Baggrund
Læsetid: 7 min.

Det lykkedes næsten en græsrodsbevægelse at skabe storkonflikt under OK17. Siden er den kun blevet stærkere

Netværket Arbejdere I Bevægelse, der opstod under OK17 og er uafhængigt af den etablerede fagbevægelse, kan komme til at spille en central rolle under årets overenskomstforhandlinger. De kæmper især mod social dumping og er ikke bange for at skabe storkonflikt, hvis de ikke får deres krav igennem
Aktive i Arbejdere I Bevægelse er mødt op i Valby foran en byggeplads, hvor bygherren har arbejdere gående uden overenskomst. Hen ad morgenen lykkes det at få arbejdsgiveren til at gå med til at indgå overenskomst.

Aktive i Arbejdere I Bevægelse er mødt op i Valby foran en byggeplads, hvor bygherren har arbejdere gående uden overenskomst. Hen ad morgenen lykkes det at få arbejdsgiveren til at gå med til at indgå overenskomst.

Sigrid Nygaard

Indland
4. februar 2020

»Planen er ingen væltede stilladser i dag,« garanterer en midaldrende mand i neongul arbejdsjakke og beskyttelsessko. Der står ’OK20 – Arbejdere I Bevægelse’ som et stort rygmærke bag på hans jakke.

Et par kolleger omkring ham nikker. Det er meningen, at dagens aktion skal forløbe stille og roligt. Fra en pickuptruck spiller en højttaler arbejdersange. »Sådan eeer kapitalismen. Utak eeer de armes løn,« synger en mandestemme.

Der serveres sort kaffe fra termokande. Enkelte drikker øl, og flere ryger cigaretter. Der er omkring 100 fremmødte. Næsten kun mænd. De fleste er murere og i arbejdstøj. Flere bliver interviewet af de journalister, der også er dukket op for at dække begivenheden.

Rundt omkring hænger røde faner.

»Nej tak til social dumping«, står der på nogle. På andre »3F BJMF«. Det er en forkortelse for ’Bygge- jord og miljøarbejdernes fagforening’. »Eller blowjob motherfucker, som de unge siger,« joker én.

Forsamlingen står foran en byggeplads i Valby. Her går neonklædte arbejdere rundt på et stillads om betonskelettet til en ny bygning. På metalhegnet rundt om pladsen hænger bannere for grupperne af polske og rumænske medlemmer af 3F.

Årsagen til kampsangene, fanerne og de mange fremmødte er, at bygherren på pladsen har udenlandske murere gående rundt uden overenskomst. Det er samme bygherre, der blev omdrejningspunkt for den faglige konflikt på Tikøbgade i Københavns nordvestkvarter, som endte med et væltet stillads.

Klokken 9.00 indledes der forhandlinger mellem bygherren og de ansatte i et skur på byggepladsen, og de demonstrerende står uden for i solidaritet for at sikre, at det ender med en underskrevet overenskomst.

De er en del af netværket Arbejdere I Bevægelse, som ikke er organiseret af den etablerede fagbevægelse, men handler på egen hånd, når de tager initiativ til faglige aktioner og kampagner. Arbejdere fra en bred vifte af brancher, fra tømrere til lokoførere, er engageret i bevægelsen.

Det var Arbejdere I Bevægelse, der under de private overenskomstforhandlinger i 2017 – også kaldet OK17 – var med til at mobilisere en så stærk nejkampagne mod den endelige aftale, at den var lige ved ikke at blive stemt igennem. Deres kampagne gik stik imod de etablerede forhandlere, der anbefalede et ja til aftalen.

Siden er bevægelsen kun blevet større og stærkere. Både målt i antal afholdne aktioner, mængden af følgere på Facebook, som er bevægelsens vigtigste platform, samt den stigende medieinteresse. Og de mange engagerede arbejdere er ikke i tvivl: Hvis de ikke får, hvad de kommer efter i forhandlingerne, vil de gøre deres for, at OK20 ender i storkonflikt.

