Interview
Læsetid: 12 min.

Kaare Dybvads ideologi går ud på at binde klasserne sammen, som de var i hans hjemby

Boligminister Kaare Dybvad er ideolog til fingerspidserne. Han identificerer sig med de arbejdere, han er vokset op blandt, bruger ord som »klassehad« og citerer Jeppe Aakjær og Steinbeck. For ham er boligpolitik en af velfærdsstaten vigtigste kamppladser
»Med velfærdsstaten tvang man de priviligerede til at forholde sig til dem uden privilegier – og man tvang arbejderne til ikke at føre krig mod overklassen. I stedet bandt man dem sammen i et fællesskab,« siger Kaare Dybvad.

»Med velfærdsstaten tvang man de priviligerede til at forholde sig til dem uden privilegier – og man tvang arbejderne til ikke at føre krig mod overklassen. I stedet bandt man dem sammen i et fællesskab,« siger Kaare Dybvad.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
24. februar 2020

Hvis man graver dybt nok, ender de fleste af boligminister Kaare Dybvads argumenter i Vipperød. En lille by uden for Holbæk med omkring 2.000 indbyggere.

Det er her, han er vokset op og har gjort sine erfaringer med socialklasser, centralisering, etnicitet og forskellene på by og land. Og det er de erfaringer, der har formet hans holdninger.

»Der er ret stor forskel på lokalsamfundet i Vipperød. Nogen bliver kørt i skole i Mercedes og andre sidder bag på en knallert,« siger han.

»Det har altid provokeret mig, og det er nok den sociale indignation, der gjorde mig interesseret i politik.«

Information møder ikke Kaare Dybvad i Vipperød, men i indre København på en regnvåd onsdag. På toppen af samfundets rangstige og centraliseringens navle: Slotsholmen.

Her ligger hans kontor i gamle københavnerbygninger. Der er dækket op med kaffe, croissanter og danskvand, og han har en nystrøget skjorte på, som det sig hør og bør for en minister. Der er langt herfra til de sociale fællesskaber, der har formet hans politik.

I løbet af sine syv måneder på posten har Kaare Dybvad virkelig fået sat boligpolitik på dagsorden, og særligt hans kamp mod kapitalfonde som Blackstone har fået stor omtale.

I slutningen af januar affødte det et af dansk boligpolitiks mere dramatiske døgn, da de tre måneder lange forhandlinger om en ændring af paragraf 5, stk. 2 i boligloven, som kapitalfondene drager nytte af, skulle afsluttes.

Først brød forhandlingerne sammen. Så startede De Radikale deres egne forhandlinger med de borgerlige, og pludselig gik Kaare Dybvad bag om De Radikale og forhandlede en aftale hjem med resten af venstrefløjen og Dansk Folkeparti.

Det kom muligvis bag på nogle, at boligpolitik kunne være så dramatisk. Men for Kaare Dybvad er der meget på spil, og hele debatten er dybt ideologisk funderet. Hele velfærdstaten hviler nemlig på, om vi mødes på tværs af klasser og får udnyttet hele landets potentiale, mener han. Og så er boligpolitik pludselig vigtig.

Brydningstid

Da Kaare Dybvad som 17-årig blev medlem af Socialdemokratiet, gik der lidt tid, før han var helt overbevist om, at han havde truffet den rigtige beslutning.

Svaret skulle vise sig at komme fra litteraturen. Han fremhæver særligt, hvordan Jeppe Aakjærs bøger i de følgende år gav ham en følelse af, at han havde valgt rigtigt.

»Han skriver om folk på landet og alle de forskelle, der var i hans tid. I virkeligheden mange af de grundlæggende uretfærdigheder, som Socialdemokratiet er bygget på.«

Eksempelvis at dem, der laver mest, ikke nødvendigvis er dem, der tjener mest, forklarer han. Sådan mener han stadig, det er i dagens Danmark.

