Læsetid: 2 min.

Hvis den grønne omstilling skal foregå i hele verden, skal de rige lande hoste op med klimabistand

Klimabistand til ulandene er en vigtig del af den grønne omstilling, fortæller professor Jens Hesselbjerg Christensen i Informations klimapodcast ’Den grønne løsning’. Men den politiske velvilje mangler
klimapodcast podcast klima den grønne løsning klimabistand

Sofie Holm Larsen

25. februar 2020

En af de ting, verdens ledere blev enige om ved det ellers skuffende COP15 klimatopmøde i København i 2009, var, at de rigeste lande fra 2020 årligt skulle rejse 100 milliarder dollar i såkaldt klimabistand. Klimabistanden skulle gå til ulandene og både bruges på grøn omstilling og tilpasning til klimaforandringerne. 

Men nu er vi efterhånden et par måneder inde i 2020, og intet tyder på, at den målsætning kommer til at blive indfriet. Ikke engang i nærheden af.

Det er en fejl, mener professor Jens Hesselbjerg Christensen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Han forsker i klimamodeller og er såkaldt review editor på den kommende hovedrapport fra FN’s klimapanel IPCC.

»Løsningen på klimakrisen foregår i et internationalt perspektiv, hvor ikke alle lande har samme økonomiske og sociale forudsætninger. Det er derfor, klimabistand er så vigtigt. Det handler om at løfte den grønne omstilling i flok,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

I det nyeste afsnit af Informations klimapodcast ’Den grønne løsning’ fortæller han om, hvorfor klimabistand er afgørende for den grønne omstilling.

»Det er stadig ilandene, som er de største udledere. Men ulandene skal jo også gerne opleve samme vækst og udvikling, som ilandene har gennemgået. Hvis de ikke får kompensation og hjælp til den grønne omstilling, kommer de bare til at følge vores drivhustunge udviklingsspor. Det ville føre til mangedoblede udledninger,« siger Jens Hesselbjerg.

Potentialet er der, pengene mangler

Der er ifølge Jens Hesselbjerg Christensen flere årsager til, at ulande er særligt sårbare over for klimakrisen. For det første har lande som Tanzania eller Colombia ikke økonomi til at realisere en omfattende omstilling. Det er eksempelvis dyrt at anlægge infrastruktur til vedvarende energi eller elbiler på vejene. Og for det andet ligger mange ulande i regioner, der er særligt hårdt ramt af det ekstreme vejr, som klimaforandringerne medfører.

»Nogle lande er så fattige, at de reelt set går bankerot, hver gang en tropisk orkan går i land,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Men selv om klimabistanden er vigtig for at udbrede den grønne omstilling globalt, mangler der politisk velvilje. Ved det seneste klimatopmøde COP25 i Madrid i december 2019 udtrykte en lang række ulandes forhandlere stærk skuffelse over, at der ikke blev vedtaget noget substantielt om klimabistand.

»Det er altid svært, når man skal gå fra skåltaler til handling. Så begynder det at koste penge. Men hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, skal klimabistanden intensiveres,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Der findes ifølge ham talrige eksempler på, hvordan klimabistanden kan bidrage til den grønne omstilling. I en række lande i Østafrika og Sydøstasien går midlerne blandt andet til genrejsning af skov, som både optager CO2 og gavner miljø og biodiversitet.

Og i Vestafrika finansieres forskellige institutioner, der er etableret for at imødegå den ørkenspredning af Sahara, som klimaforandringerne medfører.

»Potentialet er der. Der er bare brug for, at midlerne følger med,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Bliv klogere på klimabistand og andre løsninger på klimakrisen i Informations ugentlige klimapodcast ’Den grønne løsning’. Du kan lytte til podcasten her eller ved at søge på ’Den grønne løsning’ i din foretrukne podcastafspiller.

Klimapodcasten: Den grønne løsning

Vi står midt i en klimakrise, der kræver en massiv omstilling af vores samfund. Heldigvis har videnskaben mange bud på grønne løsninger. I Informations podcast om klima taler vi hver uge med en forsker, der måske har en del af svaret på, hvordan vi løser klimaudfordringerne.