Frustration på gulvet

Fra den lille interimistiske scene på ladet af en pickuptruck bliver den første taler til dagens aktion i Valby præsenteret. Han hedder Robert Marinescu og er formand for den rumænske klub i 3F BMJF. Han skal holde talen på sit modersmål, så de overenskomstløse rumænske håndværkere på byggepladsen i nærheden kan forstå budskabet.

»Normalt kan vi ikke komme til at snakke med vores udenlandske kolleger, for der kommer altid en eller anden chef blæsende i en BMW og sørger for, at det er ham, vi snakker med. Men nu har vi et højttaleranlæg, så lad os give Robert en hånd, og lad os give ham ordet,« lyder introduktionen.

Robert Marinescu bliver modtaget af klapsalver og læser en kort tale op fra sin mobiltelefon. Arbejderne på byggepladsen i nærheden fortsætter upåvirket deres arbejde, mens han taler.

Arbejdere I Bevægelses hovedsag under OK20 er kampen mod social dumping. Efter en årrække, hvor der har været gang i dansk økonomi, og de private virksomheder har skabt store overskud, vil bevægelsen have mindstelønnen hævet mærkbart.

Bevægelsen har formuleret tre hovedkrav, som lyder 1) Markant højere løn til de lavest lønnede, 2) Alle har ret til en overenskomst og 3) Alle har ret til en overenkomst, de kan sige ja til. Sidstnævnte henviser til de igangværende overenskomstforhandlinger, hvor Arbejdere I Bevægelse vil have en aftale, som alle lønmodtagere er tilfredse med. 

Den såkaldte 42-timersregel, der under OK17 var årsag til, at Arbejdere I Bevægelse opstod og mobiliserede en nejkampagne mod den endelig aftale, fylder ikke noget i dag, fortæller Christian Nielsen. Han er mødt op i sit hvide murertøj og arbejdskasket og er aktiv i Arbejdere I Bevægelse.

42-timersreglen giver arbejdsgiverne ret til efter en forhandling lokalt at varsle overarbejde på op til fem timer ugentligt i en periode – altså en 42-timers arbejdsuge. I dag, tre år senere, har den dog næsten ikke været anvendt.

»I dag er vi kommet videre og har valgt at fokusere på de mange udfordringer, der er med social dumping. Hvis ikke der bliver leveret på det område fra arbejdsgivernes side, så sprænger kedlen,« siger Christian Nielsen.

Netværket er blevet et talerør for den frustration, der har ophobet sig »blandt folk på gulvet«, mener Christian Nielsen.

»Fagforeningernes toppe har distanceret sig for meget. Afstanden til de menige medlemmer er simpelthen blevet for stor. Vi oplever store problemer med social dumping, og så hører man ledelsen, især fra industrien og metalområdet, sige, at det ikke er et problem. Den manglende anerkendelse af problemerne i vores arbejdsliv skaber frustration,« siger han.

Arbejdere I Bevægelse forsøger både at påvirke deres forhandlere i fagbevægelsen og de arbejdsgiverorganisationer, der sidder på den anden side af bordet. Netværkets aktioner opstår spontant og mobiliseringen foregår meget ad hoc, fortæller Christian Nielsen. Der er ingen leder, og den meste koordination foregår gennem facebookgruppen ’Arbejdere I Bevægelse – Vores OK20’, der har mere end 9.000 følgere.

»Vi rykker ud, når vi hører om firmaer, som arbejder uden overenskomster. Eller hvis den er helt gal med arbejdsmiljøet. Og her under OK20 vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at modarbejde den endelige aftale, hvis vi igen får proppet uacceptable ting ned i halsen,« siger Christian Nielsen.

Årsagen, til at Arbejdere I Bevægelse kan komme til at spille en afgørende rolle i slutspillet om OK20, er, at der gælder et princip om sammenkædning på det private overenskomstområde. Det betyder, at alle fagforbund skal stemme sammen om den færdige aftale. Er der ikke flertal for den, udbryder der storkonflikt. Under OK17 endte 3F, Fødevareforbundet NNF, Malerforbundet og Dansk Jernbaneforbund med at stemme nej til aftalen, som dog blev vedtaget med et smalt flertal på 57 procent.

