Dom i Østre Landsret om hashhandel i Christiania er historisk

»At denne sag formentlig vil gå over i retshistorien, skyldes, at der har været et usædvanligt forløb.«

Sådan sagde retsformand Henrik Gam den 31. januar 2020, efter Østre Landsret havde sat punktum i en omfattende sag om hashhandel, den såkaldte Pusherstreet-sag nr. 3, på Christiania.

Men dommen er ikke retshistorisk, fordi der var tale om overraskende store mængder hash og hashprodukter, eller at de tiltalte fik langvarige straffe.

Nej, Pusherstreet-sag nr. 3 er retshistorisk af to andre årsager. Den første er, at sagens hidtidige anklager, Trine Sorgenfri, i november 2018 blev dømt for at have medvirket til falsk forklaring i retten og for tjenestemisbrug. Som Information tidligere har omtalt, blev anklageren af Retten på Frederiksberg dømt for at have givet urigtige oplysninger til Østre Landsret, men frikendt for forsøg på påvirkning af vidner.

Byretsdommen over anklageren fra november 2018 betød kort fortalt, at en anke af Pusherstreet-sag nr. 3 måtte udskydes. Først med dommen i januar 2020 er den endelig afgjort.

Den anden årsag er, at Østre Landsret i enighed finder, at den lange sagsbehandlingstid – hvor sagen reelt var inaktiv – har udgjort en krænkelse af de tiltaltes menneskerettigheder, da det blandt andet er en menneskeret, at rettergang sker inden for en rimelig tid.

Derfor bestemte landsretten, at fængselsstraffen for fem af de tiltalte skulle anses for udstået med varetægtsfængslingen. Syv af de tiltalte blev idømt yderligere seks måneders fængsel, mens resten af straffen blev gjort betinget med to års prøvetid.

I forhold til byrettens dom fra marts 2015, hvor de tiltalte blev idømt mellem to og fem års fængsel, er det en mærkbar nedsættelse.

Operation Nordlys

Baggrunden for sagen går tilbage til en række ransagninger, videooptagelser og skjulte observationer, som politiet gennemførte i og omkring Christiania 2012-2014 under kodeordet Operation Nordlys. Flere end 80 personer blev tiltalt for omfattende hashhandel, og sagskomplekset blev delt op i seks parallelle spor, Pusherstreet-sag nr. 1-6.

Grundlaget for tiltalen i Pusherstreet-sag nr. 3 var tre politiagenters observationer og videooptagelser af bodernes pushere og medhjælpere. De er kun kendt som P 509, P 510 og P 511 og har adskillige gange købt hash eller hashprodukter i fire bestemte hashboder.

Et andet interessant aspekt ved sagen er, at landsretten er mere forsigtig i sin dom, end byretten var, når det drejer sig om at anslå den solgte mængde hash i boderne. Der har i årenes løb i offentligheden været tal fremme om, at årsomsætningen i Pusherstreet skulle være mellem en halv og en hel milliard kroner.

Byretten lagde til grund – på baggrund af beslaglæggelser hos 1.928 kunder – at en hashkunde på Christiania gennemsnitligt købte 4,1 gram hash og én joint. Dertil kom godt tusind kunder med »røde øjne og udvidede pupiller«, som politiet antager har købt en joint med et halvt gram hash i.

Men landsretten lægger til grund, at der fra de fire boder i Pusherstreet-sag nr. 3 ’kun’ er solgt »ikke under 700 gram hash og hashprodukter pr. dag«.

Alligevel er det anselige mængder hash og hashprodukter, som de 12 tiltalte dømmes for at have solgt i den observerede periode: 335 kg, 364 kg, 433 kg, 122 kg, 133 kg, 358 kg, 342 kg, 289 kg, 163 kg, 190 kg, 345 kg og 335 kg.

Landsretten bestemte først, at statskassen skal betale for omkostningerne for landsretten. Og derefter fandt landsretten – der skulle vurdere, om de tiltalte »i fornødent omfang er blevet kompenseret for den skade, der er forvoldt ved krænkelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention« – at staten helt eller delvist skal betale sagsomkostningerne for ti af de tiltalte.