Seneste podcasts

  • I den økonomiske genopretning kan mindre ulighed være med til at skabe et grønnere samfund

    26. juni 2020
    Verden er forandret, har statsminister Mette Frederiksen sagt. Spørgsmålet er så, hvordan vi genopretter den i en ny og grønnere udgave. Ifølge Inge Røpke er svaret større omfordeling mellem rig og fattig samt et opgør med BNP-vækst. Hun er professor i økologisk økonomi og denne uges gæst i Informations klimapodcast, Den grønne løsning
  • Det gode liv handler ikke kun om forbrug. Det kan udnyttes i den grønne omstilling

    16. juni 2020
    Med den viden, psykologien har om menneskelig adfærd, motivation og identitet er det muligt, i hvert fald et stykke af vejen, at forene den grønne omstilling med trivsel. Det fortæller forsker i bæredygtighedspsykologi Simon Elsborg Nygaard fra Aarhus Universitet om i denne uges afsnit af klimapodcasten ’Den grønne løsning’
  • Et borgerting kan hjælpe med en grøn genstart efter corona

    9. juni 2020
    Almindelige danskere skal komme med forslag til klimatiltag i et såkaldt borgerting, hed det i den klimalovsaftale, som et bredt politisk flertal indgik i vinter. Men borgertinget er endnu ikke oprettet. Borgernes input vil ellers være oplagte i debatten om grøn genstart postcorona, siger sociolog Anders Blok i ugens afsnit af Informations klimapodcast
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

OECD har længe talt om en international beskatning af de store globale tech-monopoler - et håbløst foretagende fordi enkeltlande indgår aftaler der tilgodeser netop dem. Hov - vi har jo allerede tom pengetank i FN - altså den medlemslandene nægter at indbetale til - Green Climate Fond og hvad ligger nærmere end at det er netop den fond de store tech/it monopoler skal indbetale til feks det samme beløb som landene skulle betale årligt nemlig 100 mia. dollars og det kunne jo være der kommer en ketchup-effekt ud af det.

Werner Gass, Eva Schwanenflügel og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis den grønne omstilling skal foregå i hele verden, skal de rige selskaber hoste op med klimabistand

Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Jens Flø anbefalede denne kommentar

Hvis klimaløsninger skal have folkelig opbakning, og ikke bare være et projekt for privilegerede. Så kræver det et opgør med uligheden også indenfor landene. Det er et kæmpe problem i mange u lande, og bliver det i stigende grad i I lande.

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Anil Agarwal og Sunita Narain fra Centre for Science and Environment i New Delhi havde fat i dette i Drivhuseffekten i en ulige verden - et eksempel på miljøkolonialisme, udgivet på dansk af MS i 1991!

Kirk R. Smith, Joel Swisher og Dilip R. Ahuja var på banen med ”Who pays (to solve the problem and how much)?,” in Peter Hayes and Kirk Smith (eds.), The global greenhouse regime: Who pays?, United Nations University Press/Earthscan, London, 1993.

Omkring 2005 kom Paul Baer og Tom Athanasiou fra Ecoequity sammen med Sivan Kartha og Eric Kemp-Benedict fra the Stockholm Environment Institute med deres Greenhouse Development Rights Framework (GDR). Det tilsluttede Folkekirkens Nødhjælp og NOAH sig.
Se: http://klima-sos.dk/onewebmedia/A-GDR-analysis-DK-March2009.pdf

Senere blev GDR udviklet videre på hjemmesiden http://www.climatefairshares.org/

Fælles for alle disse tanker er at de brede og ansvarlige skuldre skal bære mest, som det står i FN's Klimakonvention fra 1992: "Acknowledging that the global nature of climate change calls for the widest possible cooperation by all countries and their participation in an effective and appropriate international response, in accordance with their common but differentiated responsibilities and respective capabilities and their social and economic conditions."

Det har alverdens lande skrevet under på, og siden har de rige lande ved alle COP'erne haft travlt med at løbe fra det ansvar.

De 100 mia. $ per år fra 2020 som COP15 endte med at "sætte af" i en global fond er peanuts i forhold til det der er behov for.

Se Climatefairshares' beregninger for Danmark alene: i 2030 skulle DK ud over at reducere udledningerne hjemme med 86 procent finansiere klimahandling i Syd med over 10 mia $ per år.

Til Pia Nielsen: Ja sådan et system ville kun varetage klimaretfærdighed MELLEM lande. Og vi ved jo godt, at i mange lande (de fleste) vil den slags regninger blive sendt nedad i samfundet, så den sociale retfærdighed i landene bliver overladt til ... det politiske styrkeforhold i de enkelte lande.

Der er jo ingen tegn i sol og måne på at nogen af disse ideer vinder indpas lige med det første, men de kan hjælpe med til at forstå omfanget af det der er brug for. Og vi kan i hvert fald se at skaderne står i kø. Mozambique, Bangla Desh, Puerto Rico, Indonesien, - og Australien og Silkeborg.

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar