Baggrund
Læsetid: 7 min.

Ph.d. om ph.d.’er lyder som en joke, men kaster lys over dybt alvorlig konflikt i dansk forskning

Der blev gjort grin på de sociale medier, da ph.d.-forsvaret for en ph.d.-afhandling om ph.d.-afhandlinger blev offentliggjort. Ph.d.’en er formålsløs, mente flere, mens andre tog projektet dybt alvorligt. Forskeren bag ph.d.’en forsvarer projektet med, at modstridende logikker i den danske ph.d.-uddannelse har grundlæggende konsekvenser for forskningen
Signe Skov fortæller, at flere og flere ph.d.-studerende ønsker at aflevere deres afhandling som artikler frem for et langt værk – en såkaldt monografi. Hun peger på, at den udvikling er kommet i takt med vidensøkonomien og den neoliberale styring af universiteterne.

Signe Skov fortæller, at flere og flere ph.d.-studerende ønsker at aflevere deres afhandling som artikler frem for et langt værk – en såkaldt monografi. Hun peger på, at den udvikling er kommet i takt med vidensøkonomien og den neoliberale styring af universiteterne.

Ditte Valente

Indland
15. januar 2020

Da Signe Skovs ph.d.-forsvar om ph.d.-projekter i december blev offentliggjort, fik det mere opmærksomhed, end de fleste forsvar sædvanligvis får. 

Kommunikationsforum, det online fagmagasin for kommunikationsinteresserede, gjorde sig for eksempel morsom over afhandlingens metaniveau. 

»En ph.d. om, hvad en ph.d.-afhandling egentlig er – hvor meta- og RUC-agtigt må det egentlig få lov til at blive?« skrev de på deres hjemmeside, mens afhandlingens fokus også blev latterliggjort i kommentarfeltet på fagmagasinets facebookside. 

»Ja, væk med uddannelsesloftet og andre foranstaltninger, der umuliggør, at unge mennesker uddanner sig for evigt uden et konkret mål. Det var DOG imponerende,« skrev en bruger blandt andet. 

Men trods latterliggørelsen tager afhandlingen faktisk noget op, vi har diskuteret længe: Forholdet mellem det instrumentelle og intellektuelle på universiteterne. Eller sagt mindre akademisk: Forholdet mellem viden som mål eller viden som noget, der skal være til gavn for noget, for eksempel for forskeren selv, instituttet eller samfundet i dets helhed.

Ph.d.-forsvaret finder sted en torsdag eftermiddag på Roskilde Universitet, og det hele begynder med, at ph.d.-skolens formand indtager podiet og rutineret introducerer afhandlingen.

»Afhandlingen har titlen ’Hvad er en ph.d.-afhandling – en undersøgelse af hvordan ph.d.-afhandlingen konstitueres af ph.d.-vejledere og ph.d.-studerende inden for humaniora og samfundsvidenskab’,« siger han monotont. 

De omtrent 40 tilskuere, der sidder spredt i det store forelæsningslokale, reagerer ikke på den særlige sætningsstruktur. På en af rækkerne strikker en kvinde med rødt krøllet hår og et matchende rødt brillestel ufortrødent videre. Bag hende sidder en ung mand med uldsweater og langt rodet hår, der stikker ud fra en sort hue. 

Det, der på de sociale medier var en joke, er for akademikerne i salen alvor. Det er et nødvendigt indblik i de modstridende forståelser af ph.d.-uddannelsen, de arbejder under, nemlig det intellektuelle over for det instrumentelle. 

For skal forskningen have vidensproduktion som et mål i sig selv, eller skal den servicere forskerens karriere, instituttets status og øjeblikkelige markedsbehov?

Artikler frem for monografier

Signe Skov blev nysgerrig på ph.d.-uddannelsen, da hun, inden hun begyndte sit eget ph.d.-forløb, arbejdede som universitetspædagogisk konsulent på Roskilde Universitet.

Her lavede hun efteruddannelseskurser til forskerne i, hvordan de skal undervise studerende – herunder ph.d.-studerende. Det var i den forbindelse, at hun opdagede, at der også på humaniora var en præference for at aflevere sit ph.d.-projekt som artikler – noget, der traditionelt har været udbredt i de naturvidenskabelige fagområder.

Som ph.d.-studerende har man valget mellem at aflevere artikelbaseret eller som et langt værk – en såkaldt monografi.

