Baggrund
Læsetid: 11 min.

Økonomer: Klimaomstillingen bliver mirakuløst billig på lang sigt

Slagsmålet om, hvad klimahandlingsplanen kommer til at koste, og hvem der skal betale hvad, er allerede i gang. Der vil blive tale om omstillingsomkostninger undervejs, men på længere sigt er prisen mirakuløst lav. Vores rigdom vil blot vokse en anelse langsommere end ellers, siger økonomer
Slagsmålet om, hvad klimahandlingsplanen kommer til at koste, og hvem der skal betale hvad, er allerede i gang. Der vil blive tale om omstillingsomkostninger undervejs, men på længere sigt er prisen mirakuløst lav. Vores rigdom vil blot vokse en anelse langsommere end ellers, siger økonomer

Sofie Holm Larsen

Indland
12. februar 2020

I begyndelsen af januar modtager transportminister Benny Engelbrecht (S) et brev fra 13 sydsjællandske virksomheder, blandt dem Faxe Kalk, Royal Unibrew, BonBon-Land og glasvirksomheden Holmegaard.

Brevet er holdt i en urban tone, men det efterlader ingen tvivl om, at de 13 virksomhedsledere er vrede.

»Tålmodigheden er ved at slippe op, og vi hører oftere og oftere, at fortsatte investeringer i Næstved-området forudsætter, at der sker noget seriøst med den helt utilstrækkelige infrastruktur, som er til daglig gene for virksomheder og ansatte,« hedder det.

Det handler om det planlagte stykke motorvej mellem Næstved og Rønnede, som var del af den nationale infrastrukturplan, VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti enedes om i marts sidste år, og som blandt andet rummede en stribe motorvejsprojekter samt en tredje Limfjordsforbindelse ved Aalborg.

»Skal vi understøtte fortsat vækst og udvikling i hele Danmark, skal vi i tide investere i at udbygge vores infrastruktur, så danskerne kan komme hurtigt og sikkert til og fra arbejde,« sagde Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, ved den lejlighed.

Når de sydsjællandske virksomhedsledere nu er vrede, er det fordi den ny socialdemokratiske regering har besluttet at sætte de store infrastrukturinvesteringer på pause.

»Rækkefølgen er den, at vi først vil lave en klimahandlingsplan og så efter det lave en infrastrukturplan, som også har grønne perspektiver, og som understøtter den grønne omstilling, som er vores hovedmålsætning,« lyder transportminister Benny Engelbrechts (S) forklaring.

Det virker logisk, men det har fået flere nordjyske borgmestre og folketingsmedlemmer til ligesom sydsjællænderne at skælde ud, fordi beslutningen også rammer en planlagt tredje Limfjordstunnel.

»Hvis der overhovedet skal være penge til at betale for klima, og hvad man ellers har på tegnebrættet, så er det altså vigtigt, at infrastrukturen virker, og at virksomhederne også kan komme til Nordjylland,« siger Preben Bang Henriksen (V) til DR i en artikel under overskriften »Skal klimaet stå i vejen for nye veje i Danmark?«.

Venstrepolitikeren får opbakning fra flere lokale S-borgmestre foruden De Konservative og Dansk Folkeparti. Og hos dagbladet Børsen rydder man forsiden til rubrikken: »Klimaplan bremser nye motorveje«. Inde i avisen signalerer en finansdirektør hos Holmegaard, at virksomhedens ejer, selskabet Ardagh Group med hjemsted i Luxembourg, måske kan finde på at flytte sine investeringer væk fra Danmark.

’Ikke øgede omkostninger’

Hele balladen er et første eksempel på de konflikter mellem klimamæssige og økonomiske hensyn, der under forhandlingerne blev indbygget i aftalen om Danmarks nye klimalov, konflikter, der vil komme flere af, når klimahandlingsplanen nu skal forhandles på plads.

»Indfrielsen af Danmark klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse. Dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles,« hedder det i den politiske aftale om klimaloven fra december.

