Læsetid: 6 min.

Coronakrisen påvirker de fleste af os psykisk. Her fortæller tre danskere hvordan

Coronavirussen og samfundsnedlukningen kan gå ud over vores mentale helbred. Men psykisk sårbare er ifølge eksperter og organisationer langt de mest udsatte. Her fortæller tre danskere i vidt forskellige situationer om, hvordan coronakrisen har sat sig i deres psyke
»Jeg har udviklet en form for angst på grund af Hennings sygdom, og den er også blevet værre nu. Jeg er angst for alle de mennesker, der ikke tænker sig om og risikerer at smitte andre, især det personale, der passer på de syge og udsatte som min mand.«

»Jeg har udviklet en form for angst på grund af Hennings sygdom, og den er også blevet værre nu. Jeg er angst for alle de mennesker, der ikke tænker sig om og risikerer at smitte andre, især det personale, der passer på de syge og udsatte som min mand.«

Sarah Hartvigsen Juncker & Sigrid Nygaard

31. marts 2020

Denne artikel hænger sammen med en anden artikel, som du kan finde her.

Coronakrisen handler ikke kun om vores fysiske sundhed. Virussen og den samfundsnedlukning, som er iværksat for at bekæmpe den, påvirker også os mennesker mentalt. Men det er forskelligt, i hvilket omfang. Især de psykisk sårbare er udsatte, og det er også dem, pandemien kan få langvarige psykiske konsekvenser for, fortæller eksperter og organisationer i dagens Information. 

Her er tre vidt forskellige danskeres fortællinger om, hvordan corona påvirker deres mentale helbred. 

»Mine tanker kører rundt, og jeg kan ikke slippe væk fra dem, som jeg plejer«

Monica Jørgensen, 34 år, bor i Ørbæk, jobsøgende

Sarah Hartvigsen Juncker
»Det værste er at være alene, fordi jeg har angst. Jeg sidder bare og spekulerer, mens jeg forsøger at få tiden til at gå.

Det er svært at finde på noget at lave. Nu går mine tanker på, om der er noget i vejen med mit hjerte – for et år siden blev jeg opereret i hjertet for noget, der hedder Wolff Parkinson White Syndrome. Det har gjort mig bange for sygdom og givet mig generaliseret angst. 

Jeg er jobsøgende, men jeg kan ikke komme i virksomhedspraktik, mens coronakrisen står på. Jeg kan godt sende ansøgninger, men jeg kommer ikke til samtale i øjeblikket. Mit jobcenter er også lukket, og derfor føler jeg, at jeg er låst fast.

Jeg frygter, at jeg ender på førtidspension. Jeg tænker også på min økonomi. Hvad er sandsynligheden for, at jeg kan få et arbejde, når corona rammer mange virksomheder? Mine tanker kører rundt, og jeg kan ikke slippe væk fra dem, som jeg plejer.

Jeg bor alene og ser kun min mor og søster en gang imellem. Ellers holder jeg mig mest for mig selv, fordi jeg er i risikogruppen på grund af mit hjerte. Jeg går til behandling hos lokalpsykiatrien over telefonen. Det er ubehageligt, når man skal tage snakkene over telefonen. Jeg har brug for, at det sker face to face

Jeg savner at have kontakt med andre mennesker. Man kan ikke lige få en krammer, hvis man har behov for det. Folk står flere meter fra hinanden og snakker i supermarkedet, og man skal nærmest stå og råbe til hinanden for at høre, hvad der bliver sagt. Det er mærkeligt.

Jeg får ofte angstanfald, hvor jeg kommer ned i et sort hul og ikke selv kan klatre op. Natten til onsdag i sidste uge måtte jeg ringe 112. Angstanfaldet varede i flere timer, og jeg prøvede alt, hvad jeg havde lært, for at komme ud af det. Men det nyttede ikke.

Jeg prøver at sidde og lave nogle smykker og være kreativ. Og ellers går jeg ture og kigger på YouTube og ser nogle sjove film der. For at se positivt på tingene lægger jeg hver dag noget op på min Facebook, som gør mig glad. 

Men jeg tænker, at det bliver meget hårdt, hvis det her fortsætter lang tid endnu.«

»Nogle gange bliver jeg helt apatisk. Jeg kan ingenting og sidder bare i nattøj«

Lillan Albeck, 63 år, bor i Hjortekær, på efterløn

Sigrid Nygaard
»Min ægtemand Henning lider af tre forskellige demenssygdomme og bor på plejehjem. Normalt er jeg hos ham hver dag, men det kan jeg ikke nu på grund af corona. Jeg forstår sagtens hvorfor, men det er svært at få at vide, at jeg ikke må komme på besøg.

Det er ikke et besøg, jeg er hans ægtefælle.

Vi forsøger at tale lidt i telefon sammen, men det er svært. På grund af demenssygdommen kan han ikke altid forstå, at det er mig i røret, og samtalerne er korte. FaceTime er helt udelukket, det kan han slet ikke finde ud af.

Som pårørende i et liv med demens er man i forvejen udsat. Det liv, jeg levede før, var fyldt af savn, sorg og bekymring, og det er det i endnu større udstrækning blevet nu. Det er så hårdt, at jeg ikke kan give Henning et kys på kinden og tale ordentlig med ham.

Jeg skal tage mig sammen for ikke at græde, når vi snakker sammen over telefonen, for det gør ham jo bare forvirret og bekymret. Der er et tomrum, når jeg lægger på, og jeg bryder grædende sammen. Jeg har stor tiltro til personalet på plejehjemmet, og jeg er taknemmelig over deres arbejde, men det er svært ikke selv at kunne være der sammen med ham.

