En af de ting, verdens ledere blev enige om ved det ellers skuffende COP15 klimatopmøde i København i 2009, var, at de rigeste lande fra 2020 årligt skulle rejse 100 milliarder dollar i såkaldt klimabistand. Klimabistanden skulle gå til ulandene og både bruges på grøn omstilling og tilpasning til klimaforandringerne.
Men nu er vi efterhånden et par måneder inde i 2020, og intet tyder på, at den målsætning kommer til at blive indfriet. Ikke engang i nærheden af.
Det er en fejl, mener professor Jens Hesselbjerg Christensen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Han forsker i klimamodeller og er såkaldt review editor på den kommende hovedrapport fra FN’s klimapanel IPCC.
»Løsningen på klimakrisen foregår i et internationalt perspektiv, hvor ikke alle lande har samme økonomiske og sociale forudsætninger. Det er derfor, klimabistand er så vigtigt. Det handler om at løfte den grønne omstilling i flok,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.
I det nyeste afsnit af Informations klimapodcast ’Den grønne løsning’ fortæller han om, hvorfor klimabistand er afgørende for den grønne omstilling.
»Det er stadig ilandene, som er de største udledere. Men ulandene skal jo også gerne opleve samme vækst og udvikling, som ilandene har gennemgået. Hvis de ikke får kompensation og hjælp til den grønne omstilling, kommer de bare til at følge vores drivhustunge udviklingsspor. Det ville føre til mangedoblede udledninger,« siger Jens Hesselbjerg.
Potentialet er der, pengene mangler
Der er ifølge Jens Hesselbjerg Christensen flere årsager til, at ulande er særligt sårbare over for klimakrisen. For det første har lande som Tanzania eller Colombia ikke økonomi til at realisere en omfattende omstilling. Det er eksempelvis dyrt at anlægge infrastruktur til vedvarende energi eller elbiler på vejene. Og for det andet ligger mange ulande i regioner, der er særligt hårdt ramt af det ekstreme vejr, som klimaforandringerne medfører.
»Nogle lande er så fattige, at de reelt set går bankerot, hver gang en tropisk orkan går i land,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.
Men selv om klimabistanden er vigtig for at udbrede den grønne omstilling globalt, mangler der politisk velvilje. Ved det seneste klimatopmøde COP25 i Madrid i december 2019 udtrykte en lang række ulandes forhandlere stærk skuffelse over, at der ikke blev vedtaget noget substantielt om klimabistand.
»Det er altid svært, når man skal gå fra skåltaler til handling. Så begynder det at koste penge. Men hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, skal klimabistanden intensiveres,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.
Der findes ifølge ham talrige eksempler på, hvordan klimabistanden kan bidrage til den grønne omstilling. I en række lande i Østafrika og Sydøstasien går midlerne blandt andet til genrejsning af skov, som både optager CO2 og gavner miljø og biodiversitet.
Og i Vestafrika finansieres forskellige institutioner, der er etableret for at imødegå den ørkenspredning af Sahara, som klimaforandringerne medfører.
»Potentialet er der. Der er bare brug for, at midlerne følger med,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.
Bliv klogere på klimabistand og andre løsninger på klimakrisen i Informations ugentlige klimapodcast ’Den grønne løsning’. Du kan lytte til podcasten her eller ved at søge på ’Den grønne løsning’ i din foretrukne podcastafspiller.
Klimapodcasten: Den grønne løsning
Klimakrisen kræver en massiv omstilling af vores samfund. Heldigvis har videnskaben mange bud på grønne løsninger. I Informations podcast om klima taler vi hver uge med en forsker, der har en del af svaret på, hvordan vi løser klimaudfordringerne, eller kan komme med et videnskabeligt perspektiv på en aktuel klimadebat. Dine værter er Louise Schou Drivsholm og Martin Bahn.
Lyt og abonnér
Seneste podcasts
Podcast: Skal universiteterne tage del i kampen mod klimakrisen?