Skarpt budskab og sociale medier

Arbejdere I Bevægelse er ikke det første eksempel på en modbevægelse internt i fagbevægelsen i dansk arbejderhistorie, fortæller Laust Høgedahl, som er lektor i arbejdsmarkedsrelationer på Aalborg Universitet. Men ifølge ham er det unikt, at kræfterne er så stærkt forenet på tværs af faggrupper og geografiske skel.

»Sociale medier spiller en vigtig rolle for organiseringen. Historisk har det været dyrt og besværligt at mobilisere og kommunikere mod de store fagforbund. Det er typisk blevet gjort med avisannoncer. Men under OK17 fik Arbejdere I Bevægelse effektivt deres budskab ud, især via Facebook.«

Nejkampagnen til 42-timersreglen lykkedes også effektivt, fordi bevægelsen fik skåret deres budskab skarpt til, mener Laust Høgedahl.

»Det kunne næsten lede tankerne hen på, at et ja til aftalen i 2017 var lig et ja til en 42 timers arbejdsuge. Sådan forholdt det sig jo ikke i virkeligheden. Og så faldt succesen også sammen med, at en masse utilfredsheder slog igennem og gjorde afstemningen om den endelige aftale rigtig spændende,« siger han.

Denne gang er både den etablerede fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationerne dog bedre rustet mod en græsrodsagtig nejkampagne, vurderer Laust Høgedahl.

»Sidst blev man nok taget lidt på sengen af den pludselige massemodstand. Der var totalt panik før lukketid, og fagbevægelsen indrykkede pludselig en masse avisannoncer i dagene op til afstemningen for at skabe opbakning. Men man har formentlig lært noget af OK17 og vil arbejde mere aktivt med en jakampagne til den endelige aftale,« siger han.

’Vi kom, vi så, vi sejrede’

»Kammerater! Hvor er det fedt at se så mange fremmødte. God kamp!« siger Christian Nielsen fra pickuptrucken, da det bliver hans tur til at tale. De fremmødte hujer og klapper. Selv om det regner tungt og koldt fra himlen, har vejret ikke skræmt mange væk. En hvidskægget mand i bøllehat og T-shirt tilbyder et skvæt likør til kaffen.

»Så I kan holde varmen,« siger han.

Til tonerne af Rammstein trækker de fleste fremmødte i sorte T-shirts, hvor der står »Vi sagde det jo«. Nogle er lidt i tvivl om, hvad budskabet egentlig henviser til. Det viser sig at være en bagklog konstatering efter stilladsopgøret ved Tikøbgade: et budskab om, at man vidste, at det ikke var den sidste byggeplads uden overenskomst.

Arbejdere I Bevægelse kan sagtens mobilisere til storkonflikt, hvis det bliver nødvendigt, mener Christian Nielsen.

»Hvis der kommer noget lort, så tager vi kampen,« som han udtrykker det.

»Det er næsten en generation siden, der sidst var storkonflikt. Mange unge arbejdere har i dag helt glemt, at det er en mulighed. Men fagbevægelsens sejre skyldes kamp. Hvis det hele var forhandlinger og kompromiser, havde vi jo ikke fået mærkbart bedre forhold siden Septemberforliget i 1899,« siger han.

Klokken lidt i 10 kommer forhandlerne, der den seneste time har siddet i en skurvogn på den valbygensiske byggeplads og forhandlet overenskomster, ud. Den ene er i sort tøj og har en attachémappe i hånden. Den anden bærer en neongul arbejdsjakke. Han går op på scenen på pickuptrucken.

»Vi har fået en overenskomst – igen, igen, igen. Det viser sig, at det virker, når vi er til stede. Som vi siger: Vi kom, vi så, vi sejrede – ses på barrikaderne næste gang,« siger han. Resultatet bliver mødt med morgenens højeste klapsalver og hujen.

Efter dagens aktion er der fælles bannermaling i 3F BJMF’s lokaler. Der er brug for flere røde bannere med tekster som »Op med mindstelønnen« og »Nej til social dumping«. Den faglige kamp er først lige begyndt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Husk nu at "glemme" den procentvise lønstigning, den øger uligheden. Regn selv efter!

