Baggrund
Læsetid: 8 min.

Sikkerhedskonferencen i München: Verden ruster op, så Europa må ruste med op

Trods forsonende retorik blev årets Sikkerhedskonference i München endnu en opvisning i Vestens splittelse og globale nedtur. Vi europæere må sørge for vores egen sikkerhed, lød mantraet, der især for de tyske gæstgivere vil betyde en massiv oprustning
Mere end 5.000 demonstranter var samlet under sikkerhedskonferencen i München i weekenden. De protesterede imod selve konferencen og imod NATO.

Mere end 5.000 demonstranter var samlet under sikkerhedskonferencen i München i weekenden. De protesterede imod selve konferencen og imod NATO.

Ritzau/Scanpix

Indland
17. februar 2020

MÜNCHEN - »Vi er 500 millioner europæere, og vi udgør verdens største økonomiske union. Hvorfor har vi nu i ni år været så pinagtigt ude af stand til at bidrage bare en lille smule til at skabe fred i Syrien, i vores egen baghave? Jeg får kvalme, når jeg tænker på det.«

Wolfgang Ischinger, lederen af verdens største sikkerhedskonference, MSC i München, lagde ikke fingrene imellem, da han op til weekendens sikkerhedskonference satte rammen for den årlige sikkerhedsrapport, der bærer den demonstrative titel ’Westlessness’ eller ’Vestløshed’ – et hjemmerørt begreb, der til Ischingers tydelige tilfredshed ikke bare afspejler, at verden med Kinas, Ruslands og andre autoritære regimers fremmarch bliver stadig mindre vestlig.

»Med nationalismens og illiberalismens fremmarch er Vesten også selv blevet mindre vestlig, mindre liberal, mindre sikker på sine egne værdier,« sagde Ischinger ved præsentationen af rapporten.

»Og dertil kommer opløsningstendenserne i det transatlantiske forhold.«

De skyldes ikke udelukkende Donald Trump, som Ischinger flere gange betonede. For globaliseringen og Kinas opstigning har endegyldigt ændret USA’s globale rolle så meget, at tilstanden ikke atter kan blive som i gode gamle dage, når Trump en dag er væk.

Og dog er det ikke overdrevet at hævde, at revnerne i forholdet mellem USA og Europa har nået et foreløbigt højdepunkt med Trumps America First-politik, med hans åbne spørgsmålstegn ved musketereden i NATO og med de gentagne trusler om handelskrig, hvis ikke NATO-partnerne lever op til målet fra 2014 om at bruge to procent af BNP på forsvar.

Et »rekviem over Vesten«

På konferencen i det nærmest beklemmende forårslune München, der vrimlede med tungt bevæbnet politi, lagde Ischinger heller ikke skjul på sin langsigtede mission: at Europa bliver »Weltpolitikfähig«, altså at vi europæere bliver i stand til at indtage en geostrategisk rolle i verden i kølvandet på Den Kolde Krigs bipolare stabilitet, der for længst har udviklet sig til en multipolar kamp om overmagten.

Hvor kompliceret et anliggende, det er, kan aflæses af, at konferencens sikkerhedspolitiske allroundshow på Hotel Bayrischer Hof ikke bare handler om konventionel oprustning, våbenbalancer, manglende international kontrol eller det tiltagende atomkapløb, men også om blandt andet handelskonflikter, global opvarmning, internetteknologi og cybertrusler – og om konflikter fra Afghanistan over Mali til Yemen og Østukraine.

I forhold til Vestens styrke og sammenhold var ambitionerne i udgangspunktet tilsvarende beskedne ved konferencen.

For som årets sikkerhedsrapport slår fast, har MSC i årevis lignet en vestlig familiesammenkomst, som efterhånden er blevet både globaliseret og pænt kompliceret. Men i 2019 var konferencen så meget en opvisning i Vestens splittelse, at den lignede et »rekviem over Vesten«.