»Men det får et liv i litteraturen hos både Aakjær og Andersen Nexø. De former det til noget menneskeligt i deres litteratur.«

Kaare Dybvad mener, hans politiske analyse i dag ville vække genklang hos klassiske, socialrealistiske forfattere som Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Jeppe Aakjær, der med værker som romanen Pelle Erobreren og sangen om Jens Vejmand skiltrede klassesamfundets konsekvenser i begyndelsen af 1900-tallet.

Ifølge Kaare Dybvad er deres blik for skellet og den manglende forståelse mellem klasserne stadig relevant.

»De viser blandt andet, hvordan overklassen gemmer problemerne væk, når den isolerer sig i klubber og netværk,« siger han.

Kaare Dybvad blev medlem af Socialdemokratiet i august 2001. Præcis tre måneder før Anders Fogh Rasmussen (V) slog Poul Nyrup Rasmussen (S) ved folketingsvalget. Det gjorde de første år af hans politiske engagement udfordrende. Både på grund af det historisk store nederlag, og fordi partiet ikke var der, hvor Kaare Dybvad mente, det burde være politisk.

»Det var en brydningstid, og der skete en fuldstændig forrykkelse af, hvad partiet var. Det føltes, som om man ikke kunne rykke ved det borgerlige flertal, og det formede tiden,« siger han.

Samtidig oplevede han partiet som splittet, og under valgkampen i 2005 gik det meste af tiden med interne konflikter. Efter Kaare Dybvads opfattelse var der kun to fløje dengang.

Enten var man til en Tony Blair-inspireret socialdemokratisme med højreorienteret økonomisk politik og forventning om, at arbejderklassens stemmer var sikre til hver en tid. Eller også var man til en Jeremy Corbyn-lignende variant af socialdemokratismen med højt offentligt forbrug, åben indvandringspolitik og kulturradikal værdipolitik.

»Og ingen af de steder følte jeg mig for alvor hjemme.«

Farvel Fukuyama

I et debatindlæg i Berlingske i 2014, året før han blev valgt til Folketinget, skrev Kaare Dybvad sammen med en række andre partifæller, at Socialdemokratiet havde »fejlet grundlæggende« ved at købe en præmis om, at ideologi er ligegyldig.

For ham at se fandt partiet derfor først vej ud af 00’ernes krise, da det landede på sit klassiske, ideologiske ståsted i en slags opgør med Fukuyamas teori om historiens og ideologiernes endeligt. Det siger han og undskylder straks efter for klicheen.

I dag mener Kaare Dybvad, at såvel det resterende folketing som hans eget parti igen står på fast ideologisk grund.

»Socialdemokratiet i dag står der, hvor jeg mener, at vi skal være. Uanset, hvad vi diskuterer, gør vi det med udgangspunkt i, hvordan tingene opleves for almindelige lønmodtagere på Amager eller i Holbæk,« siger han.

Det betyder ikke, at den gruppe skal være enig i alt, hvad Socialdemokratiet gør. Men de skal være udgangspunktet for enhver analyse.

»Og når jeg ser på vores søsterpartier rundt om i Europa, som før var store og vigtige, så er de lande, hvor det er gået mest galt, også de lande, der har glemt at tage udgangspunkt i det,« siger han.

Kaare Dybvad mener samtidig, at det er en præmis for velfærdsstaten, at folk mødes på tværs af klasser. Derfor er det dens opgave at facillitere det møde.

Og det er nok en nøglesætning, hvis man skal forstå hans ideologiske ståsted, den tankegang, der går igen på tværs af bolig-, indvandrer-, uddannelses- og kulturpolitik.

»Med velfærdsstaten tvang man de priviligerede til at forholde sig til dem uden privilegier – og man tvang arbejderne til ikke at føre krig mod overklassen. I stedet bandt man dem sammen i et fællesskab,« siger Kaare Dybvad.

De privilligerede i samfundet skal ikke »bekriges, som man gjorde i Rusland«, men derimod bruges som »et trækdyr« til at skabe forandring, mener han.