Der synes med andre ord at være en grænse for, hvad det må koste i vækst, konkurrenceevne og byrder for erhvervsliv og stat at sikre målene om 70 procent CO2-reduktion i 2030 og CO2-neutralitet i 2050. I kommissoriet for de 13 klimapartnerskaber, som regeringen har etableret med diverse erhvervssektorer, hedder det tilsvarende om partnerskabernes anbefalinger til handling, at de »bør i udgangspunktet ikke have statsfinansielle konsekvenser eller øge de samlede samfundsøkonomiske omkostninger«.

Og det tilføjes, at »vision og ambitionsniveau bør afspejle, hvad sektoren kan opnå af reduktioner under hensyntagen til forventet vækst i sektoren frem mod 2030.«

Samtidig har Dansk Industri (DI) i sit eget klimaudspil, Sammen skaber vi grøn vækst, signaleret, at industrien ikke vil belastes økonomisk af klimamålene og omstillingen.

»Vi er stærkt imod nationale CO2-afgifter,« har man for længst meldt ud, og med klimaudspillet vil man have fjernet flere af de eksisterende grønne afgifter, herunder NOx-afgiften, lempet bilbeskatningen, afviklet den grønne check, ligesom man vil sænke selskabsskatten og hæve topskattegrænsen. Finansieringen af rejsen mod klimamålene skal bl.a. ske via såkaldte arbejdsmarkedsreformer, der skal øge arbejdsudbuddet og dermed skabe økonomisk vækst.

Ligesom Dansk Industri siger Landbrug & Fødevarer, at »klimamålet ikke må blive en byrde«.

»Vi skal se det som en forretningsmulighed. Det er afgørende for os, at landbrugs- og fødevareerhvervet i 2030 vil stå stærkere i konkurrencen med andre lande,« lyder meldingen fra Axelborg.

Så alle støtter de ambitiøse klimamål, og ingen ønsker, at det kommer til at koste. Hverken på finansloven, i erhvervslivet eller for samfundsøkonomien.

Spørgsmålet er, hvor meget det i virkeligheden kommer til at koste at nå klimamålene? Og i givet fald for hvem? Samt hvordan finansieringen skal sikres? Kan en grøn skattereform være en del af svaret?

»Uanset hvordan vi vender og drejer det, bliver det dyrt at gennemføre den grønne omstilling. Der skal investeres og prioriteres hårdt både fra virksomhedernes og fra samfundets side,« har direktør i DI, Kent Damsgaard fremført her i avisen.

Men at der skal investeres, er ikke automatisk det samme som, at det ’bliver dyrt’. Det kommer blandt andet an på tidshorisonten, og hvad der tælles med på plus- og minussiden. Og det kommer an på, om man taler om samfundsøkonomien, om virkningen på statens regnskab, det vil sige finansloven, eller om de nødvendige omstillingsinvesteringer i den private sektor.

»Der er tale om en meget stor omstilling, og der kan være store omstillingsomkostninger forbundet med den,« siger tidligere overvismand, professor på Økonomisk Institut, Københavns Universitet (KU), Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Meget skal nedlægges og erstattes. Nogle produktionsgrene kommer til at indskrænke, andre holder op med at eksistere. Hen ad vejen vil der opstå nye aktiviteter og virksomheder, hvor mennesker, der var beskæftiget i lukkede eller indskrænkede aktiviteter, kan få nye job. Det er nødvendigt, hvis vi skal drive CO2 ud af butikken.«

»Men når først alle omstillinger er overstået, så er der tale om et nærmest mirakuløst lille tal. Vi burde danse i gaderne over, hvor lidt det langsigtet kommer til at koste på BNP,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen om slutregningen for at leve op til de vedtagne klimamål.

Regningen

Der er kun givet få konkrete bud på den samfundsøkonomiske omkostning i kroner og øre for at nå 2030-delmålet på 70 procents CO2-reduktion, målt i forhold til basisåret 1990. Regeringen har sine egne beregninger, men de er indtil videre fortrolige, og det samme er det pågående regnearbejde i klimapartnerskaberne, der skal aflevere deres anbefalinger til regeringen den 16. marts.

De økonomiske vismænd er i gang med fornyede beregninger, der ventes offentliggjort sidst på året, men det seneste offentliggjorte estimat fra vismændene – i vismandsrapporten om økonomi og miljø fra 2016 – så man helt frem mod et fossil- og CO2-frit Danmark i 2050 og endte med et velfærdstab på knap 15 mia. kr. pr. år som konsekvens af denne omstilling.

I beregningen indgik ikke omkostningerne ved nedbringelse af landbrugets udledning af andre drivhusgasser end CO2 – metan og lattergas – som nu også er del af målet i klimaloven. De 15 mia. skal holdes op imod, at Danmarks BNP i 2050 alt andet lige ventes at være i størrelsesorden 1.000 mia. kr. større end i dag.

Den liberale tænketank Cepos skønnede i juni sidste år »med betydelig usikkerhed« den samfundsøkonomiske omkostning for at nå 70 procentmålet til 26 mia. kr. i 2030.

»Det økonomiske råderum i 2030 anslås til seks mia. kr., hvis det offentlige forbrug skal vokse i takt med det såkaldt demografiske træk. Medmindre man er villig til at benytte CO2-kvoteannullering, udestår således en betydelig ekstraomkostning for borgerne i form af afgifter, skatter eller højere energipriser,« skrev CEPOS’ analysechef Otto Brøns-Petersen i sit beregningsnotat.

Et hurtigt skøn over de samfundsøkonomiske omkostninger ved at stille om fra sort til grønt i energi-, industri- og transportsektoren, foretaget i december af Dansk Energi, landede på »op mod 30 mia. kr.« årligt i 2030. Der blev ikke sat tal på de parallelle konsekvenser for statskassen af de ændringer af afgifts-, tilskuds- og andre forhold, som vil blive del af omstillingen.

En grundigere analyse lavet sidste sommer for DI af rådgivningsvirksomheden Ea Energianalyse angiver et mærkbart lavere beløb, godt ti mia. kr. årligt som den samfundsøkonomiske pris for at nå 70-procentmålet i sektorerne el- og fjernvarmeproduktion, industri, transport samt bygninger. Dertil kommer en omkostning ved reduktion af udledninger fra landbruget, affalds- og spildevandssektor m.m.

Hans Henrik Lindboe, partner i EA Energianalyse siger til Information, at den ekstra omkostning ved landbrugets nødvendige bidrag til at nå klimamålet kan anslås til i størrelsesorden 1,3 mia. kr. Dertil kommer såkaldte virkemiddelomkostninger, som er omkostningerne for samfundet ved selve iværksættelsen af de nødvendige tiltag. Ifølge Hans Henrik Lindboe vil de højst kunne tilføje omkring ti procent til den samlede regning.

Alt medregnet altså en samfundsøkonomisk pris for at nå 2030-klimamålet på et godt stykke under 15 mia. kr. pr. år.

Hvad det kommer til at koste statskassen og på de årlige finanslove frem mod 2030, er vanskeligere at beregne. Det afhænger blandt andet af, hvordan afgiftsprovenuer ændrer sig, når folk for eksempel begynder at skifte fra fossile biler til elbiler, og det handler om, hvordan regering og folketing selv vælger at ændre i afgifts-, skatte- og tilskudssystemer for at fremme omstillingen.

Vurderingen blandt fagfolk er, at det antagelig kommer til at koste lidt mere på statsfinanserne end det skønnede beløb for de samfundsøkonomiske omkostninger. Derfor holder det ikke, når regeringen i kommissoriet til de 13 klimapartnerskaber siger, at deres anbefalinger ikke bør have statsfinansielle konsekvenser.

Det er en illusion at tro, at klimaet ikke kommer til at koste på de kommende års finanslov, sagde forleden Grundfos’ topchef Mads Nipper, formand for produktionsindustriens klimapartnerskab, til Børsen.

»Det er selvfølgelig at stikke sig selv blår i øjnene at sige, at denne meget vidtgående omstilling ikke skal koste noget for statsfinanserne eller samfundsøkonomien. Det hænger ikke logisk sammen. Om det giver underskud for staten, afhænger af virkemidlerne. En konsekvent brug af afgifter på CO2-ækvivalenter giver jo som udgangspunkt penge i kassen,« siger tilsvarende Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

En lille smule mindre rigdomsvækst

»Uanset hvad, så kommer det til at koste noget velfærd at opnå fossilfrihed. Der er nogle forbrugsmuligheder, som danskerne mister,« siger professor i miljøøkonomi og medlem af De Økonomiske Råds formandskab Lars Gårn Hansen, KU.