Det gjaldt ikke mindst, da Angela Merkel holdt sin brandtale for en regelbaseret multilateral verdensorden, der blev modtaget med bragende bifald, mens den amerikanske vicepræsident, Mike Pences, nådesløse kritik af de sikkerhedspolitiske freeriders i Europa og hans skamros af Trumps politik skabte pinlig tavshed.

Natos død »stærkt overdrevet«

Så nedslående var billedet i 2019. Hvis konferencens mål med at fremhæve Vestens splittelse og forfald her i 2020 var at skabe en modreaktion, så lykkedes det et stykke hen ad vejen.

At den demokratiske Nancy Pelosi besvor multilateralismen og det transatlantiske forhold som »vores fælles interesse«, var ikke så overraskende. Men også Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, prøvede at sprede god stemning med et par joviale jokes om bayersk øl, før han sagde sit forsonende budskab om NATO:

»Jeg er glad for at meddele, at den transatlantiske alliances død er stærkt overdrevet. Vesten vinder, den demokratiske frihed vinder, og hermed mener jeg ikke kun geografiske nationer. Vesten er ikke defineret som et område – det er enhver nation, der respekterer individuel frihed, fri foretagsomhed, national suverænitet.«

Det var ikke kun Pompeos optimistiske svar på MSC-rapporten. Det var lige så meget et svar på den franske præsident Macrons udsagn om, at NATO skulle være »hjernedød«. Og på den tyske forbundspræsident Frank Walter Steinmeier, der holdt en stærkt europæisk åbningstale, hvor han beklagede den tiltagende nationale egoisme i international politik – en kritik, der meget vel kunne opfattes som en kritik af Trumps USA.

Om Pompeo faktisk mente, at »Vesten som idé« vinder, eller om han nærmere havde et amerikanskledet Vesten i tankerne, satte aviser som Süddeutsche Zeitung dog prompte spørgsmålstegn ved.

Mærkbart højere

Retorisk glattede Pompeo i hvert fald ud. Med europæiske briller forblev det mere interessant, at den tyske præsident Steinmeier – uden at tale NATO ned – lagde vægt på en »omfattende europæisk sikkerhedspolitik«, hvor Tyskland skal tage et »afgørende ansvar«.

Det samme gjorde den politisk slagne Annegret Kramp-Karrenbauer, CDU-forkvinde på lånt tid og forsvarsminister i Merkels stærkt svækkede regering. I hendes ordlyd handlede det om »mærkbart højere tyske udgifter til forsvar«, mens Steinmeier ligefrem bekræftede målet om at bruge to procent af det tyske BNP på forsvaret.

Fra den vision er der stadig langt til virkelighed. Så længe CDU/CSU sidder i regering med SPD ligner det for det første ønsketænkning. Og for det andet handler det om enorme summer: Alene for Tysklands vedkommende ville det næsten betyde en fordobling af forsvarsbudgettet til over 550 milliarder kroner om året – eller markant mere end Ruslands militærbudget.

De tal blev sat i globalt relief, da Internationalt Institut for Strategiske Studier (IISS) fremlagde de hårde facts ved en af konferencens mange sideevents: Med en stigning på fire procent steg de globale udgifter til forsvar og militær i 2019 stærkere end i de ti forgangne år.

For Europas vedkommende lå tallet på 4,2 procent – ikke mindst som svar på truslen fra den russiske oprustning. I USA og Kina steg udgifterne ifølge IISS med hele 6,6 procent i 2019.

»Når de andre har stadig mere præcise missil- og våbensystemer, så er vi også nødt til at debattere, om vi i Europa kan tillade os ikke at have det,« lød en kommentar fra en atomvåbenekspert ved IISS-arrangementet, der samtidig pegede på, at Tyskland såmænd nok skal få formøblet en god del af de ekstra milliarder alene med erstatningen af de forældede Tornado-fly, der kan bære de tilbageværende amerikanske atomvåben i Tyskland.

