønne organisationer talt for en grøn reform af det danske skatte- og afgiftssystem. Mere skat på miljøbelastende produktion og forbrug, mindre skat på arbejde. I dag har vi et uoverskueligt, knopskudt sammensurium af grønne afgifter, som de færreste kan overskue, og som ikke er stærkt nok til at sikre bæredygtighed, klimamål og større social retfærdighed. Tiden er i den grad inde til at rydde op og realisere den grønne skattereform.
Information ser i en artikelserie på udfordringerne og går på jagt efter løsningerne
Seneste artikler
CO2-afgifter er tidens mest omstridte klimaværktøj. Men én ting er sikkert: De virker
20. juni 2020Flere partier kræver en grøn skattereform med høje CO2-afgifter. Og mens de i disse dage forhandler om en sidste klimaaftale før sommerferien, viser erfaringer fra udlandet, at afgifterne er klimaeffektive – og uden store konsekvenser for erhvervsliv, statskasse og ulighed, siger forskerLykketoft om grønne afgifter: Det fornødne kommer ikke til at ske uden kraftig adfærdsregulering
26. februar 2020I årtier har politikere og økonomer talt for at omlægge skattesystemet, så skatten på indkomst faldt, og skatten på miljøbelastning steg. Hidtil er det blot blevet til knopskydninger på et stadig mere komplekst afgiftssystem. Måske er tiden nu moden til en mere radikal omlægning. Men hvordan kan den føres ud i livet?Det nye parti De Grønne: »Vi er grønne. Og liberale. I den rækkefølge«
20. februar 2020Danmark skal hverken ledes af rød eller blå blok. Danmark skal ledes af en grøn blok hen over midten. Fra i dag vil det nye parti De Grønne slås for at muliggøre det
Brilliant.
Mainstream
Men en flad CO2-afgift behøver ikke ramme socialt skævt, understreger økonomerne. Der findes flere skatteinstrumenter, der kan kompensere folk med lave indkomster og løse spørgsmålet om ulighed.
Vil det mon sige, at det erkendes også fra økonomer, at de laveste indkomster ikke kan presses mere..
Endelig tør man håbe på, at der sker noget fornuftigt. Bravo.
Nu venter vi blot på politikerne/lovgivningen.
Klimaet ændrer sig kun med reel co2 reduktion, og folk kan vride sig så meget de vil og ævle om enlige mødre eller andet, men Nina Smith har ret når hun slår ned på at beton og oksekød stort set skal elimineres. Det er nøgleforbrug. Det gøres kun med afgift på forbruget ikke produktionen.
Færdig arbejde. Tilbage til skrivebordet. Drenge.
Læg mærke til at de økonomer der blev spurgt alle som én er neo-liberale udbudsøkonomer og at de CO2-afgifter er en åben dør for svindlere (som i nullerne i EU) Det ligger jo lige for når vores statobligationer bliver sat på markedet med minusrenter skal Danmark selvfølgelig finansiere omlægningen med et udbud af for 100 milliarder grønne obligationer - alt andet vil skørt.
Dan Jørgensen repræsenterer er parti som har været med til at sørge for, at den enlige mor som arbejder som kassedame i Brugsen, skal betale sindsyge 50% i skat af sin lorteløn, men forsvarer hendes ret til at ryge sig ihjel og ødelægge hendes børns fremtid for en portion spaghetti bolognese.
Manden er et intellektuelt nul og et symbol på Socialdemokratiets deroute.
Danmark forbruger et areal på størrelse med sjælland i primært sydamerika til produktion af foder til kød.
Aalborg portland producerer det mest klimavenlige beton i verden.
70% målsætningen nåes ganske vist snævert set mest økonomisk effektivt ved at afgiftsbelægge produktionen i dk, men klimamæssigt er det en katastrofe. Co2 går over grænser.
Målsætningen skal omformuleres så vi ikke får tossede løsninger.
Det bliver først tydeligt for mig nu hvilket helvede, det her kan ende i. Kun lille nytte for klimaet, men de 70% nåes.