Vismandsrapporten fra 2016 anslår det langsigtede velfærdstab ved fossilfrihed til omkring 0,5 procent af BNP i 2050. Det bliver mere, når omstilling af landbruget, cementindustrien m.m. regnes med.

»Men det skal ses i lyset af, at vi over de næste 30 år efter alt at dømme får en årlig velstandsfremgang på 1-1,5 procent i kraft af blandt andet produktivitetsstigninger. Så omkostningen ved at nå klimamålet vil kun udgøre en brøkdel af den velstandsstigning.«

I vismændenes regnestykke indgår ikke, at Danmark i princippet leverer verdensøkonomien en gevinst via mindskede CO2- og andre udledninger, som vil afværge nogle klima- og sundhedsskader. Det er ikke med, fordi det er klimagevinster, der næsten udelukkende går til resten af verden. Den klimagevinst, vi selv mærker ved at blive klimaneutrale, er desuden ganske lille i forhold til vores udgifter.

Medtaget er ifølge Lars Gårn Hansen heller ikke den tænkelige økonomiske effekt af selve den vedtagne danske klimapolitik, at danske virksomheder kommer så meget i front med grønne løsninger, at det øger deres globale salg – den effekt tror vismændene ikke rigtig på.

Tidligere overvismand og formand for Klimarådet, professor Peter Birch Sørensen, KU, har gjort opmærksom på, at Danmarks bruttonationalprodukt vokser med mere end 30 mia. kr. om året, så selv hvis Cepos’ høje estimat på 26 mia. kr. som omkostning i 2030 skulle holde, så vil det være mindre end ét års vækst, vi giver afkald på i klimaets navn.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, også tidligere overvismand, er på linje.

»Vismændene har sagt, at omstillingen vil koste 0,5 procent af BNP. Jeg siger, at selv hvis vi for ekempel måtte gå glip af et velfærdsløft på 1,5 procent af BNP for at redde Jorden, så er det virkelig beskedent. 1,5 procent er måske ét års BNP-vækst – tænk, hvis vi i bare ét år skulle undvære at blive rigere i det tempo, vi plejer at blive rigere. Det er næsten for godt til at være sandt, at vi kan sikre fremtiden så billigt,« siger han.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen betoner, at der på vejen til målet vil være ret dramatiske forandringer, og at det vil koste i dele af samfundet. Han sammenligner med omstillingen af den i 1960’erne blomstrende, traditionelle tekstilindustri i Danmark. I dag er den væk – udkonkurreret og udflyttet til andre dele af kloden – og erstattet af nye, mere designorienterede og produktive virksomheder.

»I dag har vi ikke længere nogen omkostninger ved den omstilling. Den er overstået, og vi har nu i stedet ren gevinst i form af indtjeningen i disse nye virksomheder. Men undervejs i omstillingen var der mennesker i tekstilindustrien, der for en periode mistede job og indkomst.«

»Den type omkostninger under den grønne omstillingsproces må vi ikke overse. Det, at nogle mennesker undervejs i omstillingen kan blive arbejdsløse og opleve indkomsttab i flere år, kan blive den store folkelige forhindring, hvis ikke vi passer på og lytter til dem, der midlertidigt rammes.

Fordelingsspørgsmålet må vi tage yderst alvorligt – at holde samfundets dårligst stillede grupper økonomisk skadesfri kan vise sig fundamentalt vigtigt. Og hvis det skal lykkes, må andre bære mere af de omkostninger, der vil være på vejen,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Forudsigelighed afgørende

Så bundlinen er, at slutprisen for at realisere de vedtagne danske klimamål er ganske beskeden i forhold til den forventede, almene velstandsudvikling.

Og at skaffe kapital til de nødvendige investeringer undervejs er intet problem – verden er netop nu fuld af privat kapital, og lånerenten er nul eller negativ. Det er en vidunderlig gave, at det netop er nu, vi skal foretage omstillingen, siger en af de fagfolk, Information har talt med.