Den artikelbaserede aflevering består typisk af tre til fem artikler og en såkaldt kappe, der beskriver, hvordan artiklerne hænger sammen for at besvare et overordnet forskningsspørgsmål. Monografien er derimod et langt værk på cirka 300 sider, der traditionelt har været udbredt inden for humaniora og til dels samfundsvidenskab, forklarer Signe Skov. 

Det ene er med andre ord en række delelementer, hvorimod det andet er sammenhængende. 

De ph.d.-studerende, der vælger den artikelbaserede afhandling, har en tendens til at argumentere for det valg med en såkaldt instrumentel diskurs, fortæller hun. Og det er den måde at forstå ph.d.-uddannelsen på, der er mest udbredt, viser hendes forskning.

Her skriver man sin afhandling af hensyn til karriere eller for at bidrage til aktuelle økonomiske interesser. Der tages udgangspunkt i et håndgribeligt formål med forskningen, enten for forskeren selv eller for økonomi og konkurrenceevne.

»Det, der kendetegner det instrumentelle, er, at det ikke bygger på et værdisystem. I stedet er det kendetegnet ved at formålsbestemme og værdisætte forskningen efter, hvad der mere forbipasserende er belejligt og giver effekt. For eksempel hvordan den bidrager til ens cv, til ens instituts publiceringsstatistikker, til synlighed eller til muligheden for publicering,« forklarer hun.

Den anden dominerende måde at forstå ph.d.-uddannelsen på er med en intellektuel diskurs, der er ph.d.-vejledernes foretrukne. Her skrives afhandlingen for videnens egen skyld. Fokus er på dybde, fagligt højt niveau og substans. 

Men skillelinjen mellem de to er ikke helt klar, mener Signe Skov. For i den intellektuelle diskurs ligger der i høj grad også instrumentelle værdier. 

»Vejlederne er også optaget af at konkurrere med hinanden og performe. Det har de altid været. Det handler om status, at blive anerkendt i feltet, være synlig og få mange forskningsmidler. Vejlederne hopper ikke over i en instrumentel tænkning, men der er instrumentelle elementer i deres intellektuelle forståelsesramme. De positionerer hele tiden sig selv med sådan nogle instrumentelle værdier, samtidig med at de fra et institutionelt niveau hele tiden oplever et publiceringspres.«

Forvirring og dårlig samvittighed

De to forståelser skaber ofte modstridende forventninger hos de ph.d.-studerende, mener Signe Skov. 

»Det sætter de studerende over for en nærmest umulig dobbelt skriveopgave, fordi de på den ene side skal honorere en intellektuel kvalitet, og samtidig skal de honorere noget, der har at gøre med antal, synlighed og effektivitet,« forklarer hun.

Hvis de vælger at skrive en monografi, giver de udtryk for, at de har dårlig samvittighed over ikke at bidrage til deres instituts statistikker. Omvendt har de, der skriver artikelbaseret, også en følelse af skyld. De giver udtryk for, at de føler, deres vejleder ikke syntes, det var godt nok, eller at de havde nogle andre forhåbninger til artiklernes niveau og substans, fortæller hun.

»Så uanset, hvilket format man vælger, skriver man med skyld.«

Der findes ikke opgørelser over, hvilke formater der afleveres i. Men i spørgeskemaer fra Forskningsministeriet svarer 71 procent, at de regner med at aflevere deres afhandling som artikler, og ministeriet vurderer, at flere og flere ønsker at aflevere deres afhandling artikelbaseret, fortæller Signe Skov, der peger på, at det er den samme tendens, hun har mødt i sin forskning. 

Hun fortæller, at den internationale forskning peger på, at den udvikling er kommet i takt med vidensøkonomien og den neoliberale styring af universiteterne, der skaber incitamenter for at handle mere instrumentelt. 

»Institutterne bliver jo målt på, hvor meget der bliver publiceret. Og mange af dem, der skriver artikelbaseret, fortæller, at de skriver ud fra strategiske grunde om, hvad der betaler sig bedst.«

Dybt alvorligt

Der har ikke været grint ret meget over metaniveauet i Signe Skovs ph.d.-afhandling i løbet af processen, fortæller hun. For folk omkring hende har fundet emnet dybt alvorligt. 

»Vi bruger mange penge på ph.d.-uddannelser. Det har en stor samfundsinteresse og er en stor investering for samfundet,« fortæller hun og peger på, at der – modsat i folkeskolen og gymnasiet – næsten ikke er blevet forsket i universitetsuddannelser eller ph.d.-uddannelser. 