Kun primært de udpræget ‘rige’ borgers mindre forbrug af vare og tjenesteydelser, samt generelt bedre kvalitet af vare, mindre CO2 udledende produktion af vare, mangedobling af garanti for levetiden på vare, men vigtigst af alt ‘ekstrem’ reduceret samlet mængde af vare produceret, kan målbart sænke CO2 udledningen globalt.
Årsag og konsekvens.
20% af det globale energiforbrug er elektricitet, ‘potientielt’ i fremtiden produceres af vedvarende energi, det er en ubetydelig lille del i dag.
80% af det globale energiforbrug er ikke elektricitet.
Det er årsagen til, at det er helt afgørende for vores samfunds overlevelse, at der må fremskaffes, ikke til dato opfunden teknologi, der må suges helt enorme mængder CO2 ud af atmosfæren og det meget snart, hvis det skal give nogen mening, for det samfund vi kender i dag.
De rigeste 10% globalt er ansvarlig for 50% af CO2 udledningen globalt.
De rigeste 20% globalt er ansvarlig for 70% af CO2 udledningen globalt.
Hvis man deler hele verdens befolkning op i to lige store dele efter indkomst, så er de 50% med den lavest indkomst ansvarlige for 10% af CO2 udledningen globalt.
Det betyder, at alle racister kan glemme alt om de fattige bl.a. afrikanere, der forårsaget af fattigdom, fortsat må føder mange børn for opretholdelse af livet, på nogen måde skulle belaste CO2 regnskabet betydeligt, men uligheden må ned, for den stiger og stadig flere sulter i verden.
United Nations/FN
15. juli 2019
“World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.
United Nations.
A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.
Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/
Søren Kramer - hvordan forestiller du dig en afgift på (CO2) produktionen som ikke slår igennem som CO2 afgift på forbruget?
For at det kan lykkes at reducere CO2 udledningerne på forbruget, altså den samlede produktionsudledning på national såvel som importeret produktion, skal følgende være opfyldt - samtidig:
1. Afgift på fossilt kulstof - som foreslået af Informations økonomer - for at reducere efterspørgslen på fossiler;
2. Markedet skal kunne tilbyde ikke-forurenende, konkurrencedygtige erstatningsteknologier - uden hvilke der ikke vil blive fald på efterspørgslen (i hvert fald på "need to have" forbruget)
- et klimatolddysten (Carbon Border Tax Adjustment, CBTA) som modvirker kulstof lækage til lande uden CO2 afgifter
For at undgå social slagside pga CO2 afgiften har Citizens Climate Lobby (CCL) læbge præderet for at afgiften opsamles i en separat pulje og returneres til alle borgere i lige store portioner. Dette vil sikre et overskud til de småt forbrugende og et underskud til de højt forbrugende og dermed bidrage til at reducere den økonomiske ulighed i samfundet samtidig med at fjerne subsidierne til forurenende teknologier, subsidier der opnås fordi det er gratis eller alt for billigt at forurene og derfor skubber omkostningerne ved forurening over på fællesskabet. (Gratis forurening er i et markedssystem principielt og de fakto ulighedsskabende).
Endvidere skal vi begynde at lægge om til cirkulær økonomi.
Det kommer til at tage tid og kræver en konsistent langtidsplan. Første skridt må være at rejse en kvalificeret debat som når ud til borgerne.
Dem med allermindst indtægt, dvs folk på uddannelseshjælp, kontanthjælp eller ressourceforløb,
har sgu ikke råd til nyt tøj eller kød.
De går i aflagt tøj, skralder bag supermarkedet, eller tigger mad på Facebook.
Det er ikke i underklassen, man laver fede CO2 aftryk.
Den røde tråd i artiklens indhold er det store dyr i åbenbaringen, der viser, den af regering propagerede ambitionøse klimaplan, ikke som adviseret af Mette F. og Dan J., ville være uden påvirkning af landets økonomi, vækst, arbejdsmarkedet, velfærd, etc. Nu viser de vise damer og mænd, regeringens korthus er statisk set lige så indstabilt som kvadratur af cirklen er umuligt.
