Ph.d. om ph.d.’er lyder som en joke, men kaster lys over dybt alvorlig konflikt i dansk forskning

Da Signe Skovs ph.d.-forsvar om ph.d.-projekter i december blev offentliggjort, fik det mere opmærksomhed, end de fleste forsvar sædvanligvis får. 

Kommunikationsforum, det online fagmagasin for kommunikationsinteresserede, gjorde sig for eksempel morsom over afhandlingens metaniveau. 

»En ph.d. om, hvad en ph.d.-afhandling egentlig er – hvor meta- og RUC-agtigt må det egentlig få lov til at blive?« skrev de på deres hjemmeside, mens afhandlingens fokus også blev latterliggjort i kommentarfeltet på fagmagasinets facebookside. 

»Ja, væk med uddannelsesloftet og andre foranstaltninger, der umuliggør, at unge mennesker uddanner sig for evigt uden et konkret mål. Det var DOG imponerende,« skrev en bruger blandt andet. 

Men trods latterliggørelsen tager afhandlingen faktisk noget op, vi har diskuteret længe: Forholdet mellem det instrumentelle og intellektuelle på universiteterne. Eller sagt mindre akademisk: Forholdet mellem viden som mål eller viden som noget, der skal være til gavn for noget, for eksempel for forskeren selv, instituttet eller samfundet i dets helhed.

Ph.d.-forsvaret finder sted en torsdag eftermiddag på Roskilde Universitet, og det hele begynder med, at ph.d.-skolens formand indtager podiet og rutineret introducerer afhandlingen.

»Afhandlingen har titlen ’Hvad er en ph.d.-afhandling – en undersøgelse af hvordan ph.d.-afhandlingen konstitueres af ph.d.-vejledere og ph.d.-studerende inden for humaniora og samfundsvidenskab’,« siger han monotont. 

De omtrent 40 tilskuere, der sidder spredt i det store forelæsningslokale, reagerer ikke på den særlige sætningsstruktur. På en af rækkerne strikker en kvinde med rødt krøllet hår og et matchende rødt brillestel ufortrødent videre. Bag hende sidder en ung mand med uldsweater og langt rodet hår, der stikker ud fra en sort hue. 

Det, der på de sociale medier var en joke, er for akademikerne i salen alvor. Det er et nødvendigt indblik i de modstridende forståelser af ph.d.-uddannelsen, de arbejder under, nemlig det intellektuelle over for det instrumentelle. 

For skal forskningen have vidensproduktion som et mål i sig selv, eller skal den servicere forskerens karriere, instituttets status og øjeblikkelige markedsbehov?

Artikler frem for monografier

Signe Skov blev nysgerrig på ph.d.-uddannelsen, da hun, inden hun begyndte sit eget ph.d.-forløb, arbejdede som universitetspædagogisk konsulent på Roskilde Universitet.

Her lavede hun efteruddannelseskurser til forskerne i, hvordan de skal undervise studerende – herunder ph.d.-studerende. Det var i den forbindelse, at hun opdagede, at der også på humaniora var en præference for at aflevere sit ph.d.-projekt som artikler – noget, der traditionelt har været udbredt i de naturvidenskabelige fagområder.

Som ph.d.-studerende har man valget mellem at aflevere artikelbaseret eller som et langt værk – en såkaldt monografi.

Den artikelbaserede aflevering består typisk af tre til fem artikler og en såkaldt kappe, der beskriver, hvordan artiklerne hænger sammen for at besvare et overordnet forskningsspørgsmål. Monografien er derimod et langt værk på cirka 300 sider, der traditionelt har været udbredt inden for humaniora og til dels samfundsvidenskab, forklarer Signe Skov. 

Det ene er med andre ord en række delelementer, hvorimod det andet er sammenhængende. 

De ph.d.-studerende, der vælger den artikelbaserede afhandling, har en tendens til at argumentere for det valg med en såkaldt instrumentel diskurs, fortæller hun. Og det er den måde at forstå ph.d.-uddannelsen på, der er mest udbredt, viser hendes forskning.

Her skriver man sin afhandling af hensyn til karriere eller for at bidrage til aktuelle økonomiske interesser. Der tages udgangspunkt i et håndgribeligt formål med forskningen, enten for forskeren selv eller for økonomi og konkurrenceevne.

»Det, der kendetegner det instrumentelle, er, at det ikke bygger på et værdisystem. I stedet er det kendetegnet ved at formålsbestemme og værdisætte forskningen efter, hvad der mere forbipasserende er belejligt og giver effekt. For eksempel hvordan den bidrager til ens cv, til ens instituts publiceringsstatistikker, til synlighed eller til muligheden for publicering,« forklarer hun.

Den anden dominerende måde at forstå ph.d.-uddannelsen på er med en intellektuel diskurs, der er ph.d.-vejledernes foretrukne. Her skrives afhandlingen for videnens egen skyld. Fokus er på dybde, fagligt højt niveau og substans. 

Men skillelinjen mellem de to er ikke helt klar, mener Signe Skov. For i den intellektuelle diskurs ligger der i høj grad også instrumentelle værdier. 

»Vejlederne er også optaget af at konkurrere med hinanden og performe. Det har de altid været. Det handler om status, at blive anerkendt i feltet, være synlig og få mange forskningsmidler. Vejlederne hopper ikke over i en instrumentel tænkning, men der er instrumentelle elementer i deres intellektuelle forståelsesramme. De positionerer hele tiden sig selv med sådan nogle instrumentelle værdier, samtidig med at de fra et institutionelt niveau hele tiden oplever et publiceringspres.«

Forvirring og dårlig samvittighed

De to forståelser skaber ofte modstridende forventninger hos de ph.d.-studerende, mener Signe Skov. 