Alvin Jensen, David Zennaro og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: til mindstelønnen - her er bl.a. CEPOS osv. ud at fortælle at arbejdsgiverne giver den overenskomst aftalte mindsteløn - så de kan ikke se noget galt - men mindste lønnen er en mindsteløn, som der skal mere i lønningsposen via. lokale forhandlinger med ens arbejdsgiver. DET ER HVAD MINDSTELØN BETYDER.

Held og lykke med det. Jeg lover at støtte jer.

Men kriserne kommer igen så hvad med en kortere arbejdsuge, jobgaranti - så alle har ret til et arbejde og en løn til at leve af. Kriser skaber knaphed på arbejde.
Hvad med boliger der er til at betale også i København og ander større byer - pendleri er ikke godt for miljøet og tiden til transport kan du lægge til arbejdstiden -

Vi skal bort fra vækstparadigmet som lever af at skabe falsk knaphed
"I dag, i vores nu næsten fuldstændigt proletariserede verden, fortsætter folk med at føle knaphedens indflydelse i den konstante trussel om arbejdsløshed. Arbejderne skal være mere og mere disciplinerede og produktive på arbejdspladsen ellers mister de deres job til en person, der er endnu mere produktiv - normalt en der er fattigere og mere desperat. Men der er et paradoks i det her : når produktiviteten stiger, kræver det mindre arbejde at producere samme mængde varer og tjenesteydelser. Derfor bliver arbejderne fyret og står uden indtjeningsmuligheder. Staten, der er desperat for at reducere arbejdsløsheden og forsvare sig mod social og politisk krise, skal så finde måder at styrke økonomien på for at skabe nye arbejdspladser, så folk kan overleve - reducerer skatter og regler for virksomheder, give adgang til billig energi og råvarer, muliggøre gældsbaseret forbrug og så videre. Fuldt opmærksomme på denne dynamik er arbejdere og fagforeninger med i koret, der kræver mere vækst, og har en tendens til at vælge politikere, der mest troværdigt lover vækst. Knaphed skaber på denne måde rekrutter til vækstens ideologi."

http://gl.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=2091

Dedr er nok at tage fat få for fagbevægelsen.

Herdis Weins, Erik Winberg, Flemming Berger, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Det er en god start. Og dejlgt at læse i avisen. Det kunne være godt hvis det kan brede sig til restaurationsområdet, rengøring. Og også Landbruget og hushjælpen.

Liselotte Paulsen, Erik Winberg, Alvin Jensen, Mogens Holme, Peter Beck-Lauritzen og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

I frankrig er de som bekendt også på gaden for deres pensionssystem.
Vi hører om at de i transportsektoren kan gå af når de er 52 år. Et argument for hvor urimelig deres krav er som ofte fremføres i pressen. Men hvor mange går så af som 52-årige. Det er der næsten ingen dcer gør for de har ikke opnået en pension de kan leve af. Det kræver at de bliver mange flere år på arbejdsmarkedet. Så reelt har det ingen betydning. Halve sandheder og løgne re der rigeligt af.

https://www.nakedcapitalism.com/2020/01/another-great-depression-or-tax-...
24:22 inde i denne podcast om den franske kamp mod forringelser af pensionen.

Hele podcastet er i øvrigt værd at lytte til og det kan også downloades som transcript

Malene Avlund Hansen, Erik Winberg, Flemming Berger, Alvin Jensen, David Zennaro, Claus Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Den etablerede fagbevægelse skal måske overveje, om de ikke har sejret sig selv ihjel, mens de sidder i designermøbler i deres enorme nybyggede glasmausoleer på Københavns dyreste adresser og får serveret gourmetmad med havudsigt til frokost. (Lettere ironi kan forekomme ;0)

Liselotte Paulsen, Herdis Weins, gert rasmussen, Bent Nørgaard og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det bliver ligesom det plejer. Metal og DI indgår en overenskomst. Dette lægger rammen. Alle derefter kan få det samme , eventuelt fordelt på en anden måde. Hvis man efterfølgende ikke bliv enige, får man det Metal og DI er blevet enige om.