Læsetid: 4 min.

I seniorbofællesskaber er livskvaliteten højere og fællesskaberne stærke

Danske ældre lever længere og er mere friske end tidligere – og det stiller nye krav til, hvordan de bor og indretter sig. De fleste bliver i egen bolig, men interessen for seniorbofællesskaber er vokset markant de seneste år. Her er højere livskvalitet, nye relationer og stærke fællesskaber, viser erfaringerne
Ventelisterne til danske seniorbofællesskaber er lange, og flere og flere ældre ønsker at bo sammen med andre mennesker. På billedet ses Lisbeth Saugmann, der bor i et seniorbofællesskab i Mjølnerparken på Nørrebro. Hver fredag går hun til gymnastik sammen med nogle en af de andre beboere fra det københavnske ollekolle.

Ventelisterne til danske seniorbofællesskaber er lange, og flere og flere ældre ønsker at bo sammen med andre mennesker. På billedet ses Lisbeth Saugmann, der bor i et seniorbofællesskab i Mjølnerparken på Nørrebro. Hver fredag går hun til gymnastik sammen med nogle en af de andre beboere fra det københavnske ollekolle.

Sarah Hartvigsen Juncker

23. januar 2020

I dag er lidt over en million danskere over 65 år. I begyndelsen af 2040’erne vil hver fjerde dansker tilhøre den ældre aldersgruppe, viser Danmarks Statistiks befolkningsprognose.

Den voksende befolkningsgruppe er blevet kaldt ’Kan selv, vil selv-generationen’. Det er seniorer, som lever længere, har flere raske leveår, og som kræver noget af tilværelsen, også i den tredje alder.

En af de ting, stadigt flere ældre tager aktivt stilling til, er, hvordan de vil leve og bo, fortæller Tine Nielsen, som er fagekspert hos Videnscentret Bolius, der sammen med Realdania har iværksat projektet ’Hjem til den tredje alder’.

»Stadigt flere seniorer har mod på at flytte, selv når de når højt op i alderen. Det hænger både sammen med, at vi lever længere og bedre. Men også at den generation, som går på pension i disse år, har været mere vant til at flytte i løbet af deres liv, end generationerne før dem,« siger hun.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der mangler fuldstændig et økonomisk aspekt i disse artikler. Strandlund? Er det opnåeligt for andre end de mest velhavende. Dårligt at bruge som eksempel.

Kim Houmøller, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Det er ikke kun de unge som strejker for klimaet, der er bevidste om problemerne som ophober sig i Danmark. Boligmarkedet har potentiale til at vælte hele samfundsøkonomien. En økonomisk krise, der starter på boligmarkedet, har en tendens til at blive dybere end en krise, der ikke er forbundet med en boligmarkedsmæssig krise. En af de ting stadigt flere ældre aktivt tager stilling til er, at deres rettigheder ikke kan vente. Mottoet synes at være: Forsvar dine principper, før det er for sent. Drømmen om en politisk passiv befolkning lever stadigvæk blandt virksomhedernes konsulenter og ejendomsmæglere, men du behøver ikke at synge med på deres sang. Det handler om det store bolig-sociale-eksperiment. Det handler om årtiets boligudvikling eller rettere afvikling.

Årtiet blev født under finanskrisens lavpunkt for det danske boligmarked. Senere fløj priserne i vejret, og i 2019 har man kunnet se nogle af de højeste priser nogensinde, med en stigende ulighed mellem ejer og lejer, mellem land og by og mellem dansker og ikke-dansker. Der kom en afregulering, privatisering og voldsom finansiering, som begyndte i ​​1990'erne, hvilket havde til formål at spekulere priserne på boligmarkedet op. Men dette var bare en test. Man kan kalde årene før finanskrisen for læreårene. Storbankerne blev efter finanskrisen mere modige, udspekulerede og mere magtfulde.

