Tobaksaftale: På Mosaik Vandpibecafé gider ingen at ryge mentol

I en kælder under en græsk restaurant på Fiolstræde i Indre København ligger Mosaik Vandpibecafé. I den ene ende af det mørke kælderlokale er Dubais skyline afbildet på væggen i orange nuancer.

I den anden ende af caféen står disken og under den en stor sten med arabisk skrift. ’Masha’Allah’ står der på stenen. Et arabisk udtryk, der direkte oversat betyder ’Allah velsignet’, og som man bruger, når man synes, noget er godt eller smukt, forklarer caféens forpagter gennem to år, Rawad Ahmad Shehada. Et udtryk, han endnu har til gode at bruge om den nye tobaksaftale.

Duften af sød frugttobak breder sig, om end røgen i lokalet ikke er ret tyk. For kun fem ud af de cirka 30 siddepladser på caféen er optaget, og kun to vandpiber bobler i takt med den irakiske musik her til aften.

»Det er ikke rush hour her nu. Folk kommer mest i weekenden eller efter arbejde. Der kommer alle mulige, også gamle danskere og sådan noget. Det er der mange danskere, der ikke ved. Altså at 50-60-årige danskere også ryger vandpibe,« fortæller Rawad Ahmad Shehada.

Men snart kan de få kunder på cafeen blive endnu færre. I december landede et stort flertal i Folketinget en aftale om en ny tobaklovgivning. Sundhedsminister Magnus Heunicke udtalte i den forbindelse, at formålet med aftalen er at »sætte en stopper« for unges rygning med en »bred vifte af initiativer«. Et af de initiativer er at forbyde alle andre smagsstoffer end mentol og tobak i cigaretter, e-cigaretter og vandpiber.

Et sådant forbud vil have store konsekvenser for vandpibecaféerne i landet, mener Rawad Ahmad Shehada. For det er hverken tobak eller mentolsmag, som kunderne kommer efter, når de tager på vandpibecafé, forklarer han.

»Der er ingen, der gider at ryge vandpibe med tobaksmag eller mentol. Vi sælger slet ikke tobaksmag, og mentol bliver måske kun købt én gang om måneden her. Én gang!« fortæller han og løfter sin pegefinger i vejret.

Et frit land

Rawad Ahmad Shehada frygter, at lovgivningen vil ramme vandpibecaféen hårdt. Men forpagterens største problem med loven er mere principielt.

»Loven giver ingen mening. Danmark er et frit land. Voksne skal bestemme selv. Hvis du vil ryge, så ryg. Hvis ikke, lad være. Du vælger selv, og det er frihed,« siger Rawad Ahmad Shehada bestemt.

Holdningen til frihed præger ikke kun hans tilgang til lovgivningen, men også hans bekymring over, hvad den vil have af betydning for hans liv. For forpagteren vil nødigt miste sit job som konsekvens af tobaksaftalen.

»Her er jeg min egen chef. Jeg tjener ikke så meget, og jeg arbejder længe, men der er ingen, der bestemmer over mig. Frihed. Det er den eneste måde, jeg kan arbejde på.«

Rawad Ahmad Shehada kom til Danmark for fire år siden. Oprindeligt er han fra Damaskus, hvor han var selvstændig forsvarsadvokat, fortæller han, mens han tager en rød Marlboro-cigaret i munden.

»Jeg ryger sjældent vandpibe, men jeg begyndte at ryge Marlboro som 22-årig i Damaskus,« fortæller han.

Som 18-årig åbnede han en kiosk uden for Damaskus, og siden har han ikke haft en chef, forklarer han. Kiosken blev en god forretning, for der kom masser af turister fra de mellemøstlige lande, der ville købe øl og smøger.

»Det, jeg tjente, brugte jeg så på at åbne en telefonbutik og at investere i ejendomme. Jeg ejer stadigvæk en del. Jeg har et kæmpe hus med pool og det hele uden for Damaskus, som jeg fik tilbudt 500 tusinde dollar for inden krigen. Men det er bombet nu. Jeg skulle have taget imod tilbuddet,« siger han og griner.

Samtidig med sit forretningseventyr uddannede han sig til jurist. Et job, der gav ham respekt, penge og følelsen af at bidrage.

»I Syrien, hvis du er advokat, alle kalder dig ’mester’. Og når du sørger for, at en klient ikke kommer i fængsel, har du virkelig hjulpet nogen. Men det vigtigste var, at jeg var min egen chef. Det var mig, der bestemte.«

Og det vil han gerne blive ved med. Men det kan tobaksaftalen være en hæmsko for, mener han.

Altid kun vindruesmag

Ved et af bordene i caféen sidder Mohammed og ryger vandpibe med vindruesmag.