’Hard power’

Konferencen bød på masser af den slags nørdet sikkerhedspolitik, der i betragtning af sin afgørende betydning for vores fremtid og økonomi fik mådeholden opmærksomhed.

Men set fra et medieperspektiv endte MSC uden det, som de mere end tusind journalister formentlig havde håbet på fra de 35 deltagende regeringsledere og 100 forsvars- og udenrigsministre: dramatiske konfrontationer, som da Merkel og Pence stødte retorisk sammen i 2019, eller da Israels premierminister Netanyahu i 2018 fra scenen truede Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif med et stykke metal, der angiveligt stammede fra nedstyrtet iransk drone.

Med sin suveræne optræden uden manuskript gav den franske præsident Emmanuelle Macron dog noget at berette om. Ved siden af sit slag for et stærkere europæisk forsvar som supplement til NATO lagde han nemlig ikke skjul på sin ærgrelse over den trætte tyske regering, der aldrig er hoppet på hans tilbud om en stærk tysk-fransk motor i EU. Han gav den således atter som europæisk fornyer, men også som benhård realist.

»Europa har brug for en strategi for at kunne følge med i konkurrencen mellem USA, Rusland og Kina,« lød et af Macrons centrale budskaber.

»Hvis vi (europæere, red.) ikke har et råderum for handling, har vi heller ingen troværdighed i vores udenrigspolitik.«

Underforstået: diplomatisk autoritet virker kun, hvis den er bakket op af hard power – ellers vil Europa ifølge Macron ikke vil være i stand til »selv at forsvare sine interesser i Afrika, i Mellemøsten og over for Rusland«.

Tysk skepsis

Som konferencen skred frem, kom den tyske værtsnation mere og mere til at ligne en historisk skyldner, der ikke bare har nydt godt af amerikansk beskyttelse i Den Kolde Krig. Som stærk industrimagt lever Tyskland også stadig på forudsætninger, som landet ikke selv er i stand til at garantere. Det gælder især pålidelige regler for international handel og frie handelsveje, som striden om Hormus-strædet udstillede i 2019.

Men som avisen Die Zeit slog fast i anledning af konferencen, er der ikke kun historiske, men også rationelle grunde til den tyske tilbageholdenhed i forhold til militære indgreb. Således var den tyske Libyen-konference i januar et tysk forsøg på med diplomatiske midler at inddæmme følgerne af den mislykkede militære intervention, da en NATO-ledet operation i 2011 væltede Gadaffi.

Avisen gør også pænt opmærksom på, at krigen i Irak, hvor der som bekendt aldrig blev fundet masseødelæggelsesvåben, var begyndelsen på det magtvakuum, som fostrede terrororganisationen IS. Og at der i Afghanistan efterhånden er tale om en historisk fiasko i forhold til fordrivelsen af Taleban.

Venner og fjender

Den slags perspektiver fik ikke meget taletid i München. Det gjorde til gengæld begrebet »frenemies« i en tid, hvor det er svært at skelne mellem Europas friends og enemies, mellem venner og fjender.

Som den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov slog fast på konferencen, står NATO og Rusland i en »ny koldkrigstilstand« og en »ny uberegnelighed« med tiltagende spændinger, oppustede forsvarsbudgetter og et nyt våbenkapløb.

I Syrien går de russiske interesser også stik mod de europæiske, mens Rusland er en vigtig støtte i forsøget på at redde atomaftalen med Iran – en aftale som Europas hidtil vigtigste partner, USA, omvendt torpederer. Og i Nord Stream-projektet forsyner Rusland Tyskland og Europa med gas, mens vi knap løfter et øjenbryn, når Trump truer med straftold og sanktioner, hvis Europa ikke slår ind på den amerikanske kurs.