Bardommens gade

Vipperød har også fostret et andet politisk talent i de socialdemokratiske rækker. Frederik Vad, der er formand for DSU, er vokset op i den anden ende af samme lille by – cirka ti år senere.

»Jeg kender Kaare fra DSU, og så har vi gået på samme folkeskole, i samme gymnasium, og min mor har haft hans lillebror i børnehaven,« remser Frederik Vad Nielsen op, da Information fanger ham over telefonen i et tog.

Selv om de to ikke er personlige venner eller er kommet i hinandens hjem, er den socialdemokratiske ungdom på Holbækegnen trods alt en lille verden.

Da Frederik Vad Nielsen beskriver sit forhold til Kaare Dybvad, kommer han hurtigt ind på Kaare Dybvads store litterære interesse, der også er tydelig, når man taler ideologi med ham.

»Han inspirerer mig til hele tiden at læse andet end bare politiske biografier. Skønlitteratur og alt muligt andet,« siger Frederik Vad Nielsen.

»Jeg synes, han er den mest begavede politiker i sin generation, jeg er stødt på. Det handler ikke om hans evner til politisk kommunikation, men om hans viden, hans måde at ræsonnere og analysere på. Det inspirerer mig meget.«

Ifølge Frederik Vad Nielsen har opvæksten i Vipperød haft stor betydning for Kaare Dybvads ideologiske standpunkt. Kaare Dybvads forældre var henholdsvis automekaniker og sygeplejerske, og Frederik Vad Nielsen oplever, at han altid bestræber sig på at føre politik for de mennesker, der har mindst og har dårligst adgang til det politiske system.

»Hans politiske projekt er at repræsentere de mennesker, han voksede op med,« siger Frederik Vad.

»Når han argumenterer for, hvem han mener, vi er til for, kommer han altid tilbage til Vipperød. Hans gode ven, der fik et ufaglært job på en tankstation, eller hvad det nu måtte være. På den måde er han meget loyal over den virkelighed, han kommer fra.«

For Kaare Dybvad fylder den kulturelle og akademiske elite alt for meget i politikernes bevidsthed, siger Frederik Vad Nielsen. Det er omvendt de faglærte og ufaglærte, der fylder i Kaare Dybvads bevidsthed.

»Det er jo det miljø, jeg kommer ud af,« svarer Kaare Dybvad selv, da Information spørger, om han identificerer sig med arbejderklassen.

»Selv om jeg har en akademisk uddannelse, har jeg altid følt mig mere tryg i den ramme, end til en fernisering,« siger han og citerer i samme sætning Tove Ditlevsen: »Jeg er din barndoms gade, jeg kender dig altid igen«.

Han understreger, at han ikke havde en hård barndom eller vil begive sig ud i en Monty Python’sk konkurrence om, hvem der har oplevet de værste ting som barn. Det handler snarere om, hvilke sociale koder man finder tryghed i.

Tilbage i 00’erne skrev forfatter og debattør Carsten Jensen et kritisk indlæg om Brian Mikkelsen, der tog udgangspunkt i hans navn, erindrer Kaare Dybvad.

»Der er mange Brian’er, Johnny’er og Jimmie’er i det her land, og de skal også have nogen, der repræsenterer dem,« citerer han.

»Jeg arbejdede på det tidspunkt i fiskehuset i Holbæk sammen med Hamid, Johnny og Denny. Og så kom der én og påstod, at de nok mente noget bestemt og var mindre værd at lytte til, fordi de hed det, de hed. Det var enormt svært.«

Kaare Dybvad mener, at det er en måde at sparke nedad på.

»Og det er et udtryk for et latent klassehad, der ligger i det der segment. Det er selvfølgelig langt fra alle, men det er et eksempel på det.«

Vredens druer

Det er nogle af de samme overvejelser, der ligger bag Kaare Dybvads seneste bog: De lærdes tyranni: Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund fra 2017.

