Liselott Blixt er blevet kaldt den farligste person i den danske sundhedsverden. Det har hun ikke noget imod

På mødebordet i Liselott Blixts (DF) kontor på Christiansborg står flere buketter friske blomster. De er en gave fra en patientorganisation som tak for det store politiske arbejde, hun har lavet for medlemmerne.

På væggen har hun hængt en indrammet leder fra det lægefaglige magasin Dagens Medicin op. Den er skrevet som en fremtidsdagbog fra 2022, hvor Liselott Blixt er blevet sundhedsminister og beskriver sine mange bedrifter. Tonen er kritisk og ironisk.

»Det er dejligt at se, at alle hospitalerne håndhæver det nye flagreglement og har hejst Dannebrog i dagens anledning,« lyder indledningen.

Liselott Blixt har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti i 12 år. Hun har været sundhedsordfører i hele perioden, og det gør hende til Christiansborgs længst siddende af slagsen.

Under 11 forskellige sundhedsministre har den 54-årige politiker kæmpet for de overhørte og marginaliseredes rettigheder i det danske sundhedsvæsen. Hun har fået indført handlingsplaner til mange millioner kroner og ændret lovgivning for at sikre ældre og svækkede borgeres rettigheder. Og så er hun berygtet for i sager om omstridte emner som HPV, medicinsk cannabis og senest det kroniske træthedssyndrom ME at gå stik imod danske myndigheder og fagfolks anbefalinger. 

Kolleger på begge politiske fløje beskriver hende som arbejdsom, målrettet og en kvinde, der siger tingene, som de er. »Jeg kalder en skovl for en skovl,« som hun selv siger.

Men Liselott Blixt er også en politiker, som deler vandene. Hun har skabt debat og politiseret på det sundhedsfaglige område, hvor konsensus og evidens frem for holdninger ellers er idealerne.

Den erfarne sundhedsordfører er blevet kaldt »den farligste person i det danske sundhedsvæsen« og »dumhedsordfører« af de læger, som frustreret har måttet makke ret de gange, Liselott Blixt har udviklet sundhedsvæsenet i strid med deres og Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Selv brugte hun beskyldningerne aktivt i sin seneste valgkamp. »Farligere end lægerne tillader,« stod der i hendes bannerannoncer. Hun kan ikke se problemet.

»Hvis jeg mente, at alle myndigheder og fagfolk arbejdede, som de skulle, var der jo slet ikke grundlag for at gå ind i politik. Det er os, der som politikere laver rammen, og så må de agere inden for den.« 

Man kan ikke ændre noget fra gulvet

Liselott Blixt er med egne ord »vokset op med alle sociale problemer«. Hendes mor blev opdraget på fattighjem, hendes far var svært ordblind, og Liselott Blixts tre ældre søskende har henholdsvis været på bistand og lidt af psykiske problemer.

Barndommen foregik på et lille landsted på Lolland. Faren var bonde og svær at gøre tilfreds. Hvis Liselott Blixt kom hjem fra skolen med et 11-tal, spurgte han, hvorfor hun ikke fik 13, har hun fortalt. Det er derfra hendes arbejdsomhed og ihærdighed stammer, mener Liselott Blixt. Men det har også efterladt hende med en evig følelse af utilstrækkelighed.

Da hun gik ud af 10. klasse, satte hun en annonce i lokalavisen, hvor hun tilbød sin arbejdskraft, og sådan kom hun i lære som buntmager. Hun vidste ikke, hvad jobbet indebar, men fandt ud af, at det gik ud på at sy pelse. I en årrække kørte hun også taxa i Rødbyhavn.

Siden uddannede hun sig til sosu-assistent og afsluttede med et gennemsnit på 11. I løbet af uddannelsen fordybede hun sig i bøgerne fra medicinstudiet, og i dag må Liselott Blixt erkende, at hun nok skulle have været læge. »Jeg ville gerne forske og blive klogere på, hvad sygdomme gør ved kroppen,« siger hun.

Det var, mens Liselott Blixt arbejdede på et plejehjem i Greve Kommune, at hun besluttede sig for at gå ind i politik. Her bestemte ledelsen på grund af besparelser, at der skulle indføres såkaldte liggedage, så de ældre på skift skulle holdes i sengen 24 timer i træk.

Sammen med nogle kolleger klagede Liselott Blixt til kommunens borgmester og skrev læserbreve til lokalavisen, men det resulterede bare i beskyldninger om illoyalitet.