Samtidig behandler Europa overvejende det stærkt autoritære Kina som en handelspartner, hvilket fra både demokratisk og republikansk side medførte indtrængende amerikanske advarsler mod europæisk naivitet i striden om det kinesiske Huawei og udbygningen af 5G-nettet.

Netop her lå en vigtig kerne i hele årets udgave af MSC: Er Kina partner eller modstander? Og kan Europa undgå at blive en brik i den globale rivalitet mellem USA og Kina?

Hele vejen gennem dette virvar af eksistentielle spørgsmål for Europa og menneskeheden lignede konferenceleder Wolfgang Ischinger en, der havde det som en fisk i vandet. Allerede ved optakten og præsentationen af rapporten om Westlessness op til konferencen var han da også fortrøstningsfuld:

»Debatten i Tyskland og Europa går endelig i den rigtige retning: Hvordan kan vi tage mere ansvar? Der er ikke længere tid til tomme floskler, det handler om at definere, hvordan vi mere præcist kan leve op til vores ansvar.«

Om det vil føre til, at Europa kan få kontrol over de mange konflikter i sin periferi, besvarede konferencen ikke. Helt sikkert er det derimod, hvad en multipolar og stadig mere ’vestløs’ verden præget af ’frenemies’ byder på: en historisk stærk oprustning. Det tegner ikke lyst i sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mon ikke det er nu at vi skal bruge historien , sådan for alvor - at gentage d historien kan med fordel undlades.

Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

No worries - PESCO eller ej - vi har vores gode Forsvarsforbehold.

.... og selvfølgelig tror vi på Donald Trump og Nato.

Thomas Tanghus

Jeg har virkeligt svært ved at se fornuften i, at regeringen vil bøje sig for kravet om at bruge op mod 2 procent på NATO-medlemskab, og samtidig modarbejde at bruge godt 1 procent på EU-medlemskab.

Peter Beck-Lauritzen, Kjeld Jensen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Niels-Simon Larsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Vestbindingen af Tyskland førte i perioden ca. 1949-1995 til tyske soldater holdt sig væk fra kampsituationer. Derefter kunne Forbundsrepublikken ikke længere holde sig helt ude, og det har hidtil kun ført til en bekræftelse af, at militære indsatser ikke løser mange problemer, hvis nogen overhovedet. Her skal man bare nævne den uendelige krig i Afghanistan og kaoset i Libyen, som begge beskæftiger det tyske forsvar.

Stod det til Berlin, hvad UK ikke forladt EU. I de forestående forhandlinger vil man forsøge at fastholde UK i det europæiske samarbejde for sikkerhed, og briterne er sikkert også positivt indstillet, men tilbage bliver, at den eneste EU-stat med atomvåben er Frankrig, og Merkels tøvende indstilling over for Frankrig og Macron er ikke langtidsholdbar. Det var derfor af væsentlig betydning, at Armin Laschet på Sikkerhedskonferencen kritiserede Merkels linje. Han er ikke bare ministerpræsident i det største forbundsland, NRW, han står også med de bedste chancer til at blive den næste kanslerkandidat for CDU.

Jørgen Mathiasen

Stod det til Berlin, havde UK ikke forladt EU

Kai Birk Nielsen

Hvem er de krgsliderlige, det er ikke de mennesker jeg har har mødt på mine rejser de seneste næsten 70 år, hvor jeg har besøgt mere end 50 lande, har aldring mødt had, så hvem skaber had, ikke normale mennesker, så er der kun politikere, kapitel, våbenindustrien der tjener store summer på at mangfoldiggøre alle deres våben til hvem som helst. Så lad os rense ud, smid hadet på porten.
Kai Birk Nielsen

Morten Voss, Nike Forsander Lorentsen, Hanne Utoft, Peter Beck-Lauritzen, Kjeld Jensen, Mogens Holme, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Ken Sass anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Som pacifist ville en ren europæisk forsvarsunion uden NATO (og Tyrkiet) være det mindste onde,mindre aggressivt og muligheden for et mere afslappet forhold til Rusland så vi kan koncentrere om Verden´s fjende no. 1 - Klimaforandringer.
PS. Hvis Bernie Sanders bliver præsident får vi en der er lydhør over for denne løsning.

