Interview
Læsetid: 5 min.

»Man bliver jo nødt til at prioritere, og der har jeg valgt at prioritere mine forældre«

Beate Cecilie Stampe er en af dem, der har dårlig samvittighed over ikke at besøge sine forældrene nok. Hun vendte hjem til Danmark efter ni år i Asien, så hun kan være der for sine forældre
Med en arbejdsuge på 39 timer er det umuligt for Beate Cecilie Stampe ikke at få dårlig samvittighed, selvom selvom hun ser sine forældre hver uge.

Med en arbejdsuge på 39 timer er det umuligt for Beate Cecilie Stampe ikke at få dårlig samvittighed, selvom selvom hun ser sine forældre hver uge.

Indland
13. februar 2020

En lun dag i august 2016 samledes familien Stampe omkring middagsbordet. Efter af have boet og arbejdet i Asien i næsten ni år, var den 50-årige Beate Cecilie Stampe hjemme på besøg.

Hele hendes liv har hendes far altid siddet ved bordenden – som et slags overhoved for familien, som skulle passe på de andre. Men denne gang blev traditionen brudt. Han marcherede hen til stolen for enden af bordet, trak den ud og kiggede på sin datter.

»Så skulle jeg sidde der. Nu skulle jeg tage over,« siger Beate Cecilie Stampe.

Rollerne blev rokeret om, og med den symbolske handling var Beate Cecilie Stampe med ét blevet den, der skulle passe på sine forældre.

Lige siden har Beate Cecilie Stampe med få undtagelser set sine forældre mindst en gang om ugen. Weekenden er helliget til at hjælpe dem med computeren, kaffedrikkeri, krydsogtværs og kokkeri i køkkenet som i de gode gamle dage.

Derudover taler hun i telefon med dem tre gange om ugen. Ikke lange samtaler, men bare for at høre, om alt er okay, eller om der skal bookes tid ved en læge. Det er blevet en mere praktisk relation, fortæller hun. Hun har måttet acceptere, at de er blevet ældre, og at computeren ikke altid er lige nem at forstå sig på.

»Vi kan bruge ufatteligt lang tid på den skide computer. Den væsentlige forskel på nu og før er, at jeg har måttet gå ned i tempo, når jeg er sammen med dem. I begyndelsen kom jeg med tusind planer. Så skulle vi på Louisiana, så skulle vi dit og dat. Men jeg måtte forstå, at de ikke har kræfter til det samme mere. Så nu sætter jeg i stedet meget tid af, og der er ingen planer,« siger hun og fortsætter:

»Dengang, jeg skulle lære at gå, gav de jo heller ikke op. Og det bliver ikke bedre med dem. Så det er fint for mig at hjælpe dem nu. Men nogle gange er jeg tømt for energi. Så minder jeg mig selv om, at vi jo godt ved, hvordan det ender.«

Beate Cecilie Stampe føler sig ligesom 64 procent af danskerne ansvarlig for, at hendes forældre ikke er ensomme. Og så har hun dårlig samvittighed over ikke at besøge forældrene nok. Det har 55 procent af danskerne ligeledes, viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagen.

Frihedstrang

Men Beate Cecilie Stampe har ikke altid brugt al den tid med sine forældre. Da hun var barn, drev hendes forældre Hotel Danmark i Vester Voldgade, og familien boede i hjertet af København. Så da forældrene skulle flytte ud af byen, reagerede Beate trodsigt, som enhver teenager ville.

Hun ville gerne blive i byen, og selv om hun flyttede med forældrene ud af byen under stor protest, endte hun med at flytte tilbage til København, så snart hun kunne:

»Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18 år og én dag – det kunne ikke gå stærkt nok.«

Det er en tid i hendes liv, hvor hun ikke prioriterede forældrene i samme grad som nu. Tiden gik alligevel og arbejdet trak Beate Cecilie Stampe mod Asien. Først Singapore, så Vietnam og Thailand.

Forældrene besøgte hende jævnligt og alt var fest og glade dage. Planen var at blive i Asien i ti år, men besøget og faderens træk ved middagsbordet den lune augustdag, fik Beate Cecilie Stampe på andre tanker.

»Mine forældre var grunden til, at jeg flyttede hjem. Da jeg ankom, kunne jeg pludseligt se, at hvis jeg skulle have endnu en god periode med mine forældre, så var det nu – ikke om fem eller ti år.«

Det kan gå stærkt

Uanset hvor meget tid, Beate Cecilie Stampe bruger med forældrene, der nu er henholdsvis 80 og 84 år, gnaver den dårlige samvittighed sig ind til benet. Hun lever med dårlig samvittighed i løbet af ugen. Afbryder den lidt ved at ringe.