Den del af befolkning, der kender lidt til fysik, ville aldrig godtage regeringens påfund, der fortæller en historie, at sådanne voldsomme indgreb, der sættes på bedding, ikke ville påføre landets befolkning en mærkbare last. Dette er kun én af denne regerings aktioner, der i fremtiden vil vise sig som urealistisk.
"»At lave en afgift så høj, at den rammer en enlig mor, der skal lave spaghetti bolognese til knægtene, synes vi ikke er den rigtige vej frem,« sagde klimaminister Dan Jørgensen her i avisen i sommer."
Sådan en udtalelse fortæller, at problemstillingen overhovedet ikke er forstået...
Skidt og kanel for sig, Danmark skal stedfæste velfærdsstaten og den videre udvikling af samme.
Det grønne er her sekundært, og man skal passe på med at blande tingene sammen, for så risikere man ikke at få nogen af delene.
Sangen om den grønne omstilling. Økonomernes kor synger omkvædet, men hvad handler sangen egentlig om? En helt ny økonomi, der ikke har gældsætning som sit grundlag?
@Søren Fosberg
Jeg er helt med på CCL modellen med lige omfordeling og det er den eneste socialt ansvarlige model. Jeg ønsker folk der arbejder med den held og lykke så pengene ikke brændes af på bedre normeringer, flere sygehuse eller topskattelettelser. Det er hårdt arbejde.
Lad os tage et eksempel som er det mest følsomme. Oksekødet.
Et kilo oksekød giver 180Kg co2e inkl arealforbuget til foder som optager areal for skov og anden co2 optagende natur, jf Danmarks brug af areal i sydamerika på størrelse med sjælland. Selve produktionen, den direkte udledning er dog ca 40Kg co2e. Den direkte produktionsbelastning kan dog reduceres kraftigt med ny teknologi. Vel halveres over tid.
Det ændrer dog ikke ved at et kilo oksekød stadig reelt set belaster med så 180-20=160Kg. Eller svarende til en afgift på ca kr 160 per kilo hvis vi følger de 1000kr som er foreslået. Det vil selvfølgeligt ændre adfærden. Men produktionen sker reelt set i Brasilien, så afgiften bliver kun kr 20 per kilo, noget der ikke vil ændre adfærden.
Hvorfor tror du Mette Frederiksen allerede nu taler om ny stalteknologi?
Landbrug og fødevarer, med deres støtteorganisationer, er allerede helt tæt på ift hvordan de her beregninger skal være.
Eksemplet er måske det mest tydelige på hvor farligt det er med afgift på produktionen (der er undtagelser; på sort strøm kan det fx være fornuftigt) I løbet af det næste tiår havner vi altså reelt set i en situation hvor vi når de 70% men co2 udledningen er kun marginalt blevet mindre globalt set da problemet er eksporteret.
Så har vi - ift det her eksempel- mistet gode arbejdspladser i industrien, og beholdt skattefinansierede co2 udledende i landbruget. Så skal der sadles hurtigt om igen, og først her opdager DI at de er blevet røvrendt af Landbrug og fødevarer.
Co2 skat på selve forbruget, beregnet ud fra den globale totale belastning inkl indirekte belastning ud fra realistiske forudsætninger, er det mindst værste alternativ. DI må komme på banen så vi ikke havner i et planøkonomisk helvede.
Det er svært at lave præcise beregninger på et produkts klimabelastning. Det er bare ikke nødvendigt her med den præcision. Her skal økonomerne tænke anderledes.
Men det skal slå 100% igennem ude ved forbrugeren om dyret kræver 3 eller 43 kg foder for at lave 1 kg kød, eller strømmen er produceret med vindmøller eller kul. Forskellen er ikke 15%, men 1500% i reel klimabelastnings forskel. Og det skal afspejles i prisen for forbrugeren.
Hvis regeringen virkelig vil gøre noget ved uligheden er der en bred vifte af muligheder, som ikke nødvendigvis har noget med klimaet at gøre. Gad egentlig vide hvad den går rundt og laver - regeringen.
Søren Kramer: Du ignorerer hvad jeg skrev om forudsætninger for at det kan lykkes at nedbringe udledningerne, specielt punktet klimatold (CBTA). Hvorfor ignorerer du det uden mindste begrundelse?
