Asylnødbremse kortslutter blå blok

Under normale omstændigheder ville alt i dansk politik snurre om splittelsen mellem Socialdemokratiet og støttepartierne i den aktuelle asylpolitik. Men omstændighederne er ikke normale. Fronterne i udlændingepolitikken er i opbrud: Socialdemokratiet fører en langt hårdere kurs, end mange havde forventet, og den borgerlige opposition virker travlt optaget af interne opgør.

Den nyklassiske konflikt er ellers klar: Socialdemokratiet og dets støttepartier er fundamentalt uenige om, hvordan Danmark skal håndtere en pludselig stigning i antallet af asylansøgere, hvis situationen på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland skulle komme ud af kontrol, som det tumultarisk skete tilbage i 2015.

De borgerlige partiers foretrukne skræmmebillede af en socialdemokratisk regering er faktisk ved at blive til virkelighed: Umiddelbart har S-regeringen ikke flertal sammen med støttepartierne på et centralt politikområde, og udlændingepolitikken slår igen en dyb kile ned mellem Socialdemokratiet og de rød-grønne partier.

På den ene side har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) tilkendegivet, at S-regeringen er klar til at bruge det instrument, som forgængeren, Inger Støjberg (V), fik indføjet i udlændingeloven, den såkaldte ’asylnødbremse’, hvormed det bliver muligt at suspendere Danmarks folkeretlige forpligtelser. Dermed kan asylansøgere og migranter afvises direkte ved grænsen, skønt den nærmere udformning endnu ikke er blevet konkretiseret af justitsminister Nick Hækkerup (S).

På den anden side står Enhedslisten og appellerer til Danmarks basale, humanitære forpligtelser, mens De Radikale advarer om konsekvenserne ved ensidigt at lukke grænsen. Potentielt risikerer Danmark at blive smidt ud af det europæiske Dublin-samarbejde, som i dag giver mulighed for at returnere asylansøgere til det EU-land, hvor de først ankom.

Rygdækning fra højre

Konflikten er principiel og reel – og ville under normale omstændigheder være ubelejligt plagsom for en socialdemokratisk regering. Samtidig kræver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, at Danmark allerede i år skal tage imod 500 kvoteflygtninge, og det skorter altså ikke på humanitære forslag og på kritik, der hurtigt kunne give de borgerlige partier anledning til angribe Socialdemokratiet.

Men foreløbigt synes regeringstoppen at tage balladen med sindsro.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ved udmærket, at hun har et bredt flertal bag sig i Folketinget, hver eneste gang hun rykker til højre. For som et mindstemål vil Venstre lægge stemmer til at udføre de lovindgreb, som de selv fik stemt igennem, dengang Lars Løkke Rasmussen var statsminister. Parlamentarisk har uenighederne mellem S-regeringen og støttepartierne derfor ingen reel betydning, ganske enkelt fordi flertallet altid allerede er på plads.

Socialdemokratiet har ligefrem udnyttet rygdækningen til at gå i offensiven. S-regeringen er således kommet de borgerlige partier i forkøbet ved at foreslå ’asylnødbremsen’, før det på nogen måde er praktisk relevant. Før Venstre eller Dansk Folkeparti kunne træde frem og holde strammerlinjen i hævd, havde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye skrevet på Twitter:

»@regeringDK er klar til at handle hvis situationen eskalerer.«

Igen er Socialdemokratiet begyndt med den mest vidtgående strammerløsning og har dermed ikke efterladt den borgerlige opposition meget manøvrerum. Alligevel er det skelsættende, at en samlet blå blok ikke straks er gået til modangreb på regeringen ved at rette al opmærksomhed mod splittelsen mellem Socialdemokratiet og støttepartierne.

De borgerlige partier leverer i dag selv den støtte, som afmonterer spændingerne i den rød-grønne blok, og samtidig er et hidsigt opgør internt i blå blok netop brudt ud, og som snart kan vise sig at etablere en helt ny skillelinje i udlændingepolitikken, der kan spalte Venstre fra de øvrige partier på højrefløjen.

Den nye skillelinje

Den konservative formand Søren Pape Poulsen angreb i ugens løb Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen for at have slækket på kursen i udlændingepolitikken. Det konkrete afsæt er et konservativt forslag om at ville udelukke alle personer, der har fået en fængselsstraf, fra at kunne få dansk statsborgerskab. Venstre har i første omgang indtaget en lidt mere moderat position, alene ved at sætte spørgsmålstegn ved, om en sådan stramning nu også bør gælde folk, der kun har fået en betinget dom.

Jakob Ellemann-Jensen beskyldes nu af flere borgerlige politikere for at være en ’slapper’, der ligger meget tættere på De Radikale end på Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken og dermed underforstået er uegnet til at blive borgerlig statsminister. Tankevækkende advarer Søren Pape Poulsen om, at Danmarks Liberale Parti – som Venstre officielt hedder – er ved at slå »ind på en mere liberal kurs i udlændingepolitikken«.

Den konservative konfrontation er blevet skærpet markant, siden den notoriske hardliner, folketingsmedlemmet Marcus Knuth, i november skiftede fra Venstre til De Konservative. Knuth brugte netop som begrundelse for sit partiskifte, at Venstre var faldet af på den, og han ønskede at skærpe strammerlinjen yderligere. Nu kommer resultatet så: Marcus Knuth ved fra sine år i Venstre nøjagtig, hvor smertepunkterne er, og De Konservative sætter nu ind med nålestiksoperationer, der kan få Jakob Ellemann-Jensen til at fremstå blødsøden og tøvende.

Opgøret i den borgerlig blok – der i stigende grad splitter politikerne internt på højrefløjen med mindst lige så stor intensitet og lidenskab, som venstrefløjspolitikerne står i et forbitret modsætningsforhold til socialdemokraterne – er på kort tid blevet en ny normal på Christiansborg: Sammen med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er De Konservative ved at etablere en ny strammerblok til højre i dansk politik, mens Venstre driver baglæns og langsomt ind mod midten.

Parlamentarisk er Danmark således ved at få en Große Koalition i udlændingepolitikken, hvor Socialdemokratiet og Venstre udgør flertallet i form af en ny midterblok. Paradoksalt nok er Lars Løkke Rasmussens dagdrøm fra valgkampen om et tættere samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet ved at materialisere sig. Statsminister Mette Frederiksen satser i hvert fald på, at hun kan regne med Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, i en krisesituation.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.