»Når vi ikke forsker i det, ved vi ikke, hvordan vi kan udvikle uddannelserne og gøre dem bedre. Det er ikke bare noget verdensfjernt, abstrakt og irrelevant. Det er forskning i noget, vi bruger rigtig mange penge på, og så er det relevant at spørge om, hvordan vi kan udvikle uddannelsen.«

Med den argumentation mener hun ikke, at hun selv bliver instrumentel. 

»Det at formidle sin forskning er ikke nogen ny værdi inden for forskningsverdenen. Det ligger også inden for den intellektuelle diskurs. Men dér gør man det af hensyn til udviklingen af forskningsfeltet eller samfundet for på den måde at udvikle viden.«

Formidlingen hos mange af de ph.d.-studerende, hun har talt med, sættes derimod i sammenhæng med en instrumentel forståelse, hvor formidling bliver af hensyn til at tilbagebetale samfundet, forklarer hun.

»Så får det pludseligt et økonomisk frem for fagligt rationale,« siger hun.

»Det, der oprindeligt var en intellektuel værdi, der bidrog til viden, bliver nu noget, der skal bidrage til samfundsmæssig vækst eller instituttets statistikker over, hvor mange artikler de har publiceret.«

Hvad skal det føre til?

Tilbage i forelæsningslokalet er Signe Skovs forsvar efter to og en halv time ved at være slut. En af opponenterne opridser en række af Signe Skovs vigtigste fund: At universitetets bekendtgørelse foregiver at skabe et frit valg mellem monografi og artikel, men at meget tyder på, at det ikke er sådan, det fungerer i praksis.

Og at en værdikamp er i gang, hvor artikelafhandlingen i følgeskab med instrumentelle logikker for tiden trumfer mere intellektuelle logikker og dermed også trumfer monografien. 

Signe Skov nikker anerkendende og svarer, at det er noget, hun kan genkende.

»Det giver mig anledning til at tænke: Nå, hvad skal det her så føre til i praksis? Hvad vil du sige til vejlederkurserne, du bliver inviteret ud til?«

Senere forklarer Signe Skov, at der skal mere end et vejledningskursus til. 

»Det er fuldstændig grundlæggende, at man også på højere niveau forholder sig til, hvad det er for en ph.d.-uddannelse, vi skal have. Vi mangler både på politisk niveau og på institutionelt niveau kollektive diskussioner af, hvad formålet med ph.d.-uddannelsen er. Hvad er en god ph.d.-uddannelse? Hvad er en god ph.d.-afhandling? Og det er i en tid, hvor, som min forskning viser, instrumentelle rationaler er signifikante, og hvor formålet med ph.d.-uddannelsen formuleres med ord som ’flere’, ’hurtigere’, ’synligere’, og ’impact’. Det er et helt grundlæggende spørgsmål. Og hvem står så tilbage, når det ikke er klart? Det gør de ph.d.-studerende,« siger hun.

Efter tre timer er forsvaret afsluttet, bestået og rost for dets relevante pointer, som opponenterne genkender fra egen hverdag i forskningen. Ph.d.-skolens leder indtager podiet endnu en gang.

»Jeg vil også lige kort bruge anledningen til at reklamere for den her flotte bog, der er blevet printet. Den kan købes,« siger han. 

Signe Skovs ph.d. er nemlig i en monografi. Men snart skal der laves en række artikler på baggrund af den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Fosgerau

Hvordan undgår man opmærksomhed på sin PhD?

Henrik Leffers

Det her er vigtigt, fordi niveauet på PhD'ere simpelhen er for lavt. Der er for mange af PhD projekterne, der alene er lavet for at få en PhD, ikke for at lave noget godt forskning, men fordi en PhD er nødvendig for at få attraktive stillinger, f.eks. for at en læge kan få en overlæge stilling på et hospital.

Det lave niveau skyldes både vejlederne, der ikke lægger et højt nok niveau, og PhD studenterne som ikke tør gå efter risikable projekter. Hvis man ser på hvem der får en PhD, så har jeg aldrig været til et PhD forsvar, hvor kandidaten IKKE fik antaget sin PhD. Jeg har en gang været opponent på en PhD hvor begge opponenter var enige om, at vi var nødt til at afvise PhD afhandlingen, og vi informerede vejlederen om det før forsvaret, men på trods af det, nægtede kandidaten at trække PhD afhandlingen tilbage. Vi sendte så en mail til vejlederen, med kandidaten på CC, hvor vi gjorde det klart, at hvis ikke den blev trukket tilbage, ville vi lave en examination, hvor alle i lokalet ville være klar over, at den var for ringe! -Så trak kandidaten den tilbage... Men hun havde så muligheden for at omskrive afhandlingen, og fik så en PhD alligevel, men jeg mener stadig, at den var så ringe, at den ikke burde have været accepteret!