Ejendomsmæglerne fører lobbyvirksomhed for at spekulere priserne i top. I storbyerne er boligomkostningerne drevet op i skyerne og umulige at betale for. Stadigt flere seniorer bliver tvunget til at flytte væk fra storbyerne pga. den uhæmmede uregulerede boligspekulation, separatismen mellem samfundsgrupperne eller bolig-apartheid. Separatismen tog fart i halvfemserne og i begyndelsen af nullerne. Men især finanskrisen satte politikerne i stand til at fjerne pengene fra de fattige ældre, deinvestere i de almennyttige boliger, og ved sociale nedskæringer fremme bolig-apartheid. Politikerne lovgav for at nedrive de almennyttige områder. Ikke for at forbedre dem, men for at sælge grundene eller ejendommene til private spekulanter. Der skal skabes fattigdom for at pengene skal gå til luksus til de rige.

Både Folketinget og kommunale politikere traf beslutninger som snarere var til fordel for forretningsinteresser, boligspekulanter eller entreprenører. Blackstone spekulerer til formuer og spekulations-boliger rundt om i landet står nu tomme. Mange lejere må flytte fra deres lejligheder, fordi de bliver chikaneret, eller fordi de ikke længere har råd til at betale den høje leje efter renoveringer. Der spekuleres i, at ejendomspriserne hele tiden stiger, og at man på et eller andet tidspunkt kan hente en stor profit hjem.

Den øvre middelklasse og op smæsker sig i uhørt luksus. Hvis man kigger på især de rigeste kommuners rådhuse, bygget af de fineste arkitekter og med designermøbler af de bedste designere, samtidigt med at der ikke er råd til de hjemløse, de socialt udsatte, da ser man tydeligt sporene af den øvre middelklasses luksus, og deraf den skæmmende uligheden, samt overklassens sorte gerninger. Pengene skal udelukket gå til dem - vi har retten, vi ejer landet, det er vores penge! Der er luksus og fattigdom, side om side.

Nedbrydningen af det sociale sikkerhedsnet bidrog til en fattiggørelse af mange ældre. Det almennyttige boligområde blev særlig hårdt ramt. Kampene raser i øjeblikket i storbyerne, hvor politikerne har sluppet storspekulanterne fri. Der kæmpes fra kvarter til kvarter. Overklassen har erklæret deres mål: tres procent af de fattiges boliger skal rives ned. Underklassen bliver fordrevet fra alle de store byer, i en klassisk bolig-apartheid, med det formål at separere klasserne, og hjemløsheden i Europa er stigende i alle lande. Mange steder er hjemløshed direkte relateret til boligens alt for høje pris. Hvilket gør det umuligt for moderate og lavindkomst borgere at klare sig. Det er altid den mest socialt udsatte der rammes hårdest, mennesker med handicap, de unge og de ældre, kvinder og børn der forlader voldelige hjem uden nogen steder at gå hen, indvandrere som ofte betragtes som mindre værdige til social støtte. Mennesker bliver tvunget ud af deres hjem og kommuner. Der er faktisk mere ulighed i Danmark nu end for ti år siden, og det ses især på boligområdet.

Et planlagt forbedring af et kvarter som er nedslidt bliver udskudt, mens en hel ny luksus ø bliver designet til erhvervslivet i København. Måske er planen, at de fattige bare må tage sig sammen og blive rige og købe sig nogle bedre beliggende lejligheder tættere på byen. Boliger er nu invaderet af finansielle aktører, banker, pensionskasser, private virksomheder, ejendomsinstitutter, aktionærer og milliardærer, som betragter boliger som et sted at parkere overskudsskapital, og et sted at få en fortjeneste. De køber ejendomme, især i fattige kvarterer, hvor der stadig findes billige boliger. Boliger som de kan presse mere overskud ud af. Der er skabt præcedens for mængder af kapitalstrømme til boligejendomme, og de rige aktører har ofte vanvittig stor magt og hurtige penge til deres rådighed, hvilket giver dem en masse politisk indflydelse.