Det udelukker ikke, at der under de forestående forhandlinger om klimahandlingsplanen vil vise sig uenigheder og opstå konflikter om, hvem der skal pålægges hvilke byrder, og hvordan regningen skal fordeles mellem brancher indbyrdes, mellem forbrugere og virksomheder og mellem det offentlige og det private.

Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, siger, at det er »en bunden opgave at nå de aftalte mål for CO2-reduktion«.

»Er det så meget eller lidt, dét, vi skal investere i omstillingen? Der må man sige, at alternativet er meget værre, for det er noget, vi ikke kan styre. Kommer vi først forbi 1,5 eller to graders opvarmning, kan vi ikke overskue konsekvenserne – hverken hvad det gør ved os mennesker eller ved det finansielle.

Med forbehold for, at vi ikke har set regeringens egne tal for omkostningerne, så er det selvfølgelig mange penge, men ikke noget, der kommer til at omstyrte det danske samfund,« siger Tommy Ahlers. 

Kunsten for politikerne bliver at afbøde for voldsomme omkostninger og konsekvenser for særligt udsatte samfundsgrupper samt undgå for abrupte indgreb under processen. Fagfolk understreger vigtigheden af at sikre lavindkomstgrupper kompensation i form af en grøn check, skattemæssigt bundfradrag eller lignende.

Og betydningen af at gøre processen forudsigelig og uden store bump på vejen. Hvis forbrugere og virksomheder ved i god tid, hvad der skal ske – at oliefyr skal afvikles over en bestemt årrække, at salg af nye benzin- og dieselbiler stopper i et bestemt år, at for eksempel en bred afgift på CO2 eller nye afgifter på flyrejser indfases og forhøjes i en annonceret takt – så kan man forberede sig på det.

En grøn skatte- og afgiftsreform synes at trænge sig på som et af de nødvendige redskaber.

Serie

Giv os en grøn skattereform

I årtier har økonomer, politikere og grønne organisationer talt for en grøn reform af det danske skatte- og afgiftssystem. Mere skat på miljøbelastende produktion og forbrug, mindre skat på arbejde. I dag har vi et uoverskueligt, knopskudt sammensurium af grønne afgifter, som de færreste kan overskue, og som ikke er stærkt nok til at sikre bæredygtighed, klimamål og større social retfærdighed. Tiden er i den grad inde til at rydde op og realisere den grønne skattereform.

Information ser i en artikelserie på udfordringerne og går på jagt efter løsningerne

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Ro på - Hastværk er lastværk sommansir´ og lad så være med at bruge beregninger der er fire år gamle.lavet under en borgerlig regering af et finansministerium der var undelagt neo-liberale regnemodeller vel vidende at de nye beregninger bliver lavet med særlig hensyn til CO2-belastningerne de næste 5 år.
NB : I på Information kan næste ikke lade være med at provokere med CEPOS og deres beregninger der skyder 90 % ved siden af - kontinuerligt.

Steffen Gliese, Karin Mette Petersen, Bent Gregersen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I princippet har økonomi ikke noget med den grønne omstilling at gøre. Hvis der skal omstilles, så skal der omstilles, koste hvad det vil. Ellers er man i den situation, at hvis det bliver for dyrt, må man lade isen smelte, havene stige, biodiversiteten forsvinde osv osv. Derfor er det tragisk, at høre på beregninger i forbindelse med grøn omstilling.

Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Lars Jørgensen, Lotte Vestergaard Mogensen, Ellen Jeppesen, Troels Holm, Karin Mette Petersen, Mikkel Zess, Christian Skoubye, Maia Aarskov, Lars Myrthu-Nielsen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Jeppe Lindholm, Thomas Tanghus, Kim Houmøller, Torben K L Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Nemlig Niels-Simon Der er for mange økonomer og politikere der udklægger strudseæg der ender som strudser der stikker hovedet i sandet. I Antarktis har havvand undermineret en gletcher på størrelse med Storbritannien og man frygter at den brækker af inden for de næste 10 år så hvis dét sker en en afsmeltning der er beregnet over de næste 50 år bliver reduceret til lidt over en måned med en pludselig havstigning på en halv meter og hvad dét betyder kan ses i tabeller for alle kystnære byer i verden.