»Jeg fandt ud, at man ikke kan ændre meget fra gulvet. Og så måtte jeg jo melde mig ind i et parti, så jeg kunne gøre noget fra toppen,« fortæller hun.

Hendes far havde prøvet at melde hende ind i Venstre, så hun kunne møde en sød bonde. Men dér hørte hun ikke til. Liselott Blixt overvejede også Socialdemokratiet, som hun var blevet introduceret til, da hun var tillidsmand på plejehjemmet i Greve.

Valget endte dog på Dansk Folkeparti.

»Da jeg skulle tage stilling til, hvem jeg kæmpede for, så var det jo de ældre og de svage. Og dem syntes jeg, Dansk Folkeparti repræsenterede bedst,« siger hun.

Liselott Blixt startede sin politiske karriere i Greve Byråd, hvor hun stadig sidder. I 2007 blev hun valgt ind i Folketinget. Trods sit dobbeltmandat sørger hun for stadig at deltage i alle byrådsmøder. »Jeg ved, at Ekstra Bladet holder øje med mig,« som hun siger.

I starten var Liselott Blixt bange for, at medlemsskabet af Dansk Folkeparti ville få omverdenen til at stemple hende som racist eller fremmedfjendsk. Det synes hun ikke, hun er.

»Man kan jo ikke være enige om alt i et parti. Jeg prøver at holde mig til sundhedspolitik, for det er det, der interesserer mig, og jeg synes det er synd, hvis det drukner i en masse andre emner.«

På patienternes side

Fra sin kontorplads bag skrivebordet har Liselott Blixt øjenkontakt med en hvid byste af dronning Margrethe, som kunstneren Jim Lyngvild har lavet. Der findes kun 250 eksemplarer af den, men hun måtte bare eje en. Bag hende hænger en gammel plakat fra Sundhedsstyrelsen. ’Husk 6 om dagen’ står der over forskellige frugter og grøntsager, der er formet, så det ligner to mennesker, som har sex.

Telefonen ringer. Det er Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup, der har et par spørgsmål til partiets holdning om juridisk kønsskifte – altså muligheden for at ændre cpr-nummer til det køn, man identificerer sig med.

»Nej-nej, det har intet med fysikken at gøre. Det er ikke det samme som en kønsskifteoperation. Du kan sidde derhjemme og gøre det,« forklarer hun.

Hver andet år holder Liselott Blixt jul for ensomme og hjemløse, og en af dem har skiftet køn fra kvinde til mand. Hun har snakket en del med ham om hans erfaringer.

»Det har gjort mig klogere. Jeg kan godt lide at møde de mennesker, politik handler om,« siger hun.

Derfor takker Liselott Blixt heller aldrig nej, når en patientforening eller borger kontakter hende med deres historie. I øjeblikket hjælper hun eksempelvis en hjemløs, der har mistet sit cpr-nummer.

»Jeg afviser ikke nogen på forhånd. Eller jo, jeg gider ikke snakke med lobbyister, der prøver at sælge mig produkter,« siger hun.

Liselott Blixt er på patienternes side, når hun laver sundhedspolitik. Ikke fagfolkene og myndighedernes. »Vi glemmer at lytte til almindelige mennesker,« siger hun.

Det har i flere tilfælde ført til politiske mærkesager, der modsiger Sundhedsstyrelsen og fagfolks vurderinger og udfordrer deres monopol på den lægevidenskabelige sandhed.

Liselott Blixt har eksempelvis, stik imod myndighedernes anbefaling, advokeret for midlertidigt stop for brug af HPV-vaccinen, da debatten om den var på sit højeste. Hun var med til at få vedtaget en støtteordning for medicinsk cannabis, selv om lægerne afviste behandlingsformen. Og senest har hun fået hele Folketingets opbakning til et lovforslag, der bestemmer, hvordan kronisk træthedssyndromet ME skal diagnosticeres.

Selv ser Liselott Blixt ikke noget problem i som politiker at træde ind på områder, som normalt overlades til lægevidenskabelige vurderinger.

»Jeg snakker også med læger, der er enige med mig, men ikke tør stå frem. Jeg går bare imod det etablerede og Sundhedsstyrelsens evige ’vi har ret’-faktor. Jeg har også en stor baggrundsviden og brænder for det her område,« siger hun. 

– Men bør det være myndigheder og videnskabelige kriterier frem for politiske vinde, som eksempelvis afgør, hvordan sygdomme skal diagnosticeres og behandles?