»Jeg ryger altid kun vindruesmag. Aldrig andet. Jeg startede faktisk med æble-mint i mange år, men så blev jeg træt af det, og nu er det kun vindrue,« fortæller den 28-årige mand, der kun vil stå frem med sit fornavn, fordi hans forældre ikke ved, at han ryger vandpibe.

Han mener, at et forbud mod tobak med frugtsmag vil have store konsekvenser for landets vandpibecafeer.

»Jeg tror, at de lukker alle sammen. Der er ikke nogen, der gider at ryge andet.«

Selv kommer han på cafeen fire-fem gange om ugen efter arbejde, når han er træt og har brug for at slappe af. Men det vil han ikke blive ved med, når frugttobakken bliver forbudt.

»Jeg skal ikke have det der tobaksmag. Og ren mint smager heller ikke godt. Når det bliver forbudt, kommer jeg måske en eller to gange mere og ryger mint, men så bliver jeg nok træt af det og stopper.«

Mohammed begyndte at ryge som 16-årig, da han var hjemme hos en ven og smagte hans fars vandpibe, der »smagte godt«.

Men om han selv kunne have undgået at være ryger her 12 år senere, hvis der var strammere lovgivning dengang, har han ikke noget klart svar på.

»Det er et godt spørgsmål. Det kan godt være, at det så vil smage dårligt, men de unge ryger jo også cigaretter, der smager dårligt.«

Mosaik

Vandpiberøg handler ikke kun om smag og nikotin, mener Rawad Ahmad Shehada. Det er også et spørgsmål om fællesskab.

»Ved du, hvorfor vi hedder Mosaik?« spørger han og svarer straks selv på spørgsmålet.

»Der kommer alle mulige her. Danskere og indvandrere, men også rigtig mange turister. Det her sted er ligesom en mosaik. Små forskellige stykker, der sammen laver en stor flot ting,« fortæller han.

Ved et af de andre borde sidder Karima Aboud og Amina Ugor uden en vandpibe på bordet mellem dem. De er henholdsvis 57 og 61 år og er stamgæster på caféen.

»Jeg er her ofte med mine veninder, men det er sjældent, at jeg ryger vandpibe. Kun nogle gange. Det er et dejligt sted med arabisk musik og god stemning, hvor jeg kan drikke kaffe og ryge cigaretter,« fortæller Karima Aboud og peger på en pakke Prince Light-cigaretter på bordet.

Hun fortæller, at grunden til, at hun sjældent ryger vandpibe, er, at hun har problemer med lungerne. Det er dog ikke røgens skadelige virkninger, der stopper hende. Det er derimod hendes lungers evne til at suge.

»Jeg har KOL, så jeg kan ikke suge hårdt nok til at inhalere fra de lange slanger på vandpiberne. Jeg burde egentlig også stoppe med cigaretterne, men nu har jeg røget i 35 år og er afhængig,« fortæller hun.

Karima Aboud og Amina Ugors er svigermødre til hinandens børn. Børnene har, modsat deres mødre, røget meget vandpibe.

»Min datter er gravid, men før røg de næsten hver dag derhjemme. Nu ryger min svigersøn stadigvæk, men bare udenfor og på cafeer. De har altid røget æble- og appelsinsmag,« fortæller Amina Ugor.

De to svigermødre forstår godt lovgivningen, for det er usundt at ryge. Og de ønsker ikke et dårligt helbred for deres børn. Alligevel ville de være kede af et forbud mod tobak med smag. For det dufter godt, og når folk hygger sig ved vandpiberne, bidrager den til at skabe en god stemning på cafeen. 

Vil fortsat bestemme selv

Selv om forpagteren Rawad Ahmad Shehada er ked af stramningen af reglerne omkring tobak, er han ikke bekymret for fremtiden. Hvis kunderne stopper med at komme efter vandpiber, kan det være, at cafeen i stedet bare skal fokusere på noget andet.

»Det kan være, at det bare skal være en café med brætspil, hvor folk kan slappe af. Eller det kan også blive en syrisk restaurant,« fortæller han, mens han ryger én til rød Marlboro-cigaret.

For Rawad Ahmad Shehada handler det ikke om vandpiber. Det er et spørgsmål om at have en forretning og bestemme selv.

»Hvis politikerne gør, at folk ikke selv kan bestemme, hvad de vil ryge, så kan det godt være, at jeg ikke kan arbejde med det her i fremtiden. Men jeg vil stadig have frihed. Være min egen chef.«

I januar begynder han at læse HF enkeltfag på deltid. På sigt vil han gerne læse videre på universitetet og blive selvstændig jurist igen.