Ejvind Larsen, Karin Mette Petersen, Mikkel Zess, Christian Skoubye, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kai Birk Nielsen

Hvornår bliver jeg rig, min folkepension har i mange år Ikke fulgt med prisstigningen, glæder mig til ordlyden i artiklen bliver opfyldt. Men nok først i et andet liv.
Kai Birk Nielsen

Ejvind Larsen, Carsten Munk, Mogens Holme, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Vi skal bare have udvidet arbejdsudbuddet og sænket selskabsskatten, så skal det nok gå rigtig godt. Du godeste.........

Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Karin Mette Petersen, Mikkel Zess, Christian Skoubye, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

guldkalvens tilbedere kan ikke leve med tanken om at væksten skal ophøre, så de bilder os ind at vi sagtens kan forhindre klimakatastrofen og øge vores forbrug,
de er vel bange for at vi andre reagerer intelligent og reducerer vores forbrug, måske endda ligefrem lukker helt ned for overflødigt forbrug og nøjes med det vi faktisk har brug for,
dette ville jo "skade økonomien" man kan slet ikke lade være med at se vækst som et gode, især når væksten for tiden går nærmest ubeskåret til dem selv og kun de fattige undværer, men hvis det blev omvendt så hele væksten ledes udenom dem som i forvejen har for meget, og bruges til at skabe rimelighed i stedet for øget ulighed, så ville de pludselig være imod vækst,
men verden ville da blive bedre hvis alle med vild overflod mistede overfloden og dem som faktisk mangler basale goder får det de nu mangler, straks vil guldkalvens tilbedere kalde det tyveri, de mener helt åbenlyst at de allermest rige har ret til al deres rigdom, som om de har skabt den helt selv,
men fakta er jo at rig kan man kun blive ved at tjene penge på andres arbejde, enten ansatte i virksomheder de ejer eller via investeringer i aktier, eller via finansvirksomhed som hovsa også tjener på andres arbejde,
altså er der tale om penge som fordeles forkert og de tilhører i virkeligheden dem som markedet har gjort fattige, når der opkræves skatter til finansiering af infrastruktur og overførsler er det altså ikke tyveri, men nærmere tilbagebetaling af stjålne penge især når vi taler om formueskatter og arveafgift.
Sagt helt enkelt, verden har absolut ikke brug for vækst i økonomien, verden har brug for en anderledes retfærdig fordeling, og en markant mindre "kage" af hensyn til bæredygtigheden og klimaet.

Susanne Kaspersen, Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Claus Bødtcher-Hansen, Michael Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Maia Aarskov, Eva Schwanenflügel og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Selvfølgelig køber vi ikke den grønne omstilling hvis den bliver for dyr. Så stjæler vi den bare.

Ejvind Larsen, Steffen Gliese og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar

Økonomi er baseret på forudsætninger. beregningerne er ofte rigtige, men forudsætningerne er helt hen i vejret. I virkeligheden en slags pseudovidenskab. Ofte er miljø- og klima konsekvenser ikke tilstrækkeligt medregnet, herunder klimaflygtninge og folkevandringer og ressource forbrug og mangel.

Susanne Kaspersen, Ejvind Larsen, Troels Holm, Karin Mette Petersen og Christian Skoubye anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

RV har jo tabt sutten.
Eller endelig og aldeles meldt sig ind i klubben af de velhavendes livs opretholdelse.
Vi skal have flere elbiler! Fri over Storebælt, flere lade stationer på motorveje.
Jo jo kære radikale, hvem betaler?
Dem med “sorte” biler naturligvis.
Alle har jo råd til en fin ny elbil også den der “kun” koster ca. 300.000 + en ladestation som koster 10.000 -15.000
Hvis den skal lade lidt realistisk hurtigt. Er det 10 kW sådan skal have af strøm.
Husk lige at en batteribank holder 5-8 år og koster ca. 80 - 100.000
Det har alle jord til! Eller har de
Også derude hvor de fattige bor og dem der holder på gaden, dem der bor i lejligheder.