Jeg har udviklet en form for angst på grund af Hennings sygdom, og den er også blevet værre nu. Jeg er angst for alle de mennesker, der ikke tænker sig om og risikerer at smitte andre, især det personale, der passer på de syge og udsatte som min mand.

Jeg er selv i risikogruppen i forhold til corona. Så jeg tager ingen chancer. Jeg har nogle søde venner, der køber ind for mig, og en have, jeg kan gå ud i.

Jeg har også aftalt at ringe sammen med mine to søstre oftere, end vi plejer. Og så skriver jeg lange mails med mine venner, vi sender også digte til hinanden. I den pårørendegruppe, jeg er i, forsøger vi også at holde kontakten online og dele vores oplevelser, nu hvor vi ikke kan mødes.

Nogle gange bliver jeg helt apatisk. Jeg kan ingenting og sidder bare i nattøj, nærmest i flere dage i træk. Jeg orker knap nok at tømme opvaskemaskinen eller gøre lidt rent. Det gør mig helt udmattet, når jeg hører om alle dem, der udnytter denne her tid til at få ordnet haven eller malet køkkenet.«

»Jeg tror ikke, jeg er ensom, men følelsen af ensomhed dukker ofte op«

Kristian Hindø-Lings, 26 år, bor i København Nordvest, tilrettelægger på Radio Loud fra den 1. april

Sarah Hartvigsen Juncker
»Det meste af min familie bor i Jylland, så dem kan jeg ikke se i øjeblikket. Jeg er single, og de første dage efter alt lukkede ned boede jeg alene. Men det blev jeg helt skør og ensom af, så nu er min gode ven flyttet ind, og vi er gået i selvvalgt karantæne sammen. Det er jeg virkelig glad for. Jeg er utrolig heldig, jeg ved, at mange er langt hårdere ramt af coronakrisen end mig.

Min ven og jeg går tur en gang om dagen på steder, hvor der ikke er så fyldt med mennesker, og så handler vi en gang i mellem. Men ellers går vi ikke ud.

Jeg er ekstremt socialt understimuleret. Det gør mig mindre glad og energisk end normalt. Jeg tror ikke, jeg er ensom, men følelsen af ensomhed dukker ofte op. Med de ting, der følger med: Magtesløshed, træthed, oplevelsen af, at det hele er lidt ligegyldigt. Det er virkelig svært ikke at vide, hvornår den her sociale isolation hører op.

Normalt er jeg altid sammen med venner. Jeg kan sagtens have flere aftaler på en dag. Det kan FaceTime (videochattjeneste, red.) altså ikke erstatte.

Jeg har prøvet det der med bare at hænge ud i en videosamtale for at have nogen, der rumsterer i baggrunden. Jeg holdt også fødselsdagmiddag på Zoom (en anden videochattjeneste, red.). Men den fysiske tilstedeværelse er altså virkelig vigtig. Det har været vildt interessant at mærke. Det rene og umiddelbare kan ikke overføres online, jeg savner det helt vildt.

Hvis den her sociale distancering fortsætter måneder endnu, ender jeg nok med at bo alene. Min ven kan ikke blive ved med at bo her i sin rejsetaske. Jeg tror, det vil gøre mig endnu mere magtesløs. Ensomhedsfølelsen vil nok overtage endnu mere.

Men det kan også være, at jeg lærer noget af det. Min mormor på 82 år har boet alene de sidste otte år. Der er ikke den store forskel på hendes liv inde og ude af karantæne. Den ro kunne jeg godt tænke mig. Jeg har allerede erkendt, at jeg måske ikke behøver at fortsætte med at have så tæt pakket en kalender på den anden side af det her. Det er nok meget sundt en gang imellem at være alene og ikke skulle noget, ligesom nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Kramer
Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Søren Kramer anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

God vinkel. Fortsæt gerne artiklen med en sygeplejerske, en indsat, en en plejehjemsbeboer, en føtex-medarbejder og en tilrejsende arbejder fra Rumænien.

Søren Kramer

Tak for nogle yderst fine artikler, der lader folk tale ud. Så det er deres oplevelser, og ikke journalistens ligegyldige holdninger, der fylder.
Og tak for at komme bredt rundt om eksperterne i den første artikel. Med plads til deres nuancer og tvivl.

Tak for fine bidrag til at belyse hvordan vi i forskellige samfundsgrupper bliver ramt af situationen. Ønsker jer det bedste!! og håber, at endnu flere vil dele deres nye “hverdag”, så færre føler ensomhed, og kan få oplevelsen af ikke at være helt alene.

Man kunne foreslå at sende de tre menneskers fortælling til Mette F, så hun forstår, hvilke konsekvenser, borgerne oplever af regeringens indgreb. Det handler ikke kun om økonomi og "hjælpepakker" - og nok så mange "hjælpepakker" gør ingen forskel for de tre, vi har har hørt fortælle om deres situation.

Flemming Olsen

"Men det kan også være, at jeg lærer noget af det. Min mormor på 82 år har boet alene de sidste otte år. Der er ikke den store forskel på hendes liv inde og ude af karantæne."

Det kan man jo kun håbe. Kristians indlæg virker som det mest konstruktive, han prøver at tænke lidt i stedet for bare føle, føle, føle og grave i sig selv. Det hjælper ofte at fokusere på noget udenfor sig selv og gå op i andres situation og ikke kun sin egen.