Baggrund
Læsetid: 9 min.

Kristian Hegaard bliver utilpas i maven, når retssikkerheden bliver sat på prøve

De Radikales 29-årige retsordfører, Kristian Hegaard, har på kort tid markeret sig som en fortaler for retssikkerheden og indædt modstander af regeringens tiltag mod for eksempel fremmedkrigere. Information tegner et portræt
Kristian Hegaards politiske karriere begyndte i folkeskolen med et ødelagt fodboldmål.

Kristian Hegaards politiske karriere begyndte i folkeskolen med et ødelagt fodboldmål.

Sigrid Nygaard

Indland
5. februar 2020

Kristian Hegaards kontor på Christiansborg bærer præg af, at han har haft travlt, siden han blev valgt ind i Folketinget for otte måneder siden.

Der står stadig billedrammer på gulvet, og hylderne er mere tomme, end de er fyldte — kun en række jurabøger med paragraffer på omslagene står fremme. 

På væggen hænger et lille tv, der viser TV 2 News, hvor de snakker om den dom om Loyal to Familia, der vil blive afgjort inden for en time.

»Jeg holder lige øje, for jeg bliver nok bedt om en kommentar til det senere. Politiken har allerede ringet, og jeg skriver nok også noget på Twitter,« fortæller Kristian Hegaard.

Den 29-årige radikale retsordfører og næstformand for retsudvalget har på kort tid slået sig fast som en fast bestandel i retsdebatten. 

Særligt når det kommer til beslutninger, som kan anses som værende på kanten af konventionerne, eller når den nye regering for eksempel har talt om flere overvågningskameraer eller tvangsindgreb uden om domstolene, har han markeret sig i debatten som retsstatsforkæmper.

Når den socialdemokratiske regering har lavet forslag om at fratage fremmedkrigere statsborgerskab administrativt eller ransage dømte pædofile uden dommerkendelse, har han været klar i sin opposition.

Han er træt af politiske tiltag inden for retspolitikken, der bygger på enkeltepisoder, og han mener, at De Radikale er det eneste liberale parti tilbage på Christiansborg – for selv Liberal Alliance har taget del i mange af de tiltag, der udfordrer retsstatsprincipper, som han siger.

»Sagerne om fratagelse af statsborgerskab uden om domstolene eller ransagning uden dommerkendelse står jo ikke alene. Vi ser flere og flere skiver blive skåret af retsstaten og retssikkerheden. Der er godt nok mange tidspunkter, hvor vi går på kompromis med, hvad det vil sige at være en retsstat, hvor man har rettigheder, uanset hvilken person man er – også efter at man har udstået sin straf,« mener han.

Det seneste eksempel kom ugen forinden, tilføjer han. Her præsenterede regeringen den såkaldte fremmedkrigerpakke. Et af forslagene handler om, at politiet uden retskendelse skal have mulighed for at gå ind i terrordømtes hjem efter endt straf og ransage computere.

»Jeg bliver utilpas i maven, når der sker de her indskrænkninger, for hvad bliver det næste?« spørger han.

BLÅ BOG: Kristian Würtz Hegaard

  • Født 18. januar 1991 på Frederiksberg, søn af økonom Mikael Hegaard og lektor og jordemoder Hanne Hegaard.
  • Folketingsmedlem for De Radikale i Nordsjællands Storkreds fra den 5. juni 2019.
  • Retsordfører, etikordfører og ordfører vdr. § 71-tilsynet. Næstformand for Retsudvalget.
  • Har siddet i Fredensborg Kommunes Byråd siden 2009.
  • Cand.jur. fra Københavns Universitet.
  • Første direkte valgte medlem af Folketinget, der er bruger af kørestol.

»Det er jeg bekymret for. Det her er bare et skridt, men der er ikke noget, der tyder på, at det skulle stoppe der. Og når de her indskrænkninger sker, så er grundlaget mere politisk, end det er fagligt og juridisk funderet, og det er pivhamrende farligt,« mener retsordføreren, der har en klar opfattelse af, at retsstaten er mere under pres nu, end da han var barselsvikar i Folketinget i 2017.

Sagsøgt af underviser

Få måneder inden Kristian Hegaard blev valgt ind i Folketinget, blev han færdiguddannet jurist fra Københavns Universitet. Et studie, der har formet hans retspolitiske tilgang.

Det var på jurastudiet, at en af de to store juridiske sager i Kristian Hegaards eget liv fandt sted, da en underviser sagsøgte den dengang jurastuderende for ærekrænkelser.

Hegaard havde klaget over sin underviser, hvis undervisning han mente »sejlede«, blandt andet fordi underviseren ikke havde oprettet grupper. Det mente underviseren var faktuelt forkert, men byretten afviste dommen, fordi den mente, at klagen var af bagatelagtig karakter. 

Den anden gang var, da han som byrådsmedlem i Fredensborg af et flertal i byrådet blev erklæret inhabil, fordi han har en personlig hjælper, da han har et handicap – én af de mange ydelser, byrådet skulle træffe en beslutning om.