Torben K L Jensen

Nej Søren - vi udsteder grønne statobligationer med minusrenter (staten tjener penge på at låne) for lad os bare sige de skallede 70 mia. som CEPOS fabler om er et mindre problem i forhold til landbrugets gæld på 350 milliarder - den mener jeg staten skal overtage inden udenlandske kapitalfonde overtager og fortsætter med det giftige industrilandbrug vil har i dag mod at der indføres økologiske dyrkningsmetoder.

Bent Gregersen, Troels Holm, Michael Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

12/feb/2020

Hej Jørgen Steen Nielsen,
tak for et godt og forståeligt
indlæg om den omstilling, vi
alle må forholde os seriøst til :-) !

Jeg ønsker mig, at “vore” poli-
tikere evner at læse det og
derefter håndtere “udfor-
dringen” seriøst og socialt :-) !

Venlig hilsen
Claus

Steffen Gliese og Karin Mette Petersen anbefalede denne kommentar

Løgnene hober sig op og det er en kæmpe belastning for demokratiet. Vi skal tilbage på sporet. Hvorfor var det lige at vi skulle redde menneskeheden og miljøet? Ikke flere neoliberale økonomer, ikke flere lobbyister, ikke flere spindoktorer og ikke flere løgnere der fusker, bedrager, lyver, fordrejer og fifler. Der er ikke sket noget som helst på dette område de sidste tre år, tiden trækkes bare, CO2 udledningen er rekordhøj. Alle snakker om klimaforandringerne - snakker! Lad os cutte den Gordiske knude. Lad os tage en folkeafstemning: Skal Danmark melde sig ud af klimaforandringerne - ja eller nej :(

Nu har vi hørt fra samtlige interesseorganisationer om hvorfor deres interessenter ikke skal betale for omstillingen. Men vi ved godt hvem der kommer til at betale. Vi betaler allerede hvert år. De sidste tyve års over tres nedskæringer - eller som politikerne plejer at kalde dem reformerne - giver hvert år en tocifret milliardbesparelse til statens husholdningspenge. Besparelserne udgør hovedparten af det såkaldte råderum. Reformerne bevirker hvert år at underklassen og arbejderklassen, dvs. over halvdelen af befolkningen, udplyndres, og en tilbage rulning ville ramme de forfordelte hårdt. Dog ikke så hårdt som de nedskæringsramte, der de sidste 20 år har fået stjålet trecifrede milliardbeløb. Disse penge, skal nu gives ud til virksomhederne og landbruget i det som politikerne kalder Den Grønne Omstilling.

Med andre ord er det den fattigste del der skal betale for den rige halvdels overforbrug, som har medført mere CO2-udslip i atmosfæren end der har været i tre millioner år, og som skaber klimaforandringerne. Staten stiller nu 50 mia. til rådighed for virksomhederne, det er en gigantisk saltvandsindsprøjtning til en klasse som i forvejen er hovedrige. Derimod må de fattige ikke få en eneste krone ved den såkaldte ydelseskommission, hvor de sociale ydelser skal gennemgås, men hverken ordet fattigdom eller børnefattigdom må nævnes, det har Socialdemokraterne bestemt.

Klimaomstillingen bliver mirakuløst billig for de rige og en kæmpe indtjeningsmulighed for erhvervslivet. Danmark er et af de bedste og rigeste økosystemer at tjene penge i. Skiftende regeringer har været med til at toptrimme landet til virksomhedernes fordel. Virksomhederne har derfor tjent firecifrede milliardbeløb på samarbejdet med politikerne og finansvæsenet har tjent femcifrede milliardbeløb, penge som nu cirkulerer ude på alverdens kasinobørser, og nye overskud indsættes i skattely.

Erhvervslivet, som sidder på hovedparten af den politiske magt herhjemme, laver aftaler med regeringen om at de skal have milliarder for at deltage i den grønne omstilling. De tager planeten som gidsel. I november måned udsendte Dansk Industri en rapport med 150 forslag til grøn omstilling, men den indeholdt meget lidt der var relevant for klimaforandringerne, men derimod mest omkring at der skulle skæres ned for de fattige og at erhvervslivet skulle have pengene. Det er sådan de opererer: I stedet for at producere flere varer eller skabe mere service for at bidrage til BNP, æder de sig ind på velfærdspengene. De udplyndrer staten i stedet for at gøre en reel indsats.

