Denne artikel var Informations aprilsnar 2020.
Klimaforandringerne rammer nu de københavnske brugere af metroen. Vinterens ekstreme nedbørsmængder har skyllet store mængder jord væk rundt om de tunnelrør, som Københavns nye metrolinje Cityringen kører i. Det betyder, at der er fare for, at de skrider sammen, så de bærende konstruktioner kollapser. Derfor bliver metroens linjer M3 og M4 midlertidigt lukket ned, netop som den nyeste forbindelse M4 er blevet taget i brug.
Det vides ikke, hvor længe Cityringen vil være lukket, men det kommer i hvert fald til at vare to måneder. I første omgang skal de mest udsatte områder, hvor der er fare for skred på grund af svækkelsen af de bærende konstruktioner, sikres. Det drejer sig blandet om den del af linjen, der løber i Frederiksstaden under Marmorkirken i retning mod Kongens Nytorv.
»Med øjeblikkelig virkning afspærres området ved Marmorkirken,« hed det fra Metroselskabet natten til i dag i en Facebook-opdatering.
Det er Københavns Kommune, der har forlangt området spærret af. Det er ved krydset Bredgade og Frederiksgade lige ud for Marmorkirken, at der er størst fare for underjordiske jordskred.
»Københavns Kommune har givet påbud om omgående afspærring af de berørte områder. Metroselskabet gennemfører derfor en afspærring, indtil yderligere undersøgelser er foretaget,« lyder det fra Metroselskabet.
»Vi har fået et påbud, og det har vi straks reageret på. Vi har desværre ikke nogen videre tidsplan endnu,« siger vicedirektør i Metroselskabet Mette Våns til DR.
Der er her til morgen sat personale ind, der kan hjælpe folk med at finde vej rundt om afspærringerne. Der vil også de kommende uger blive sat ekstra busser ind for at afhjælpe passagererne fra de lukkede metrolinjer. Samtidig er rådgivningsfirmaet Rubicon gået i gang med tekniske undersøgelser af de berørte områder.
»Rubicons foreløbige konklusion er, at det ikke er forsvarligt at benytte arealerne – hverken nedenunder eller ovenover, da risikoen for et kollaps ikke kan udelukkes,« skriver Metroselskabet.
Det er tilsyneladende en kombination af vinterens uhørt store regnmængder og vibrationer fra den ekstraordinære slibning af skinnerne for at reducere støjgener fra metroen, der har udløst mindre jordskred i undergrunden omkring de tunneler, hvor metrosporene løber.
Indtil de underjordiske banelinjer er understøttet, er det ikke forsvarligt at opholde sig i de afspærrede områder, hvor især vægten og vibrationerne fra den tungere trafik på gadeniveau kan risikere at udløse sammenstyrtninger og kollaps.
Revner i swimmingpool
Også Hotel d’Angleterre ved Kongens Nytorv er ramt. Der er allerede nu observeret bittesmå revner i hotellets eksklusive swimmingpool i kælderen, oplyser hotellets pressechef Johnny Quatsch. Hotellet overvejer nu et muligt erstatningskrav mod Metroselskabet og mod Københavns Kommune, blandt andet for den ekstra vandregning på grund af revnerne i poolen.
Hos Metroselskabet ærgrer man sig over nedlukningen, der kommer lige efter, at man har åbnet M4 og kun kort tid efter, at den nye M3, Cityringen, endelig blev åbnet efter, at det indre København i mere end otte år har været præget af de omfattende byggerier.
»Men det er et lille lys i mørket, at vi i de her uger af helt andre årsager ikke har så mange daglige brugere af hverken Cityringen eller de andre metrolinjer,« siger selskabets pressechef Viggo T. Kanten.
Det vides endnu ikke, hvor stor regningen bliver for renovation af den angrebne metrokonstruktion, men de foreløbige undersøgelser tyder på, at flere dele af tunnelarbejdet måske skal laves helt om.
Dermed kan naboerne på den berørte strækning igen se frem til nye støjgener, når metroen skal sikres mod sammenstyrtninger. Der vil blandt andet være en del tung trafik i området, når der skal køres ekstra jord og beton frem til at understøtte tunnelerne.
I første omgang har Københavns Kommune taget kontakt til advokatfirmaet Juhl & Staijle med henblik på at få undersøgt, om der kan gøres et krav gældende mod de italienske firmaer bag det konsortium, der stod for konstruktionsarbejdet. Ifølge CVR-registret blev det danske konsortium oprettet af de tre italienske entreprenørfirmaer Ballordo, Sciocco og Grullo i 2011.
Hovedfirmaet Ballordo, der hører hjemme i Torino, har mere end 80 års erfaring inden for byggebranchen. I 2014 fusionerede Ballordo med Pagliaccio, og det er det firma, der endte med at eje 99 procent af aktierne i entreprenørfirmaet TMC. Det er i første omgang her, Københavns Kommune vil rejse et erstatningskrav, hvis det viser sig, at jordsætningerne skyldes en fejlkonstruktion i metrobyggeriet.
Dagens første aprilsnar.
Ballordo, Sciocco og Grullo = Tåbelig, Fjollet og Dum
Jeg er skuffet over at I ikke har indhentet en kommentar om de langsigtede konsekvenser fra klimaekspert Orla Währ.
Mette Våns, Johnny Quatsch og Rubicon samt Juhl & Staijle - det kører!
Måske skulle man alligevel have holdt sig oven vande, altså valgt sporvognsløsningen, den ville også have haft en dæmpende virkning på biltrafikken, som man påstår man vil have mindre af. Så tillykke til Aarhus - for progress.
TAK Information, for dagens grin, det trængte vi bare sådan til!! (De havde ellers sagt i radioen i morges, at tiderne var for alvorlige, der ville ikke komme mange aprilsnarre i medierne)
Glem ej heller firmaet Pagliaccio..
Bajadsen/klovnen ;-)
Hér er også en sjov aprilsnar - ret meta, må man sige - fra Avisen.dk :
"Chok: Regeringen forbyder aprilsnar - Vi må vente til 1. September, siger Mette Frederiksen"
https://www.avisen.dk/chok-regeringen-forbyder-aprilsnar_593415.aspx
Og her er så dagen næste aprilsnar. En corona vaccine baseret på tobaksplanten udviklet på absolut ridiculous rekordtid af British American Tobacco er undervejs til masseprodution.
https://www.bat.com/group/sites/UK__9D9KCY.nsf/vwPagesWebLive/DOBN8QNL
Men selvfølgelig. Jeg håber jeg tager fejl og at udmeldingen er autentisk.
Eller den her:
Anders Holch Povlsen har besluttet sig for at betale husleje. Han indrømmer at det måske har været lidt overdreven, at trække 7.600.000.000 kr. ud af Bestseller i "sikkerhed" over i sit eget holdingselskab for at købe resten af Skotland. Og som han siger, så er der jo masser af milliarder tilbage til at købe en god rødvin for.