»Men jeg har også måttet erkende, at jeg ikke kan flytte hjem igen. Jeg var hjemme tre dage i julen, og det var en laksmusprøve på, at det heller ikke er løsningen. Jeg har også en veninde, der ringer til sine forældre hver dag, men som stadig har dårlig samvittighed. Så det er jo heller ikke løsningen,« siger hun.

Om muligt ville hun erstatte telefonopringningerne med mere tid i forældrenes køkken eller i deres bløde sofa. Men med en arbejdsuge på 39 timer i snit i marketingsbranchen og en omgangskreds, der også skal passes, synes det umuligt.

»Jeg har dårlig samvittighed, uanset hvad jeg gør. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg gerne ville gøre noget, der på mirakuløs vis gjorde alting til det samme, som det var, igen. Om så det er at hjælpe med morgenmaden. Men det kan jeg jo ikke. Jeg tror også, de ville blive vanvittige af at have mig hængende,« griner hun.

Derfor har hun lært at leve med samvittighedskvalerne, velvidende at hun skal løse et puslespil hver uge for at få arbejdslivet og det sociale liv til at gå hånd i hånd med den kvalitetstid, hun har med sine forældre.

»Hvis jeg har meget andet om ørerne, kan der godt gå 14 dage, uden at jeg ser dem. Det er sket to gange, siden jeg kom hjem fra Asien. Men så ringede jeg tilsvarende mere. Jeg kunne ikke bare mærke den dårlige samvittighed, jeg fik det også at vide. Det påvirkede mig meget. Så gjorde jeg endnu mere, ringede endnu mere for at understrege, at det ikke var dem, jeg valgte fra, det var bare omstændighederne.«

Beate Cecilie Stampe uddyber, at hun har reflekteret meget over, hvor hendes prioriteringer skal ligge. Noget, hun møder forståelse for i sin vennekreds.

»Sidste juleaften faldt min far og slog hovedet ind i en reol. Der var blod på gulvet. Jeg havde været i et andet rum i to sekunder. Det gjorde mig usikker på, hvad der kan ske, når jeg ikke er hjemme. Det kan jo gå så stærkt,« siger hun, inden hun kommer med en refleksion:

»Man bliver jo nødt til at prioritere, og der har jeg valgt at prioritere mine forældre. Men jeg sætter også pris på den tid, jeg har med dem i weekenden. Jeg sætter pris på den nærhed, jeg oplever, når vi alle sidder og griner ad en intern, gammel familiejoke. Når jeg kan få dem til at smile, finder vi tilbage til de gamle roller.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvorfor skal der nu piskes en dårlig samvittighed op.
Er der ikke forskel på hvordan børn og deres forældre har og fungere på. Nogle har altid haft et " kammeratlig " forhold andre ikke.
Skal debatten og kræfterne ikke hellere gå på at få en bedre hjemmepleje, bygget flere bofællesskaber osv., osv..........

Liselotte Paulsen, John Andersen, Heidi Larsen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Birte Pedersen

Jeg oplever også ældre der klager over at deres børn ikke besøger dem, når så jeg konfronterer dem med hvad årsagen kunne være, viser det sig nogle gange at de selv har været nogle hundehoveder over for deres egne børn i deres opvækst, så forstår jeg godt hvorfor de voksne børn ikke kommer. Det falder ofte tilbage på de ældre selv og må give stof til eftertanke.

De ældre behøver ikke sidde (alene) hjemme og kede sig, der er f. eks. mange aktivitetstilbud for ældre i den kommune jeg bor i (banko, teater, filmklub, historisk forening, cykelmotion, + aktiviteter i mange foreninger). Men de skal selv tage initiativ til at tage hjemmefra og deltage.

Anna Regine Irgens Bromann, David Zennaro, Liselotte Paulsen, Christel Gruner-Olesen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Min far plejede at sige: Det ligger i brændingen.

Altså: Ens opdragelse og den facon man har iagttaget i egne forældres udøvelse af nærvær og omsorg for familien - eller den manglende samme. Det er den, der ligger - eller ikke ligger i brændingen.

David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, erik pedersen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Nu er det bare sådan at det er svært af få hele familien med i sommerhuset, hvis man ikke har en bil og ja, både bilen, grillen og brændeovnen i sommerhuset forurener og medvirker til den globale opvarmning. Men hvad kan man gøre, andet end at købe en ny bil, der ikke forurener så meget som den gamle. For vi kan jo ikke sidde hele sommeren i andelsboligen, som engang var to velfungerende studenterboliger, der bare blev lagt sammen - og trille tommelfingre, vel? Altså går vi med bilen og for at få råd til den kan det godt være vi lejer andelsboligen ud gennem Airbnb, til nogle turister, som kommer hertil med fly. Men det er strengt taget ikke vores problem, hvordan andre lande løser deres CO-2 problem. Vi har rigeligt at se til hos os selv.

Søren Kristensen

Hov, det var vist en forkert landing... Sorry.