Alle der er blevet begunstiget gennem nedskæringerne, ville gå et ryk ned, hvis reformerne blev rullet tilbage. De allerrigeste har også fået op til 90.000 kr. mere pr. år ud af nedskæringerne, og deres portefolier er stramt hængt op på denne fordel. De formuende har simpelt hen ikke råd til at standse udplyndringen af specielt underklassen, som fortsætter nu på tyvende år. I alt er der tale om trecifrede milliardbeløb der er fjernet fra over halvdelen af befolkningen, og det kan mærkes hver dag, år for år, i bunden af samfundet.

Virksomhederne vil have mere vækst for enhver pris, den medfølgende øgede udslip af CO2 er et biprodukt som ikke bekymrer dem. De vil gøre hvad som helst for at undgå at komme til at betale for at redde planeten. Lige nu handler det om at suge så mange penge som muligt ud af staten, sådan har det været siden Fjogh udgav bogen Minimalstaten. Dansk Industri sætter alt ind for at undgå at betale for en reduktion af udledningen af CO2. Og regeringen er hoppet lige med fødderne ned i det sorte hul. Vi vil se massiv greenwashing og propaganda. Foreløbigt er det lykkedes at få 50 milliarder ud af Mette Frederiksen. Men som Mette Frederiksen sagde til de fattige lige efter indsættelsen, i gul jakke: I vil ikke komme til at mærke nogle forbedringer. Siden da har hun kun holdt møder med de store firmaer og rejst kloden rundt for at passe erhvervslivets interesser. En ydelseskommission må ikke spilde penge på børnene, de får en narresut. Hvornår er der nogen, som går igang med at beregne hvor mange milliarder som er stjålet de sidste tyve år fra de 55 % af befolkningen der ikke har formuer? Fattigdom og ulighed er trods alt Danmarks næst største problem.

Susanne Kaspersen, Jan Guldager, Bent Gregersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bent Gregersen

”Men når først alle omstillinger er overstået, så er der tale om et nærmest mirakuløst lille tal.”

VE er global og kan ikke ejes, men bruges. VE sender ingen regning. Det er logik for burhøns. Vi slipper for regningerne og, ikke mindst, for de politiske åg fra leverandørene af de fossile/nuklare brændsler. Nogle af leverandørene er baste og bundet af religiøse dogmer af en gruopvækkende karakter.
Den nye revolutionerende verdensorden åbner muligheder der overgår vor nuværende forstillinger.

Steffen Gliese og Karin Mette Petersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Torben K, jeg forstår ikke. Mener du at vi private borgere skal låne staten penge, til en negativ rente for at overtage landbrugets gæld ... eller er det staten der skal låne os penge til en negativ rente, hvorved vi får dividente af statskassen for at købe landbrugets gæld ... eller nej, jeg forstår altså ikke konstruktionen. Et lån er vel et lån og det skal som regel betales tilbage, ikke sandt. Så hvad er tricket?

Steffen Gliese

Søren Kristensen, tricket er, at renten er negativ. Derefter taber jeg også forståelsen - man kan vel ikke i længden opretholde håbet hos långiverne om, at vinden vil vende og renten igen blive positiv...?
Men man kan selvfølgelig, sammen med det øvrige EU, presse virksomhederne til at købe disse obligationer, hvis de vil have lov til at drive virksomhed - en praksis, der bør anvendes mange steder, i kombination med en indbygget overtagelse af ejerskabet over tid af arbejdsmarkedets pensionskasser.
Alle disse julelege - og det er ikke andet: et udenlandsk investeringsselskab truer med at flytte sine penge, hvis de ikke får en motorvej!!! - må stoppe, og erhvervslivet må indse, at deres rolle er at medvirke i at skabe et godt samfund, ikke at rage til sig. Det er nemlig mere og mere åbenlyst, at 'penge' er en illusion.