»Det sætter de studerende over for en nærmest umulig dobbelt skriveopgave, fordi de på den ene side skal honorere en intellektuel kvalitet, og samtidig skal de honorere noget, der har at gøre med antal, synlighed og effektivitet,« forklarer hun.

Hvis de vælger at skrive en monografi, giver de udtryk for, at de har dårlig samvittighed over ikke at bidrage til deres instituts statistikker. Omvendt har de, der skriver artikelbaseret, også en følelse af skyld. De giver udtryk for, at de føler, deres vejleder ikke syntes, det var godt nok, eller at de havde nogle andre forhåbninger til artiklernes niveau og substans, fortæller hun.

»Så uanset, hvilket format man vælger, skriver man med skyld.«

Der findes ikke opgørelser over, hvilke formater der afleveres i. Men i spørgeskemaer fra Forskningsministeriet svarer 71 procent, at de regner med at aflevere deres afhandling som artikler, og ministeriet vurderer, at flere og flere ønsker at aflevere deres afhandling artikelbaseret, fortæller Signe Skov, der peger på, at det er den samme tendens, hun har mødt i sin forskning. 

Hun fortæller, at den internationale forskning peger på, at den udvikling er kommet i takt med vidensøkonomien og den neoliberale styring af universiteterne, der skaber incitamenter for at handle mere instrumentelt. 

»Institutterne bliver jo målt på, hvor meget der bliver publiceret. Og mange af dem, der skriver artikelbaseret, fortæller, at de skriver ud fra strategiske grunde om, hvad der betaler sig bedst.«

Dybt alvorligt

Der har ikke været grint ret meget over metaniveauet i Signe Skovs ph.d.-afhandling i løbet af processen, fortæller hun. For folk omkring hende har fundet emnet dybt alvorligt. 

»Vi bruger mange penge på ph.d.-uddannelser. Det har en stor samfundsinteresse og er en stor investering for samfundet,« fortæller hun og peger på, at der – modsat i folkeskolen og gymnasiet – næsten ikke er blevet forsket i universitetsuddannelser eller ph.d.-uddannelser. 

»Når vi ikke forsker i det, ved vi ikke, hvordan vi kan udvikle uddannelserne og gøre dem bedre. Det er ikke bare noget verdensfjernt, abstrakt og irrelevant. Det er forskning i noget, vi bruger rigtig mange penge på, og så er det relevant at spørge om, hvordan vi kan udvikle uddannelsen.«

Med den argumentation mener hun ikke, at hun selv bliver instrumentel. 

»Det at formidle sin forskning er ikke nogen ny værdi inden for forskningsverdenen. Det ligger også inden for den intellektuelle diskurs. Men dér gør man det af hensyn til udviklingen af forskningsfeltet eller samfundet for på den måde at udvikle viden.«

Formidlingen hos mange af de ph.d.-studerende, hun har talt med, sættes derimod i sammenhæng med en instrumentel forståelse, hvor formidling bliver af hensyn til at tilbagebetale samfundet, forklarer hun.

»Så får det pludseligt et økonomisk frem for fagligt rationale,« siger hun.

»Det, der oprindeligt var en intellektuel værdi, der bidrog til viden, bliver nu noget, der skal bidrage til samfundsmæssig vækst eller instituttets statistikker over, hvor mange artikler de har publiceret.«

Hvad skal det føre til?

Tilbage i forelæsningslokalet er Signe Skovs forsvar efter to og en halv time ved at være slut. En af opponenterne opridser en række af Signe Skovs vigtigste fund: At universitetets bekendtgørelse foregiver at skabe et frit valg mellem monografi og artikel, men at meget tyder på, at det ikke er sådan, det fungerer i praksis.

Og at en værdikamp er i gang, hvor artikelafhandlingen i følgeskab med instrumentelle logikker for tiden trumfer mere intellektuelle logikker og dermed også trumfer monografien. 

Signe Skov nikker anerkendende og svarer, at det er noget, hun kan genkende.

»Det giver mig anledning til at tænke: Nå, hvad skal det her så føre til i praksis? Hvad vil du sige til vejlederkurserne, du bliver inviteret ud til?«

Senere forklarer Signe Skov, at der skal mere end et vejledningskursus til. 

»Det er fuldstændig grundlæggende, at man også på højere niveau forholder sig til, hvad det er for en ph.d.-uddannelse, vi skal have. Vi mangler både på politisk niveau og på institutionelt niveau kollektive diskussioner af, hvad formålet med ph.d.-uddannelsen er. Hvad er en god ph.d.-uddannelse? Hvad er en god ph.d.-afhandling? Og det er i en tid, hvor, som min forskning viser, instrumentelle rationaler er signifikante, og hvor formålet med ph.d.-uddannelsen formuleres med ord som ’flere’, ’hurtigere’, ’synligere’, og ’impact’. Det er et helt grundlæggende spørgsmål. Og hvem står så tilbage, når det ikke er klart? Det gør de ph.d.-studerende,« siger hun.

Efter tre timer er forsvaret afsluttet, bestået og rost for dets relevante pointer, som opponenterne genkender fra egen hverdag i forskningen. Ph.d.-skolens leder indtager podiet endnu en gang.

»Jeg vil også lige kort bruge anledningen til at reklamere for den her flotte bog, der er blevet printet. Den kan købes,« siger han. 

Signe Skovs ph.d. er nemlig i en monografi. Men snart skal der laves en række artikler på baggrund af den.