Nyhed
Læsetid: 5 min.

Ny forskning viser sammenhæng mellem fællesskab og klimaaftryk

Fællesskab er et godt redskab til at begrænse vores klimaaftryk og få sat gang i den grønne omstilling, viser en ny analyse fra en gruppe forskere på Københavns Universitet. De mener, at parcelhusejere sagtens kan lade sig inspirere af de eksisterende grønne fællesskaber
Den økologiske landsby Dyssekilde i Nordsjælland, lægger vægt på økologi, bæredygtighed, fællesskab og tolerance. Her er man for eksempel fælles om køkkenhaverne.

Den økologiske landsby Dyssekilde i Nordsjælland, lægger vægt på økologi, bæredygtighed, fællesskab og tolerance. Her er man for eksempel fælles om køkkenhaverne.

Finn Frandsen

Indland
25. februar 2020

Er man en del af et fødevarefællesskab, økosamfund eller et andet grønt fællesskab, så er ens klimaaftryk formentlig markant lavere end den gennemsnitlige danskers. 

Sådan lyder det fra forskerne bag en ny og endnu ikke offentliggjort analyse fra forskningsprojektet COMPASS på Københavns Universitet.

Det kan skyldes, at danskerne spiser anderledes og ændrer forbrug i grønne fællesskaber. Fællesskaber danner en lokal kultur, der påvirker folk til at leve mere klimavenligt.

Det er altså et brugbart redskab i den grønne omstilling, forklarer en af forskerne bag projektet, lektor i antropologi Quentin Gausset.

»Fællesskab gør en kæmpe forskel. Det har været fuldstændig overset indtil videre, for der har altid været fokus på individet, der skal træffe de rigtige valg. Man har ikke tænkt på kollektivitet, og det, vi viser i vores undersøgelser, er, at når man handler kollektivt, åbner man op for større reduktion af CO2-aftrykket,« siger antropologen.

Danskere i grønne fællesskaber såsom økosamfund eller fødevarefællesskaber har et væsentligt mindre klimaaftryk end den gennemsnitlige dansker. 30 procent mindre gennemsnitligt og helt op til 60 procent mindre i specifikke fællesskaber. Det forklarer en anden af forskerne bag projektet, ph.d.-stipendiat Maria Toft Möller-Christensen, der har stået for databehandlingen.

»Selv når man kontrollerer for indkomst, politisk orientering, viden om klima, alder og køn, tyder det på, at fællesskab isoleret set bidrager med et markant formindsket fodaftryk,« siger hun.

COMPASS-undersøgelsen afdækker 1018 repræsentativt udvalgte danskeres forbrugsmønstre inden for energi, transport, madvaner og øvrigt forbrug. Da svarene var indhentet, blev de omregnet til et samlet CO2-aftryk. Derudover har forskerne fået svar fra 258 beboere i økosamfund og fødevarefællesskaber og udregnet et samlet aftryk på baggrund af disse.

Parcelhusfællesskab

Men ét er, at klimaaftrykket er mindre i grønne fællesskaber, hvor isoleringen i husmuren er bygget af muslinger, som det er tilfældet med en bolig i det østjyske økosamfund Friland. Eller i Dyssekilde nær Tisvildeleje, hvor man er fælles om køkkenhaverne.

Noget andet er de godt to millioner danskere, der enten bor i parcelhuse eller lejligheder. Men de kan også danne fællesskaber, der mindsker deres CO2-aftryk, mener Quentin Gausset.

»Der er rigtig mange boligforeninger, andelsboligforeninger, grundejerforeninger, pensionistboliger, og der er som regel en form for bestyrelse eller fællesskaber i de foreninger. De har ikke nogen grøn profil. Men det kunne de godt have. Det kræver bare, at de beslutter, at de vil gøre noget i fællesskab,« siger forskeren.

AB Søpassagen er en andelsboligforening, der tog den beslutning. I 2008 havde foreningen en formand, der havde den drøm at lave den første CO2-neutrale andelsboligforening i Danmark. Han tog ideen med til generalforsamlingen, fik flertal for det, og det blev begyndelsen på en udvikling, hvor foreningen fik alt fra solpaneler til strøm udelukkende fra danske vindmøller.

»Det er et bevis på, at det kan lade sig gøre,« siger Quentin Gausset.

Antropolog Anette Høite Hansen har gennem sit feltarbejde observeret det samme mønster. Man skal bruge andelstanken.

»Hvis du kender eller hilser på din nabo i opgangen eller i parcelhuskvarteret, er det måske nemmere at lave nogle fælles løsninger.«

Det har en anden gruppe danskere også gjort. Med inspiration fra det amerikanske fødevarefællesskab Park Slope Food Coop, der hører til i Brooklyn, New York, spirede Københavns Fødevarefællesskab frem i 2008. Foreningen er medlemsdrevet og giver medlemmerne mulighed for hver onsdag at købe en stofpose med lokalt produceret økologisk frugt og grønt. Ideen har siden spredt sig til Odense og Aarhus.