CBTA betyder at hvis eksportørlandet ikke lægger afgift på fossilt kulstof, så gør vi.
Som medlem af EU kan vi ikke indføre CBTA på egen hånd, men kun på EU basis. Det er derfor interessant at den nye EU kommission med Ursula von der Leyen i spidsen arbejder på en mulig indførelse af systemet. Sker det vil CBTA kunne få en voldsom effekt på lande uden for EU som vil skulle overveje om de vil lade EU opsamle afgiften eller i stedet gøre det selv.
Jeg ved ikke hvordan vores regering stiller dig, mig bekendt har den ikke givet sig til kende, ej heller dens støttepartier og det ser ud til at problemet med kuldtoflækage et noget man slet ikke har lyst til at tale om.
CBTA er fint hvis det i praksis vil virke. Det tvivler jeg bare på. Det er lidt problemet med co2 kvoter om igen. Det inviterer til omgåelse og svindel.
Tror du eksempelvis at arealforbruget ved produktionen af foder, forstået som indirekte konsekvens af at der ellers er skov, vil være basis i sådanne beregninger? - de betingelser skal forhandles hjem internationalt. Og hvorfor skulle Brasilien anlægge andre forudsætninger end Aarhus Universitet? - det er håbløst. Brasilien lukker af for import fra europa.
Hvis der afgiftspålægges ved forbrugerne bevares konkurrence og landene og producenter stilles lige.
Søren Kristensen: ja der er mange muligheder for omfordeling f.eks via progressiv skat som i et vist omfang kompenserer for den regressive effekt af afgifter. Men CFD er i sig selv en progressiv afgift og har både noget med klimaet at gøre og vil medvirke til at reducere uligheden. Er det ikke udmærket?
Hvis omkostningerne fra forurening optræder som eksterne markedsomkostninger, dvs ikke er integreret i markedsprisen gennem afgifter til samfundet, vil byrden blive båret af fællesskabet i modsætning til profitten som er privat. Det vil sige at forurening driver en stigende social ulighed i verden. Omvendt vil internalisering af forureningsomkostningerne både modvirke ulighed og stimulere en bæredygtig udvikling.
Omkostningerne for fællesskabet ved forurening af naturgrundlaget er alene fra fossile brændsler vurderet til omkring 5000 milliarder dollars - om året! Det er det dobbelte af den globale vækst i BNP og fungerer som et kolossalt subsidie til fossilindustrien, et subsidie uden hvilket industrien ikke ville kunne eksistere. Der er ingen mangel på ren energi, vi bruger fossiler fordi det ud fra et privatkapitalistisk synspunkt kan betale sig at forurene så længe omkostningerne bæres af fællesskabet.
Hvorfor forurener vi? Derfor!
Se følgende:
https://blogs.ei.columbia.edu/2017/10/23/the-human-and-financial-cost-of...
Her står bl.a.:
Last week, the Lancet Commission on Pollution and Health issued its report on the global impact of environmental pollution. The results are straightforward:
“In 2015, diseases caused by air, water and soil pollution were responsible for 9 million premature deaths, that is 16% of all global death. Exposures to contaminated air, water and soil kill more people than smoking, hunger, natural disasters, war, AIDS, or malaria.”
Nearly all of these deaths (92%) took place in poorer nations. In wealthier nations that have worked to reduce pollution, the benefits of pollution control far outweigh the costs. According to this Commission, the global financial costs of pollution are huge, totaling “$4.6 trillion per year—6.2% of global economic output”. The study reported that in the United States, air pollution control pays off at a rate of 30-1. Every dollar invested in air pollution control generates thirty dollars of benefits. Since 1970 the U.S. has invested about $65 billion in air pollution control and received about $1.5 trillion in benefits.
Prøv at sammenhold artiklens udsagn med regering og andres fedtede argumenter imod beskatning af forurening.
Artiklen illustrerer hvor vigtig en rolle CBTA vil kunne få for internalisering af forureningsomkostninger på global basis. (Se min kommentar til Søren Kramer overfor)
Samfundene, fællesskabet, taber altså massivt på ikke at værdisætte forurening gennem afgifter. Vinderne er private særinteresser der profiterer på at ødelægge naturgrundlaget og fremtidige generationers eksistens muligheder.