Christian Skoubye, Thomas Christensen, Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Emil Davidsen, ulrik mortensen, Frank Hansen, Claus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Anne-Marie Krogsbøll, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Er nedenstående fra artiklen relevant?
CITB
På en af rækkerne strikker en kvinde med rødt krøllet hår og et matchende rødt brillestel ufortrødent videre. Bag hende sidder en ung mand med uldsweater og langt rodet hår, der stikker ud fra en sort hue.
CITS

Ete Forchhammer , ingemaje lange, Dennis Jørgensen, Kirsten Andersen, Flemming Berger, Torben Bruhn Andersen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er altid nødvendigt for videnskaben at forholde sig til sig selv som videnskab og derfor er det en vigtig, måske den i lang tid vigtigste, afhandling, der er skrevet.
Men den burde ikke være nødvendig for universitetet, for der burde ingen tvivl være om, at det alene handler om at opnå den højeste grad af viden - for ellers bliver den ikke anvendelig for dem, der efterfølgende finder noget at bruge den til.
Det er den forbandede Bolognaproces, der ødelægger kvaliteten ved at fremstille det klassiske universitet som 'oligarkisk' - uden at forstå, at oligarkiet kun lader sig opløse, når så mange som muligt opnår den samme grad af fordybelse og indsigt i deres valgte fag. Andet er at give stene for brød og blot reproducere den ulighed, man postulerer at eliminere.
Hvis vi skal handle i verden, kræver det indsigt som den første betingelse, og det er, hvad universitetet tilvejebringer. Eller: -bragte, for det er jo, som jeg skriver, ødelagt af den angelsaksiske pragmatik, som gennemsyrer det alt for vellykkede angreb på universitetet.
I denne artikel kan man læse, hvordan sejrherrerne kror sig - i sig selv ideologisk forblændede af deres egen stupiditet. https://www.researchgate.net/publication/278687965_The_Decline_of_an_Aca...

Karsten Lundsby, Ole Henriksen, ulrik mortensen, Torben Bruhn Andersen, Anne-Marie Krogsbøll og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Også jeg er betænkelig ved kvaliteten af visse Ph.d-afhandlinger. Jeg har f.eks. forsøgt at bore i denne, som jeg finder etisk meget betænkelig. Det er i mine øjne etisk utilstedeligt at arbejde på at identificere psykiske sygdomme via ansigtstræk - og meget farligt i disse tider med udbredt anvendelse af ansigtsgenkendelse:
https://backend.orbit.dtu.dk/ws/portalfiles/portal/89834062/phd319_Fager...

Projektet er i følge 2 "acknowledgements" lavet i samarbejde med Ipsych, og delvist finansieret via et bevilling fra Innovationsfonden, som er givet til et samarbejde mellem Ipsych, deCodeGenetics (islandsk firma) og Lundbeck-fonden.

Da jeg bad om aktindsigt i kontrakten mellem IPsych, deCodeGenetics og Lundbeck-fonden (jeg ønskede at vide, i hvilket omfang disse firmaer evt. har fået indsigt i danske sundhedsdata og dna-prøver, herunder psykiatriske), pudsede Lundbeck advokaterne på sagen, og det meste blev mørklagt som Lundbecks forretningshemmeligheder og forskeres originale ideer, dvs. potentielle patentinteresser. Jeg finder det uacceptabelt, hvis danske sundhedsdata uden patienternes vidende indgår i forskeres og firmaers private forretningseventyr.

Da jeg så forsøgte at undersøge, hvilken rolle Ph.d-en har i dette Innovations-projekt, så hævder DTU stædigt, at der er tale om skrivefejl i 2 acknowledgements, og at Ph.d-en intet har med Ipsych eller Lundbeck-projektet at gøre. Man har ingen forklaring på disse to enslydende "skrivefejl":

" We thank the participants in the Danish Blood Donor Study, in particular Henrik
Ullum. This project was sponsored by a grant to Thomas Werge from The
Danish National Advanced Technology foundation (Jnr. 001-2009-2) and Lundbeck
Foundation (R34 A3243) and by grants to Thomas Hansen from the Danish
Main Capital Research Foundation of Health."