Netop sådanne fællesskaber er centrale i den grønne omstilling på mikroniveau ifølge Quentin Gausset.

»Det, der kan være svært, når man arbejder alene, er, at du ikke kan være specialist i det hele som individ, men det kan du godt som fællesskab. Den viden, man åbner som undergruppe, deler man så til fællesspisningen. Du lærer rigtig meget, og den viden går på tværs af fællesskabet.«

Han foreslår, at man arrangerer et møde med sine naboer, måske over en fællesspisning eller en vejfest. Her kan man lave en forventningsafstemning og få bygget et fællesskab. Når fællesskabet er etableret, kan man begynde at plante træer.

»Det er lidt mystisk, og jeg ved ikke, om folk vil tro mig, men bare det at tale sammen med sin nabo om et fælles mål, er i sig selv nok til at sætte ting i gang og skabe forandring,« siger Quentin Gausset og uddyber, at der er flere ting, man kan gøre.

»Mange parcelhuse har et stykke jord, og måske kan man dyrke sine egne grøntsager og eget frugt i haven og udveksle noget af det med sin nabo – eller bytte æbler og rabarber. Men det skal organiseres, så det ikke går til spilde,« siger forskeren.

Alternativt kan man organisere andre ting. Flere kan dele en græsslåmaskine, og måske kan fællesskabet etablere en byttebiks, hvor man deler aflagt tøj eller andre materielle ting.

»Hvis man taler med hinanden, er der mange ting, man kan udveksle. Det er ikke kun viden,« siger Quentin Gausset.

»Der er ikke nogen opskrift. Hver forening skal finde sig egen vej.«

Fællesskab som værktøj

Danske økosamfund har heller ikke én måde at gøre tingene på, forklarer forskerne. Men generelt er de bofællesskaber med fokus på bæredygtighed, økologi og natur, hvor fællesskabet ofte indebærer fællesspisning, og hvor beboerne deler opgaver som affaldssortering og dyrkning af grøntsagsrækker.

Et fødevarefællesskab er derimod en medlemsejet forening, som har indkøbsaftaler med lokale landmænd, der ugentligt leverer årstidsbestemte og økologisk dyrkede grøntsager.

Disse fællesskaber gør det muligt at skære den enkeltes CO2-aftryk ned. Det skyldes, at individer i fællesskaberne påvirker og inspirerer hinanden, så madvaner bliver mere grøntsagsbaserede og forbrugsvaner mere miljørigtige, forklarer antropolog Anette Høite Hansen på baggrund af sit feltarbejde i forskningsprojektet. I fællesskaber koncentrerer man indsatsen.

»Fællesskab kan være et værktøj, fordi det simpelthen bliver nemmere at leve bæredygtigt, fordi man er sammen om det. Helt lavpraktisk er der nogle stordriftsfordele. Man er ofte inddelt i arbejdsgrupper, nogle er ansvarlige for affaldssortering, andre har ansvaret for indkøb af økologiske fødevarer,« siger forskeren.

Det kan også måles i undersøgelsen, forklarer ph.d.-stipendiat Maria Toft Möller-Christensen. Således tyder det på, at der er en sammenhæng mellem spenderet tid i et grønt fællesskab og CO2-aftryk. Særligt energiforbrug og madvaner bliver mere klimavenlige ifølge tal fra analysen, Information er i besiddelse af.

Det skyldes blandt andet, at folk i grønne fællesskaber koncentrerer og deler viden.

»Det er komplekst at finde ud af, hvad der er bæredygtigt, men nogle sætter sig måske ind i, hvilke grøntsager, der ikke er så slemme at importere, og det giver den afledte effekt, at det reducerer deres CO2-aftryk,« siger Anette Høite Hansen med udgangspunkt i sin tid i økosamfundene. Hun fortsætter:

»Jo flere, der gør noget, desto mere inspireret bliver man. Man skaber en lokal kultur for, hvordan man gør tingene.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Vil du redde klimaet?

Så forbyd reklame. Reklame skaber et kunstigt og unødvendig behov. Reklame skaber overforbrug.

Jeppe Lindholm

Eller hvad med at købe lokale fødevare. Det er jo total og komplet tåbelig, at vi køber æbler fra Brasilien og New Zealand på den anden side af jorden både 12.000 og 24.000 km væk alt i mens lokale æble producenter for længst har fældet frugttræerne og plantet EU støttet raps.

Bare for at nævne ét tåbelig eksempel ud af mange grundet den "moderne" globalisering - Og hvorfor dog købe lokalt, når man kan få det 24.000 km væk?