Er en flad skat det rigtige?
Resultatet er et sandsynligt oprør mod magthaverne, de politiske og økonomiske magthaver, der ved manglende ‘effektiv’ handling på udledningen af CO2, facilitere opløsning af demokratiet i de CO2 ekstremistiske udledningslande, hvilket primært er vestelige lande som Danmark.
Det er en meget sandsynlige konsekvens til den manglende politiske erkendelsen af, at CO2 udledning og den i dag mulige udlednings reduktion, er direkte forbundet med de primært riges overforbrug.
De fattige har så lille en mulighed for CO2 reduktion, at det er en provokation set i forhold til de riges ekstravagance, at forsøge en flad skat reduktion nu.
Det ses over hele verden, at demokrati ender i oprør, når de riges ekstravagance ikke addresseres først.
PS.
Tråden er muligvis løber af sporet, for det ikke at handle effektivt nu, med i den virkelige verden ‘mulige’ handling, der leder til målbar CO2 reduktion, vil bringe ufattelige klimaforandringer og ufattelige katestrofe, der med sikkerhed opløser samfundet, vi kender i dag.
Ikke at handle nu, er lig med 100% sikker opløsning af det eksisterende samfund. for de fattige lande meget snart, men det gælder også for de overvejende vestlige rige lande, for vores ‘børns’ vedkommende.
Fra 2019 Global Sustainable Development Report.
“Achieving the global warming target (with a significant overshoot above 1.5 o C warming) would only be possible through a rapid and large-scale deployment of technologies that remove CO2 from the atmosphere.
However, although technologies that can do so are under development, none as yet exist at the scale needed for the required impact.”
(...)
“Adding to the concern is the fact that recent trends along several dimensions with cross-cutting impacts across the entire 2030 Agenda are not even moving in the right direction.
Four in particular fall into that category:
Rising inequalities.
Climate change.
Biodiversity loss and increasing amounts of waste from human activity that are overwhelming capacities to process them.”
(...)
“Critically, recent analysis suggests that some of those negative trends presage a move towards the crossing of negative tipping points, which would lead to dramatic changes in the conditions of the Earth system in ways that are irreversible on time scales meaningful for society.
Recent assessments show that, under current trends, the world’s social and natural biophysical systems cannot support the aspirations for universal human well-being embedded in the Sustainable Development Goals.”
Citat slut.
Global Sustainable Development Report 2019:
The Future is Now – Science for Achieving Sustainable Development, (United Nations, New York, 2019).
Phillip: så længe man har lov til at dumpe fossilt CO2 i atmosfæren uden at betale andet end skorstenen vil det ikke kunne betale sig for udlederen at føre kulstoffet tilbage til undergrunden hvor det kom fra (CCS). En afgift på udledning af fossilt CO2 på omkring 1000kr/ton vil ændre billedet og gøre det rentabelt at investere og drive CCS anlæg. Hvis brændslet er biomasse i stedet for stenkul (bioCCS) vil teknikken effektivt trække CO2 ud af atmosfæren. Netop det vi vil.
Vi brænder enorme mængder biofuel af og hælder det producerede kulstof direkte tilbage i atmosfæren. Hvorfor? Fordi det bedst kan betale sig sådan. Det koster jo ikke noget at bruge atmosfæren som losseplads. Men det er for samfundet det rene pip.
Afgifter på forurening bør være rygraden i en strategi for bæredygtig udvikling (sammen med cirkulær økonomi). Det er ikke uden problemer, men det nytter ikke at vride hænder og jamre fordi det er svært når det er den vej vi skal gå. Det er faktisk ikke til at holde ud at folk (Søren Kramer) der prætenderer at ville det grønne, samtidig og med alle mulige dødssyge indskyldninger stritter imod at vi foretager os noget.
Det er ikke til at holde ud at folk der prætenderer at ville det grønne skal have skatter, afgifter og strukturelle ændringer, for at kunne ændre egen adfærd.