20. april 2021I sæsonens sidste afsnit af klimapodcasten fortæller Syddansk Universitets prorektor Sebastian Mernild om, hvorfor han mener, at universiteterne i deres forskning, uddannelse og drift bør være en aktiv spiller i den grønne omstillingPodcast: Skyttegravskrig har i årtier hærget debatten om vækst. Corona kan få folk op af hullerne
12. april 2021Siden Anden Verdenskrig har økonomisk vækst været synonymt med samfundsmæssige fremskridt. Men næsten lige så længe er der blevet advaret om at bruge BNP som økonomisk pejlemærke. For den grænseløse vækst hænger dårligt sammen med tidens store klimakamp, lyder kritikken. Historiker Bo Fritzbøger fra Københavns Universitet udlægger skyttegravskrigen og en stigende erkendelse af vækstens konsekvenserPodcast: Forsker har med egne øjne set indlandsisen trække sig flere hundrede meter tilbage
6. april 2021Statsgeolog Signe Bech Andersen har i flere årtier besøgt Grønland for at overvåge indlandsisen og har med egne øjne set, hvordan klimaforandringerne får den til at smelte bort. Det handler denne uges afsnit af klimapodcasten om
OECD har længe talt om en international beskatning af de store globale tech-monopoler - et håbløst foretagende fordi enkeltlande indgår aftaler der tilgodeser netop dem. Hov - vi har jo allerede tom pengetank i FN - altså den medlemslandene nægter at indbetale til - Green Climate Fond og hvad ligger nærmere end at det er netop den fond de store tech/it monopoler skal indbetale til feks det samme beløb som landene skulle betale årligt nemlig 100 mia. dollars og det kunne jo være der kommer en ketchup-effekt ud af det.
Hvis den grønne omstilling skal foregå i hele verden, skal de rige selskaber hoste op med klimabistand
Hvis klimaløsninger skal have folkelig opbakning, og ikke bare være et projekt for privilegerede. Så kræver det et opgør med uligheden også indenfor landene. Det er et kæmpe problem i mange u lande, og bliver det i stigende grad i I lande.
Anil Agarwal og Sunita Narain fra Centre for Science and Environment i New Delhi havde fat i dette i Drivhuseffekten i en ulige verden - et eksempel på miljøkolonialisme, udgivet på dansk af MS i 1991!
Kirk R. Smith, Joel Swisher og Dilip R. Ahuja var på banen med ”Who pays (to solve the problem and how much)?,” in Peter Hayes and Kirk Smith (eds.), The global greenhouse regime: Who pays?, United Nations University Press/Earthscan, London, 1993.
Omkring 2005 kom Paul Baer og Tom Athanasiou fra Ecoequity sammen med Sivan Kartha og Eric Kemp-Benedict fra the Stockholm Environment Institute med deres Greenhouse Development Rights Framework (GDR). Det tilsluttede Folkekirkens Nødhjælp og NOAH sig.
Se: http://klima-sos.dk/onewebmedia/A-GDR-analysis-DK-March2009.pdf
Senere blev GDR udviklet videre på hjemmesiden http://www.climatefairshares.org/
Fælles for alle disse tanker er at de brede og ansvarlige skuldre skal bære mest, som det står i FN's Klimakonvention fra 1992: "Acknowledging that the global nature of climate change calls for the widest possible cooperation by all countries and their participation in an effective and appropriate international response, in accordance with their common but differentiated responsibilities and respective capabilities and their social and economic conditions."
Det har alverdens lande skrevet under på, og siden har de rige lande ved alle COP'erne haft travlt med at løbe fra det ansvar.
De 100 mia. $ per år fra 2020 som COP15 endte med at "sætte af" i en global fond er peanuts i forhold til det der er behov for.
Se Climatefairshares' beregninger for Danmark alene: i 2030 skulle DK ud over at reducere udledningerne hjemme med 86 procent finansiere klimahandling i Syd med over 10 mia $ per år.
Til Pia Nielsen: Ja sådan et system ville kun varetage klimaretfærdighed MELLEM lande. Og vi ved jo godt, at i mange lande (de fleste) vil den slags regninger blive sendt nedad i samfundet, så den sociale retfærdighed i landene bliver overladt til ... det politiske styrkeforhold i de enkelte lande.
Der er jo ingen tegn i sol og måne på at nogen af disse ideer vinder indpas lige med det første, men de kan hjælpe med til at forstå omfanget af det der er brug for. Og vi kan i hvert fald se at skaderne står i kø. Mozambique, Bangla Desh, Puerto Rico, Indonesien, - og Australien og Silkeborg.