Kan man virkeligt tro på, at der 2 gange i en ph.d helt fejlagtigt sendes tak til specifik funding - og at det så er skrivefejl? For mig lyder det meget mærkeligt og lidet troværdigt.

Ligeledes benægter DTU, da jeg spørger om LinkedIn-brugernes samtykke, at de 40 000 LinkedIn-profil-billeder, som i følge Ph.d-en er anvendt som kontrol-gruppe, faktisk er anvendt - man påstår nu, at man kun har anvendt 6 billeder, og at dette var før GRPR, så man ikke behøver samtykke. Så pludseligt skrumper kontrolgruppen fra 40 000 til 6! Hvordan kan det være i overensstemmelse med følgende:
"Generalization performance. In order to see how the algorithms generalize
to unseen and unconstrained data, a huge data set of 40,692 images from
public Danish LinkedIN profiles was used. The results showed a drastic
reduction in false classifications when employing the training set without
ill-defined samples."

Ligeledes har jeg forsøgt at få belyst IPsychs rolle, da jeg frygter, at patienters sygejournaler og sundhedsdata via IPsych kan have fundet vej til Ph.d-en - uden tilladelse. Men på trods af, at Thomas Werge udtrykkeligt takkes for godt samarbejde, og Werge anføres som medvejleder og medforfatter på flere af Ph.d-ens kapitler, benægter Werge i mail overfor mig, at han kender noget særligt til projektet - ud over, at han dog indrømmer at have været til steder ved forsvaret. Hvordan er det foreneligt med følgende:
"I would also like to thank all my collaborators throughout this project: Thomas
F. Hansen and Thomas Werge and the rest of the Institute for Biological Psychiatry
at the Copenhagen University Hospital, Denmark for their dedication to
our collaboration;"

Lyder det sandsynligt, at der her er tale om en skrivefejl?

Så når man går dette projekt lidt efter i sømmen, er det som om, der er en del ting og dokumentation, som ikke hænger sammen. Er der tale om sjusk og - i mine øjne uacceptable - "skrivefejl" (som altså er blevet accepteret af censorerne), eller er der tale om direkte videnskabelig uredelighed og misbrug af bevilligede midler fra flere grupper af involverede, som har forretningsinteresser i området "sammenhæng mellem ansigtstræk og psykiatriske sygdomme", som Lundbeck bl.a. har store interesser i at få belyst?

(Endvidere har jeg fået aktindsigt i en del referater fra Innovationsfond-projektgruppens styremøder. Heri deltager, som der skal, en observatør fra Innovationsfonden. Denne skriver på et tidspunkt noget i retning af, at han faktisk ikke forstår, hvad gruppen egentlig laver- det er over hans niveau - men de virker overbevisende, så han hænger bare på og opgiver at føre egentligt tilsyn, sådan som jeg forstår det. Der er tale om en pænt stor million-bevilling.)

Når det skal siges, er der absolut også rigtigt gode Ph.d-er, som tilfører vigtig ny viden. Men det er efter min opfattelse ikke dem, som er "bestillingsopgaver", eller som læner sig op af omfattende Funding fra erhvervsinteresser.

Sofie Jørgensen, Karsten Lundsby, Ruth Sørensen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"GRPR" = "GDPR"

Bent Nørgaard

Der findes en og kun en PhD, der er værd at samle på, og det er den ultimative PhD, Pensionist hele Døgnet. Den nyder konen og jeg i fulde drag. Rejser når det passer os. Carpe diem.

Erik Karlsen, Carsten Nørgaard og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lad os huske på, at man under indtryk af liberalismens ideologiserende vanvid har udskiftet vejene til at sikre objektivitet med troen på, at man er neutral, når man bare tænker på at tjene penge.
Det er så himmelråbende idiotisk, at nogen bør udtænke en helt ny diagnose.

Mine erfaringer med læste naturvidenskabelige Ph.d.-afhandlinger fortæller mig, at en naturvidenskabelig Ph.D. nu til dags nogenlunde svarer til et naturvidenskabeligt speciale "i min tid".

Steffen Gliese

Ja, Erik Karlsen, men det er jo sådan, nogen har ønsket, at det skulle være - fordi man ikke vil give de mange, hvad der tidligere var forbeholdt de få.