»Vi politikere er valgt af en grund. Hvis vi bare blindt skulle følge, hvad myndighederne sagde, så var der slet ikke brug for os. Det er nogle gange en kamp. Men jeg kunne da godt tænke mig, at politikere og myndigheder kunne arbejde tættere sammen på sundhedsområdet.«

– Er du ikke bange for at komme til at polarisere en debat, der handler om noget så centralt som vores allesammens helbred?

»Jeg spekulerer ikke over, hvilken rolle jeg har i debatten. Men der er ikke nogen diskussioner, der er så skidt, at de ikke er godt for noget.«

– Men går der ikke sundhedspopulisme i den, når du på den måde vælger mærkesager uafhængigt af faglige vurderinger?

»Hvis det var populisme, jeg var interesseret i, ville jeg nok ikke have kæmpet for de små patientgrupper uden magt. De ligger derhjemme og dør, fordi ingen læger vil kigge på dem. Gå selv ud og mød de mennesker. Det gør kæmpe indtryk.« 

Gør sundhedsområdet til kampplads

Hos Lægeforeningen understreger formand Andreas Rudkjøbing, at han trods forskellige tilgange grundlæggende har et godt samarbejde med Liselott Blixt, som han mener virkelig er lykkedes med at få hans fagområde højt placeret på den politiske dagsorden. »Hun har været en ekstremt magtfuld og dygtig sundhedspolitiker,« beskriver han.

I 2016 rykkede Dagens Medicin Liselott Blixt 49 pladser op til plads nummer 47 på deres liste over de mest magtfulde i sundhedsverdenen. En placering, som er blevet kaldt en »åbenlys undervurdering«. 

Det er nærmest en undtagelse, at Lægeforeningen og Liselott Blixt ikke kan enes, fortæller Andreas Rudkjøbing. Men han forstår godt sine kollegers frustration over nogle af de sager, hun er lykkedes med at skabe flertal for.

»Og jeg deler da også frustrationen fra tid til anden. Egentlig er det jo fint, at hun har øje for patientgrupper og behandlingsformer, som ellers overses. Men det kammer over, når hun gør sig til overdommer i meget komplekse sundhedsfaglige sager,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes, det er en dybt bekymrende og en farlig vej at politisere et felt, som burde være fagligt funderet. Der er filmen altså knækket for hende.«

Andreas Rudkjøbing frygter, at Liselott Blixt med nogle af sine politiske mærkesager får gjort sundhedsområdet til en »kampplads frem for et sted, hvor man kan forbedre vilkårene«.

»Men når det er sagt, så hygger vi os faktisk, selv når vi er rygende uenige. Liselott er en no bullshit-type. Man ved, hvor man har hende,« siger han.

Også De Radikales sundhedsordfører Stinus Lindgren har pæne ting at sige om Liselott Blixt trods deres talrige uenigheder. De to sidder begge i Sundheds- og Ældreudvalget og snakker tit sammen. Stinus Lindgren kendte godt til Liselott Blixt, inden han blev valgt til Folketinget ved sidste valg og kunne konstatere, at de i hvert fald ikke var enige om særligt mange ting.

»Men da jeg mødte Liselott i virkeligheden, var det en positiv oplevelse. Hun er super sympatisk. Og selv når jeg mener, at hun tager nogle helt afsporede beslutninger, ved jeg, at hun gør det af et godt hjerte. Hun gør, hvad hun kan, for at hjælpe udsatte patientgrupper,« siger han.

»Men jeg mener, hun bruger sine kræfter forkert. Vi politikere skal ikke tilsidesætte faglige vurderinger.«

Motorcykel og tatoveringer

Lige inden jul havde Liselott Blixt en folkeskoleelev i praktik i et par dage. Det har hun haft mere end 50 gange. Hun har selv lavet en informationsmappe til praktikanterne, fordi hun ikke synes, at det materiale, Folketinget stiller til rådighed, er grundigt nok.

I dag skal hun besøge den specialskole for elever med autisme og ADHD i Skovlunde, hvor den tidligere praktikant går. Han har selv inviteret Liselott Blixt.

»Vi har haft om indirekte og direkte magt. Det er sjældent, vi har adgang til så direkte magt som i dag, hvor vi har besøg af en politiker fra det rigtige folketing,« introducerer samfundsfagslæren til den lektion, Liselott Blixt har sagt ja til at deltage i.