I en alder af 35 har han allerede skrevet to bøger. Tidligere skrev han Udkantsmyten, som voksede ud af hans frustration over egne erfaringer med centralisering i Holbæk tilbage i 00’erne. Erfaringer, der i høj grad præger hans virke som minister.

Det var særligt et stort nederlag for byen, da et ellers velfungerede lærerseminarium med omkring 1.000 studerende blev lukket, siger Kaare Dybvad. Uden nogen god grund, efter hans overbevisning.

»Det ramte mig hårdt. Det sætter sig i maven på en. Frustrationen over, at du bliver fravalgt,« siger han og citerer forfatteren John Steinbeck, der i begyndelsen af 1900-tallet skrev om det amerikanske proletariat på landet.

»Han skriver, at vredens druer bliver tunge til høsten. Det var virkelig den følelse, man havde. Vredens druer blev tunge, og så er man klar til at høste. Det har vi også set i hele Europa som reaktion på centraliseringen.«

– Nu nævner du selv et lærerseminarium. Er boligpolitik så virkelig svaret på centralisering? Handler det ikke mere om uddannelsesmuligheder, job og adgang til sundhedsvæsenet?

»Når der flytter 250 kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister til Lolland hvert år, så er det boligpolitik. Men når der ikke også flytter 250 skolelærer derned, så handler det om de ting, du nævner der. Lolland vil jo helst ikke betale for et problem, der bliver skabt i hovedstadsområdet, men det er selvfølgelig også enormt vigtigt at sørge for, at der er ordentlige vilkår.«

Kaare Dybvads partifælde og personlige ven fra Socialdemokratiet i Holbæk, borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, deler frustrationen over den centralisering, der er sket landet over.

Det er faktisk det, der har drevet deres venskab, siger hun.

»Jeg mødte Kaare, da jeg blev aktiv i partiet som 16-årig, men det har man jo gjort med mange mennesker. Vi har bevaret kontakten, fordi vi deler syn på det store potentiale i provinsen og har et politisk ønske om at få Danmark til at hænge bedre sammen.«

Selv om Vipperøds marker er udskiftet med Slotsholmen, holder Kaare Dybvad stadig øje med, hvad der sker på hjemstavnen, fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

»Nogle gange får jeg sms’er fra ham, hvor han spørger til en eller anden lille sag i Uggerløse, eller om jeg har set et eller andet, der er sket i Vipperød. Han er enormt lokalt forankret.«

Ifølge Christina Krzyrosiak Hansen er de fleste mennesker i langt højere grad formet af deres ophav og oplevelser som børn, end de vil stå ved. Men Kaare Dybvad står fuldt ud ved det, siger hun.

»Han kommer fra Vipperød Mark på godt og ondt. Med alt det gode og den trygge barndom, det gav ham, men han har også boet i et område, hvor man har set, hvad centralisering har gjort, og det tror jeg har formet ham helt vildt meget.«

Som henholdsvis boligminister og borgmester bruger de ofte hinanden som sparringspartnere. Både fordi de deler syn på problematikken, men også fordi Christina Krzyrosiak Hansen opfatter ham som meget vidende på området.

»Han sætter sig virkelig grundigt ind i tingene, og han er lidt af en nørd,« siger hun.

»Kaare er jo typen, der tager en uge på højskole engang imellem bare for at fordybe sig. Så sidder han der og læser. Han graver sig fuldstændig ned i bøger, og det er det, der gør ham til en dygtig politiker.«

Anders Rye Skjoldjensen

Boligpolitik er værdipolitik

Christina Krzyrosiak Hansen giver Kaare Dybvad æren for, at boligministeriet er »blevet politisk igen og noget, som folk snakker om«.

Spørger man Kaare Dybvad, er boligpolitik faktisk en af de mest værdiprægede arenaer i Vesten i disse år. Han nævner blandt andet Irland, hvor partiet Sinn Fein ifølge Kaare Dybvads analyse blandt andet opnåede fremgang på grund af en progressiv boligpolitik, og Berlin, hvor man har indført et fuldstændigt stop for huslejestigninger.

»Byerne bliver mere og mere utilgængelige, og det er en værdipolitisk ting, fordi det grundlæggende handler om, hvorvidt det er noget, vi kan styre som politikere eller noget, vi bare må opgive.«

Så går det fra at handle om teknik og jura, til at være et spørgsmål om, hvad vi er i stand til som samfund, siger han.

– Den politik, du har ført indtil nu, er generelt meget fokuseret på byerne og i særdeleshed København. Hvordan hænger det sammen med, at du gerne vil gøre noget for Udkantdanmark og stoppe centraliseringen?

»Når folk med lave indkomster for eksempel ikke kan bo i København, flytter de ret ofte til Lolland-Falster, hvor der bliver udlejet nedslidte huse meget billigt, og den tendens skal løses i begge ender. Både med billige boliger i hovedstaden og ved at de nedslidte huse på Lolland bliver revet ned,« svarer Kaare Dybvad.

I modsætning til Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid lukkede det selvstændige boligministerium, ser han ikke boligmarkedet som et erhvervsområde, der kan »reguleres som cornflakes og varevogne«.

Han deler til gengæld de borgerliges tanke om, at folk har en naturlig tendens til at bosætte sig sammen med nogle, der minder om dem selv. Hvis vi slap rattet fuldstændig, ville samfundet blive mere opdelt, siger han. Netop derfor skal man ikke gøre det.

»Boliger har en kæmpe betydning for, hvordan vores lokalsamfund sammensættes, hvem vi møder, går til fodbold og i skole med. Derfor har boligpolitik en kæmpe betydning for, om der på langt sigt skabes forståelse for, hvad velfærdsstaten går ud på.«

Fornemmelsen for, hvad det vil sige at være arbejdsløs, er meget stærkere, hvis man selv har gået i klasse med en, hvis forældre var det. Det samme gælder integration og psykisk sygdom, mener Kaare Dybvad.

»Den forståelse gennemtvinger du ikke ved at skrive et læserbrev i Information om, hvor svært det er. Det kan kun ske, hvis man har en hverdag sammen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

For en konsensus journalist må han lyde en naiv social-romantiker fra en anden tid nu hvor alle ved at ideologi er noget gammelt lort fra tiden med Keynes og før tiden med "the real McCoy" - laissez-faire og vaskeægte neo-liberalisme eller den tredje vej med Tony Blair og "New" Labour.
Han er en dansk "first mover" i den bølge af socialisme der er kendetegnet ved Bernie Sanders´ politiske bevægelse mod de grønne mål alle på kloden sukker efter. Han er sgu en helt - ham Kaare Dybvad.

Dan D. Jensen, Christel Ebsen, Oluf Husted, Søren Dahl og Susan Hansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

lyde som en naiv.....

En meget sympatisk artikel om boligministeren, nu kan vi så håbe han selv læser den og kommentarerne her også. Hvis han skal have min respekt ud fra det vi læse rom ham, skal han absolut kæmpe for en større opblødning og en gennemgribende ændring af ghettoloven. Det er et forlig,som han nok ikke lige e ristand til at stoppe, men de vanvittige planer er trods alt ikke længere end de kan ændres til noget mere menneskelig.

Christian Mondrup, Søren Andersen, Anna Regine Irgens Bromann, gert rasmussen, Pia Nielsen, Estermarie Mandelquist, Marie Jensen, Palle Pendul, Poul Simonsen, Karsten Nielsen, Rolf Andersen, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Poul Krogsgård, Dorte Sørensen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Vipperød Musikskole? - måske den kunne ha' hjulpet ministeren af med hans aversion mod mennesker der lever med kunst samt mod akademikere over en bred kam?
"Boliger har en kæmpe betydning for hvordan vore lokalsamfund sammensættes.." dvs. fungerer ...
ok, OG det har biblioteker og musikskoler også!

Vibeke Olsen, Pia Nielsen, Karsten Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

NEJ! Man bandt dem i princippet sammen i 'et forestillet fællesskab'.

Steffen Gliese

Det er jo paradoksalt, at han vil skabe disse blandede boligområder, når han selv føler sig så fremmed i samvær med kunst og kultur.

John Stahlschmidt Møller

Kaare Dybvad er den bedste boligminister siden Erling Olsen. Næste opgave er et boligforlig om Landsbyggefondens midler til gavn for sunde boliger, blandede byer, flere ældreegnede boliger og en rimelig huslejeudvikling i de almene boliger.

Torben K L Jensen, Per Torbensen, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist og Dan D. Jensen anbefalede denne kommentar

Så længe han ikke afskaffer ghettoloven går jeg ud fra at alt i den artikel er spin.

Kim Folke Knudsen, Søren Andersen, Per Selmer, Ete Forchhammer , Steffen Gliese, Viggo Okholm, Marie Jensen, Poul Simonsen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Stig Larsen, desværre er artiklen jo ét langt forsvar for ghettoloven.

Boligpolitik hænger en del sammen med andre politikområder.

Hvis vi kigger den anden vej. Hvor stor er chancen for at finde arbejde på Lolland. Hvem har lyst til at flytte dertil hvis det indebærer adskillige timers pendling hver dag?

Hvad er årsagen til at almindelige lønmodtagere ikke har råd til at købe en bolig i København? Hvad er årsagen til den skæve lønstigning - hvorfor skal de højest lønnede have endnu mere i løn? (Dem der arbejder mindst for pengene - i øvrigt et interessant synspunkt - eliten får lige et spark her ).
De bruger dem vel til at betale af på de kæmpe boliglån de optager når de flytter til byen. Bankerne skorer kassen - højere løn er lig med højere ydelser, der er lig med højere boligpriser. Kort sagt bobbeløkonomi. Ingen værdiskabelse her og det burde der sættes en stopper for.
Men gevinsten (investeringen) kan hæves den dag boligen sælges igen, for boligerne stiger i takt med lønningerne, og det vil fortsætte så længe den mølle kører, og det gør den for dem der er inde i varmen med de rigtige postnumre. Alle andre får baghjul.

Det er også derfor Dybvad vil skaffe billigere boliger og mere plads i det sociale byggeri til almindelige lønmodtagere, til automekanikkeren og sygeplejesken. Og det er der jo heller ikke noget galt i så længe det ikke sker ved at udsanere andre grupper.

For det er igen bestemte befolkningsgrupper der skal hives rundt i manegen. Og derfor er der stadig for meget beton i Dybvad. Han er trods alt socialdemokrat. Det eneste der ikke hænger sammen med den profil er at han ikke bryder sig om centraliseringer. Men det gør han jo i og for sig alligevel forstået således at det er centralt styret når ghettoer udpeges og nedrivninger og udsaneringerne iværksættes. Hans hjerte banker uden tvivl for automekanikkere og sygeplejesker - hvor meget det banker for de uheldige, dem der er sat udenfor, der er jeg mere i tvivl. Det bliver tvangsflytninger af udsatte, overvågning og kontrol og mere af den skuffe der vil blive rullet ud. Kentaurstaten endnu engang pakket ind i Jeppe AAkjær.

Vibeke Olsen, Kim Folke Knudsen, Klaus Vink Slott, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Hans Schjørmann anbefalede denne kommentar

Han skal dog have ros for forliget der satte en stopper for kapitalfonde som Blackstone. Godt gået.

Ete Forchhammer

Pia Nielsen, var jeg blot nogenlunde sikker på forligets langtidsholdbarhed, eller bare holdbarhed?