Jakob Trägårdh, Peter Beck-Lauritzen, Carsten Munk, Jørgen Mathiasen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Artiklen afspejler vel meget godt konferencens vestlige fokus. Men det er lidt mærkeligt, at der netop er dette hovedfokus på "vesten". Andre lande har også brug for sikkerhed - og der var jo også repræsentanter tilstede fra andre lande. Det kunne være oplysende, om også artiklen havde omhandlet fx Ruslands forslag og holdning til bedre sikkerhed. Jeg har tidligere bemærket, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, er en meget klog mand - faktisk mener jeg, at han er mere intelligent og klog end de andre. Det ville være godt at høre mere af hans mening . Nu hensættes vi i den forfærdelige opfattelse, at oprustning i Europa er nødvendig. Europa kan ganske rigtigt tage større ansvar - men det må kunne lade sig gøre ved afspænding, krav om nedrustning, våbenkontrol, mv. Vi må simpelt hen ud over den barnlige tænkning,, hvorefter vi må have samme slags raket, som de andre.

Jens Mose Pedersen

Blev klimakrisen overhovedet omtalt på sikkerhedskonferencen???
Hvis ikke, hvorfor??
Har "vores" ledere ikke fattet alvoren??

Torben Lindegaard

@Torben K L Jensen 17. februar, 2020 - 13:18

Jeg er slet ikke uenig - men tror du på, at de europæiske lande nogensinde kan blive enige om "en ren europæisk forsvarsunion uden NATO" ??

Jeg er bange for, at vi ikke engang her til lands nogensinde kan blive enige om at ophæve Forsvarsforbeholdet, så vi kan tilslutte os PESCO.

Måske engang, hvis USA trækker sig ud af Nato.

Torben K L Jensen

Torben - Var nogen der i deres vildeste fantasi kunne forestille sig Donald Trump som præsident og det var jo ham der satte spørgsmåltegn ved alliancen så husk det gamle ord : "Nød lærer nøgen kvinde at spinde" - Hvis du forstår hvad jeg mener.

Der er ingen som har ført krig mod sandheden som medlemmerne af Folketinget. Politikerne lyver om deres politik under valgkampen og får medierne til at manipulere med virkeligheden, tilslutningen til EU, uligheden og fattigdommen. Magtfulde spindoktorer og politiske ordførere trækker i trådene i baggrunden.

"Borgerne skal holde sig væk fra den politiske arena. Magten tilkommer ikke borgerne, men de begavede, de dannede og de rige." Den udtalelse viser bedre end noget andet omdefineringen af demokratiet fra borgerdeltagelse til neoliberal repræsentation, og samtidigt en inddæmning og pacificering af befolkningen. I den demokratiforståelse, er befolkningen ikke længere aktive borgere, men en delt befolkning repræsenteret af en overklasse. Samtidig er den politiske magt devalueret ved, at en række af dens tidligere beslutningsområder er blevet overført til en sfære af privatejendom og marked, adskilt fra politik.

Politikerne er i krig mod sandheden. Hvad er det for en virkelighed de vil skabe? I starten af december 2019 udkommer Washington Post med The Afghanistan Papers. Det er en skandale og en erkendelse på størrelse med The Vietnam Papers. Men herhjemme var der pinlig tavshed. Afghanistan Papirerne blev lagt på is i den danske presse af hensyn til dem som stod bag krigene der skabte kaos i Afghanistan, Iraq, Libyen, Syrien. Information havde en artikel og Deadline omtale den. De andre medier omtalte næsten ikke Afghanistan papirerne.