»Jeg har hele tiden været imod inklusion, så jeg er meget interesseret i, hvordan I oplever, det er at gå her på skolen. Og om vi politikere kan gøre noget bedre for jer,« spørger hun.

Et par drenge i hættetrøje og sneakers vil vide, om det er muligt at afskaffe termen ’specialskole’. De bryder sig ikke om stemplet.

»Jeg fortæller ikke mine venner til fodbold, at jeg går på specialskole. Eller om min autismediagnose. Jeg vil ikke i boks med alle autister,« siger den ene.

Det giver god mening, mener Liselott Blixt. »Det er også derfor, jeg arbejder meget for afstigmatisering – for at bruge et flot ord,« siger hun.

En anden elev vil høre, hvordan det er at være medlem af Dansk Folkeparti. Liselott Blixt fortæller, at hun gerne vil gøre sit parti kendt for andet end indvandrerpolitik. »Vi er også et parti, som kæmper for de svage.«

Så rækker en pige hånden op. Indtil nu har siddet og stirret ned i bordet. »Er det rigtigt, at du kører motorcykel,« spørger hun.

»Ja, jeg kører en af verdens hurtigste modeller. Jeg valgte den, fordi alle sagde, at sådan en kan kvinder ikke køre,« svarer Liselott Blixt. Flere elever griner, tydeligt imponeret.

Hun viser billeder på sin mobiltelefon fra da hun kørte til Portugal på motorcyklen. Det er en skrigorange Suzuki, der kan accelerere fra 0 til 100 km på tre sekunder. Liselott Blixt synes, den passer godt til hende.

»Og på grund af Schengensamarbejdet skulle Liselott Blixt ikke vise pas på vejen,« får samfundsfagslæreren indført. Det virker eleverne ikke til at være synderligt interesserede i.

Liselott Blixt har samme japanske tegn tatoveret på ryggen, som står skrevet på hendes motorcykel. Det symboliserer en falk – verdens hurtigste dyr. DF-politikeren har flere tatoveringer og fik den første, da hun var 15. Det er en firkløver lige ved håndledet. Hun har for nyligt fået tatoveret en snoende blomstergren rundt om den.

På et tidspunkt bad Liselott Blixts mand hende vælge mellem ham og tatoveringerne, som han gerne så, at hun fik fjernet. »Jeg valgte tatoveringerne,« konstaterer hun. De er ikke sammen længere.

Sunde borgere er vigtigst

Da netværksvirksomheden Samuelsen om eftermiddagen holder nytårskur om fremtidens sundhedsvæsen på Nationalmuseet, sidder Liselott Blixt på forreste række. I sin skriggule jakke er hun er nem at få øje på mellem alle de blå og grå jakkesæt.

Fra scenen introducerer to mænd dagens arrangement med en perlerække af buzzwords. »Kvalitetsklynger« … »samskabelsesprojekter« … »lavthængende frugter«, lyder det.

Der er masser af lobbyister til stede. Liselott Blixt kan ikke altid kende dem fra hinanden. »Så lader jeg bare som om,« siger hun. I pausen bliver hun opsøgt af en høj slank mand med hornbriller og jakkesæt. ’Det nære sundhedsvæsen, KBH’ står der på hans navneskilt. »Fedt, du kom og besøgte os,« takker han. DF-politikeren smiler høfligt. »Selvfølgelig, jeg elsker at komme ud i virkeligheden.«

Liselott Blixt mener selv, hun er lykkes med at skabe mere »ordentlighed, værdighed og retfærdighed« i det danske sundhedsvæsen. Men hun er ikke i mål med sine politiske ambitioner. Langtfra.

Eksempelvis så hun gerne, at sundhedsministeren kom til at sidde med i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. »Sunde borgere bør altid være blandt de allervigtigste politiske prioriteringer,« siger hun.

Da Liselott Blixt får mikrofonen til den paneldebat, hun i er inviteret til nytårskuren på Nationalmuseet for at deltage i, benytter hun også lejligheden til at fortælle, hvad hun mener, det danske sundhedsvæsen mangler. Hun har ikke forberedt sig, men det er heller ikke nødvendigt. Budskabet har hun leveret før:

»Hele sundhedsvæsenets kultur skal ændres. Henimod at lægen ikke er den ubestridte autoritet, men at patienten og de pårørende er i fokus og bliver hørt. Men den udvikling går godt nok lidt trægt,« siger hun fra scenen, hvor hun sidder mellem sundhedsordførere fra de andre partier. 

»Så jeg kæmper videre.«