Det er da helt utroligt, at Information , på en dag, hvor vi lige har fået at vide (ikke i inf.) , at 35 husstande i Schackenborgvænget i Slagelse og 96 husstande i Nøjsomhed i Helsingør som følge af Ghettoloven er blevet opsagt fra deres hjem, kan udkomme med en så ensidigt rosende artikel om minister Kaare Dybvad.

Vibeke Olsen, Steffen Gliese, Ebbe Overbye, Karsten Aaen og Hans Schjørmann anbefalede denne kommentar
Hans Schjørmann

Problemets kærne er:
Underklassen har overladt klassekampen til overklassen!
Imedens er underklassens engagement optaget af etniske konflikter!

Vibeke Olsen, Per Selmer og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hallo - han har lige lavet et såkaldt "Blackstone-indgreb", der ikke forholdt sig til de grundlæggende uretfærdigheder på boligmarkedet, men hvis primære fokus var på andelshavere og pensionskassernes investeringsmuligheder. Den halvdel af danskerne, der bor til leje, er stadig solgt til stanglakrids - og hvordan helvede man her i tråden kan få det til at lyde som Jesus boligpolitiske genkomst på jord, er mig en gåde.
Der er meget, meget langt til, at vi kan begynde at tale om et nybrud i dansk boligpolitik.

Per Selmer, Steffen Gliese, Ebbe Overbye og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Han skulle hellere arbejde for noget bredere deltagelse i foreningslivet, de ældre og den brede middelklasse trækker læsset, arbejderklassen udebliver, og det gør lærerne, der ellers har båret langt det største engagement, også, især pga. deres nye, urimelige arbejdsvilkår.

Kim Folke Knudsen

Kære Pia Nielsen

Jeg er ret overbevist om, at BLACKSTONE indgrebet ikke ændrer på udviklingen med at ældre lejeboliger moderniseres og dernæst så forhøjes huslejen.

Det vil blot blive andre investorer en de kapitalfonde, som ikke udnytter lovens undtagelser og dem er der mange af. Pensionskasser og andre Investeringsfonde med lidt længere investeringshorisont end 5 år.

Desværre har indgrebet skabt betydelig usikkerhed om vurderingen af andelsboliger, hvilket vil kunne ramme beboerne.

Det er for at sige det ligeud, nærmest umuligt at vende udviklingen med voksende huslejer og voksende ejendomspriser og grundpriser i de større byer. Det svarer til at forlange at åen skal løbe den modsatte vej af den vej den nu en gang løber.

For mange år siden var undertegnet på besøg i DDR´s daværende Hovedstad Berlin Ost. Der vil jeg sige, der var i princippet boliger til alle indkomster. Det omfattende Plattenbau havde sikret de østtyske funktionærer og arbejdere en boligstandard, som ikke fandtes førhen i Tyskland. Men utallige ældre boliger var nærmest ved at styrte sammen i misligeholdelse og manglende fornyelse, for regimet og alle statsmidlerne rakte ikke til den slags projekter.

DDR var på det tidspunkt i midten af 1980' erne ved at gå statsbankerot.

Markedet er for mig at se nødvendigt for at drive fornyelsen, men det skal selvfølgelig reguleres i et vist omfang, så huslejerne ikke med et kan stige eksplosivt.

PS: Jeg betragter ikke beboere, som bor i ældre lejeboliger med lav husleje, som beboere der er særligt socialt udsatte. Mange af disse boliger er helt lukket for eksterne ansøgere. Du skal have særlige forbindelser for at komme ind på ventelisten.

Kim Folke, prøv at udfordre dig selv og det, du synes med at læse lidt op på, hvordan priserne skabes i storbyerne og hvordan prisudviklingen har været de sidste 30 år i forhold til realøkonomien - og læs så om Wien-modellen. Jeg tror, at du vil blive overrasket over sammenhænge og fakta. Boligdebatten i DK trænger til lidt mere viden.

Steffen Gliese

Venstrefløjen har netop vundet stort i Hamburg på bl.a. simpelthen at have indført stop for huslejestigninger.