I to årtier har amerikanske og danske politikere og militærfolk løjet og sagt, at det gik fremad i Afghanistan, selv det modsatte var tilfældet. Det viser hundreder af hemmeligt-stemplede papirer, som avisen Washington Post har afsløret. Manipulationen var nødvendig for kunstigt at skabe et flertal blandt befolkningen for krigene. Gælder fortielserne også den danske indsats? Ja og man lyver om alt andet for at få flertal for de sociale nedskæringer, EU osv. Den danske tilslutning for EU er rekordstor! Ja godmorgen. Skal vi fortsat finde os i at en hel nation er underlagt mørkelægning når det gælder så vitale informationer?
Det er som om at alle erfaringerne fra DDR bliver brugt til at skabe NSA. Det er som om at alle erfaringerne fra Vietnamkrigen bliver brugt til at skabe krigene i Afghanistan, Iraq, Libyen og Syrien. Men nu er krigene privatiserede. Forstået på den måde at våbenproducenterne er store private virksomheder. Og disse virksomheder har enorm magt. De har enorm erfaringer med krigsførelse. De kender verdens brændpunkter. De har tonsvis af rapporter om skøn af hvor mange penge de kan få ud af at puste til ilden. I USA er den militære produktion naturligvis i hænderne på private investorer. USA er verdens største producent af militærisenkram med hele 38 %. Deres interesse er så mange krige som muligt, og netop i Afghanistan så de deres snit til store indtjeninger.

I Afghanistan var Al-Queida nedkæmpet efter få måneder i 2003, men de private militær producenter var ikke tilfredse med den korte indtjening. Investeringen i det politiske landskab gav pote. USA fortsatte, selvom der ikke var nogen som anede hvorfor USA stadigvæk var i Afghanistan. De store virksomheder fik USA til at pumpe uhyggelige summer ind i området og korruptionen steg til nye højder. I USA var der en Republikansk Senator som erkendte potentialet i at starte en krig. Og med private midler fra milliardærer fik han USA til at jage USSR ud af Afghanistan og draget USA ind i en årtiers lang krig. Vilsons krig.

Den nye statsminister rejser til Washington i 2020, og får ordre på at hæve militær udgifterne til Nato med op til 26 milliarder mere pr. år. dvs. 2 % af BNP. Politikerne ved godt at trusselsbilledet er en løgn, som er produceret af Trumps venner i militær industrien i USA. Et par danske forsvarsministre agerer alligevel i medierne for et syn på at vi er truet. Det er åbenbart ministrenes pligt at lyve. Eller rettere, som en fra Forsvarsakademiet sagde på TV; de lyver ikke, de siger bare ikke hele sandheden. Der er bare nogle mennesker som er plumrådne helt ind i kernen af sjælen, og de ved det godt. Statsministeren sender nu alle soldater ud i forskellige dele af verden for at det skal se ud som om vi gør en hel masse. Lille Danmark puster sig op.

Berlingske den 15. februar 2020. Tre rapporter om krigsindsatsen blev udfærdiget i 2016. Den ene rapport fra Forsvarsakademiet blev sendt til gennemsyn i Forsvarsministeriet, som opfordrede til at slette eller omskrive en lang række af rapportens mest kritiske konklusioner. Allerede i 2016 blev projektet kritiseret for at være for ukritisk og snævert fokuceret. Manipulationen fortsætter her atten år senere.

Morten Voss, Anders Graae, Karsten Nielsen, Hanne Utoft og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Torben Lindegaard
17. februar, 2020 - 14:53
«Måske engang, hvis USA trækker sig ud af Nato.»

Uden USA intet NATO (The North Atlantic Treaty Organization).
NATO er USAs organisation myntet på at kontrollere Europa: «Holde USA inde, Tyskland nede og Rusland ude», som Lord Ismay, NATOs første generalsekretær formulerede det.

Morten Voss, Anders Graae, Karsten Nielsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar