Læsetid: 5 min.

Coronaoverblikket: Er coronakrisen videnskabens genrejsning?

Informations daglige coronaoverblik er klar til dig
Efter 20 års læsterlige klø af populister, nationalister, kapitalister, vækst og faktaresistente er der pludselig opstået en mulighed for at vinde det hele igen. Som den amerikanske astrofysiker og kendis-videnskabsmand Neil deGrasse Tyson sagde allerede i starten af krisen: »Dette er den ultimative test af videnskaben. Hvis folk ikke lytter på den, klarer vi det ikke.«

Ed Jones

19. marts 2020

Velkommen til Informations coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund og for økonomien. Læs med her, eller tilmeld dig overblikket på mail. Det er gratis.

Det er nu, videnskaben slår tilbage.

Efter 20 års læsterlige klø af populister, nationalister, kapitalister, vækst og faktaresistente er der pludselig opstået en mulighed for at vinde det hele igen. Som den amerikanske astrofysiker og kendis-videnskabsmand Neil deGrasse Tyson sagde allerede i starten af krisen:

»Dette er den ultimative test af videnskaben. Hvis folk ikke lytter på den, klarer vi det ikke.«

Denne krise kræver blind tillid til vores politikere og blind tillid til videnskaben, og indtil videre har de fået den.

På tværs af partiskel har vi sagt »hvor højt«, når Mette Frederiksen har sagt »hop«. Side om side med sundhedsvidenskaben, med to meters afstand, dag efter dag, har hun bedt os tage nye skridt væk fra den verden, vi kender, mens vi alle sammen kan se milliarderne fosse ud og må holde os fra alt, hvad vi kan lide.

Aktierne styrtdykker, arbejdsløsheden stiger, butikker går konkurs, og det eneste, vi ved med sikkerhed er, at det bliver meget, meget værre.

Staten har ikke været så langt inde over folks private grænser siden enevælden, og det hele er sket uden nævneværdig modstand eller spørgsmål. Tværtimod er Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, blevet hyldet som en nationalhelt og et sexsymbol, der har sin egen actionfigur.

»Direktør i Sundhedsstyrelsen« – kunne man forstille sig en mere usexet titel for bare en måned siden? Det er vanvid. Tænk, hvis Klimarådets formand fik samme status. Hvis det ikke var, fordi det hele var så dødsens alvorligt, ville det være decideret spændende.

 

Vi følger intenst udviklingen her på Danmarks stærkeste coronaredaktion og vi kan starte med at fortælle dig dagens gode nyhed: For første gang siden udbruddets start er der konstateret 0 nye smittede i Wuhan.

Til gengæld var det i går den mest dødelige dag i Italien med endnu 475 nye coronarelaterede dødsfald. Det betyder, at næsten 3.000 har mistet livet af sygdommen i landet.

Yderligere to danskere døde i går, så vi herhjemme nu er oppe på seks dødsfald. 153 er indlagt, 27 af dem er lagt i respirator.

Frankrig, Spanien, Italien og nu også dele af Sydtyskland er under udgangsforbud, og alt andet end det mest nødvendige er lukket. Det er stadig en verden i kaos. Vi tager det døgn for døgn.

Døgnets vigtigste nyheder

  • Samtlige partier i Folketinget står bag trecifret milliardpakke. Aftalen indeholder blandt andet en kompensationsordning for selvstændige, øget adgang til dagpenge og øgede lånemuligheder til studerende. Det betyder også, at de virksomheder, der tirsdag aften blev bedt om at lukke, får 100 procent kompensation for deres tab.
  • Den Europæiske Centralbank hjælper for 750 milliarder euro. Det er altså godt 5.700 milliarder kroner, der skal bruges til støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.
  • Den norske krone kollapser som følge af olie- og coronakrise. 57 øre koster en norsk krone torsdag som følge af krisen. Det er et fuldstændigt kollaps, siger bankøkonom. Og så må vi ikke engang komme med Oslobåden.
  • Hjælp til kulturlivet fra Ny Carlsbergfondet. Her er man klar med 30 millioner kroner, der er øremærket til landets kunstmuseer, der er hårdt ramt af coronakrisen.

De vigtigste coronahistorier

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Vi lukker økonomien ned for at redde millioner af mennesker, som stort set er økonomisk uproduktive«

Det er det smukke ved den, mener historiker Adam Tooze som vi har talt med. Tænk, at vi med vilje ofrer vores job, frihed og økonomi for at redde vores ældre. Det er nyt, og det er fantastisk. (Dagbladet Information)

Første forsøg med coronavaccine på mennesker er i gang

Det er et intenst kapløb med sygdommen og medicinalvirksomhederne i mellem, og det giver håb, skriver Informations mand i London. Der er håb om et gennembrud i forhold til behandling af de syge med allerede eksisterende medicin. (Dagbladet Information)

Se, det er en rigtig hamstrer

Vi har tidligere været lidt ude efter danskerne slatne hamstringsforsøg, som vi ikke rigtig mente var seriøst nok. The Guardian har været rundt i verden og set foranstaltninger, der tager det et par niveauer op. (The Guardian)

Svensk kølighed

Den svenske statsepidemilog Anders Tegnell har fået sig lidt af et navn her i landet for at kalde sine danske kollegaer småhysteriske og overreagerende. DR mødte ham (i en frokostbuffet), og han ryster stadig ikke på hånden. (DR)

Vi aner ikke, hvad vi gør, og det kan blive meget farligere end sygdommen

Det er ikke kun Tegnell, der synes verden overreagerer i denne krise. Professor John Ioannidis fra Stanford University School of Medicine smed i går en mindre håndgranat ind i debatten og bad om evidens og data på, at det, der er sat i gang, ikke gør større skade end gavn.

»Hvis vi springer ud fra klippen, gør vi klogt i at have en viden om, hvor vi lander.« (Stat)

Mutti Merkel taler

I Danmark taler Dronningen til nationen, i USA er det Trump, og i Tyskland er det Angela Merkel. Det gjorde hun så i går aftes, hvor hun appelerede til fornuft og samling. Her er den fulde tale og et sammendrag med danske tekster. (Spiegel)

Tilføjelse

I går fik vi nævnt, at Den Korte Radioavis med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm var genopstået som nødprogram under coronakrisen, men selve linket til programmet kom desværre ikke med. Der kom et nyt afsnit ud i går aftes, og her er linket. (Den Korte CoronAvis)

Spred ordet, ikke smitten

Her efter den første uges tid med coronaoverblikket fra Information, har vi jo gjort det til en slags vane at dele lidt musik indimellem.

Vi har både været omkring The Police, MC Hammer og Vanilla Ice, og mange har spurgt os, hvordan man dog får så god og socialt acceptabel en musiksmag. Det kan vi simpelthen ikke svare dig på. Du må følge med her, og ellers kan vi fortælle dig, at vi brygger på en hel corona-spilleliste, som du kan sætte på, når vennerne kommer på besøg ... nå, nej. Men når den kommer, så er Nice Device og Maya Alban altså med.

Har du andre bud på numre, der skal med — send dem til lla@information.dk, så voterer smagsdommerne her. Hvis videnskaberne er på vej tilbage, må der vel også blive smagsdommere igen. Nå, men vi er i hvert fald tilbage allerede i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Thomas Tanghus
Gert Romme og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Reippuert Knudsen

Har tænkt på Cool Corona siden december & mange gode minder fra min ungdom i halvfemserne hvor Maja Albana var blandt de smukkeste piger i landet, og jeg erindrer at have kysset adskillige skønne piger til netop den sang.
Øl'en smager iøvrigt stadig glimrende på en varm solrig sommerdag.

Hvordan går det med at lytte til videnskaben når det kommer til behovet for en omgående omstilling af produktionsapparatet? Corona-komplekset er ved at få en speciel karakter.

Thomas Tanghus

> Den norske krone kollapser som følge af olie- og coronakrise.

Den havde jeg lige misset. Ikke så godt får Norge, men godt for klimaet på længere sigt, da det viser, hvor sårbar olieindustrien er.

En irrelevant, men lidt pudsig detalje: Linket til Den Korte CoronAvis er ikke blevet "strippet" for utm-parametre. Disse bruges bl.a. til at vise statistik over, hvor mange, der har benyttet linket. Hvad der ikke er så transparent, er, at "motoren", der driver det, for det meste (altid) benytter samme parametre til at tracke modtageren af linket. I dette tilfælde er sandsynligvis enten Informerens eller Lasse Lavrsens emailadresse (som parametrene utm_medium og utm_term kan linkes til) :D

Så husk: Altid strip utm-parametre. For din egen skyld.

https://www.spreaker.com/show/den-korte-coronavis?utm_source=Coronaoverb...