»Jeg plejer at være ret rolig, men der var jeg meget oprørt. For der er formentlig mange mennesker, der har stemt på mig, fordi jeg i og med, at jeg har handicap, ved meget om handicapområdet, og hvor ringe retsikkerhed man kan have der. Og det er klart, så skal man jo bruge noget af den viden, man har. Ligesom jeg havde brugt min særlige viden om skoleområdet, hvis jeg havde været skolelærer.«

Til Hegaards held kom hans jurabaggrund ham til gode. For et halvt år forinden havde han skrevet sit bachelorprojekt, der handlede om inhabilitet i byrådenes beslutninger, og derfor havde han en særlig indsigt i lovgivningen og dommene på området.

»Så jeg kunne fuldstændig klart konstatere, at det, de havde gjort, var ulovligt.«

Det fik ham til at klage over sagen, og otte måneder senere gav Statsforvaltningen ham ret. Det havde været ulovligt at erklære ham inhabil. 

»Det var endnu en sag, hvor jeg kæmpede for, at alle har rettigheder, uanset hvem man er. I det her tilfælde var det mig, det gjaldt. Men det er helt vildt, at man i alle mulige andre sammenhænge skal klage for de rettigheder, man har fra start. Det betyder, at dem, der ikke har ressourcerne til at klage, i praksis ikke har de samme rettigheder.«

Blev valgt ind som 18-årig

Kristian Hegaards politiske karriere begyndte i syvende klasse. Dengang ville han ikke bruge spisepauserne på at sidde indenfor med pigerne og spise madpakke i frikvarteret, bare fordi han sad i kørestol. I stedet var han ude på fodboldbanen, hvor hans venner spillede fodbold, og han var dommer. 

»Et mål var gået i stykker, og det brokkede vi os rigtig meget over. Men uanset hvor meget vi brokkede os, skete der ikke noget i flere måneder.«

Men så blev han af nogle klassekammerater opfordret til at stille op til elevrådet.

»Så sagde jeg ’joo, det gør da hverken fra eller til, om jeg stiller op til det’. Så blev jeg valgt for min klasse til elevrådet, og på mit første elevrådsmøde blev jeg så formand. Det var totalt en kometkarriere som politiker.«

Kort efter besluttede elevrådet at bruge nogle penge på nye fodboldmål. 

»Der gik det op for mig, at det med at arbejde målrettet for noget og være konstruktiv kunne føre til, at jeg kunne give mine klassekammerater noget, de havde råbt på og ønsket i flere måneder. Det nyttede i hvert fald ikke noget at sætte sig i hjørnet og brokke sig. Der gik det op for mig, at det var det, politik gik ud på. Og det syntes jeg sgu var meget interessant.«

Så da han som 14-årig blev inviteret til et lokalt valgarrangement med et folketingsmedlem, takkede han ja. Han skulle egentlig på netcafé og spille computerspillet Counterstrike med nogle fra sin klasse.

»Men jeg tog ofte på netcafé og spillede counterstrike, som man jo gjorde dengang. Så kunne jeg i stedet tage med til det her arrangement og se, hvad det var for noget.«

Han var enig i mange af de ting, folketingsmedlemmet sagde, så da hun spurgte, om han ville hjælpe til med at dele flyers ud og være med i partiet, sagde han ja. 

»Og i dag er hun så vicepræsident i EU. Magrethe Vestager var nemlig folketingskandidat i min kreds dengang.«

Sigrid Nygaard

Som 18-årig blev han prikket på skulderen af nogle i partiet, der opfordrede ham til at stille op til byrådet, og det gjorde han så. Han var på det tidspunkt fodboldtræner, og han oplevede, at de, der gik til fodbold, ikke alle havde den samme støtte hjemmefra. 

»Jeg kunne se, at det betød meget for dem, der gik til fodbold, at være der, men de havde ikke altid råd til fodboldstøvler eller blev måske ikke kørt til træning eller kom ikke af forskellige årsager. Nogle af forældrene vidste knap nok, at deres børn gik til fodbold.«

Derfor var hans første mærkesag til kommunalvalget, at det skulle være gratis at gå til idræt for børn i familier med lav indkomst. Et budskab, der fik ham valgt ind som 18-årig, mens han gik i 3.g på Espergærde Gymnasium. 

»Der gik det op for mig, først som træner og nu som kommunalpolitiker på socialområdet, at den er rivende gal med rettigheder. Selv om alle i udgangspunktet er tillagt rettighederne, er det ikke alle, der har dem i praksis.«

I kommunalbestyrelsen blev han det suverænt yngste medlem.

Bøffer og tvangsindgreb

Når retsordføreren i dag forsøger at forsvare retsstaten, møder han mange udfordringer, fortæller han. For hans modstandere vil have den til at fremstå som fine franske principper modsat deres egen politik, der forholder sig til virkeligheden, er Hegaards analyse. 

»Men virkeligheden er jo, at vi har en retsstat. Virkeligheden er, at vi alle sammen skal være lige, og det er vi kun, hvis vi formår at italesætte de grundlæggende principper som en retsstat har.«

Han tager en tår af sin kop te og vender tilbage til fremmedkrigerpakken, der blev præsenteret ugen forinden af Regeringen.

»Der er flertal for, at man godt må lave indgreb i folks hjem uden en dommerkendelse, men hvis der var nogen, der foreslog, at man kun må spise én bøf om ugen, så ville der ikke være flertal for det. Man opfatter det tilsyneladende som et større overgreb ikke at kunne spise en bøf, end at man kan foretage tvangsindgreb uden en dommerkendelse. Det synes jeg er ret vildt,« siger han.

Hans blik vender sig mod det lydløse tv på væggen. 

»Uhh, to sekunder. Nu skal jeg lige skrue op og se, hvad dommen ender med der. Den kommer nu her.«

»... og Loyal to familia skal betale sagsomkostningerne,« lyder det i tv’et, da han skruer op på fjernbetjeningen. Københavns Byret har dømt, at der er lovlig hjemmel for at opløse Loyal to Familia, og forsvarsadvokaten har anket dommen til Østre Landsret.  

»Så må vi se, hvordan det ender i Landsretten.«

– Er du overrasket over resultatet? 

»Det ved jeg ikke. Det ville jo kræve, at jeg vidste alle de ting, der var fremlagt i retssagen. Og det er jo også noget af det, jeg synes, at der er et politisk problem i. At der er mange politikere, der kritiserer noget, selv om de ikke helt ved, hvad der er sket i retten.«

Kristian Hegaard blev ellers selv kritiseret for, at have blandet sig i retsprocessen i forbindelse med retssagen om, hvorvidt en 31-årig mand har voldtaget en kvinde i den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens hjem.

I et nu slettet tweet skrev han kort efter dommens afsigelse: 

»Wow. Frifindelse i voldtægtssagen hos KBH-borgmesterens lejlighed ved Østre Landsret. Så skal vi have samtykkelov hurtigst muligt! Ser frem til at læse præmisserne.«

Det fik blandt andet Rasmus Stoklund, medlem af Retsudvalget for Socialdemokratiet, til at undre sig over tweetet. 

»Har du ikke tillid til retssystemet?« spurgte han og konstaterede, at det lød, som om Hegaard var »utilfreds med frifindelsen«.

– Der blev sat spørgsmålstegn ved din egen tillid til retssystemet i forbindelse med dit tweet om en nylig retsag. Lever du selv op til dine principper? 

»Først og fremmest skrev jeg efter dommen, ikke inden, modsat mange andre politikere. Og så er der ikke noget odiøst i at sige, at det er juridisk interessant, at flertallet ændrer vurdering fra byretten til landsretten. Jeg sagde, at den her sag er et kerneeksempel på, hvornår samtykkeloven vil være relevant, når den på et tidspunkt kommer. Jeg udtalte mig ikke om, hvorvidt han burde være dømt eller ville være det med ny lovgivning. Det er der ikke noget odiøst i. Jeg udtaler mig ikke om selve dommen, men om hvordan loven skal indrettes. Og det er sådan set det, vi er valgt til som politikere.«

– Hvis du står ved indholdet, hvorfor slettede du det så? 

»Der var en gruppe mennesker, der meget gerne ville misforstå det. Og det gjorde de så. Det var ikke min intention, at det skulle forstås, som de gjorde, så jeg slettede det igen.«

Ti minutter efter interviewets afslutning, tweeter den fodboldinteressede retsordfører: 

»Spændende afgørelse om opløsning af forening. Har fuld tiltro til byrettens afgørelse. Vi kan ikke have foreninger, hvis det vurderes, de udelukkende virker ved vold. Ser frem til 2. halvleg i landsretten.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Han er på rette spor. Vi skal insistere at vi er en retsstat.
Alle de forbud der hober sig op er usundt i et demokrati, hvor alle skal kunne føle sig frie.
Maskeringsforbudet fik de lempet igennem ved at appellere til folks racisme og kvinders frihed. Hvilken frihed er der hvis jeg kan få en bøde for at vikle et tørklæde om underansigtet? Det er udelukkende lavet med henblik på alles ansigtsgenkendelse ved at skabe et overvågningssamfund hvor staten er som autoritær som i 1984.

Fremmedkrigerne er vores ansvar.
Nogle dræber, nogle stjæler, nogle voldtager og nogle snyder. Alle skal dømmes for den uret og vold de har skabt. Man kan ikke udelukke en slags forbrydelse og gøre folk statsløse. Statsløshed er nok den værste, den mest urimelige straf et menneske kan opleve.

Ete Forchhammer , Ole Frank, Kim Øverup, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Michael Christiansen, Gert Romme, Krister Meyersahm og Poul Genefke-Thye anbefalede denne kommentar

Medløber interview, modsat det med Stoklund, som mest handlede om at udstille manden som idiot.

I begge tilfælde er der tale om personer som har et budskab, viden og energi, og i intet interview kommer vi ind til substansen. Særligt her. Varm luft og fraser og eksempler som har karakter af stråmænd.

Lad os få fyldige interviews der går i dybden. Lær at interviewe.