@Søren Fosberg
Der er ingen teknisk løsning ‘NU’.
Fra NOAH ‘Reduktionsveje i klimaloven’.
“BECCS, BioEnergy-Carbon Capture and Storage, indregnes i flere af IPCC’s scenarier for at modvirke en midlertidig ’overshoot’.
BECCS forudsætter helt urealistisk, at der kan dyrkes biomasse (læs industrialiseret skovdrift/plantager) på enorme arealer på størrelse med Indien (BE-delen), og at CCS virker tilfredsstillende.
(CCS er Carbon Capture and Storage, som endnu ikke er demonstreret effektiv i stor skala trods to årtiers intensiv forskning og udvikling.)
At lade en klimastrategi være afhængig af, at BECCS kan realiseres i stor skala, er at spille russisk roulette med kommende generationer.
Tilmed er teknologien både dyr, energikrævende og uden garanti for, at den oplagrede CO2 bliver i undergrunden, eller at nyplantede træer til erstatning for de fældede og afbrændte, ikke går til i de stadigt hyppigere skovbrande, og endelig har fortalerne for BECCS aldrig redegjort for, hvor de krævede arealer til dyrkning af biomassen skal findes.”
Citat slut NOAH ‘Reduktionsveje i klimaloven’.
‘De gule veste’ er udsprunget af denne type ført politik af franske folkevalgte politikere.
Her er en liste over det overforbrug politikerne må adressere, hvis der skal opnås målbar CO2 reduktion i Danmark og politikere kan passende starte med deres eget helt personlige forbrug.
Slut med de største huse.
Slut med sommerhuse.
Slut med hjem nummer to.
Slut med prestige biler.
Slut med SUV biler.
Slut med to biler.
Slut med et liv konstant på farten.
Slut med et hyppigt flyver liv.
Slut med et business/first class flyver liv.
Slut med et eksorbitant overforbruger liv.
Der er oftest - også her - mest fokus på, hvad vi opnår ved at spare. Mindre på at udvikle nye energiformer, som ikke sviner. Vi kender nogle, men de mangler at blive udviklede til praktisk brug. Mindre på at rense luften på naturligvis vis, f.eks. plante træer, Det er med, men jeg kunne ønske, det fik større vægt. Mere fokus. Det er jo det, der batter i det lange løb. Mere i retning af fri energi, mindre i retning af afgifter (straf).
Klimaet er da ligeglad med om det er en "rig" eller "fattig", der udleder CO2. Så det giver slet ikke mening af "fattige" skulle kompenseres for at udlede CO2. Det er der ikke noget adfærdsændrende i.
@Rikke Nielsen
Men alligevel er det den fattigste der kommer til at betaler for alle klimatiltag, f.eks. på bekostning af velfærdstiltag, for pengene kan jo kun bruges et sted af gangen.
Der skal være en klimaskat både på transport af varer og arbejdskraft, vi modtager 42.500 pakker om dagen fra kina med alt muligt dingle . Mange østeuropæer kører flere tusinde kilometer for at møde på arbejde i Danmark og det hele trækkes fra i det danske skattesystem. Hvorfor er fly og skibe ikke omfattet Kyoto aftalen-ville det kunne betale sig med en klimaskat!
Så forventer jeg at den kommende finanslov ikke udbetaler 20 milliarder eller mere i støtte til sort energi, og ikke opkræver 12 milliarder eller mere i afgifter på elektricitet til varmepumper. Tak.
Bravo, Enig.
Det vil være godt at pålægge industrien CO2 afgifter for at øge incitamentet til grønnere teknologi.
Det eneste problem er at det så er billigere at importere klima-uvenlige varer fra udlande der ikke har de afgifter, og det er skidt for kilmaet, medmindre man tyer til importafgifter, som kan være i strid med overnationale aftaler og få Trumps Twitter-taster til at nedsmelte :)
En lidt anden ting: Når der refereres til FNs mål om fattigdom, vil jeg lige pointere at FN henviser til en fattigdom vi slet ikke kender i Danmark; Danmark under ét, hører til de 20% rigeste i FNs tal.
Henrik
civiløkonom (men IKKE neoliberal!)